Lov om ytringsfrihed er et paradoks

Den 2. december 1766 udstedtes i Sverige ”Forordning, angående Skrif- och Tryck-friheten”, den første lov i verden, der gjorde friheden til at ytre sig i tale og på skrift til en lovbeskyttet rettighed. Jubilæet fejres med berettiget stolthed i Sverige.

Fire år efter fik Danmark under Struensees diktatur en endnu mere udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske.

Det er egentlig lidt af et paradoks at lovgive om trykkefrihed, fordi trykkefrihed i princippet er den tilstand, der består, så længe ingen lov begrænser det trykte ords udbredelse. Sådan var det, da Gutenberg trykte sine første bøger i Mainz i begyndelsen af 1400-tallet. Men det var også i Mainz den moderne, verdslige censur blev opfundet, altså kontrollen af, om det til trykning indleverede manuskript var i modstrid med myndighedernes normer for offentlige ytringer.

Mens censur satte grænser for forfatteres og bogtrykkeres erhverv, kan 1700-tallets lovgivning om trykkefrihed forstås som et forsøg på at sætte grænser for censuren. 1766-lovens første tre paragraffer handler om frihedens grænser. Ingen måtte lade et skrift trykke, der forbrød sig mod den rette evangeliske lære, anfægtede statens forfatning eller krænkede kongens eller nogen andres ære.  Det vil sige, at man på ingen måde søgte at opgive kontrollen med det trykte ord. Det var vilkårligheden, man opgav.

Den norske retshistoriker Dag Michaelsen har beskrevet trykkefriheds- og censurlovgivningen som et forsøg på at lovregulere informationssystemer. Det var et led i tidens almindelige tendens til at lovgive om stadig flere områder af samfundslivet. Ikke alene forfatternes og bogtrykkernes virksomhed, men hele samfundet var i stigende grad blevet et informationssystem bygget på skriftlighed, trykt såvel som håndskreven.

En meget væsentlig del af 1766-loven var retten til fri drøftelse af både den lovgivende og dømmende magts virksomhed. Det vil sige, at den introducerede indsigt i forvaltningens og domstolens sagsbehandling som en afgørende borgerret, der er kædet direkte sammen med retten til at ytre sig om samme. Det er en bestemmelse, der har haft stor betydning for svensk forvaltningskultur til den dag i dag. Medens aktindsigt i Danmark grundlæggende meddeles som et privilegium, en undtagelse fra det bestående, betragtes den i Sverige som en selvfølge.

Både Danmark-Norge og Sverige blev udsat for statskup i 1772. I Sverige overtog kongen, Gustav III, store dele af den magt, som Riksdagen indtil da havde udøvet, og i Danmark blev Struensee sat fra bestillingen af enkedronningen i ledtog med fremtrædende embedsmænd. Samtidig skete der i begge lande en indskrænkning af den frihed, som indtil da havde hersket for forfattere og bogtrykkere. Selv om det betød en mindre frimodig tone i debatten, havde den idé en gang for alle slået rod, at den offentlige drøftelse af samfundsanliggender var et gode.

I Danmark skete den mest omfattende indskrænkning ved den såkaldte trykkefrihedsforordning fra 1799. Straffene var drakoniske, men loven blev håndhævet med mildhed af domstolene. Der kendes kun to eksempler på dødsdomme, og de blev endda omstødt til livsvarigt fængsel. Landsforvisning blev også anvendt i enkelte tilfælde. Langt de fleste overtrædelser af Trykkefrihedsforordningen blev straffet med bøde, hvis de tiltalte da ikke blev frikendt. Forordningen blev ophævet i begyndelsen af 1848.

(Kristeligt Dagblad 25. okt. 2016)

Trykkefriheden møder nye udfordringer

Det hedder i Grundlovens § 77, at enhver, ”er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Paragraffen, der er uforandret siden 1849, afskaffede altså ikke censuren, men forbød dens genindførelse. Det hænger sammen med, at den trykkefrihed, der blev indført af Struensee 1770-72 aldrig formelt blev afskaffet, blot indskrænket, mest systematisk ved en forordning af 1799, der tildelte dødsstraf til den, der ”i noget ved Trykken udgivet Skrift”, tilskynder til forandring i regeringsformen eller til ”eller til Opstand imod Kongen”.

Trykkefrihedsforordningen rummede også en paragraf om religionsfornægtelse. Det var først og fremmest et hensyn til den luthersk-evangeliske tros forrang, men kongen ønskede også at beskytte ”ethvert andet Religions-Samfund, som taales i Hans Riger”, det vil sige katolikker, jøder og calvinister, så hvis nogen ”søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.”

Regeringen slog i første halvdel af 1800-tallet gentagne gange ned på den såkaldte skrivefrækhed. Det kunne den imidlertid ikke gøre vilkårligt, fordi den var bundet af loven. Derfor måtte trykkefrihedssager føres ved domstolene. I de ca. 100 sager, der blev ført i de første 40 år efter Trykkefrihedsforordningen, skete der frifindelse i hver femte. Ganske få sager førte til landsforvisning eller fængselsstraf, mens de fleste dømte slap med en bøde. Med dommen fulgte også et pålæg om, at den dømte skulle underlægges individuel forhåndscensur, således at han intet måtte offentliggøre uden tilladelse af myndighederne. Kun i den berømte sag mod dr. Dampe og smedemester Jørgensen i 1820-21 blev der afsagt dødsdom, men den blev af kongen selv konverteret til livstid i fængsel.

Junigrundloven ændrede ikke det grundlæggende princip, at der er grænser for trykkefriheden. Nu blev det imidlertid specificeret, at det var de nu uafhængige domstole og ikke regeringen, der satte grænsen. Det princip har været gældende siden, hvis man ser bort fra Besættelsestiden, da censur var genindført.

I praksis betyder det, at ytringsfriheden er begrænset af lovgivningen, f.eks. bestemmelser om injurier, privatlivets ukrænkelighed, ophavsrettigheder, rigets sikkerhed eller tavshedspligt. I teorien kan man også straffes for at drive spot med religionen, men sidst der faldt dom for blasfemi var i 1946. Siden 1969 har det ikke været muligt at straffe for pornografi, dog med visse undtagelser.

Pressen har helt frem til 1960erne været forbundet til den politiske magt. De fleste dagblade var knyttet til et politisk parti som dets talerør. Med Ungdomsoprøret blev kravet om pressens ubetingede uafhængighed af magten for alvor gjort gældende. Dette krav var begrundet i en især venstreorienteret samfundskritik. Den uafhængige journalist blev til civilsamfundets helt. At ”drive Spot” med religionen og det etablerede system blev et ideal i sig selv.

Frigørelsen af især den skrevne presse fra magten blev fuldbyrdet, og således er trykkefriheden, forstået som en garanti mod myndighedernes indgriben i det redaktionelle arbejde, sikret. Imidlertid står pressen i dag over for et pres fra privatpersoner og organisationer, der vil have indflydelse på, hvad der trykkes. Nogle af dem er parate til at gribe til vold for at få deres vilje igennem, og så står myndighederne i den historisk set nye situation, at de igen må gribe aktivt ind, men nu for at beskytte pressens frihed.

(Kristeligt Dagblad 30. september 2015. Anledningen til denne klumme var ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten)



Nikolaj Ifversen havde i avisen den 6. okt. følgende replik:

En ikke ganske betydningsløs fejl begår Jes Fabricius Møller i sin lille artikel om Grundlovens ytringsfrihedsparagraf i Kristeligt Dagblad den 30. september.

Denne paragraf har ikke stået uændret siden 1849, som han skriver. Talefrihed blev først knæsat med Grundloven af 1953 - altså 104 år senere. At for eksempel den politiske taler ikke havde en grundlovssikret ytringsfrihed netop som taler, havde i sidste halvdel af 1800-tallet til tider alvorlige konsekvenser for politiske aktivister.



Jeg svarede den 8. okt.:

Nikolaj Ifversen har fuldstændig ret i sin kommentar til mig, når han påpeger, at Grundlovens paragraf om ytringsfriheden ikke har stået uændret siden 1849.

Min tanke, da jeg skrev det, var, at ansvaret for domstolene har bestået siden da, men Ifversen gør den nødvendige tilføjelse, at mens ytringsfriheden i 1849 udtrykkeligt kun gjaldt ytringer på tryk, gælder denne frihed i dag udtrykkeligt ytringer både på skrift og i tale. Jeg beklager fejlen.

Imidlertid tilføjer Ifversen, at så mange talere måtte betale en pris i slutningen af 1800-tallet, fordi de ikke var omfattet af den frihed, der gjaldt skribenter. Det er nu ikke helt så ligetil at finde eksempler på dette, og under alle omstændigheder gjaldt det, at straffen blev udmålt af domstolene.

Oppositionspolitikere som Louis Pio og Chresten Berg fik begge fængselsstraffe, men det var ikke for noget, de sagde, men for noget, de gjorde.

Det gør ikke dommene over dem mindre politiske eller mere retfærdige, men sagerne havde næppe fået et andet udfald, hvis Grundloven havde haft sin nuværende ordlyd.

Ansattes frihed skal sikres

I et interview 12. februar siger dekan for det humanistiske fakultet på Aarhus Universitet, Mette Thunø: »Der er ikke og har aldrig været nogen fra Aarhus Universitet, som er blevet hverken truet eller har fået advarsler, fordi de er gået til medierne og har diskuteret deres fag«.

Dekanen behøver dog ikke lede længe efter et eksempel på en medarbejder fra Aarhus Universitet, der af ledelsen er blevet advaret om at ytre sig i offentligheden, for tidligere i selv samme interview siger hun nemlig følgende: »Jeg må selvfølgelig kommentere på, at ligegyldigt om man kommer fra universitetsverdenen eller fra en anden offentlig institution, så har det konsekvenser at køre en diskussion i pressen«. Dekanen truer åbenlyst sine ansatte til tavshed, og truslerne virker. Der er udtrykt megen hård intern kritik af Aarhus Universitets ledelse, men det er næsten udelukkende pensionerede medarbejder, der tør ytre kritikken offentligt.

Ytringsfriheden på universiteterne bør imidlertid være en integreret del af forsknings-og undervisningsfriheden.

Af hensyn til de universitetsansattes fremtidige arbejdsvilkår må den politiske og juridiske myndighed garantere denne frihed og gribe ind over for Thunøs regimente.

(debatindlæg Kristeligt Dagblad 18. feb. 2012)

Hellere kamp på ord end næver

Til det at være moderne dansker hører foruden den stærke individualisering også en respekt for markedet og for staten. Vi går og passer os selv, og forventer at blive ladt i fred. Den daglige omgang med næsten foregår på markedsvilkår.

Vi køber os til at få dækket de fleste behov som f.eks. mad, husly, underholdning osv. Helt gnidningsfrit er det ikke.

Hvis der er noget knas med de andre individualister, ringer vi til en offentlig myndighed, lad det være hegnssynsmanden, socialforvaltningen eller politiet. De løser vores problemer - ikke nødvendigvis til vores tilfredshed, men så har vi jo mulighed for at klage til en anden offentlig myndighed.

Det moderne menneske savner i vid udstrækning det, der ligger ind imellem stat, marked og individ. Man kalder det somme tider »det civile samfund«.

Det er de frivillige fællesskaber, foreninger og sammenslutninger, der ikke dikteres af marked eller stat. Familien er et typisk eksempel. Hvis alting handlede om kroner og øre, ville ingen fornuftige mennesker lægge sig børn til. Det er nok derfor børnehold subsidieres af staten.

Et stærkt marked i en stærk stat er et kulturelt vilkår, som vi i princippet deler med de fleste andre moderne nationer, selvom de offentlige myndigheder i Danmark er særligt omfangsrige. Der er derfor heller ikke noget at sige til, at indvandrere fra ikkemoderne stater har vanskelig ved at begå sig i en moderne stat.

De nærer ikke samme tillid til samfundets bestående mekanismer - en ofte gengældt mistillid - så derfor søger de deres problemer løst på andre vilkår end statens og markedets. Det er en variation af det civile samfund, som ligner en udvidet familie.

Skal man låne penge, går man ikke i banken, men opsøger sin onkel, hvis han er rig. Bliver man udsat for en forbrydelse, ringer man ikke til politiet, men til sin fætter, hvis han er stor og stærk.

Problemet med den private voldsanvendelse i indvandrermiljøer har været meget tydeligt på det seneste. Flere religiøst motiverede voldelige overfald har oprørt befolkningen. Spørgsmålet er nu ikke, hvorvidt disse overfald er forkastelige, for det er de naturligvis. Spørgsmålet er, hvordan vi finder en vej ud af denne ulykkelige situation, der truer med at eskalere.

Vejen ud er at give de frustrerede religiøse følelser en vej ind til en større tillid til den offentlige myndighedsudøvelse. Blasfemiparagraffen er sammen med et begreb som »ærekrænkelse« egentlig førmoderne elementer i vores lovgivning.

Krænkes kan egentlig kun ejendomsret og liv og helbred. Hvis et moderne menneske har nogen æresfølelse, hører den privatlivet til, på samme måde som religionen. Hvem tager f.eks. i dag Jens Jørgen Thorsens Jesus-film alvorligt nok til at anlægge sag? Derfor er det også kun naturligt, at et moderne parti vil afskaffe begrebet blasfemi. Men hvorfor lige netop nu?

Dansk Folkepartis ønske om afskaffelsen af blasfemiparagraffen er let gennemskueligt. Ingen kan beskylde dem for at elske modernitet. Faktisk ville bevarelsen af blasfemibegrebet stemme bedre overens med hele deres Gud-, konge- og fædrelandskoncept.

For Dansk Folkeparti handler det om at genere muslimer mest muligt. Det er ikke i samfundets interesse at gøre det. Derfor skal vi bevare blasfemiparagraffen, så krænkede religiøse følelser kan søge æresoprejsning ad moderne vej, nemlig domstolenes.

Udfaldet af en sådan retssag er måske ikke så væsentlig som den omstændighed, at selve retssagen vil afvæbne frustrationen, fordi den vil være et tegn på, at vi tager de religiøse frustrationer alvorligt. Samtidig vil den tvinge de frustrerede til at føre deres sag med ord i stedet for næver eller bomber.

Ord er det moderne retssamfunds måde at slås på. Lad os ikke spærre dem denne udvej.

(Indlæg i Politiken 12. dec. 2004)

Ord er væsentlige

Ord er væsentlige. I det demokratiske Danmark betyder det frie ord – i den ideelle situation – at meninger brydes, og at det bedste argument vinder. Kampene i samfundet udspilles med ord. Demokrati er den skikkelige måde at være uenige på, som Løgstrup sagde. At løse sine problemer med andre midler end talens og skriftens brug er et svaghedstegn. I et førmoderne samfund spiller ord en anden og lige så betydningsfuld rolle, som hænger sammen med ære, værdighed og troværdighed. Man fusker ikke med sit ord, for balancen i samfundet, den underdaniges respekt og myndighedens nåde udtrykkes i ord. Når ordet brydes og balancen forskubbes, skal den genoprettes med fysisk magt.

Skam, ærestab og fornærmelser udviskes med blod. Et moderne menneske opfattes af det førmoderne som dådløst – foruden æreløst, gudløst osv. – fordi vi moderne ikke har et privat voldsberedskab. Det har vi for længst overladt til statens politi og domstole. En førmoderne kunne aldrig finde på at ringe til staten for at afgøre en disput. Hvad har man ellers brødre og fætre til?

Det danske landbosamfund i det 18. århundrede var umådelig voldeligt målt med vore dages alen. Det kan ses på retsudskrifterne, der beretter om en uendelighed af lemlæstelser, som bondekarlene påførte hinanden. Men volden var et afledt fænomen, for de egentlige tvistigheder handlede om fornærmelser. At blive kaldt tyv, løgner eller sågar nidding, hvad der svarer til lidt af hvert, men bestemt ikke noget godt, kunne ingen mand have hængende på sig.

Der måtte æresoprejsning til. Det er et tegn på det 18. århundredes modernitet, at det så ofte lod tvisten afgøre af retsvæsenet. Det er et førmoderne træk, at de tog sig skældsord så nær. Domstolene selv var heller ikke alt for moderne.

Man husker i dag kun dødsdommen over Struense, men dommen strakte sig faktisk videre. Førend Struensee fik hugget højre hånd og hovedet af (i den rækkefølge), brød bødlen hans skjold som tegn på, at han havde forbrudt sin ære, som det hed i dommen.

I dag får man ikke bøjet så meget som et visitkort. En moderne retsstat ejer ikke enevældens sans for festlig overflod. Den økonomiserer strengt med sin voldsanvendelse. Den ideelle vold er usynlig og forklæder sig gerne som vejledning eller omsorg.

Den er transformeret til sprog. I politik foregår det som en kamp om territorium i det offentlige rum. Hvem har gennemslagskraft til at sætte dagsordenen? Hvem stiller forslagene og hvem er henvist til kommentatorens rolle?

Politik består i praksis derfor ofte i at bringe modstanderen til tavshed. Det hører til spillets regler. Ofte misforstås denne manøvre som en krænkelse af ytringsfriheden. Manuel Barrosos første kandidat til posten som kommissær for retlige anliggender, Rocco Buttiglione, blev i praksis vraget af EU-parlamentet, fordi han havde ytret sin vatikanske mening om homoseksuelle og siden sat trumf på ved at nedgøre enlige mødre. Ekstra Bladets lederskribent mente, at Buttigliones ytringsfrihed var blevet krænket. Det er en radikal misforståelse af begrebet. Politik er kendetegnet ved at være den branche, hvor det kan koste jobbet at have en holdning, og hvis det ikke var sådan, var vi ilde stedt.

Politik kender ingen ofre – kun frivillige, for nu at citere en autoritet på dette felt, pressesekretæren C.J. Cregg fra tv-serien, Præsidentens Mænd. Det gælder også den omgivende offentlige debat. Man må finde sig i modsigelse.

Ytringsfriheden gælder noget andet. Den er først og fremmest borgerens ret til ikke at blive censureret af staten. Myndighederne må ikke regulere, hvad der bliver sagt i det offentlige rum.

Det ligger i hele grundlovens natur. Det er den lov, der i det hele taget regulerer forholdet mellem borger og stat. Menneskerettighederne spiller omtrent samme rolle, selv om vanskelighederne allerede begynder ved den omstændighed, at menneskerettighedserklæringerne er noget mere abstrakte, fordi de ikke på samme måde indgår i et registreret partnerskab med en stat.

Jeg kan som privatperson med andre ord kun vanskeligt knægte andres menneskerettigheder. Hvad jeg begår af uret mod mine medborgere, reguleres af straffeloven eller er henvist til private søgsmål. Det gælder også mine ytringer, hvis der er tale om racisme eller bagvaskelse.

Lovens ord om ærekrænkelse og blasfemi er overleverede fra ældre tider, men de kan nok ikke undværes, især ikke fordi de vil kunne tjene som en førmoderne religiøsitets vej ind i det moderne. Takket være retsvæsenets konservatisme har vi måske her redskabet, der kan demontere en uheldssvanger tradition for privat voldsanvendelse.

(kommentar i Information 6. dec. 2004)

Løgnen lever og har det godt

Ofte hører man i den mere teoretisk orienterede debat om verdens tilstand det udsagn, at sandheden ikke længere findes, autoriteterne er gået under osv. osv. Mange samvittighedsfulde mennesker bekymrer sig over dette tab, men til dem har jeg en på paradoksal vis beroligende meddelelse: Løgnen lever og har det godt.

Vidt udbredt i højreradikale kredse lever den løgnagtige påstand, historierevisionismen, at jødeudryddelserne under krigen er en myte fabrikeret af en international sammensværgelse af zionister. Den fremføres af såkaldte "eksperter", charlataner, der på basis af hjemmelavet dokumentation hævder, at udryddelserne ikke fandt sted. Mange afsløres allerede derved, at de samtidig synes at mene, at de faktisk burde finde sted.

Danmarks rolle i denne sag er ikke særlig flatterende. Mens det fx. i Tyskland er strafbart at fremføre sådanne synspunkter, fordi det betragtes som en fornærmelse af ofrene for die Endlösung, er der frit slag i Danmark. Selve begrebet die "Auschwitz-Lüge", der dækker over det synspunkt, at Auschwitz blot var en venlig arbejdslejr og at de store mængder Zyclon-B-gas blev brugt til aflusning, blev skabt af en tidligere SS-mand, Thies Christophersen, der indtil sin død sidste år fra sit hjem i Sønderjylland udbredte nazistisk propaganda til Tyskland beskyttet af den dansk lov om ytringsfrihed. En af de mest prominente revisionister herhjemme lever for tiden på et stipendium fra Statens Humanistiske Forskningsråd.

Da Grundtvig i rimbrevet fra Nordens Mythologi fra 1832 talte for frihed for Loke såvesom for Thor, mente han ikke - som det hyppigst antages i dag - at der skulle være frihed for hvadsomhelst. Lokes afkom, Fenrisulven, skulle netop ikke have frihed. At fornægte jødeudryddelserne er ikke blot en grov fornærmelse mod ofrene og deres efterladte, det er også første trin på vejen til at få nazismen til at fremtræde som en harmløs sammenslutning af uretfærdigt behandlede ofre for en jødisk sammensværgelse. Denne Fenrisulv kan vi ikke tåle at slippe fri. En mærkelig pyskologisk mekanisme driver disse mennesker: giver man dem ordet, føler de, at de har fået ret.

Internettet, hvor disse holdninger trives, er et medium, der står uden for den kontrol, som aviser og bøger traditionelt er underlagt. Dementi efter dementi preller fuldstændig af på disse mennesker, og med deres store apparat af tilsyneladende forsvarlige fodnoter kan revisionisterne ramme den uforberedte og få ham til at tro på løgnen.

Det eneste modsvar, der kan dæmme op for denne løgn er lødig forskning og samvittighedsfuld undervisning. Det indebærer fx. også at give revisionisterne ret i de få tilfælde, hvor de faktisk har ret, men første og fremmest at vise, hvad vi ved, hvorfra vi ved det, og hvad der kan tilbagevises som propagandistisk opspind.

(leder i Højskolebladet 31. juli 1998)