Læreruddannelsen har i 200 år været en kampplads

I lørdags kunne man i avisen læse et interview med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i anledning af, at en initiativgruppe vil oprette en ny uafhængig læreruddannelse i Herning på et program, der involverer kristendommen. Ministeren finder, at det er et principielt problem, ”at en uddannelsesinstitution kan eksistere uden offentlig styring og samtidig have et religiøst udgangspunkt,"

Dermed følger ministeren det princip, som blev knæsat ved ændringen af folkeskoleloven i 1975, da skolen ikke længere var forpligtet af Folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvilket dens lærere altså heller ikke er.

Historisk set har Folkeskolen været tæt knyttet til Folkekirken, ja i sin oprindelse er den en kirkelig institution, indholdsmæssigt såvel som organisatorisk og økonomisk. Når man i dag spøgefuldt kalder en skolelærer for degn, skyldes det, at undervisningen i almueskolen på landet meget ofte blev varetaget af degnen. Undervisningen var beregnet på at indføre børnene i kristendommen, således at de kunne gøres værdige til at modtage nadverens sakramente. Det blev formaliseret ved indførelsen af tvungen konfirmation i 1736. Konfirmationen var en overhøring og udgjorde almueskolens afgangsprøve, der var en forudsætning for at blive anerkendt som myndig, ”at træde ind i de voksnes rækker”, som man siger.

Lærerne havde ingen formel uddannelse, ofte var de frafaldne studenter eller opvakte unge, der kun nødtørftigt var blevet holdt til bogen. De blev aflønnet af kirkens midler, og de dygtige af dem nød en vis agtelse i sognet. Først i slutningen af 1700-tallet kom læreruddannelsen på skinner. Det ældste lærerseminarium i den daværende helstat var seminariet i Kiel fra 1781. Derefter kom Tønder 1786, Blaagaard Seminarium 1791 (senere flyttet til Jonstrup), Brahetrolleborg 1794 og Tønsberg 1798. Efter 1801 oprettede en række præster såkaldte præstegårdsseminarier over hele landet. Det var led i en ideologisk kamp. Hvis man vil påvirke samfundets fremtid, skal man påvirke børnene, og vil man påvirke børnene, opnår man størst effekt ved at påvirke deres lærere. Derfor har læreruddannelsen i over 200 år været så vigtig en kampplads.

Skolereformerne af 1814 afskaffede ikke dåbsoplæring som almueskolens centrale opgaver, men påbød derudover undervisning i fag, der kunne gøre børnene til nyttige borgere. Det stillede krav til lærernes kvalifikationer. Læreren skulle helst være seminarieuddannet, og hvis ikke i det mindste kunne læse og stave, forklare Luthers katekismus, beherske de fire regnearter, have en læselig håndskrift og kunne synge ”de almindeligste Psalmer rigtigt og i en reen Tone.”

Det herningske initiativ har antagelig hentet sin inspiration fra årtierne efter Grundlovens givelse. Fra slutningen 1850erne blev der i kølvandet på religionsfriheden og den deraf flydende friskolelovgivning oprettet en række private seminarier, også kaldet friseminarier, der ønskede at påvirke de studerende i en anden retning end de statslige. Kendte er f.eks. Nathalie Zahles Seminarium i København (1860) og Gedved Seminarium (1862). Statens kontrol med friseminarierne blev generelt håndhævet ved at eksamenerne var statskontrollerede.

Historikeren Hans Henrik Hjermitslev har netop i en oplysende artikel i den nyeste årbog fra Dansk Selskab for Skolehistorie offentliggjort en oversigt over danske seminarier og deres retningspræg frem til 1920, både de statslige og de private. Af i alt 32 analyserede seminarier definerer han knap halvdelen som værende uden retningspræg, de 14 som grundtvigske og fire som indremissionske (Nørre Nissum, Haslev, Aarhus Kvindeseminarium og KFUM’s Seminarium på Frederiksberg.)

I løbet af det 20. århundrede blev læreruddannelsen med enkelte undtagelser langsomt statsliggjort. Der eksisterede 1972-1988 en godkendt læreruddannelse på Tvind kaldet Det nødvendige Seminarium. I dag er der kun et grundtvigsk friseminarium tilbage, Den Fri Lærerskole i Ollerup på Fyn. I pagt med tiden er det grundtvigske prædikat ikke betegnelsen for et kirkeligt, men et pædagogisk retningspræg.

(Kristeligt Dagblad 3. feb. 2021)

Demokratisk dannelse

De frie grundskoler har slået sig noget i tøjret over at skulle leve op til regeringens krav om, at de skal styrke elevernes ”demokratiske dannelse”. Det er ikke fordi friskolerne har noget imod demokrati eller dannelse, men fordi kravet også indebærer et skærpet tilsyn. For hvordan måler man egentlig, om en skole giver eleverne ”demokratisk dannelse”? Problemet opstår ikke mindst, fordi kombinationen af to af de mest omdiskuterede begreber i henholdsvis politik og pædagogik, nødvendigvis må indebære en høj grad af usikkerhed om, hvad det i det hele taget går ud på?

Ser man på begrebet i historisk perspektiv kompliceres spørgsmålet yderligere, for oprindeligt var de to begreber modsætninger. I september 1887 berettede Vejle Avis under overskriften ”Demokratisk Dannelse” om en venstremand, der angiveligt havde opført sig tølperagtigt ved en fest i Thrige Skov. Det var midt under forfatningskampen, da den regeringsvenlige del af pressen skældte ud på ”demokraterne” i Venstre. Overskriften var ironisk ment, for avisen ønskede netop at demonstrere, at bønder savnede kultur og dannelse, underforstået at de dermed også var uegnet til at sidde i regering.

Men dannelse var heller ikke dengang et entydigt begreb. Mange i Venstre havde tegnet abonnement på Grundtvigs alternativ, den folkelige dannelse, der gik ud på, at også bønder var i stand til at tilegne sig evnen til at tage del i magten og det offentlige liv.

Da socialdemokraten Hartvig Frisch i 1928 skrev, at ”Kultur er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om, at nogle har mere kultur end andre. Over for dette kunne en gymnasielærer dengang indvende, at hvis dannelsesbegrebet skulle give mening, kunne alting ikke være lige godt. Dannelse måtte være aristokratisk, forbeholdt de få.

Socialdemokratiets strategi var ikke ulig grundtvigianernes ønsket om en demokratisering af dannelsen. Den socialdemokratiske avis Aktuelt skrev i en leder i oktober 1964 under overskriften ”Demokratisk dannelse”, at det væsentlige måtte være ”den hjertets dannelse, der på tværs af alle klasseskel gør usnobbethed og hensynsfuldhed i omgangen med andre mennesker til en naturlig ting.”

Det demokratiske i dannelsen bestod altså dengang for Socialdemokratiet i nedbrydning af klasseskel og en lige adgang til det gode, som en uddannelse er.

Sammensætningen af demokrati og dannelse i et begreb har fået en gevaldig opblomstring siden årtusindskiftet. Demokratisk dannelse anerkendes som ”en central del af vores skolesystem og selvforståelse”, som Troels Borring og Bjarne Lundager Jensen, henholdsvis formand og direktør for Efterskoleforeningen skrev i en kronik her i avisen sidste år.

Men hvad betyder demokratisk dannelse i dag? Udfordringerne ligger et andet sted end i 1880erne, 1930erne eller 1960erne. Regeringen ønsker med sit tiltag at kontrollere indholdet af undervisningen i muslimske friskoler. Det er en juridisk udfordring, fordi friskolernes vidtstrakte frihed er sikret af Grundlovens § 76. Det er også en principiel udfordring, for som Bertel Haarder engang har sagt, er skolen ikke ”i sig selv et demokratisk samfund. Det ville forudsætte, at eleverne bestemmer, og det gør de jo ikke.”

(Kristeligt Dagblad 16. nov. 2016. Avisen havde valg en lidt anderledes rubrik.)

Folkeskolens rolle for statsborgerskabet

Per Bregengaard fortsætter sine ret hårde angreb på Bertel Haarder i spørgsmålet om vurderingen af skolebørns danskkundskaber med henblik på meddelelse af statsborgerskab. Der er nu grund til at lytte til Bregengaard, for han peger i sit seneste indlæg mod Bertel Haarder indirekte på et meget væsentligt spørgsmål, som nok er værd at tage op, nemlig hvad et statsborgerskab egentlig er? Det er senest blevet illustreret af den omstændighed, at en dansk statsborger er blevet idømt dødsstraf for terrorvirksomhed.

Udenrigstjenesten ved ikke, hvilket ben den skal stå på, for der er ikke megen offentlig sympati for en radikal muslim, der har en temmelig perifer tilknytning til sit teoretiske fædreland. Mange spørger vel sig selv, hvordan sådan en mand har opnået statsborgerskab? Imidlertid er regeringen selvfølgelig nødt til på samme måde som med fangen på Guantanamo at bistå ham netop på grund af statsborgerskabet. Lad der ikke herske nogen tvivl om det.

 

Den oprindelige lov om indfødsret var et instrument, der skulle sikre privilegeret adgang til offentlige embeder, og man kan som hovedregel sige, at indfødsret – eller det i praksis tilsvarende statsborgerskab – er at sammenligne med adgangen til en klub, der tilbyder ret omfattende medlemsfordele, hvoraf de vigtigste er ret til at opholde sig i landet, ret til arbejde, ret til at drive virksomhed, ret til at modtage offentlig forsørgelse og sygeforsikring samt stemmeret. Dertil kommer mere sekundære privilegier som f.eks. retten til at købe sommerhus i landet, at deltage på idrætslandshold eller at modtage bistand fra danske diplomatisk repræsentationer i udlandet.

Internationaliseringen og de mange internationale konventioner har ikke direkte undergravet de privilegier, der er tilknyttet statsborgerskabet, men udviklingen har tildelt mange andre end netop statsborgerne disse privilegier, som f.eks. kommunal stemmeret, offentlig syge- og socialforsikring, næringsret, opholdstilladelse osv. Derudover er statsborgerskab blevet tildelt mange personer, som ikke nødvendigvis ligner den normale danske statsborger mht. etnicitet, religion eller demokratisyn.

Dansk Folkeparti har peget på dette som et problem, der bør løses ved at gå tilbage til statsborgerskabets tidligere form, idet de har foreslået udtrædelse af internationale konventioner, mere begrænset mulighed for at opnå statsborgerskab og fratagelse af de ovennævnte privilegier til ikke-statsborgere. Det er en utiltalende løsning og dertil er den politisk umulig at gennemføre.

National- og velfærdsstaten Danmark er ikke længere nogen lukket fest. Vi må leve med den åbenhed og frihed, der er et fælles vilkår i den vestlige verden. På den anden side må vi kunne stille krav til nye statsborgere for at kunne opretholde det velfungerende samfund.

Sprogkundskaber er ikke blot pådutning af dansk etnicitet men en nødvendighed, hvis man skal kunne navigere i et oplyst samfund med retssikkerheden i behold. Hvad nytter meddelelser fra det offentlige, hvis de ikke bliver forstået? Dertil må komme en forståelse og helst også sympati for samfundets demokratiske indretning.

Det er naturligvis et kildent spørgsmål, fordi det hurtigt kommer til at smage af sindelagskontrol. Dertil kommer den omstændighed, at nogle danskere – herunder flere folketingsmedlemmer – selv har en svagt udviklet demokratiforståelse.

Jeg vil gerne medgive Bregengaard, at der ikke kan stilles samme krav til børn som til voksne, når det handler om optagelse i Klub Danmark. På den anden side må folkeskolen besinde sig på den opgave, som den har påtaget sig i det hele taget med de børn, der er den betroet. Man fødes ikke som ’dansker’, ’demokrat’ eller ’fundamentalist’. Det er noget, man bliver, som regel inden det fyldte 18. år.

Desværre synes Bregengaard ikke helt at være klar over, hvor vigtig en rolle folkeskolen har at spille i denne proces.

Den må indstille sig på, at det ikke blot er gammelromantisk nationalisme at lære børnene at beherske sproget – og gerne flere sprog – eller at lære dem fortrolighed med det danske og europæiske samfunds historie og indretning.

Det er en nødvendig opdragelsesproces, hvis den demokratiske samfundsindretning også i fremtiden skal have sine borgeres opbakning og praktiske deltagelse.

(kommentar i Information 22. juli 2003)