En god skuespiller

Mogens Amdi Petersens arrestation i en lufthavn i Los Angeles den 18. februar for nu tre år siden blev en af det års største historier i pressen. Den var forsidestof i ugevis. Retssagen, der skal rede trådene ud, løber endnu. Den har svaret på mange spørgsmål om Tvind, men den har også rejst nye spørgsmål om vilkårene for at føre så komplicerede sager.

Amdi Petersen var gået under jorden i 1979 og nåede i sit fravær fra offentligheden at blive noget nær en mytologisk skikkelse. Jo mere han tav og skjulte sig, desto mere interessant syntes han at blive. Offentlighedens forventninger var derfor store, da det endelig blev muligt at se giraffen.

Anholdelsen i Los Angeles var resultatet af en omfattende efterforskning. Med skiftende mellemrum havde Told&Skat, Civilretsdirektoratet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, politiet i Holstebro, PET og Undervisningsministeriet gennem årene forsøgt at få skovlen under Tvind. Alle havde de en klar mistanke om, at Tvind snyder og bedrager, men det var – med et par mindre undtagelser – ikke lykkedes nogen af dem at fremlægge klare beviser. Først da politiet i Holstebro i 2000 fik forelagt materiale, der dokumenterede dele af Tvinds indviklede struktur, var der nok til en egentlig retssag. Kilden til disse dokumenter var Frede Farmand, der også var researcher på to dokumentarudsendelser om Tvind. Denne selvbestaltede arkivar og hemmelighedskræmmer havde fremskaffet, hvad en håndfuld myndigheders professionelle jurister og økonomer i løbet af to årtier ikke havde magtet af finde. Hvordan han bar sig ad, forbliver en gåde.

Frede Farmand tog sig betalt for sin indsats, om man så kan sige. Politiet skaffede sig på baggrund af hans materiale en ransagningskendelse. Den 25. april 2001 slog de til på en række Tvind-ejendomme og beslaglagde endnu mere materiale. Fjernsynet kunne samme aften vise levende billeder af aktionen. De var optaget af Frede Farmand, der var blevet orienteret på forhånd, så han kunne være til stede med sit videokamera.

 

Det var dette nye materiale fra ransagningen, der endelig resulterede i en international og hemmelig arrestordre mod Amdi Petersen. Umiddelbart var det meget dristigt af anklagemyndigheden at gå efter Amdi Petersen, for da han gik under jorden i 1979, trådte han også tilbage fra alle tillidsposter i Tvind. Han er officielt kun menigt medlem af Tvinds såkaldte Lærergruppe. Det er den gruppe på et par hundrede medlemmer, der giver sig fuldstændig hen til Tvind. De deler selvopofrende deres arbejdskraft, tid og penge med fællesskabet. Der er intet officielt hierarki i Lærergruppen. Der er dog ingen tvivl om, at denne angiveligt meget flade struktur har et ubestridt centrum: Amdi Petersen og hans håndgangne kvinder. Kun indirekte afslører dokumenterne denne kommandostruktur i Tvind. Det efterlader anklagemyndigheden med et dobbelt problem, nemlig at dokumentere

• at der er blevet begået ulovligheder

• at Amdi Petersen har begået dem.

Tvind modarbejdede arrestationen med alle midler og antog Robert Shapiro, en af USA’s dygtigste og i hvert fald dyreste advokater. Sagen blev den, at den danske anklagemyndighed skulle dokumentere anklagens lødighed over for en amerikansk dommer, der derefter skulle træffe afgørelse om udlevering til retsforfølgelse i Danmark. Bagmandspolitiet, der nu sad med sagen, fik travlt med at få oversat anklageskriftet og dets bilag til engelsk. Arbejdet skulle gøres hurtigt og grundigt, for ifølge udleveringsaftalen må anklageskriftet efter en udlevering ved dom ikke siden udvides efter hjemkomsten. Kølen til en kæmpeskude af en sag skulle med andre ord lægges på rekordtid, for det ville ikke blive muligt siden at præsentere nye aspekter.

Den californiske dommer berammede i marts måned det næste retsmøde i sagen til august. Det kom antagelig bag på sagens parter, især Amdi Petersen, der kunne se frem til at tilbringe en varm sommer i varetægt i et county jail. Gennem sin danske advokat begyndte en presset Amdi Petersen at fremsætte forslag til den danske anklagemyndighed om at overgive sig frivilligt, hvis anklagerne imod ham blev mildnet. Det blev imidlertid afvist pure alene af den grund, at den danske anklagemyndighed ikke indgår deals, som man gør det i Amerika.

I slutningen af august havde Amdi Petersen tilsyneladende svedt længe nok. Han indvilgede pludselig i at lade sig udlevere betingelsesløst. Det er i hvert fald sådan, det fremstår udadtil. Han blev fløjet til Danmark i midten af september måned, hvorpå han blev varetægtsfængslet. Første retsmøde berammedes til februar måned det følgende år, men det blev fremskyndet til december. Yderligere blev planen lagt således, at sagen kunne indledes med afhøringen af Amdi Petersen. Ved et retsmøde i januar 2003 kunne Amdi Petersen derefter løslades. Mod forventning kunne han beholde sit pas.

Han kan frit rejse, og han har bl.a. besøgt Tvinds store hovedkvarter i Zimbabwe. Denne service over for Amdi Petersen kan ikke tolkes som andet end anklagemyndighedens pris for den betingelsesløse overgivelse. Der må være indgået en deal.

Amdi Petersen har haft held til at fremstille sig selv som en knækket mand. De få øjeblikke, han viser sig for fotografer uden for retssalen, giver billedet af en gammel, lidt dårlig klædt og krumbøjet mand. Det er langt fra retvisende. Han er i fysisk fin form og i virkeligheden befinder han sig i en situation, som han mestrer. Da omstændighederne i Los Angeles tvang ham ud af anonymiteten, genoptog han en duel, som han har udkæmpet siden midten af 1960’erne: Amdi mod Samfundet. Det er vel at mærke en kamp, som han har været vant til at vinde. I 40 år er det lykkedes ham at løbe om hjørner med myndighederne.

 

Taktikken i dag er simpel. Han møder op til retsmøderne og ser lidt stakkels og rådvild ud. (En enkelt gang måtte han dog melde forfald. Retten modtog og godkendte en håndskrevet lægeerklæring pr. fax fra Harare.) Hans tilhængere ved imidlertid godt, at han er en glimrende skuespiller. Imens udkæmper en halv snes advokater og jurister en kamp alene for at få deres kalendre til at passe sammen. Den offentlige udgift til beskikket forsvar vokser til et betragteligt millionbeløb.

Anklagemyndigheden har et enormt materiale til rådighed. De har åbenbart gjort et stort stykke arbejde for at skære anklageskriftet til, så det ikke fylder for meget. Det handler udelukkende om Tvinds humanitære fond og om anvendelsen af dens midler. Tvinds langt større erhvervsdrivende fonde eller de offentlige tilskud til skolerne kommer slet ikke på tale. Alligevel er sagens fylde vokset anklageren og byretten i Ringkøbing over hovedet. Ifølge dommerens skøn slutter sagen mod Amdi Petersen og konsorter ikke før næste år. Til den tid vil der være gået fire år fra hans arrestation.

Bliver der tale om en dom over Amdi Petersen, er der dog formildende omstændigheder. For det første vil hans tid i amerikansk og dansk varetægt blive fratrukket en evt. straf. For det andet vil Amdi Petersen på dette tidspunkt være 67 år gammel. Ældre mennesker får ofte rabat. For det tredje vil man kunne se tilbage på en meget lang retssag. Sendrægtighed i sagsbehandlingen kan også give nedslag i straffen. Endelig er der tale om en førstegangsforseelse. Ganske vist har Amdi Petersen en dom for vold mod politiet i Flensborg i 1969, men den bør ikke tælle med. Dels er det en meget gammel sag, dels var der antagelig tale om et justitsmord. Det skulle derfor ikke undre, om Amdi Petersen, når dommen falder, kan forlade retssalen enten som en fri mand eller med udsigt til en meget lille reststraf.

At Amdi Petersen dermed har udsigt til en moralsk sejr, siger ikke så meget om berettigelsen af sagen imod ham. Jeg er personlig ikke i tvivl om, at manden har fortjent en straf. Spørgsmålet, der hermed må rejses, er, om anklagemyndigheden og domstolene overhovedet er skikket til at føre sager af dette omfang? Hvor mange andre sager må ligge hen, fordi der simpelthen ikke er resssourcer til at forfølge dem? Eller endnu værre: Hvor mange sager bliver aldrig taget op, fordi offentlige myndigheder ikke har den nødvendige faglige kapacitet?

(kronik i Information 10. marts 2005)

Den knap så hemmelige aktion

Den 25. april 2001 kl. 9.00: Politiet trænger ind på en ejendom tilhørende Tvind i Grindsted. Betjentene springer over et hegn og løber ind ad den lange indkørsel til huset, der er skjult bag beplantningen. Det er deres opgave at beslaglægge papirer og computere hurtigt og effektivt. Politiet slår også til på en række andre adresser tilknyttet Tvind på præcis samme tidspunkt. Overraskelsesmomentet er afgørende, for der må ikke gives de mistænkte i sagen nogen mulighed for at advare hinanden og destruere væsentligt materiale, inden det kommer politiet i hænde. Aktionen er med andre ord hemmelig. Men ude på den offentlige vej står en trivelig midaldrende mand og filmer begivenheden med sit videokamera. Hans navn er Frede Farmand Rasmussen.

Han har ingen formel uddannelse og driver noget, han kalder Kulturhistorisk Fondsarkiv fra sin privatadresse i Auning på Djursland. Han lever af at indsamle oplysninger, som folk vil betale for. Historien om, hvordan en civilist kunne være så velinformeret om en hemmelig aktion, er også historien om, hvorfor det overhovedet er lykkedes at stable en straffesag på benene mod Tvinds top. Man kan roligt sige, at det har været forsøgt før. En hel stribe af offentlige myndigheder har et horn i siden på Tvind. Undervisningsministeriet, Told&Skat, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Civilretsdirektoratet og ikke mindst politiet i Holstebro har i nu snart mange år forgæves forsøgt at få skovlen under den organisation, som har løbet om hjørner med ethvert tilsyn og ignoreret enhver henstilling.

Tvind har nemlig fundet ud af to ting: For det første er det slet ikke umuligt at leve med et dårligt image. Det har de haft i 20 år, og i størstedelen af den periode har de næsten konstant udvidet aktiviteterne. For det andet er der mange ting, der er ulovlige, når man driver den slags virksomhed, men færre ting, der er strafbare. Det handler i store træk blot om at undgå de sidste. I 1979-81 blev Tvinds telefoner aflyttet af PET, fordi man frygtede kontakt til terrorgrupper, uden at beviser blev tilvejebragt. Stadige påtaler fra Undervisningsministeriet førte til justeringer i Tvinds pædagogik, men kunne ikke hindre en fortsat vækst især blandt efterskolerne. Bertel Haarder kunne i 1988 notere sig en lille sejr, idet Tvinds Det nødvendige Seminarium i Ulfborg som led af det store seminarieforlig mistede tilskuddet. Det har dog fortsat sin virksomhed ufortrødent siden.

I 1996 fik Tvinds daværende talsmand, Poul Jørgensen, en landsretsdom for at tilbageholde oplysninger om Tvinds humanitære fond fra Civilretsdirektoratet. De manglende papirer blev dog aldrig fremsendt, for han hævdede, at de var blevet brændt. De dukkede først op fem år senere under politiets razzia. Civilretsdirektoratet måtte i den anledning indkassere voldsom kritik for ikke meget tidligere at have gjort, hvad det endelig fik gjort i 2001, nemlig at afsætte fondens bestyrelse. I midten af 1990'erne udfærdigede en kriminalassistent fra Holstebro politi en rapport til PET. Den forsøger at sammenfatte Tvinds synderegister i et omfattende katalog af antagelser og formodninger bygget på tvivlsomt kildemateriale, kan man roligt sige. Rapporten nød en vis omtale, men da det efterhånden kom frem, at der ikke var særligt meget kød på historierne, endte det med, at Holstebros daværende politimester, Frantz Cohn, tog offentligt afstand fra det, han kaldte kriminalassistentens private opfattelse af tingene.

Det var nogle af disse historier om myndighedernes magtesløshed, der var motivationen bag daværende undervisningsminister Ole Vig Jensens særlov. Den fik som bekendt heller ingen blid medfart, da den blev anledningen til, at Højesteret trådte i karakter som forfatningsret og underkendte den i februar 1999. Tvind var tilsyneladende tilbage på banen, men Undervisningsministeriets modtræk var at nægte de fleste af Tvindskolerne fornyet godkendelse. Tvind lagde nu bare skolerne om til at være botilbud knyttet til en friskole, der ikke kræver statslig godkendelse. Resultatet var en strøm af kommunale penge, der senest i 2001 oversteg det statslige tilskud fra før særloven. Teorien om den store hemmelige sammensværgelse mellem myndigheder og politikere under overskriften »Hvem fredede Tvind?« har været luftet uden at vinde særlig opbakning. Det er nemlig ingen hemmelighed, at flere fremtrædende politikere på venstrefløjen i sin tid støttede Tvind, og at en embedsmand i Undervisningsministeriet også gjorde det. Sagen er vel snarere den, at enten har myndighederne ikke været dygtige nok eller også har folkene i Tvind været for dygtige. I løbet af sommeren 2000 skete der imidlertid noget, der ændrede dette forhold. Den 21. august og den 4. september sendte TV 2 to udsendelser om imperiet Tvind. Heri fremlagde tilrettelæggerne dokumenter, der angiveligt beviste, at penge fra Tvinds humanitære fond var blevet brugt til formål, der ikke stemmer overens med fondens. Tvind havde forsøgt at få udsendelserne stoppet ved fogedens hjælp med den begrundelse, at Frede Farmand var involveret i tilrettelæggelsen.

Der eksisterer et gammelt fjendskab mellem de to parter. TV 2's informationschef benægtede offentligt, at Farmand havde noget at gøre med udsendelserne, men måtte kort tid efter lide den tort at se Farmand stå frem i Ekstra Bladet med beviset på det modsatte: En kontrakt med produktionsselskabet. Det var ganske enkelt ham, der havde foretaget den meste research. Holstebro havde i mellemtiden fået ny politimester, Jens Kaasgaard, der af Ekstra Bladet blev kaldt en bondesnu sherif, der stryger sine egne skjorter. Han så også fjernsyn i sensommeren 2000, og han så især en mulighed i de beviser og vidner, som TV 2 fremlagde. Det var i hvert fald, hvad han sagde til pressen. Dermed begyndte det samarbejde, der kulminerede i april måned næste år. Udsendelsens hovedkilde var en afhoppet Tvindlærer Hans la Cour, der lå inde med dokumentation for, hvad fondens penge havde været brugt til. En anden gruppe dokumenter var papirer fra en anonym kilde. Papirerne stammede oprindeligt fra Steen Byrners hånd, et angiveligt tidligere medlem af lærergruppen, som i en opsigtsvækkende henvendelse til retten i Ringkøbing for nylig har taget ansvaret for de transaktioner, hvis lovlighed retten skal prøve.

Disse dokumenter blev overgivet til politiet og dannede grundlaget for den ransagningskendelse, som blev bragt i anvendelse den 25. april året efter. Frede Farmand anede på forhånd, at en ransagning var på vej, og sørgede for at overvåge Tvinds ejendomme i Grindsted, men politiet frygtede, at Tvind ville lugte lunten, så Farmand blev opfordret til at trække følehornene til sig, mod at han blev orienteret om, hvor og hvornår ransagningen ville finde sted. Aftalen blev indgået og overholdt af begge parter, som det hedder i en redegørelse for sagsforløbet fra politiet i Holstebro. Som præmie fik Frede Farmand taget de eneste billeder, der tilnærmelsesvis ligner action i hele Tvindsagen. De var så tilpas gode, at de dannede det dramatiske omdrejningspunkt for en redigeret genudsendelse af TV 2's dokumentarprogrammer fra august året før. De blev sendt dagen efter ransagningen. Siden dengang er de blevet vist igen og igen i de landsdækkende nyhedsudsendelser til glæde for rettighedshaveren.

Politiets beslaglæggelser var meget omfattende og gav hurtigt anledning til, at Tvind krævede det beslaglagte tilbageleveret, men Kaasgaard sad nu med alle trumferne i hånden og ville ikke give slip på dem. Hyldemetervis af oplysninger er hentet ud af de møjsommeligt dekrypterede computere, og det har ført til sigtelser mod flere ledende Tvindfolk, og var endda nok til at få en dommer til at udstede en hemmelig international arrestordre på Mogens Amdi Petersen. Frede Farmand havde skaffet politiet adgang til de dokumenter, der var indledningen til en oprulning, som blot lige er begyndt. Noget af materialet er allerede videregivet til Told&Skat, Civilretsdirektoratet, og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. De ser uden tvivl frem til at kaste sig over, hvad der måtte være tilbage af Tvind, når sheriffen, der stryger sine egne skjorter, er færdig. Nogle iagttagere vil sikkert mene, at det var på høje tid, og andre vil givet finde anledning til at spørge, hvordan en midaldrende og trivelig civilist uden juridisk embedseksamen med gode kontakter til medierne kan få en sag til at rulle, når ingen offentlig myndighed kan.

(Kronik i Information, 19. okt. 2002)