I begyndelsen af juni måned i år tog nyhedsredaktionen på
TV2 et emne op, som næppe kan karakteriseres som en nyhed, men som ikke desto
mindre er en god historie, nemlig fredning og beskyttelse af mindesmærker fra
det 20. århundredes historie.
Den aktuelle anledning er, at en flyhangar fra 1.
Verdenskrig i Tønder nu er så brøstfældig, at den anbefales nedrevet. Den var
del af Luftschiffplatz Tondern i det
dengang tyske Sønderjylland. Det var en base for en del af det tyske
kejserriges flåde af zeppelinere, der blandt andet blev brugt til luftbombardementer
af England. Størstedelen af basen blev ødelagt ved verdenshistoriens første,
vellykkede angreb fra et hangarskib i sommeren 1918.
Problemet er, at fredningsmyndighederne ofte går ud fra
bygningernes arkitektoniske kvaliteter i deres vurdering. Den pågældende hangar
er ikke smukkere end en gennemsnitlig carport, men den er til gengæld et
håndgribeligt vidnesbyrd om en helt central begivenhed i europæisk historie.
Som en integreret del Europa har vi i Danmark i dag en forpligtelse til at bevare
i erindring, hvad der er af betydning for andre end os selv.
Eget foto |
Den franske historiker Pierre Nora mener, at det moderne
samfund er kendetegnet ved glemsel. Det udgør ikke længere et miljø af
erindring, milieu de mémoire, men må
ty til mere isolerede erindringssteder, lieux de mémoire, eller mindesmærker for at blive mindet om fortiden. Disse
mindesmærker har betydning for, hvad vi husker, og derfor også for, hvilket
samfund vi ønsker at være og blive. Denne bevidste eller ubevidste udvælgelse
af, hvad der glemmes og huskes, kalder vi erindringspolitik.
Nedrivningen af en hangar fra 1. Verdenskrig er et eksempel
på erindringspolitik. Et andet er forsømmelsen af et langt mere beskedent
mindesmærke, som findes på Bådsmandsstræde Kaserne, for tiden en del af fristaden
Christiania i København. Det er resterne af det skur, der blev brugt til at
henrette landssvigere efter 2. Verdenskrig. Selve skuret er for længst væk, men
det lille støbte fundament på ca. 1x2 meter er bevaret. Det kan findes i en
idyllisk afkrog af Københavns historiske befæstning, Christianshavns Volds 2.
redan. Nærmeste adresse er Norddyssen 63.
Anledningen er alt andet end idyllisk. Efter befrielsen 1945
vedtog Rigsdagen et tillæg til straffeloven, der i realiteten gjorde det muligt
at straffe med tilbagevirkende kraft, og det endda med døden. 29 blev henrettet
på denne plads, den sidste i 1950. Ingen i dag påstår, at disse mænd ikke
fortjente at blive straffet hårdt, men hele retsopgøret efter krigen har dog
også en sådan karakter, at det netop forstyrrer idyllen. Det er en brutal og
uskøn historie, som man tydeligvis gerne ville glemme. Alle spor af den plads i
Viborg, hvor de dømte vest for Storebælt blev henrettet, er væk. I Norge
forholder det sig tilsvarende.
Passerer man tilfældigt forbi stedet i dag, er det nemt at
overse. Fundamentet forvitrer. Risten i midten beregnet på at aflede de væsker,
der nu flyder, når man skyder folk, ruster og er helt tilgroet. Som del af
hovedstadens historiske voldanlæg er stedet teoretisk set fredet, men i praksis
helt ubeskyttet mod vejrlig og trafik, og der er ingen markering af dets
betydning. En repræsentant for Slot- og Kulturstyrelsen siger til TV2, at man
savner midlerne til at beskytte stedet som et selvstændigt anlæg.
Svaret er, at
så må disse midler tilvejebringes. Det er måske ubehageligt at bringe
retsopgøret efter 2. Verdenskrig i erindring, men nødvendigt er det, og dyrt
kan det næppe være at beskytte sådan en smule fundament mod yderligere
ødelæggelse.
(Kristeligt Dagblad 20. juni 2017)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar