Studerendes arbejdstid

Mathilde Noer har i sit indlæg i lørdagens avis ganske ret i, at de humanistiske fags generelt dårlige omdømme er ganske ufortjent. Det er også rigtigt, at humaniora sammen med nogle af samfundsfagene er underprioriteret økonomisk. Der er væsentlig flere penge og væsentlig flere undervisere til rådighed pr. studerende på de naturvidenskabelige fag.

Mathilde Noer er harm over, at de humaniorastuderende udskældes som dovne, fordi det påstås, at de ikke arbejder mere end 21-24 timer om ugen. Dette tal er imidlertid beklageligt tæt på den statistiske sandhed. En stor undersøgelse blandt de studerende på Københavns Universitet i 2013 viser, at de som gennemsnit studerer knap 28 timer om ugen, når man regner undervisning og undervisningsforberedelse sammen. De jurastuderende og humaniorastuderende ligger i bund med 22,3 timer om ugen, mens teologistuderende studerer 25,2 timer ugentlig. I top ligger de medicinstuderende med 34,3 timer. En undersøgelse fra Aarhus Universitet giver tilsvarende tal. Evalueringer på de enkelte fag bygget på de studerende egne indberetninger bekræfter, at de studerende ofte møder dårligt forberedte op til undervisningen, hvilket sænker deres eget og de medstuderendes udbytte væsentligt.

Der er gode forklaringer på, at det forholder sig sådan. En af de væsentligste er, at de studerende meget ofte har en del erhvervsarbejde ved siden af studierne. Gennemsnittet er på 7 ½ timer om ugen. Her er der grund til at gøre opmærksom på, at de studerende ad denne vej får en meget værdifuld introduktion til arbejdsmarkedet. Det er ofte joberfaringerne fra studietiden, der giver adgang til den første stilling efter afsluttet kandidateksamen. Samtidig har arbejdsgiverne en mulighed for at få dygtig, fleksibel, engageret – og meget billig – arbejdskraft. Alene de ca. 40.000 studerende på Københavns Universitet lægger således i omegnen af 8000 årsværk på arbejdsmarkedet. Samfundsøkonomisk er det med andre ord en rigtig god ide at fastholde de studerendes mulighed for at arbejde ved siden af studierne.

Og der er ikke desto mindre stadig god plads i de studerendes kalender til at styrke indsatsen på studierne. De humanistiske fag øger i disse år antallet af undervisningstimer, studieordningerne har fået et pædagogisk og fagligt serviceeftersyn, og lærerkræfterne får efteruddannelse i undervisning og vejledning. Det ville løfte kvaliteten af alle uddannelserne betydeligt, hvis de studerende kvitterede med at forberede sig noget bedre. Og hvis det skulle hænde, at en enkelt arbejdsuge eller flere sneg sig over 37 ½ time, så er det nok også til at leve med.

(Kristeligt Dagblad 15. juli 2015. Redaktionen havde valgt en anden overskrift. Noers oprindelige indlæg kan læses her.)

Remtræk til virkeligheden

"Jeg nægter simpelthen at anerkende koblingen mellem universiteterne og arbejdsmarkedet." Det var en kollegas skarpe reaktion, da han i et interview i Politiken blev bedt om at tage stilling til regeringens såkaldte dimensionering af universiteterne for nylig. Jeg synes, at replikken var meget uheldig, fordi den i sammenhængen først og fremmest tjente til at bestyrke det vrangbillede af universitet, som mange har, nemlig at vi – med et udtryk lånt af Jørgen Bukdahl – savner remtræk til virkeligheden, at vi lever i et verdensfjernt og isoleret hjørne af samfundet.

Der er den sandhed i min kollegas udsagn, at autonomi er en del af universitetets hjerteblod. Fri og uafhængig undervisning og forskning er en nødvendig forudsætning for, at kvaliteten i uddannelserne og forskningen kan opretholdes på lang sigt. Der er masser af eksempler på, at politiske eller kommercielle interesser har forsøgt at kompromittere dem. Endnu er de centrale redskaber (studieordningerne og de videnskabelige bedømmelser og ansættelser) nogenlunde sikret, men det er en blivende kamp at beskytte deres integritet. Bolognaprocessen og akkrediteringspanelerne har allerede sat præg på studieordningerne. Medicinerne kæmper en løbende kamp for at bevare uafhængigheden af den medicinske industri, og i mit eget fag – historie - er det en kendt sag, at visse politiske kredse har forsøgt at købe sig til resultater, der svarer til deres udlægning af fortiden.

Det er imidlertid en afgørende misforståelse, at universitetet i almindelighed står isoleret fra samfundet. Vores forskningsresultater og de mennesker, vi uddanner, hjælper til at helbrede sygdomme, ordne økonomien, undervise ungdommen, forstå sprog, fortolke fortiden, forudsige jordskælv, bekæmpe forurening osv. osv. Det gør vi på uafhængig videnskabelig grund. Det betyder også, at vores forskning og vores kandidater rummer et kritisk potentiale, som ikke lader sig kue. Det er ubelejligt for nogle, men godt for samfundet, at der findes økonomer, geologer, biologer arkæologer osv. til at råbe vagt i gevær.

Folk vælger ikke en universitetsuddannelse for at isolere sig fra samfundet, men for at blive klogere og få et bedre liv. Til det hører også et arbejdsliv alene af den grund, at arbejdet holder næringssorgerne fra døren og fylder mindst en tredjedel af de vågne timer på en almindelig uge for de fleste af os.

De klassiske embedseksamener i medicin, teologi, jura og den såkaldte skoleembedseksamen (gymnasielærer) findes stadig. Det må man ikke glemme. De giver monopol på at udfylde specifikke samfundsfunktioner mod løn og pension. Hvis man ikke vælger denne traditionelle livsbane, er der mange andre indgange til det, der i dag kun kan beskrives som et meget omskifteligt og sammensat arbejdsmarked. Erfaringsmæssigt kæmper mange især humanistiske kandidater med at få et klart billede af, hvad deres værdi på dette arbejdsmarked egentlig er. Den erkendelse kommer typisk først med de første joberfaringer.

Vi skal ikke være blinde for, hvad der foregår på arbejdsmarkedet. Derfor er der også god grund til at se på, hvor mange vi uddanner og i hvilke fag. Men det er ikke øjeblikkets konjunkturer, der skal diktere, hvordan universitetet skal være universitet

(Klumme i Humanist nr. 12, 2014)

Møllers lov

Det var fascinerende at læse Lone Franks interview med Jonathan Gottschall og blive indviet i hans darwinistiske læsning af klassisk litteratur som for eksempel Iliaden. Det er slående, i hvilken grad det er gået op for videnskaben, at dette værk handler om magt og sex. Jeg mener, at det er et afgørende skridt i retning af at overflødiggøre litteraturvidenskab, der jo blot er et »tag-selv-bord af politiske retter«. Nu er der skabt håb om, at tekstlæsning endelig kan få lidt fast grund under fødderne, fordi der kan etableres et forståelsesskema, der forklarer alle aspekter af den skønlitterære produktion. Her er måske nøglen til at få underlagt disse sortsnakkende og politiserende litteraturforskere nogle rationaliseringsparametre og nogle konkrete mål for videnskabelig kvalitet!

Desværre ligger der den fare i Gottschalls tilgang, som også findes i den bagvedliggende darwinisme, at teoriens smukke enkelhed glemmes i den futile interesse for virkelighedens mangfoldighed. Der vil ske den samme opmudring, som fuldstændig har humanioragjort et fag som biologi. Biologerne har jo helt fortabt sig i det empiriske materiales heterogenitet, og så har vi faren for politisering og kampen for bevaring af denne eller hine klokkefrøer, syvsoverbiotoper på Sydfyn eller hvad sådan noget humanistisk snak nu fører til.

Litterærdarwinismen vil ikke med den nødvendige konsekvens kunne gennemføre klarhed og enkelhed i videnskaben. Den indebærer en åbenlys risiko for at legitimere den opfattelse, at der ikke alene er små variationer, men simpelthen kvalitativ forskel på Homers Iliade og Agatha Christies kriminalromaner. Det vil blive meget vanskeligt at fastholde den nødvendige enhedslov. Det vil betyde, at man stadig skal have flere forskere ansat med hver sit speciale, og hvor er vi så henne med ønsket om at reducere humaniora?

Hvis vi for alvor skal af med humaniora, er der kun én vej at gå, og det er fortsat at hævde behovet for at finde universelle lovmæssigheder. Jeg har efter mange års intense studier udviklet en teori, som jeg har kaldt Møllers lov. Jeg har nemlig opdaget nogle meget fundamentale fællestræk i al skønlitteratur, nemlig at den grundlæggende består af et meget begrænset antal elementartyper opstillet i grupper med jævnt fordelte mellemrum i lange informationsstrenge. Den samlede mængde af elementartyper benævnes »alfabet«, og opstillet i grupper kan de katalogiseres i en såkaldt »ordbog«.

Teorien dækker ikke alene al eksisterende skønlitteratur, men kan også med stor sikkerhed opstille troværdige prognoser for indholdet af endnu uskrevne bøger. Jeg ser frem til, at denne teori med større konsekvens end Gottschalls kan gøre det af med den litteraturvidenskabelige obskurantisme og alkymisme, og det er mit håb, at fremtidige studier vil kunne vise, at også discipliner som filosofi, italiensk, tysk, historie og latin er fuldstændig overflødige og kan spares væk på universiteternes budgetter. Fag som russisk, hebraisk, græsk, kinesisk og japansk har vist sig at være vanskeligere nødder at knække, fordi elementartyperne her tilsyneladende har en helt anden karakter, men jeg har stor tillid til, at en hjælpehypotese kaldet »transskription« vil vise, at disse elementartyper i virkeligheden er identiske med de allerede kendte, og at man derfor også hurtigt vil kunne eliminere disse discipliner som selvstændige fag.

(læserbrev i Weekendavisen 16. nov. 2007)