Bent Jensen som kampagnejournalist

Ole Hasselbalch gør sig i kronikken lørdag mange anstrengelser for at vise, at landsrettens dom i sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen var en entydig sejr for Bent Jensen. Det var den ikke. Til gengæld var den en stor sejr for hans forsvarer. Hasselbalch skylder i den forbindelse Jyllands-Postens læsere at nævne, at han ikke bare er en uvildig iagttager. Han støttede Bent Jensen undervejs, og udfaldet af sagen er antagelig ikke mindst et vidnesbyrd om Hasselbalchs evner som jurist. Hvorom alting er, lykkedes det Jensens juridiske bistand at overbevise retten om, at Jensen aldrig har beskyldt Dragsdahl for at være agent. Jensen slap fri, fordi retten lod sig overbevise om, at Jensen kun har gengivet, hvad PET mente om Dragsdahl. Det er hvad retten valgte at kalde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for Jensens påstande.

Det er da heller ikke hensigten med disse linjer at påstå, at Dragsdahl er et uskyldsrent lam. Han må ligge som han har redt. Det fremgår allerede klart af PET-kommissionens beretning, at Dragsdahls adfærd under den kolde krig var så påfaldende, at han udsatte sig for mistanken om at være KGB-agent. PET iværksatte af samme årsag en omfattende overvågning af Dragsdahl. I den offentlige debat om sagen har der været en stærk interesse for Dragsdahls synspunker under den kolde krig. Men politiske synspunkter har man som bekendt lov til at have, og man har også lov til at ytre dem. Det mistænkelige ved Dragsdahl var især den adfærd, som han udviste.

Imidlertid blev der hverken rejst sigtelse eller tiltale mod Dragsdahl. Man kan som antydet finde mistanken særdeles velbegrundet. Men den forblev altså en mistanke. Der foreligger intet vidnesbyrd om, at Dragsdahl var i fjendens sold, heller ikke efter den grundige prøvelse i Østre Landsret. Dette forhold fremhæver retten i sin dom. Princippet om at man er uskyldig til det modsatte er bevist, synes imidlertid ikke at anfægte fremtrædende debattører, herunder Jyllands-Postens lederskribent, der umiddelbart efter dommens afsigelse konstaterede, at Dragsdahl var KGB-agent. Men den holder altså, om man så må sige, ikke i landsretten.

Hasselbalch har naturligvis ret i, at Bent Jensen ikke kan drages til ansvar for det, som andre konkluderer på baggrund af hans arbejde. Imidlertid har Bent Jensen et stort medansvar for, at store dele af offentligheden har fået det indtryk, at Dragsdahl faktisk var agent. Det hænger sammen med, at Jensen er en trænet bruger af massemedierne.

I 2007 blev han f.eks. i Jyllands-Posten citeret for følgende: ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent.” Man kan ikke fortænke den almindelige avislæser i derefter at tro, at Bent Jensen faktisk mener, at Dragsdahl var agent. Bent Jensen har ikke bestridt, at han har udtalt sig sådan, men han har siden gjort meget for at forklejne formuleringen ved at fremhæve, at den blev fremsat i en telefon på et befærdet gadehjørne i Italien. Han lader meget omhyggeligt som om, at det dér journalisthalløj er ham fremmed. og han søger bevidst tilflugt i en professorværdighed, der nemt lader sig distrahere af mobiltelefoni og italiensk trafik.

En af præmisserne for frifrindelsen af Bent Jensen var netop, at han som forsker og professor har udvidet ytringsfrihed. Det kan man på forskningens vegne kun glæde sig over. Sagen er blot den, at selv om Bent Jensen er forhenværende professor, har han i denne sag undladt at opføre sig som en forsker.

Jensen bruger ikke forskningens sædvanlige kommunikationskanaler, men ytrer sig først og fremmest i dagspressens spalter. Han kan virke nærmest brutal, og holder sig i direkte polemik på opinionssiderne ikke for god til at anvende skældsord som ”giftsnog” eller ”køterpis” om sine modstandere og deres synspunkter. Men først og fremmest navigerer han hjemmevant i det redaktionelle stof.

Langt de fleste af de 35 påstande, der var genstand for sagen i Østre Landsret, er fremsat i Jyllands-Posten. Det er ikke tilfældigt. Bent Jensen har en fortid som medlem af Jyllands-Postens redaktion. Hans fremgangsmåde kan bedst beskrives som kampagnejournalistik. Men det er som professor at han har fået privilegerede adgang til PET’s arkiv. Ingen andre, der har beskæftiget sig journalistisk med dette stofområde, kommer i nærheden af at have haft Bent Jensens privilegier. Dette redaktionelle forspring har Bent Jensen udnyttet til at forfølge sine mål.

I en kronik i Jyllands-Posten i sommeren 2012 gjorde Bent Jensen rede for en del spionsager fra den kolde krig, herunder en sag fra slutningen af fyrrerne, da et dengang meget ungt menneske i opdrag af den sovjetiske ambassade udarbejdede en fortegnelse over hundredevis af betydningsfulde danskere og deres politiske tilhørsforhold og holdning til Sovjetunionen. Der var tale om et arbejde, som det unge menneske havde fået overdraget af en nær slægtning. Det kunne give anledning til at rejse sigtelse, men man valgte imidlertid af taktiske årsager ikke at føre en sag mod det unge menneske, og sagen kom ikke til offentlighedens kendskab. Bent Jensen skrev:

”Den afdøde person og nære slægtnings identitet blev i 1951 afsløret, men der blev ikke rejst sag mod den endnu levende nære slægtning. Forsvarets Efterretningstjeneste ville ikke afsløre sin kilde. Ud fra de oplysninger, som PET-kommissionens beretning bringer, kombineret med kendskab til periodens historie - især Danmarks forhold til Sovjetunionen - er det ikke svært at identificere de to beslægtede beundrere af Stalin og hans politistat.” (Jyllands-Posten,16. juni 2012)

Sagen var i anonymiseret form velkendt, for den er, som Bent Jensen anførte, beskrevet i PET-kommissionens beretning (bd. 6, s. 58, kan læses på www.petkommissionen.dk). Men Bent Jensen gengav i sin kronik ikke hændelsesforløbet ud fra PET-kommissionens beretning. Han havde blandt andet føjet en væsentlig oplysning til, nemlig den nære slægtnings dødsår, 1949, og så var det, som Bent Jensen skriver, ikke vanskeligt at identificere den pågældende.

Hvordan det nu end kom i stand, må man i hvert fald ikke overraskes over, at det var Jyllands-Postens redaktion, der først regnede ud, hvem det handlede om, og en måned efter Bent Jensens kronik, kunne avisen sætte navn på og afsløre, at der var tale om en nu 85-årig tidligere fremtrædende professor, hvis lige så fremtrædende far var død i 1949.

Avisens reportere var mødt frem på hans bopæl og havde konfronteret ham med beskyldningen om, hvad han i sin tidligste ungdom havde bedrevet. I lyset af denne redaktionelle fremgangsmåde valgte professoren det eneste rigtige, nemlig at lægge alle kortene på bordet i et stort interview, hvor han stærkt understregede, at han tog afstand fra og fortrød sine handlinger.

Man kan godt forstå, at Jyllands-Posten trykte afsløringen, for den rummer de fleste af de elementer, der i journalistbranchen kaldes en god historie. Men avisen gjorde sig også endnu engang til et redskab for Bent Jensens fortsatte stræben efter at stille navngivne folk for offentlighedens domstol.

(kronik i Jyllands-Posten 13. dec. 2013. Jeg er siden blevet gjort opmærksom på, at kronikken rummer en fejl, idet kun en mindre del af dem, der indgik i fortegnelsen over hundredevis af betydningsfulde danskere, fik påført deres politiske tilhørsforhold.)

Historikere versus journalister

Det må stå på side 1 i håndbog for journalister, at de skal gå lige til sagen og ikke begynde med Adam og Eva hver gang. Umiddelbart derefter følger reglen om, at historien skal fortælles, så den forudsætningsløse også kan følge med. Det er nogle ganske udmærkede regler, der skal sikre, at historien bliver fortalt og helst uden omsvøb. Men et eller andet sted i den store mediemølle må der være sket en kortslutning. Dansk journalistik synes nemlig i vid udstrækning at bygge på det princip, at journalisten selv skal være forudsætningsløs for at være professionel, for en god journalist skal kunne skrive om hvad som helst: Tour de France den ene dag og finanslov den næste, og eftersom man ikke kan vide alting, kan man lige så godt vide ingenting.

Hele mediebranchens opbygning gør, at journalister lever under en slags nyhedstvang. Hver dag skal der produceres timevis af nyhedsudsendelser og skrives spaltevis af stof om verdens begivenheder. Der er kronisk mangel på godt stof. En nyhed er at definere som en væsentlig oplysning, som hidtil har været ukendt. Jo færre forudsætninger journalisten har, desto større er mængden af nyt, og det udvider unægtelig arbejdsmarken en del. Nu er uvidenhed ikke nødvendigvis af det onde. Ukendskab til baggrunden sætter journalisten i stand til at stille de spørgsmål, som den forudsætningsløse læser ville have stillet, og som bekendt er dumme spørgsmål ikke altid så tossede. Journalisten håber nok at kunne klare sig som det lille barn, der ikke kender sammenhængen og derfor tydeligst kan se, at kejseren ikke har noget tøj på. I realiteten udfylder journalisten oftere den knap så flatterende rolle som skrædderne, der spinder en længere historie på ingenting.

For en historiker er journalistikkens historieløshed påfaldende. Berlingske Tidendes egen »afsløring« af A.P. Møllers rolle under besættelsen for nylig kan tjene som illustration. Hvis de journalister, der skrev historien, havde gjort sig ulejlighed med at læse i de bøger, der faktisk er skrevet om emnet, ville de have opdaget, at størstedelen af deres historie var velkendt stof, og at de få oplysninger, som faktisk indtil da havde været ukendt for offentligheden, var perifere og ikke rokkede væsentligt ved det hidtidige billede af den gamle skibsreder som en mand med mange interesser. ‘

Der er i sig selv intet galt i at fortælle en velkendt historie igen. Historikere gør det ustandselig, men det er en besynderlig uskik at forsøge at sælge gamle historier, som om de var nyheder. En af historiefagets grand old men, Hans Kirchhoff, skrev for nylig om pressens behandling af besættelsestiden: »Der er ganske rigtigt kommet en ny generation af journalister til, som ikke har nogen basisviden om besættelsen, og som skal profilere sig med den gode historie. De har ikke tid til at læse de værker der findes - måske kan de slet ikke læse! Vi har dem i telefonen med de mest banale spørgsmål, hver gang en sag er kørende. Det går derudad huj-hej, og resultaterne bliver ofte derefter.«

Det betyder ikke, at historikere ikke vil bistå journalister, men det ville være en fordel, hvis journalisten havde forberedt sig lidt. Hvis man skulle forlade historikerens hjemmebane og vælge en historie, der ikke handler om fortiden, kunne man tage TV 2’s nye dokumentarsatsning, TV2.dok, der indledte sæsonen med to store udsendelser om Tvind. I de stort anlagte forskræp blev seerne lovet nye afsløringer af Tvinds internationale finanscirkus. Paradoksalt nok endte udsendelserne med at sælge velkendt stof, som om det var nyt, samtidig med at centrale og relevante oplysninger blev udeladt. De præsenterede en gammel mistanke, nemlig at Tvind via en fond bevilger sig selv penge for at undgå at betale skat.

At Tvinds lovligt opsparede midler kanaliseres videre i Tvinds eget system, har været kendt i mindst 10 år. I 1993 søgte Tvinds juridiske ankermand Poul Jørgensen fx om 1,2 mio. kr. til reparation af Tvind-møllen og fik pengene bevilget af Fonden til støtte for humanitære formål, hvis formand er den selv samme Poul Jørgensen. Hvis det var ulovligheder, som tilrettelæggerne ledte efter, kunne de have nævnt, at samme Jørgensen i 1996 blev trukket i retten for at forholde Civilretsdirektoratet oplysninger om fonden, og de kunne også have fundet ud af, at Mogens Amdi Petersen fik en fængselsdom for vold mod politiet i 1969. Det ville endda have passet vældig godt til udsendelsernes sensationskoncept. Historikere har en lang tradition for at anklage journalister for at være overfladiske og forhastede, mens journalister gerne mener, at historikere er nogle tørvetrillende besserwissere. Det har de såmænd ikke helt uret i. Den debat blev for et år siden ført ud i sin egen karikatur i forbindelse med en bog om de danske østfrontfrivillige under Anden Verdenskrig udgivet af to journalister.

Frænde er frænde værst. Ideelt set ligner de to fag nemlig hinanden, selv om der er store forskelle i praksis. Journalister haster gladelig forbi den ene interessante sandhed efter den anden i en hæsblæsende jagt på en politiker, der lyver. En af forskellene på journalister og historikere er, at journalister beskæftiger sig med det, der ændres, mens historikere kan tillade sig den luksus det er at interessere sig for det, der er konstant. I pressens særlige døgnrytme skal alting opfindes forfra hver morgen, og det giver et fejlagtigt billede af en verden i voldsom forandring. Nogle medier prøver ganske vist at overvinde stakåndetheden og forsøger at give læserne indblik i forhold, der strækker sig mere end 24 timer tilbage i historien, men det mislykkes ofte. Mange af de artikler, der af redaktionen rubriceres som »baggrund« eller »analyse«, rummer ikke andet end fladbundede almindeligheder og halvt fordøjet polemik. Det er ikke journalistens opgave qua journalist at skrive historie. Han skal skrive om de levende og lade historikerne om de døde, men det fratager ikke journalisterne ansvaret for at kende historien.

Goethe mente, at man i åndelig forstand blot levede fra hånden til munden, hvis man ikke kunne skrive sin historie 3.000 år tilbage. Det er nok lidt rigeligt forlangt. Men man kunne godt kræve, at journalister, der fx beskæftiger sig med udenrigsstof, havde mere end en anelse om de seneste 75 års verdenshistorie. Pressens historieløshed er fx en af årsagerne til, at EU-debatten herhjemme aldrig har fået lov til at løfte sig over gulvhøjde. Politikerne har selv en stor del af skylden, men mediernes optagethed af døgnets begivenheder har også forhindret, at den logik, der ligger bag tilblivelsen af den europæiske union, er blevet fortiet. Når der er tale om, at unionen skal afløse et Europa, hvor staterne strides, er det et historisk argument, der ikke alene hentyder til Anden Verdenskrig men også til efterkrigstidens europæiske system, der var præget af toldbarrierer, valutarestriktioner, økonomisk usikkerhed og direkte fattigdom. Den historieløse er også visionsløs.

I 30 år har det været umuligt at lancere EF som en vision om et fremtidigt Europa. Man kan synes om denne vision, hvad man vil, men pressen må bære sin del af ansvaret for, at det aldrig har stået klart, at det handler om andet og mere end folkepension og flæskepriser. Pressens historieløshed er en af årsagerne til, at EU-debatten herhjemme aldrig har fået lov til at løfte sig over gulvhøjde , Dagbladene er i krise, og de forsøger at producere sig ud af den. Nye tillæg og magasiner skal skaffe flere kunder, men resultatet er, at økonomien svigter og mængder af ligegyldigt papir hober sig op hos abonnenterne. I stedet burde de satse på færre bogstaver og bedre indhold. Det dogme, at en journalist skal kunne skrive om alting, må opgives. Jeg er sikker på, at mange journalister ønsker sig muligheden for at koncentrere sig om et stofområde med en længere deadline, og de fleste af dem er uden tvivl dygtige nok til at udnytte en sådan mulighed for at skabe bedre aviser.

(Kronik i Berlingske Tidende 21. okt. 2000)