Skal samarbejdspolitikken danne model for kamp mod terror i 2016?

Grundlovsdag talte justitsminister Søren Pind (V) i forbindelse med regeringens kamp mod ekstremisme om nødvendigheden af at slå hårdere ned på dem, der ønsker at undergrave det danske samfund.

Da en journalist fra Danmarks Radio bad ham uddybe synspunktet, svarede han med blandt andet at henvise til kommunistloven fra 1941 som et eksempel på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.

I sommeren 1941 åbnede Hitler østfronten, og dermed brød han den såkaldte Ribbentrop-Molotov-aftale, der var en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunion og Nazityskland fra 1939.

I nazisternes øjne betød det, at der nu også var erklæret krig mod alle sovjettro kommunister i Europa, herunder det besatte Danmark. Besættelsesmagten stillede derfor den 22. juni krav om, at ledende kommunister skulle interneres, hvilket blev efterkommet nidkært af danske myndigheder. Blandt de anholdte var tre folketingsmedlemmer. Den 22. august vedtog Rigsdagen enstemmigt (i sagens natur uden kommunisterne) en lov, der forbød kommunistiske organisationer og gjorde kommunistisk virksomhed og agitation strafbar.

Interneringen af kommunisterne og det efterfølgende forsøg på at lovfæste den, er en af de mest kontroversielle og omdiskuterede dele af samarbejdspolitikken. Der var tale om brud på blandt andet foreningsfriheden, rigsdagsmedlemmers immunitet, reglen om lovgivning med tilbagevirkende kraft og retten til ikke at blive fængslet uden dom. Den ansvarlige justitsminister, Thune-Jakobsen (udenfor parti), blev efter krigen skammet ud og døde som en nedbrudt mand i 1949.

Regeringens og Rigsdagens handlinger kan forklares som et resultat af omstændighederne, men selv meget ihærdige forsvarere af samarbejdspolitikken har vanskeligt ved ikke at udtrykke kritik af aktionen mod kommunisterne i 1941. Så meget desto mere interessant er den nuværende justitsministers udtalelse, ikke mindst i lyset af, at han har landets fineste juridiske rådgivning til sin rådighed.

For det første er det usædvanligt, at en minister fra Venstre bruger samarbejdspolitikken under Besættelsen som et positivt forbillede. Anders Fogh Rasmussen (V) undsagde i en tale i 2003 i anledning af 60-året for augustoprøret samarbejdspolitikken og fremstillede sin egen politik som en logisk fortsættelse af modstandskampen, mens han implicit kædede oppositionen sammen med samarbejdspolitikkens "gustne overlæg".

Uanset at Fogh Rasmussen kun havde ringe faktuelt belæg for at drage denne historiske parallel havde han held med at sætte en moralsk dagsorden i udenrigspolitikken og skabe opbakning til det danske bidrag til krigen i Irak.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at Søren Pind finder omstændighederne i 1941 og 2016 sammenlignelige. Ingen var i tvivl om, at grundlovssikrede rettigheder blev krænket i 1941, men den juridiske begrundelse for at gøre det var nødretten, det vil sige, at man kan suspendere visse rettigheder midlertidigt under henvisning til et overordnet hensyn, som det for eksempel er tilfældet under en krig. I 1941 var der krig, selv om der formelt set var tale om en fredsbesættelse. Danmark er også i krig i dag. Vi har næsten uafbrudt siden 2003 deltaget i krige i Mellemøsten. Nogle vil endda mene, at krigen allerede er nået til Europa.

Pind bruger nødigt ordet krig til at beskrive situationen i 2016, men han kommer tæt på. Han taler om en " kamp" mod en "fjende, der med omhu og vold og magt fører en kamp mod alt det, vi har kært". Idet han sammenligner med kommunistloven 1941 synes han også at mene, at denne kamp ikke alene skal føres til Grundlovens grænser, men i nødrettens navn også ud over denne grænse.

(Kristeligt Dagblad 8. juni 2016, forsiden.)

Et spørgsmål om kronologi

Fejringen af 150-året for udgivelsen af Darwins klassiske værk om arternes oprindelse har på mange måder været en nedslående oplevelse. Meget få synes for det første at vide, hvad Darwin egentlig skrev. Det har Statens Naturhistoriske Museum nu forsøgt at råde bod på ved at udgive en nyoversættelse ( ved Jørn Madsen) af denne bemærkelsesværdige bog.

Det er et af de ganske få af den moderne naturvidenskabs klassiske værker, der uden problemer kan læses af lægfolk. Denne litterære bedrift føjer sig til de mange andre af Darwins fortjenester. En af de kyndigste kendere af darwinismens historie, Peter C. Kjærgaard, har skrevet et instruktivt forord. Men det er nok for meget at håbe, at bogen får mange læsere.

Problemet med den historiske forståelse af Darwin skyldes først og fremmest, at nutidige modstandere af darwinismen - de såkaldte kreationister og fortalere for intelligent design - har domineret dagsordenen i år. Det har de fået lov til, fordi pressen elsker tydelige og stærke konflikter, og så er det sket alt for ofte, at ' biologen' og ' kreationisten' bliver stillet op over for hinanden, som om de var lige interessante at høre på.

Det har - foruden at være rigtig irriterende - den konsekvens, at folk tror, at denne konflikt er 150 år gammel. Oftest ser man Darwins værk fremstillet som det skærende lys, der forjog et middelalderligt mørke, som et bombenedslag, der rystede kirkens grundvold, fordi Darwin umuliggjorde den bogstavelige tro på Bibelens skabelsesberetning. Denne opfattelse beror på en temmelig grov misforståelse af det 19. århundredes dannelseskultur i almindelighed og af kirken i særdeleshed. Den anglikanske kirke var faktisk i midten af det 19. århundrede meget liberal.

EN AF DE historier, der oftest fortælles, er den om biskop Wilberforce og darwinisten Huxley ved et møde i Oxford i 1860. Wilberforce skal have spurgt Huxley, om han nedstammede fra aberne på fædrene eller mødrene side, hvorpå Huxley angiveligt svarede, at han hellere ville nedstamme fra en abe end en ignorant.

Kilden til denne ordveksling er imidlertid meget upålidelig, men historien gentages alligevel hele tiden, fordi den fungerer som en kondenseret illustration af, hvad folk mener at vide om forholdet mellem Darwin og kirken. Det var naturligvis ikke uden kon-flikter, men om noget absolut modsætningsforhold var der ikke tale. Sandheden er ganske rigtigt, at Wilberforce var kritisk over for Darwin, men bibelfundamentalist var han ikke. Han advarede netop mod at bruge teologiske argumenter i en naturvidenskabelig debat. Og Darwin selv var foruden en slags agnostiker et uhyre skikkeligt menneske, der tog Wilberforces argumenter alvorligt.

Det er egentlig et spørgsmål om simpel kronologi. Darwinismen var ikke en reaktion på fundamentalismen. Det er omvendt. Fundamentalismen er konservativ. Den smykker sig med alderens legitimitet, men den er i virkeligheden ganske ung, 100 år for at være præcis. Begrebet er skabt af amerikanske protestanter, hvis program blev fremsat i et stort værk, ' The Fundamentals: A Testimony to the Truth', fra 1909, et forsøg på at vende tilbage til troens egentlige fundament, den bogstavelige tolkning af skriftens ord.

I anden halvdel af det 19. århundrede, i kølvandet på Darwin og Wilberforce, blev den åndelige arbejdsdeling konsolideret, som kendertegner den moderne verden: Naturvidenskaben hævder ikke at sige noget om eksistentielle spørgsmål, og religionen ( og kunsten) har ikke noget meningsfuldt at sige om naturvidenskabelige spørgsmål. Det er mod denne arbejdsdeling fundamentalisterne retter deres attentat, idet de hævder, at religionen skal være retningsgivende for alt, både videnskab, politik og etik. For at håndtere dette anslag må vi vide, at fundamentalismen ikke er et middelalderligt mørke forud for det moderne. Fundamentalismen er en formørkethed født i modernitetens midte.

(Indlæg i Politiken 12. dec. 2009)