Er Frederik VII's mor forsvundet?

Kristeligt Dagblad kunne fredag berette om, hvordan en politiefterforskning i Rom førte til, at to grave på den tyske kirkegård ved Peterskirken blev åbnet. Man ledte efter liget af en formodet dræbt pige. Hende fandt man ikke. Det mest overraskende var imidlertid, hvad man heller ikke fandt, nemlig de jordiske rester af de to kvinder, til hvem gravene oprindeligt var indrettet.

Jerichaus gravmæle over prinsesse

Charlotte Frederikke. 

Kilde: Wikimedia Commons

Den tyske kirkegård eller Camposanto Teutonico rummer hovedsageligt gravene over pilgrimme og andre tilrejsende fra tyske og nederlandske lande, som er døde i Rom. En af dem var prinsesse Charlotte Friederike af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840), og hendes var den ene af de to tomme grave.

Prinsesse Charlotte Frederikke, som hun hedder på dansk, spillede en kortvarig, men betydningsfuld rolle i Danmarks historie, idet hun ægtede sin fætter prins Christian Frederik (1786-1848) i 1806. I ægteskabet fødtes en søn, prins Frederik Carl Christian (1808-1863). Både hendes mand og søn blev konger af Danmark og regerede som henholdsvis Christian VIII og Frederik VII. Imidlertid blev hun grebet i at have en affære, og ægteskabet blev opløst i 1810. Efter nogle år i indre eksil i Horsens, rejste hun til Rom, hvor hun konverterede til den romersk-katolske kirke. Hun er en spændende skikkelse, som man kan læse om i en glimrende biografi om hende af Birgitte Nyborg, udkommet på Forlagt Falcon i 2015.

Prinsessens gravmæle består af en marmorsarkofag stillet op mod en marmorgavl med en indskrift og en skulptur af en engel. Efter pressens rapporter er det denne sarkofag, der er åbnet og altså fundet tom. Spørgsmålet er imidlertid, om man burde have forventet at finde prinsessens jordiske rester i denne sarkofag?

Det var efter prinsessens eget ønske at hun blev begravet på den tyske kirkegård i 1840. Der blev taget initiativ til at udfærdige et gravmæle for hende. Bertel Thorvaldsen, som havde kendt prinsessen godt, udfærdigede et udkast og arbejdet blev sat i værk. Hvordan det så ud, ved man ikke. I 1844 besøgte prinsessens plejedatter, Charlotte Wigand, f. Harboe, gravstedet og klagede til prinsessens søn, kronprins Frederik, over, at gravmælet endnu ikke var gjort færdig. Thorvaldsen var netop død, og kronprinsen overdrog det til den kendte billedhugger J.A. Jerichau til at skabe en ny udsmykning. Jerichaus arbejde stod færdig i 1848, og af indskriften fremgår det, at det er udtryk for, at kronprinsen, der nu var blevet konge, ønskede at mindes sin mor.

Der er varslet en undersøgelse for at løse mysteriet om de tomme grave, og meget kan endnu komme for en dag, når arkiverne studeres og kirkegården undersøges. Ud fra de allerede kendte oplysninger, må det imidlertid indtil videre antages, at tingene er gået for sig på følgende måde: Prinsessen er efter sin død blevet jordbegravet på den tyske kirkegård, hvorpå arbejdet med at forsyne graven med et gravmæle blev påbegyndt, men ikke fuldendt. Derefter blev Jerichau sat på opgaven, og han valgte at udsmykke graven med bl.a. en sarkofag, der teknisk set ikke er en sarkofag, men derimod en kenotaf, altså et gravmæle, der ikke rummer afdøde. Prinsessen ligger antagelig, hvor hun hele tiden har ligget, nemlig i jorden under Jerichaus gravmæle.

(Kristeligt Dagblad 17. juli 2019)

Åbningen af den marmorkiste, der udgør en del af udsmykningen af prinsessens grav. Kilde:

https://www.vaticannews.va/it/vaticano/news/2019-07/tombe-vuote-cimitero-teutonico-orlandi-vaticano-fare-chiarezza.html

Vævsprøver frabedes

Ingen sten forbliver uvendt, når H.C. Andersen skal fejres for et par hundrede millioner kroner. Nu må Andersen også bære en del af skylden selv, for med et par selvbiografier og en meget detaljeret dagbog på samvittigheden, lagde han op til en nyfigenhed, der rækker helt ind i den menneskelige fordøjelsesproces. Til trods for denne intimitet misforstår vi ofte digteren. Vi er så optaget af sex, at et kryds i kalenderen hurtigt bliver udlagt som tegn på masturbation. Hvis Andersen nærede et varmt venskab til en mand og omtalte dette venskab i et sanseligt sprog, kan en forhærdet nutid jo ikke forstå det anderledes end at manden var bøsse.

H.C. Andersen levede i en tid, der dyrkede dannelsen som nøgle til avancement og værdighed. Andersens sponsorer fra det københavnske borgerskab så på denne unge ubemidlede mand som et forsøgsobjekt. Hvis man sendte knægten på latinskole, måtte den klassiske dannelse gøre sin virkning og forvandle den kejtede knægt til en raffineret åndsperson. Og forsøget lykkedes. Andersen var den ultimative bekræftelse på, at skidt kan komme til ære, bare man sender det i den rigtige skole.

Andersens avancement forekommer uforståelig for dem, der ikke har blik for dannelsens samfundsombrydende natur. Der må være en bedre og mere moderne forklaring. Den skal være genetisk, skal den. Andersen var i virkeligheden kongesøn. Så forstår vi bedre. Fagfolkene derimod er skeptiske. En forsker er så træt af at skulle give sit syn på denne teori, at han foreslå en dna-test for at få afgjort spørgsmålet en gang for alle. Vævsprøver er vejen frem.

Kongehuset vil givet frabede sig enhver form for genetisk dokumentation, for her er man udmærket klar over, at det ville kaste monarkiet ud i en alvorlig krise. Der er stort set ingen folkelig forståelse for, at reglerne for ægteskabelig troskab kun gælder for undersåtter.

Det er med regenter og deres børn således, at arvefølgen er et juridisk spørgsmål, ikke et biologisk. En tronarving skal skaffe sig en passende ægtefælle, der ikke vil kaste skam over kongehuset som institution. Det betyder ofte, at forelskelse og kærlighed kommer i anden række. Dernæst skal der skaffes sikkerhed for, at arvefølgen ikke brydes. Hvordan og ved hvis mellemkomst det bliver bragt i stand vedkommer hverken juraen eller offentligheden.

Helt frem til midten af det 19. århundrede var et kongeligt ægteskab et ceremonielt foretagende, og alle var klar over, at kongen kunne have behov for afløb andetsteds. Han kunne sågar åbenlyst forsørge de børn, der ikke indgik i arvefølgen. Derfor skal man bestemt heller ikke udelukke, at den senere kong Christian VIII har besvangret en undersåt i forbifarten. Det usandsynlige består i, at han skulle have ladet sønnen vokse op hos en simpel skomager.

Det borgerlige krav om troskab og kærlighed i ægteskabet trængte sig imidlertid så meget på i løbet af det 19. århundrede, at den sidste af de enevældige konger, Frederik VII, følte sig foranlediget til at gifte sig med sin maitresse, Louise Rasmussen og kalde hende grevinde. Kongehuset har siden måttet lade som om de var borgerlige, selvom de ikke er det. Det er en stor belastning, der kræver vores fulde forståelse.

Det er altså dybest set uinteressant, om kongen er biologisk far til sine sønner, så længe han anerkender dem som sådan. Har han børn med andre, kan der være dna-dokumentation for det herfra og til Chardonnay uden at det er relevant for arvefølgen. Det var hele dette koncept, prinsesse Di ikke fattede. Hun troede, at troskab i borgerlig forstand hørte med til pakken. Hun forstod ikke, at hun bare skulle føde et par sønner og så ellers lade Charles passe sit eget underliv. Hvad hun selv måtte have af behov kunne hun såmænd også få dækket, så længe det foregik i det skjulte. Til gengæld for udvist diskretion og overbærenhed fik hun så magten, æren og de platinerede kreditkort.

(Information 30. april 2004. I teksten er Christian VII blevet rettet til den VIII)