Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.

Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.

Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.

Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.

Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)

Digital radio

Der er noget besnærende ved begrebet ’digital’, for de fleste antager, at det er det samme som ’kvalitet’. For DR’s vedkommende er ’digital’ imidlertid identisk med besparelser. Tidligere uddannede DR sine egne lydteknikere, der var højt specialiserede fagfolk, som stod for den tekniske afvikling af programmerne og klipningen af de gammeldags brune lydbånd. Disse tekniske opgaver løses nu for store deles vedkommende af journalisterne, der foruden det indholdsmæssige altså også skal stå for det tekniske. Det kan lade sig gøre, fordi hele radiohuset er digitaliseret, men prisen betales af lytterne, der må leve med klodsede overgange, besynderlige gentagelser, og somme tider server-nedbrud og dermed Radiohusets pendant til TV-byens sorte skærm: fuldstændig og digitalt renset tavshed.

Den tekniske fane holdes stadig højt for den klassiske musiks vedkommende, især de direkte transmissioner fra Radiohusets Koncertsal, der nyder stor respekt blandt hi fi-entusiaster, har jeg ladet mig fortælle. På det meste af den øvrige sendeflade er det i teknisk forstand blot gået ned ad bakke, og det fortsætter.

Ikke blot afviklingen men også transmissionen skal nu digitaliseres. Danmarks Radios lyttere kan ikke have undgået at bemærke den massive reklame, som DR gør for sit eget nye tiltag, digital radio.

Digital Radio, DAB, Digital Audio Broadcasting, udnytter en ledig kapacitet på VHF-båndet, der normalt bruges til fjernsyn. Udviklingen af DAB skyldes, at der kun er begrænset plads på FM-båndet. Den siddende regering ønsker plads til konkurrenter til DR’s monopol på landsdækkende radio, og kulturministeren har netop iværksat en høring om mulighederne for at omgruppere frekvensfordelingen på FM-båndet, således at der kan blive plads til et par ekstra kanaler. Høringen forventes afsluttet i april.

Skal der for alvor foretages en udvidelse af antallet af stationer, må det imidlertid ske gennem DAB og det er, hvad DR er i gang med. Men heller ikke denne digitalisering er et entydigt teknisk fremskridt. Ganske vist kan DR i teorien reklamere med problemfri og støjfri radiomodtagelse, men selve lydkvaliteten udtrykt som den mængde digital information pr. sekund, der udsendes, står et stykke under cd-kvalitet og et længere stykke under den informationsmængde, der lader sig formidle under optimale omstændigheder på FM-båndet. Det er et prioriteringsspørgsmål: Jo flere digitale kanaler, desto mindre plads til hver kanal. Især klassisk musik er pladskrævende i æteren, og selv om der er sat ekstra båndbredde af til denne genre, vil den i digitalt format slet ikke komme op på P2’s nuværende niveau.

Dertil kommer, at digital radio kun kan modtages på særlige apparater, der i den billige bordmodel koster 1.500 kroner, så hvis man vil nyde godt af de nye digitale kanalers store programudbud, må man som lytter til lommerne.

I udlandet har man også prøvet DAB uden særlig stort held. I USA og Japan har man helt afvist at bruge formatet. I en ledende artikel, februar 2001, i det anerkendte hi-fi-magasin, Hi-Fi World, skriver redaktøren, Noel Keywood, at det fundamentale problem er, at DAB ikke er udviklet af hensyn til lytterne men af hensyn til radioudbydernes krav om mere plads i æteren. Hvad i al verden skulle få lytterne til at skifte deres gamle apparater ud med noget dyrere og dårligere, med mindre det bliver taget som politisk beslutning helt at slukke for FM-båndet?

Indtil videre skal danske lyttere ikke frygte nedlæggelsen af de gamle kanaler. »De kan trods alt høres på FM-båndet mange år endnu,« som det hedder med en halvkryptisk formulering på DR’s hjemmeside. Men hvis licensbetalerne ikke giver DR og kulturministeren lidt modstand under den verserende høring, må vi sandsynligvis finde os i mange flere tekniske forværringer af vores radio under dække af den misvisende anprisning ’digital kvalitet’.

(kommentar i Information 24. maj 2003)