Foreningen, der ikke har noget imod krukker, så længe der er noget i dem

Forfatteren Johannes Jørgensen udgav i slutningen af 1940' erne sine erindringer, der blandt andet beretter om hans studietid i København i 1880' erne. Georg Brandes havde på dette tidspunkt sat brand i kulturlivet. Man diskuterede kvindeemancipation, vegetarianisme, progressiv skat og den slags moderne sager. Jørgensen beundrede Brandes og studerede zoologi på universitetet. På væggen i sit lejede værelse havde han hængt et billede af Darwin, der for den unge generation var indbegrebet af opgøret med alt gammelt. Hans værtinde så portrættet og spurgte nysgerrigt, om det ikke var Grundtvig?

Selvom anekdoten skulle tjene den aldrende og meget religiøse forfatter til illustration af sin ungdoms dårskab, er der det rigtige i historien, at Grundtvig var påfaldende usynlig i hovedstaden blot ti år efter sin død. Han var ikke en figur, som en pensionatsværtinde i København forventedes at kende af udseende.

Den akademiske verden var i Johannes Jørgensens ungdom ideologisk delt op i to lejre, en konservativ, hvis ungdom var organiseret i Studenterforeningen, og så den radikale Brandes-fløj, der samledes i den nystiftede forening, Studentersamfundet. I kirkelig forstand var hovedstaden delt mellem en borgerlig traditionalisme og et stadig mere dominerende Indre Mission. Grundtvigianerne havde ingen institutionel styrke i byen.

Det var blandt grundene til, at en kreds med udspring i Københavns Højskoleforening i 1888 tog initiativ til Frisindet Diskussionsforening, der i 1892 tog navneforandring til Studenterkredsen, der havde til formål "paa Grundlag af den grundtvigske Anskuelse dels at samle Studenter til et frugtbart Samarbejde, dels gennem gode Foredrag og Diskussioner om kirkelige og folkelige Spørgsmaal at virke for en kristelig, frisindet Livsanskuelse".

Studenterkredsen eller bare Kredsen, som den kaldes, holdt i mange år til i Grundtvigs Hus i Studiestræde i København. I 1942 fik foreningen en selvstændig aflægger i Aarhus, og jyderne gjorde det til et program ikke at begrænse sig til en " behagelig sejlads i det brede kølvand, der med et omfattende ord betegnes som grundtvigsk".

Det var en hentydning til den evige diskussion i grundtvigske kredse i det hele taget mellem de såkaldte centrifugalgrundtvigianere, der ville tilpasse sig tiden, og de mere ortodokse, der ønskede at holde fast i en kerne af grundtvigsk livsanskuelse.

En tid lang var der også en kreds i Odense. Efter krigen flyttede københavnerkredsen ind på Vartov, hvor Kirkeligt Samfund - i dag Grundtvigsk Forum - generøst lagde hus til foreningens dagligstue og de ugentlige foredrag. Dagligstuen, hvor man kunne komme og læse avis og drikke te, gik af brug på et tidspunkt i 1960' erne, men foredragsrækken består endnu, og Grundtvigsk Forum betaler stadig huslejen.

Der har vist aldrig været tidspunkt, hvor Kredsen har hvilet uanfægtet i sig selv. Foreningen har været det sted, hvor mennesker mødes til stålsat diskussion om teologiske, filosofiske eller litterære spørgsmål "på grundlag af den grundtvigske anskuelse".

"Der skal ligefrem i samtalerne om menneskets eksistens være saglig ufordragelighed. Der skal, mellem standpunkterne, være principiel religionskrig," mente den selvlærde teolog Johannes Lauridsen, der gennem mange år var en central skikkelse i København.

Navne som Regin Prenter, K. B. Andersen, Ole Wivel, Leif Grane, Henning Tjørnehøj, Søren Krarup, Ejvind Larsen, Johs. H. Christensen, Jørgen Bukdahl, Jørgen K. Bukdahl, Margrete Auken, Thorkild Grosbøll, Mogens Lindhardt, Hans Hauge, Joakim Garff, Poul Erik Tøjner, Henrik Wivel, Erik Skyum-Nielsen, Nils Gunder Hansen, Sune Auken blandt mange andre har som formænd, bestyrelsesmedlemmer eller hyppige foredragsholdere gennem årene sat deres præg diskussionerne.

I Kredsen i Aarhus var det ikke mindst det løgstrupske kamhjul, der greb ind i det grundtvigske maskineri, mens Kredsen i København var mødestedet for det grundtvigske og det tidehvervske. Diskussionerne har ikke sjældent været ubarmhjertige og tonen uforsonlig, fløjene mødtes. "Enten bliver man tidehvervsk, fordi man er ubegavet, eller også bliver man ubegavet af at være tidehvervsk," mente Løgstrup engang under en diskussion i Aarhuskredsen. Tidehvervsfolkene var ikke mindre uelskværdige mod Løgstrup.

Jeg kom i forbindelse med Studenterkredsen i Vartov omkring 1989. et par år efter at jeg var flyttet til København. Jeg var blevet advaret at Kredsen godt kunne som en lukket fest. Man kunne nemt blive skræmt væk af det, der godt ligne en intellektuel indkrogethed i sig selv, men den der blev hængende, blev belønnet i bredfuldt mål.

Kredsen er en sær hybrid af sangglad folkelighed og elitær akademisk institution. Det ene øjeblik afsynges Grundtvigs "Det var en sommermorgen" om de faldne fra på Isted Hede med en patos tappet direkte fra samme kilde, som sangens forfatter drak af, og det næste øjeblik dekonstrueres med største elegance den narrative struktur i den nationale historieskrivning.

Det betyder ikke, at folkeligheden er blevet udvendig, blot at den kender sin egen begrænsning. Rodfæstetheden i den folkelige tradition betyder, at det ikke nytter noget, hvis der ikke er alvor bag. Det skal komme an på hvis det skal give mening. Det akademiske og højtravende kommer fra universitetet, men er i bedste højskoletradition ikke bundet op en eksamen.

Studenterkredsen tages ikke pædagogiske hensyn. Foredragsholderne kan tillade sig den risiko at tabe eller alle tilhørere på og den luksus at miste jordforbindelsen, så længe er sikkerhed for, at der noget på spil, at der er et anliggende og ikke bare et pensumkrav at tage hensyn til. Genren er netop foredraget og ikke forelæsningen, og betyder netop ikke, at alle kunne følge med, men at taleren står inde for det sagte med sin person. At foredraget aldrig holdes for pengenes skyld giver sig selv, for der er ikke råd til honorar. Det er æressag at blive indbudt tale i Kredsen.

Efter foredraget er der "Nachspiel". Det selskabelige, nattesæderne og de oprørte diskussioner over den øl har vist altid været en integreret del af livet i Studenterkredsen. Integrationen af det selskabelige, det folkelige og det akademiske er på intet tidspunkt stærkere end på Studenterkredsens Sommermøde, der har været holdt hvert år under det navn siden 1904. Her er mangt et udmærket ægteskab blevet grundlagt.

For mig blev Studenterkredsen en akademisk læreplads. Jeg havde læst historie et par år og havde haft dygtige lærere, men kun sjældent på universitetet mødt denne kompromisløse vilje til at et spørgsmål igennem, fordi det var magtpåliggende og ikke kun af betydning for eksamen. Det betød naturligvis også, at jeg i Kredsen har siddet og lyttet til mange foredrag, som jeg vitterlig ikke forstod en lyd af. Til gengæld blev der sat en standard hvad det vil sige at studere. Man er ikke kun student i 37 timer om ugen, men alle vågne timer, også de besofne. Her blev der sat en standar for, hvad lærdom er kan.

Da Johannes Sløk engang holdt et foredrag - så vidt jeg har fået episoden genfortalt var det i Kredsen i Aarhus - fik han stillet et af disse lange, indviklede spørgsmål, der mest af alt har det formål at lade spørgeren fremstå som klog og belæst.

Spørgsmålet indledtes med vendingen: " Kierkegaard siger et sted, at.". Sløk lyttede tålmodigt, og da spørgsmålet endelig var stillet til tøvede han et lille øjeblik, inden han gav sit svar, hvis fulde ordlyd var: "Det siger Kierkegaard intetsteds." Anekdoten, og det er vel en anekdote, tjener naturligvis først og fremmest til illustration af Sløks velkendte arrogance.

Men den er også en påmindelse om, at der forskel på arrogance, der har sit fundament i kundskaber og så den arrogance, ikke består af andet end varm luft og prætentioner. Sløk tilhørte uomtvisteligt første kategori.

Hvad der er blevet sagt om nogle helt andre i en helt anden sammenhæng: "Vi har ikke noget imod krukker, så længe der er noget i dem", kunne godt tjene som en slags motto for Studenterkredsen.

(Kristeligt Dagblad 6. sept. 2013)

Kontinuitet og radikalisme

Det gjaldt vist indtil for ikke så mange år siden som tommelfingerregel blandt højskoleforstandere, at man skal undlade at lægge hus til Studenterkredsens sommermøde, for de har ry for at ødelægge inventaret og glemme at betale. Det første passer ikke - i hvert fald ikke længere - men det er en kendt sag, at Studenterkredsen har en dårlig økonomi nærmest som princip. Kun rundhåndet støtte fra især Kirkeligt Samfund har holdt foreningen oven vande gennem årene.

Når Studenterkredsens Sommermøde holder 100-års jubilæum i år, sker det i virkeligheden i mangel af grundfæstet viden om, hvornår det første møde egentlig fandt sted, men det afspejler udmærket institutionens aldrig svigtende trang til at fejre sig selv.Traditionen, der siger, at det første møde, der fandt sted i 1901, kan skrives tilbage til et indlæg i Vartovbogen i 1955. Der er dog en vis poetisk sandhed i, at både Studenterkredsens Sommermøde og systemskiftet fejrer det samme jubilæum i år, for begge dele handler om et vellykket møde mellem det akademiske København og grundtvigske bønder.

Studenterkredsen blev stiftet i 1888 i København som »Frisindet Diskussionsforening« som et grundtvigsk modstykke til hhv. brandesianerne og Indre Mission. I 1892 ændredes navnet til Studenterkredsen, i daglig tale blot Kredsen. Omkring århundredeskiftet kom det første sommermøde til, og siden kom der både blad og kredse i Århus og Odense. Der er med andre ord et rigt forråd af årstal at tage af for de festglade. »Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve«, skrev Jørgen Bukdahl i anledning af det 75-årsjubilæum, der blev holdt i 1967. Kredsen har overlevet et par stykker af dem.

Der blev holdt et såkaldt studentermøde på Askov Højskole i august 1900, som blev genstand for et langt referat i Højskolebladet. Formålet med mødet var, at land og by skulle mødes, den grundtvigske landboungdom med de stueblege regensianere fra hovedstaden. Her talte bl.a. Askovs berømte lærer Poul la Cour om kristentro og videnskab, som har været omdrejningspunktet for en del sommermøder siden. La Cour førte sine tilhørere gennem videnskabshistorien, som han kendte bedre end de fleste, men samtidig pegede han på, at man »maa vogte sig for med Endelighedens Alen at ville maale Gud.« La Cour havde sin egen særlige teori om foreneligheden af moderne videnskab og bibelshistorie. Den gik ud på, at ganske vist var verden behersket af naturlovene, men disse love var først indstiftet af Gud efter Syndfloden. Selvom den teori ikke har vundet gehør, har problemstillingen aldrig mistet sin gyldighed siden: hvordan forener man kritisk videnskabelighed med et kristent grundsyn? Det har givet sommermødet sit særlige præg, en blanding af akademisk frontlinjeberetning og from morgensang.

Sangen spiller en væsentlig rolle og er det element, der tydeligst markerer, at sammenhængen er folkelighedens og ikke universitetets. Det går tilbage til det første møde, om hvilket referenten skrev: »Sammenholdet i Foredragssalen gav sig ogsaa Udslag i en ret kraftig og livfuld Sang. É Der blev sunget før og efter hvert Foredrag, og Studenterne, der ellers kender saa lidt til at synge, fik sikkert et Indtryk af, at der ogsaa kan være Løftelse i dette.« Favoritterne er nu som før Grundtvigs historiske poesi, især »Sol er oppe«, hvis politisk ukorrekte indhold understøttes solidt af melodien«.

Det første møde med titlen »Studenterkredsens Sommermøde«, hvorfra der kendes et referat, var på Vallekilde Højskole i 1904. Det omtales som det tredje af slagsen, hvoraf det første antagelig har været mødet på Askov og det andet et lignende møde på Testrup, hvor deltagerne bl.a. kunne høre om mulighederne for trådløs telegrafi.

Udgiveren af Grundtvigs udvalgte skrifter, Holger Begtrup, talte i Vallekilde om, at der var overordentlig god brug for de grundtvigske tanker i nutiden. Det ser ud til at være et uopslideligt emne. Besindelsen på den grundt-vigske tradition er et genkommende tema gennem årene, men synspunktet fik naturligvis ikke lov til at stå alene.

Ved samme møde talte nemlig Thomas Bredsdorff om højskolerne og brandesianismen »med en for unge Øren velgørende Radikalisme,« som Helge Skovmand noterede sig i Højskolebladet. Han kunne heller ikke bare sig for at sukke lidt over alle de fremmødte disputerelystne Præster: »Mundtlige Forhandlinger, hvor Deltagerne aldrig har tilstrækkelig Tid til at forberede sig, bliver altid mer eller mindre til Vrøvl. Vrøvl blev naturligvis heller ikke undgaaet her. Men der var mindre af det og mere af godt Udbytte, end man almindeligvis tør vente sig af et frit Ordskifte.«

Møderne i 1921 og 1927 blev holdt i Rødding, og selvfølgelig var genforeningen et stort tema. I 1921 havde Morten Pontoppidan talt om, at det var nødvendigt at føre en politik, der i højere grad skulle sikre nordslesvigernes loyalitet over for kongeriget: »Det spørgsmål, som nu under Genforeningens glæde rettes til os, er, om vi vil være i stand til at holde nordslesvigernes hjerte fast. Befolkningen her er vokset op i et rige, der vel holdt den nationale og sproglige frihed nede, men som var et stort og fremadstræbende folk.« Pontoppidan mente, at et fremtidigt genrejst Tyskland ville kunne øve tiltrækning på nogle af dem, der havde stemt dansk i 1920. Talen vakte stor opsigt, fordi den blev tolket, som om Danmark skulle bøje sig for Tyskland.

I 1927 talte forstander Hans Lund også om problemet, og Kristeligt Dagblad refererede. For Lund var en af de væsentligste opgaver integrationen af sønderjyderne i Danmark. De havde jo et andet sprog og andre traditioner. Lund sagde ligefrem, at sønderjyderne var af en rethaverisk karakter »som ikke fremmer kristelig syndserkendelse.«

Mellemkrigsårene var kendetegnet ved den stærke indflydelse fra den dialektiske teologi, der understreger den radikale forskel på Gud og mennesker. Påvirkningen kom især fra formanden gennem nogle sæsoner, præsten N.C. Petersen fra Stefanskirken i København, en beundret prædikant. Det var den samme påvirkning, der bevirkede, at en gruppe teologer brød ud af Studenterforbundet og dannede en kreds omkring tidsskriftet Tidehverv. Nogle af hovedfigurerne fra Tidehverv, Gustav Brøndsted og Tage Schack, talte ved sommermøderne i disse år. Som et led i denne påvirkning blev også Kierkegaard introduceret i Kredsen som et tredje - og tiltrængt - element i duellen mellem Grundtvig og Brandes.

Tidehverv fik også et sommermøde, og til trods for lighederne mellem Tidehverv og Kredsen var der også forskelle. Regin Prenter fortæller i Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1988 om forskellen på de to sommermøder: »Jeg kunne ved et Tidehvervs sommermøde på Snoghøj i 1932, som jeg deltog i, ikke ånde frit som ved Kredsens sommermøder, til trods for at »læren« på Snoghøj utvivlsomt var renere. Den fanatiske antipietisme havde ikke blot den pietistiske snæverhed i sig, men den forstærkede den.«

Efter krigen blev Kierkegaard udfordret af Løgstrups skabelsesteologi, især ført frem af studenterne fra Århus, hvor der var oprettet en afdeling af Studenterkredsen ved det nye universitet, og der skete et brud med den tidehvervske linje. »Studenterkredsens udvikling i retning af politik, esoterisk litteratur og studenteroprør brød jeg mig ikke om«, som Søren Krarup skriver om tiden efter, at han forlod bestyrelsen i 1963. Med udtrykket esoterisk litteratur hentyder Krarup til Aage Henriksens fløj af litteraturvidenskaben. Det »politiske« var en bevægelse væk fra Kierkegaard tilbage mod Grundtvig og den særlig venstrefløjsudlægning, han fik i disse år. På sommermødet i 1968 på Krabbesholm talte Ejvind Larsen om Marx og Leif Grane om Thomas Müntzer, der synes at vinde særlig aktualitet i revolutionære tider.

Selvom Kredsen altid - og ikke altid med urette - har været beskyldt for at lukke sig om sig selv, er diskussionerne og meningsforskellene altid blevet betragtet som en kvalitet. Fripostigheden udviklede sig i en sådan grad, at formanden, præsten Ejnar Balling, i 1938 foreslog, at alle i bestyrelsen skulle være dus, for man kan jo ikke så godt sige »Deres idiot«.

For hver Margrete Auken har sommermødet haft sin Ulrik Høy, og der har vel også til tider været grund til at give Helge Skovmand ret i hans betragtninger om de mundtlige forhandlingers natur, selvom den er noget ugrundtvigsk. Kontinuitet og radika-lisme var Ballings forslag til et motto for Kredsen, som har vist sig levedygtigt. Hvert sommermøde afsluttes med en uelskværdig revy, hvor denne modsætning finder sit udtryk i en primitiv komik, rundet af en blanding af patos og platheder.

(kronik i Kristeligt Dagblad 13. juli 2001)