Statsborgerskab

Spørgsmålet om de danske statsborgere, der er fanget i Syrien, har aktualiseret diskussionen om, hvad statsborgerskabet overhovedet indebærer af forpligtelser og rettigheder. Historisk set er statsborgerskabet i sin nuværende udformning et relativt nyt fænomen.

Statsborgerskabet som begreb har kun godt 100 år på bagen i almindeligt brug. I tidligere århundreder var alle, der var bosat i den danske konges riger og lande, at betegne som kongens undersåtter. Efter Reformationen var det kongens primære rolle at beskytte den rette tro, og i overensstemmelse hermed blev der i lovgivningen lagt bånd på adgangen til riget for medlemmer af andre trossamfund. På samme måde var adgangen til at nyde rettigheder som myndig person knyttet til den evangelisk-lutherske bekendelse. Det blev formaliseret med indførelsen af tvungen konfirmation i 1736.

I 1776 skete det første afgørende brud med dette princip, idet der var en stigende utilfredshed med, at gode statslige embeder gik til udlændinge, især folk fra tyske lande. Det førte til loven om indfødsret, der gav indfødte i den danske konges riger og lande eneret til at beklæde offentligt embede, altså også nordmænd, holstenere og slesvigere. Med indførelsen af religionsfriheden i 1849 ophørte den principielle sammenkædning mellem religiøst og statsligt tilhørsforhold.

I Junigrundloven blev valgretten og valgbarheden til Rigsdagen knyttet til indfødsretten, men det gjorde værnepligten ikke. Endvidere blev den oprindelige indfødsretslov videreført i den bestemmelse, at ingen kan beskikkes til embedsmand, som ikke har indfødsret. Det gælder endnu i princippet for alle statslige tjenestemænd, f.eks. sognepræster, officerer eller politibetjente, om end udlændinge kan ansættes på tjenestemandslignende vilkår. Som hovedregel gælder også, at man skal have statsborgerskab for at kunne stille op på et landshold i f.eks. fodbold – med mindre man spiller for f.eks. det færøske landshold, for der findes ikke noget selvstændigt færøsk statsborgerskab. Det indebar også for nylig, at danske håndboldspillere med amerikansk statsborgerskab blev inviteret til at spille for USA under det nyligt afholdte VM. Deltagelsen blev dog aflyst af andre årsager.

Anden halvdel af det 19. århundrede var kendetegnet ved en udpræget rejsefrihed. Tidligere tiders pastvang ved ind- og udrejse af Danmark blev afskaffet i 1862 for indlændinge og i 1875 for udlændinge. I 1898 ændredes indfødsrettens princip om fødested til, at statsborgerretten erhverves ved afstamning, således at det er forældrenes tilhørsforhold, der er afgørende for, hvor et barn bliver statsborger.

Første Verdenskrig bevirkede en brat afslutning på rejsefriheden. Rejsepas og viseringer, som vi kender dem i dag, blev indført, og det har siden da været et fundamentalt redskab i det mellemfolkelige samkvem. Desuden skulle udlændinge nu have tilladelse til at opholde sig længere tid i landet og kunne under særlige omstændigheder udvises. Landets egne statsborgere derimod havde en grundlæggende ret til at opholde sig i landet. Landsforvisning af egne borgere forekom ikke, fordi det blev betragtet som i uoverensstemmelse med folkeretten at overføre sine forbrydere til andre lande. Landsforvisning var blevet afskaffet som strafform endeligt i 1866 i Danmark. Således blev danske statsborgere, der var gået i tysk tjeneste under Anden Verdenskrig, også dømt og straffet i Danmark efter krigen.

Afståelsen eller erhvervelsen af territorier – f.eks. De vestindiske Øer 1917 eller Nordslesvig 1920 – betød, at store grupper måtte skifte statsborgerskab. Principielt blev statsborgerskabet opfattet som eksklusivt, altså at man kun kunne være statsborger i et enkelt land, men i praksis måtte myndighederne leve med, at det kunne være delt. Først for nylig blev dobbelt statsborgerskab officielt anerkendt i Danmark. Afhængig af lovgivningen i de enkelte lande er der i ægteskaber mellem statsborgere fra to forskellige lande den mulighed, at børnene får dobbelt statsborgerskab. Fordi USA stadig har et fødestedskriterium, kan børn født af danske forældre i USA regnes som både amerikanere og danskere.

 Dobbelt statsborgerskab har skabt en række spørgsmål om rettigheder – som f.eks. valgret eller offentlig forsørgelse – og pligter – som f.eks. værnepligten. Et aktuelt eksempel er herboende mænd med tyrkisk statsborgerskab, der skal aftjene værnepligt i Tyrkiet. Det betyder, at de kan blive sendt i krig i Syrien. Mange herboende tyrkere har også valgret i Tyrkiet. Ved det seneste tyrkiske valg fik den siddende præsident et flertal af de her i landet afgivne stemmer. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet har i udgangspunktet ikke stemmeret i Danmark.

(Kristeligt Dagblad den 19. feb. 2021. Avisen valgte en anden rubrik.)

Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.

Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.

Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.

Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.

Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)

Grevindens penge

Den 23. juni meddelte grevinde Alexandra af Frederiksborg gennem sin advokat, at hun ikke længere ønsker at oppebære en særlig ydelse fra staten, når hendes yngste søn, prins Felix, fylder 18 år i 2020. Lars Løkke Rasmussen har taget meddelelsen til efterretning og tilføjer, at ”det er en beslutning, som jeg har stor respekt for.”. Statsministeren stiller desuden en tjenestemandslignende pension i udsigt for grevinden, når hun ophører med at være ”erhvervsaktiv”.

Sin nuværende ydelse modtager grevinden i henhold til ”Lov om årpenge for prinsesse Alexandra”, som Folketinget vedtog i november 2004 efter hendes skilsmisse fra Prins Joachim. Loven tog det forbehold, at ”såfremt prinsesse Alexandra indgår nyt ægteskab, erstattes årpengebeløbet af en særlig ydelse med samme grundbeløb”. Prinsessen indgik faktisk nyt ægteskab, og derfor blev hendes årpenge konverteret til ”en særlig ydelse” samtidig med, at hun blev ophøjet i adelsstanden med en til lejligheden opfunden titel.

Loven blev vedtaget med hjemmel i Grundlovens § 11, ifølge hvilken der ved lov kan bestemmes årpenge for medlemmer af det kongelige hus. Den følger lige efter en anden paragraf, der bestemmer, at statsoverhovedets budget og de statslige ejendomme, der overlades til monarkens brug, vedtages ved lov. Det gøres ved tronskiftet og loven kaldes også Civillisten. Den udgør en del af statens budget og optræder som sådan på Finansloven, men Civillisten er altså en lov for sig.

Til at finansiere ikke alene sin embedsførelse, men også sit private forbrug har monarken siden 1849 været helt afhængig af Rigsdagen, i dag Folketinget. Denne klare magtrelation mellem parlament og statsoverhoved, der altså også kan gælde for andre medlemmer af kongehuset, er camoufleret ganske godt i præsentationen af den aktuelle sag om grevindens penge. Kompetencen ligger entydigt hos Folketinget, men beslutningen, som Statsministeren ”har stor respekt for”, præsenteres som grevindens egen.

Ændringen ligger i logisk forlængelse af en melding, der udgik fra Hofmarskallatets pressesekretariat i maj måned sidste år. Heri hedder det, at kongehuset ikke forventer, at Dronningens børnebørn vil modtage årpenge, når de bliver myndige, med undtagelse af tronfølgeren prins Christian. Når dronningens ældste barnebarn, prins Nikolaj, i august i år fylder 18, skal vi altså ikke forvente, at Folketinget vedtager en lov til hans underhold.

Der er ikke tale om en grundlæggende reform svarende til omlægningen af det norske kongehus’ økonomi i 2002, men dog et markant kursskifte. Var den samme politik blevet anlagt for en generation siden, ville prins Joachim i dag ikke modtage årpenge, hvad han har gjort siden 1995. Årsagen til denne ændring skal antagelig findes i den kritik, der har været rettet mod kongehusets økonomi i de seneste år. Det er blevet stadig vanskeligere at forsvare udgifter til kongehuset, der ikke direkte kan forbindes med varetagelsen af hvervet som statsoverhoved. Kritikere af kongehuset har da også kvitteret med anerkendelse af den aktuelle beslutning.

(Kristeligt Dagblad 26. juni 2017)

Hvad skylder staten og Folkekirken hinanden?

Den nye kirkeminister har rusket op i debatten om Folkekirkens økonomi med sit forslag om, at staten ikke længere skal bidrage til præsters lønninger, men til gengæld yde et større tilskud til kirkernes vedligeholdelse. Forslaget er ikke nyt. Det var en del af regeringsgrundlaget for VK-regeringen 2007. Reaktionerne har igen været mange og skarpe. Sognepræst Marie Høgh skrev forleden i avisen, at hvis kirkeministeren fuldførte sit forehavende ”skal kirken til gengæld lige have de jorder tilbage, som den afstod til staten ved jordlovene i 1919. Udbyttet fra jorderne var kirkens indkomst, derfor skulle staten nu betale en del af præsternes løn.”

Det er en udbredt, men historisk set temmelig upræcis tolkning, at statens bidrag til Folkekirken skulle være kompensation for udstykningen af præstegårdsjorden. Efter Systemskiftet 1901 var Folkekirken et af de områder, som blev genstand for omfattende økonomiske reformer med Venstres stærke mand, J.C. Christensen som primus motor. Siden 1849 har Grundloven indeholdt en paragraf, der lover at ordne Folkekirkens forfatning ved lov. Normalt fortolkes den som et ønske om at selvstændiggøre Folkekirken, og det har antagelig også været den oprindelig intention bag J.C. Christensens kirkereformer, men resultatet var et andet, nemlig at Folkekirken til stadighed ordnes ved lov.

Indtil for godt hundrede år siden havde kirken tre indtægtskilder. 1.) Tienden var oprindeligt en byrde lagt på landbrugsjord. Den havde karakter af ejendomsskat, men var samtidig et privatretligt mellemværende mellem den enkelte jordejer og den lokale kirke. Efter at landbrugsjord var overgået til fri ejendom og derfor var omsættelig, var tienden indkalkuleret i ejendomspriserne, men blev ikke desto mindre betragtet som en uretfærdighed. 2.) Præstegårdene var selv landbrugsejendomme, som præsten enten drev selv eller forpagtede bort. 3.) De såkaldte accidenser eller ”Smaaredsler”, der var afgifter på kirkelige handlinger.

Tiendeafløsningen blev obligatorisk ved lov i 1903. I princippet betød det, at der skulle erlægges en sum svarende til 25 gange den årlige betaling. Hvis denne sum kunne forrentes med 4 % ville den erstatte tienden, men det blev i praksis slet ikke tilfældet. Loven om præstelønninger fra 1913 ensrettede præsters lønninger og tilvejebragte grundlaget for at afløse accidenserne med en medlemsbetaling, som vi i dag kender som kirkeskatten. Staten måtte spæde til præsters lønninger og pensioner for at få regnestykket til at gå op. 

Med tjenestemandsloven 1919 blev præster ligestillede med statsansatte tjenestemænd. Samme år blev præstegårdsjordens udstykning vedtaget ved lov. Jorden skulle frasælges ved tjenstledighed eller ved forpagtningskontraktens udløb. Der var altså ikke tale om konfiskation men ekspropriation, og menighedsrådene, der var indført i 1905, indkasserede som kirkeejere købesummen.

Afløsningssummerne for tiendeafløsningen og afviklingen af præstegårdsavlen er for længst svundet ind til ubetydeligheder takket været inflation, tidernes almindelige ugunst og velsagtens også lidt uansvarlighed. I mellemtiden er medlemsbidraget, der kendes under betegnelsen kirkeskat, blev en hovedindtægtskilde for Folkekirken. Statens bidrag udgør i dag ca. 10 % af kirkens samlede budget.

(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2016)

Skal samarbejdspolitikken danne model for kamp mod terror i 2016?

Grundlovsdag talte justitsminister Søren Pind (V) i forbindelse med regeringens kamp mod ekstremisme om nødvendigheden af at slå hårdere ned på dem, der ønsker at undergrave det danske samfund.

Da en journalist fra Danmarks Radio bad ham uddybe synspunktet, svarede han med blandt andet at henvise til kommunistloven fra 1941 som et eksempel på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.

I sommeren 1941 åbnede Hitler østfronten, og dermed brød han den såkaldte Ribbentrop-Molotov-aftale, der var en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunion og Nazityskland fra 1939.

I nazisternes øjne betød det, at der nu også var erklæret krig mod alle sovjettro kommunister i Europa, herunder det besatte Danmark. Besættelsesmagten stillede derfor den 22. juni krav om, at ledende kommunister skulle interneres, hvilket blev efterkommet nidkært af danske myndigheder. Blandt de anholdte var tre folketingsmedlemmer. Den 22. august vedtog Rigsdagen enstemmigt (i sagens natur uden kommunisterne) en lov, der forbød kommunistiske organisationer og gjorde kommunistisk virksomhed og agitation strafbar.

Interneringen af kommunisterne og det efterfølgende forsøg på at lovfæste den, er en af de mest kontroversielle og omdiskuterede dele af samarbejdspolitikken. Der var tale om brud på blandt andet foreningsfriheden, rigsdagsmedlemmers immunitet, reglen om lovgivning med tilbagevirkende kraft og retten til ikke at blive fængslet uden dom. Den ansvarlige justitsminister, Thune-Jakobsen (udenfor parti), blev efter krigen skammet ud og døde som en nedbrudt mand i 1949.

Regeringens og Rigsdagens handlinger kan forklares som et resultat af omstændighederne, men selv meget ihærdige forsvarere af samarbejdspolitikken har vanskeligt ved ikke at udtrykke kritik af aktionen mod kommunisterne i 1941. Så meget desto mere interessant er den nuværende justitsministers udtalelse, ikke mindst i lyset af, at han har landets fineste juridiske rådgivning til sin rådighed.

For det første er det usædvanligt, at en minister fra Venstre bruger samarbejdspolitikken under Besættelsen som et positivt forbillede. Anders Fogh Rasmussen (V) undsagde i en tale i 2003 i anledning af 60-året for augustoprøret samarbejdspolitikken og fremstillede sin egen politik som en logisk fortsættelse af modstandskampen, mens han implicit kædede oppositionen sammen med samarbejdspolitikkens "gustne overlæg".

Uanset at Fogh Rasmussen kun havde ringe faktuelt belæg for at drage denne historiske parallel havde han held med at sætte en moralsk dagsorden i udenrigspolitikken og skabe opbakning til det danske bidrag til krigen i Irak.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at Søren Pind finder omstændighederne i 1941 og 2016 sammenlignelige. Ingen var i tvivl om, at grundlovssikrede rettigheder blev krænket i 1941, men den juridiske begrundelse for at gøre det var nødretten, det vil sige, at man kan suspendere visse rettigheder midlertidigt under henvisning til et overordnet hensyn, som det for eksempel er tilfældet under en krig. I 1941 var der krig, selv om der formelt set var tale om en fredsbesættelse. Danmark er også i krig i dag. Vi har næsten uafbrudt siden 2003 deltaget i krige i Mellemøsten. Nogle vil endda mene, at krigen allerede er nået til Europa.

Pind bruger nødigt ordet krig til at beskrive situationen i 2016, men han kommer tæt på. Han taler om en " kamp" mod en "fjende, der med omhu og vold og magt fører en kamp mod alt det, vi har kært". Idet han sammenligner med kommunistloven 1941 synes han også at mene, at denne kamp ikke alene skal føres til Grundlovens grænser, men i nødrettens navn også ud over denne grænse.

(Kristeligt Dagblad 8. juni 2016, forsiden.)

At indtræde i de voksnes rækker

Efter påske følger konfirmationssæsonen. Der var engang, da konfirmationen ikke blot symbolsk, men i konkret juridisk forstand betød, at det unge menneske trådte ”ind i de voksnes rækker”.

Konfirmation blev indført i Danmark-Norge af de to landes fælles konge Christian VI i 1736 – og noget før i Sønderjylland. Enevælden bekendte sig til kristendommen sådan som den blev udlagt i den augsburgske konfession, og derfor kunne man kun tælles som fuldgyldig undersåt – hvad vi i dag ville kalde retssubjekt – hvis man var døbt i denne tro. Loven pålagde ganske enkelt straffe for de forældre, der ikke lod deres spædbørn døbe.

Der fandtes undtagelser for f.eks. jøder og katolikker, men de var netop undtagelser fra det grundlæggende princip om sammenhængen mellem stat og konfession. Christian VI var pietist, og konfirmationen er naturligvis at forstå som et udslag af hans religiøse tilbøjelighed. Konfirmationen kan også ses som et typisk udslag af Oplysningstiden forstået på den måde, at den lagde vægt på den personlige myndighed og det oplyste valg. For den oplyste kristne var barnedåben ikke længere nok. Konfirmationen havde form som en overhøring, der sikrede, at konfirmanden havde annammet, hvad dåben drejer sig om og havde modtaget undervisning i at tilegne sig Bibelens sandheder ved egen kraft, altså læsefærdigheder. Skal man derfor pege på den væsentligste forudsætning for oplysningen og alfabetiseringen af den dansk-norske almue, er det hverken rationalismen eller naturvidenskaben, men pietismen.

Konfirmationen blev forudsætningen for at gå til alters og modtage syndsforladelse og dermed at kunne stå fadder, vidne eller gifte sig. Danmarks og Norges måske mest betydningsfulde konfirmation var kronprins Frederiks i 1784. Den gjorde ham myndig og til fuldgyldigt medlem af Geheimestatsrådet, en omstændighed som han anvendte til øjeblikkeligt at begå paladsrevolution.

Med skolereformen 1814 blev konfirmationen knyttet direkte til udskrivning af skolen, og den blev indgangen til den videre uddannelse, typisk i en plads som karl, pige eller lærling. Ved konfirmationen udstedte sognepræsten fra 1832 en skudsmålsbog, der fulgte konfirmanden i den videre færd som en form for tinglyst CV.

Junigrundloven afskaffede i kraft af religionsfriheden princippet om tilknytningen mellem religiøst tilhørsforhold og borgerlige rettigheder. Men dette princip blev kun langsomt omsat i lovgivningen om f.eks. edsaflæggelse, ægteskab, arveret og ikke mindst i skolevæsenet, så dåben og konfirmationen havde også efter 1849 retsvirkning. Tvangsdåb for folkekirkemedlemmers børn blev først afskaffet i 1857, og samtidig blev arveretten for udøbte sikret.

Den såkaldte friskolelov fra 1855 gjorde det muligt at oprette skoler, der var i overensstemmelse med forældrenes livsanskuelse. Det skabte forudsætningerne for en fortsat konfessionel undervisning i grundskolen. Hvis katolikkerne f.eks. ikke brød sig om Folkeskolens forkyndende undervisning, kunne de oprette deres egne skoler, hvad de i vid udstrækning gjorde i årtierne derefter. Det samme gjorde grundtvigianerne.

I 1851 blev der indført mulighed for borgerlig vielse, men kun for de par, hvoraf mindst den ene ikke var medlem af Folkekirken. Konfirmationen som nødvendig forudsætning for at blive kirkeligt viet blev først afskaffet i 1909. Samtidig blev det muligt at tage ukonfirmerede til alters i Folkekirken. Skudsmålsbogen blev afskaffet i 1921. Så længe den syvårige skolegang var det normale, markerede konfirmationen den symbolske afslutning på barneårene.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik.)

Trykkefriheden møder nye udfordringer

Det hedder i Grundlovens § 77, at enhver, ”er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Paragraffen, der er uforandret siden 1849, afskaffede altså ikke censuren, men forbød dens genindførelse. Det hænger sammen med, at den trykkefrihed, der blev indført af Struensee 1770-72 aldrig formelt blev afskaffet, blot indskrænket, mest systematisk ved en forordning af 1799, der tildelte dødsstraf til den, der ”i noget ved Trykken udgivet Skrift”, tilskynder til forandring i regeringsformen eller til ”eller til Opstand imod Kongen”.

Trykkefrihedsforordningen rummede også en paragraf om religionsfornægtelse. Det var først og fremmest et hensyn til den luthersk-evangeliske tros forrang, men kongen ønskede også at beskytte ”ethvert andet Religions-Samfund, som taales i Hans Riger”, det vil sige katolikker, jøder og calvinister, så hvis nogen ”søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.”

Regeringen slog i første halvdel af 1800-tallet gentagne gange ned på den såkaldte skrivefrækhed. Det kunne den imidlertid ikke gøre vilkårligt, fordi den var bundet af loven. Derfor måtte trykkefrihedssager føres ved domstolene. I de ca. 100 sager, der blev ført i de første 40 år efter Trykkefrihedsforordningen, skete der frifindelse i hver femte. Ganske få sager førte til landsforvisning eller fængselsstraf, mens de fleste dømte slap med en bøde. Med dommen fulgte også et pålæg om, at den dømte skulle underlægges individuel forhåndscensur, således at han intet måtte offentliggøre uden tilladelse af myndighederne. Kun i den berømte sag mod dr. Dampe og smedemester Jørgensen i 1820-21 blev der afsagt dødsdom, men den blev af kongen selv konverteret til livstid i fængsel.

Junigrundloven ændrede ikke det grundlæggende princip, at der er grænser for trykkefriheden. Nu blev det imidlertid specificeret, at det var de nu uafhængige domstole og ikke regeringen, der satte grænsen. Det princip har været gældende siden, hvis man ser bort fra Besættelsestiden, da censur var genindført.

I praksis betyder det, at ytringsfriheden er begrænset af lovgivningen, f.eks. bestemmelser om injurier, privatlivets ukrænkelighed, ophavsrettigheder, rigets sikkerhed eller tavshedspligt. I teorien kan man også straffes for at drive spot med religionen, men sidst der faldt dom for blasfemi var i 1946. Siden 1969 har det ikke været muligt at straffe for pornografi, dog med visse undtagelser.

Pressen har helt frem til 1960erne været forbundet til den politiske magt. De fleste dagblade var knyttet til et politisk parti som dets talerør. Med Ungdomsoprøret blev kravet om pressens ubetingede uafhængighed af magten for alvor gjort gældende. Dette krav var begrundet i en især venstreorienteret samfundskritik. Den uafhængige journalist blev til civilsamfundets helt. At ”drive Spot” med religionen og det etablerede system blev et ideal i sig selv.

Frigørelsen af især den skrevne presse fra magten blev fuldbyrdet, og således er trykkefriheden, forstået som en garanti mod myndighedernes indgriben i det redaktionelle arbejde, sikret. Imidlertid står pressen i dag over for et pres fra privatpersoner og organisationer, der vil have indflydelse på, hvad der trykkes. Nogle af dem er parate til at gribe til vold for at få deres vilje igennem, og så står myndighederne i den historisk set nye situation, at de igen må gribe aktivt ind, men nu for at beskytte pressens frihed.

(Kristeligt Dagblad 30. september 2015. Anledningen til denne klumme var ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten)



Nikolaj Ifversen havde i avisen den 6. okt. følgende replik:

En ikke ganske betydningsløs fejl begår Jes Fabricius Møller i sin lille artikel om Grundlovens ytringsfrihedsparagraf i Kristeligt Dagblad den 30. september.

Denne paragraf har ikke stået uændret siden 1849, som han skriver. Talefrihed blev først knæsat med Grundloven af 1953 - altså 104 år senere. At for eksempel den politiske taler ikke havde en grundlovssikret ytringsfrihed netop som taler, havde i sidste halvdel af 1800-tallet til tider alvorlige konsekvenser for politiske aktivister.



Jeg svarede den 8. okt.:

Nikolaj Ifversen har fuldstændig ret i sin kommentar til mig, når han påpeger, at Grundlovens paragraf om ytringsfriheden ikke har stået uændret siden 1849.

Min tanke, da jeg skrev det, var, at ansvaret for domstolene har bestået siden da, men Ifversen gør den nødvendige tilføjelse, at mens ytringsfriheden i 1849 udtrykkeligt kun gjaldt ytringer på tryk, gælder denne frihed i dag udtrykkeligt ytringer både på skrift og i tale. Jeg beklager fejlen.

Imidlertid tilføjer Ifversen, at så mange talere måtte betale en pris i slutningen af 1800-tallet, fordi de ikke var omfattet af den frihed, der gjaldt skribenter. Det er nu ikke helt så ligetil at finde eksempler på dette, og under alle omstændigheder gjaldt det, at straffen blev udmålt af domstolene.

Oppositionspolitikere som Louis Pio og Chresten Berg fik begge fængselsstraffe, men det var ikke for noget, de sagde, men for noget, de gjorde.

Det gør ikke dommene over dem mindre politiske eller mere retfærdige, men sagerne havde næppe fået et andet udfald, hvis Grundloven havde haft sin nuværende ordlyd.

Fra kejser Augustus til cpr - det handler om skat

Regeringens forslag om at skattemyndighederne ikke længere skal have lov til at trænge ind på privat grund og heller ikke skal have mulighed for at afkræve personer deres cpr-nummer har vakt en del debat. Der er to elementer i forslaget.

For det første er der spørgsmålet, som berører den rettighed, der er sikret af Grundlovens bestemmelse i paragraf 72 om boligens ukrænkelighed. Samme paragraf giver imidlertid også lovgiverne ret til at gøre undtagelser for denne ukrænkelighed, og denne ret har Folketinget gjort rigelig brug af gennem tiden. Denne udvikling søges nu rullet tilbage.

For det andet berører det myndighedernes ret til at identificere borgerne eller borgernes pligt til at identificere sig over for myndighederne. Den står ikke nævnt i Grundloven, men den er helt central for en moderne retsstat. Staten skal kunne identificere sine borgere entydigt for at kunne indkalde de værnepligtige til militærtjeneste, for at straffe de skyldige og for at kunne beskatte de skattepligtige. Det velkendte middel til dette formål er folketællinger.

Da Augustus i sin tid skrev hele Romerriget i mandtal, var det netop, fordi enhver borger skulle give kejseren, hvad kejserens var, altså betale skat. Danmark har siden enevælden været førende i Europa, når det handler om at tælle, registrere og beskatte borgerne. I 1903 blev der indført statslig formue-og indkomstskat med sognekommunerne som den inddrivende myndighed. Det var den kommunale ligningskommission, der satte folk i skat, og det skete, samtidig med at lønindkomst oversteg ejendomsbesiddelse i betydning som beskatningsobjekt.

Da elektronisk registrering blev teknisk eller i hvert fald teoretisk muligt i 1950' erne, er det ikke overraskende, at det var daværende finansminister Viggo Kampmann (S), der plejede idéen om at skabe et centralt register af skatteydere, for det ville gøre beskatningen meget mere pålidelig. Det elektronisk baserede centrale personregister blev vedtaget i 1968 af et enigt folketing.

Indtil da var personbeskatning baseret på selvangivelser, hvilket ville sige, at kommunerne måtte lide på borgernes egne udsagn om, hvad de havde tjent. Cpr-registeret dannede det tekniske grundlag for kildeskatten i 1970, altså en beskatning af lønindkomst baseret på arbejdsgivernes indberetning af, hvad medarbejderne havde tjent. Uanset om Jens Hansen havde to job i hver sin kommune og boede i en tredje, ville han kunne adskilles fra alle de andre Jens Hansen'er og sættes i skat derefter.

Det er ikke overraskende, at dette nye instrument gjorde det muligt at øge indkomstskatterne meget betydeligt i årene omkring 1970 under både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Modstandere af høj beskatning vil kalde det et middel til skatteplyndring. Det er mere præcist sagt et instrument, der sætter skattemyndighederne i stand til med langt større præcision at opkræve den skat, som lovgiverne kræver.

Uanset om en regering går ind for højere eller lavere skatter, er det formålet at inddrive skatter i overensstemmelse med loven. Selv hvis Folketinget i morgen vedtog en halvering af alle indkomstskatter, ville cpr-systemet stadig være det mest effektive instrument til at implementere denne lov.

Når Skat derfor går ind i en kiosk (og her lader vi ude af betragtning, hvorvidt en kiosk er en bolig i Grundlovens forstand) og beder de tilstedeværende medarbejdere identificere sig med det specifikke nummer, som de er blevet tildelt af staten, anvender Skat blot et meget effektivt redskab til lovmedholdelig personbeskatning. Uden cpr-registeret ville skatten ikke være lavere, blot mere vilkårlig.

(Kristeligt Dagblad 24. august 2015)

Den hellige, almindelige valgret

Vi kan i disse dage fejre 100-året for grundlovsrevisionen i 1915, der var et afgørende skridt i demokratiseringen af det danske samfund. Men det er interessant, at hverken junigrundloven fra 1849 eller nogen af de senere revisioner anvender ordene demokrati eller demokratisk om styreformen i Danmark. Statsomvæltningen i 1848 og grundloven året efter var i sin grund blot en indskrænkning af kongens magt, idet kongen helt måtte opgive sin dømmende magt. Den udøvende magt måtte overlades til de af ham udpegede ansvarlige ministre, og den lovgivende magt måtte han dele med en repræsentativ forsamling.

Valgretten til den repræsentative forsamling – indtil 1953 Rigsdagen og derefter Folketinget – er konstant blevet udvidet, og samtidig har Folketinget fået stadig stigende betydning gennem det meste af det 20. århundrede. Et afgørende gennembrud kom med indførelsen af parlamentarismen med grundlovsrevisionen i 1953, en formalisering af den forfatningsskik, der i det store hele havde hersket siden 1901, nemlig at regeringsmagten var afhængig af ikke at have et parlamentarisk flertal imod sig.

I vurderingen af denne demokratiske forsamlings sammensætning er to spørgsmål afgørende: hvem eller hvad skal repræsenteres og hvordan tilvejebringes denne repræsentation bedst? Sædvanligvis stiller vi os tilfredse med den direkte oversættelse af ordet demokrati til folkestyre. Det vil sige, at Danmark ledes af folkets repræsentanter. Men det er langt fra en udtømmende eller tilstrækkelig definition. Vi må tilbage til før begyndelsen for at finde forklaringen.

Efter Julirevolutionen i Paris i 1830 spredte der sig en politisk vækkelse i store dele af Europa, også i Danmark. Man ønskede reformer af styret, herunder indflydelse gennem en repræsentation. Hvem skulle man i givet fald vælge? Det blev opfattet som et grundlæggende problem, at en meget stor del af befolkningen simpelthen ikke egnede sig til opgaven. ”Hvad nytter det heller at dølge for hinanden, hvad vi alle veed,” skrev Grundtvig i 1831 i forsøget på at definere, hvem der var skikket til det politiske håndværk, ”at der i alle Lande er et stort Antal, end ikke blot i de laveste Klasser, som vi ei kan kalde andet end Fæ”. Man får ikke en sum af visdom ud af at skabe en forsamling på et par hundrede vankundige, hvis man skal sammenfatte Grundtvigs lidt kringlede prosa.

Selv om det fra et nutidigt standpunkt er vanskeligt at ignorere arrogancen i Grundtvigs konstatering, er problemet helt grundlæggende også for vore dages demokrati: hvordan får man skabt en repræsentativ forsamling med et overskud af fornuft, når den sammensættes ved en kombination af statistiske principper og vælgernes luner? Man forsøger at skabe en ligning, hvor matematik + følelser helst skal være lig med fornuft.

Et af hovedkravene, som blev stillet blandt politisk aktive borgere i første halvdel af 1800-tallet, var indsigt i og kontrol med statens indtægter og udgifter. Statens regnskaber blev trykt og gjort offentligt tilgængelige første gang i 1840, og i 1849 blev det grundlovsfæstet, at statens regnskab skal vedtages som lov, det vil altså sige, at den repræsentative forsamling opnåede fuld kontrol med skatteopkrævning og offentlige udgifter ved hjælp af det, vi i dag kender som Finansloven.

Men man kunne bare lade hvem som helst varetage dette økonomiske ansvar? Hvis man lod de uformuende få for stor indflydelse, ville de jo bare vedtage at beskatte de rigeste og give pengene til de fattige, lød argumentet. Det er motivationen bag den såkaldte husbondvalgret, altså at kun overhovedet for en husstand fik valgret. Kun de, der havde ansvar for en husholdning i forvejen, kunne komme i betragtning som ansvarlige for statens husholdning. Selv om kvinder også i 1848 især som enker kunne fungere som husbond, var det dog ikke på tale at inddrage dem. Undtagelsen er Island, hvor kvinder, der stod i spidsen for en husholdning, fik valgret til Altinget i 1882.

Husbondvalgretten var allerede fra 1849 udvidet, fordi den også omfattede arbejdere og husmænd, så længe de havde en selvstændig husholdning. De udgjorde grænsetilfælde, fordi de også kunne betragtes som stående i et afhængighedsforhold af en anden husbond – en arbejdsgiver eller en godsejer. Den berømte remse af f’er, der ikke havde valgret – fallenter, fattige, fruentimmere, fjolser, folkehold osv. – havde derimod det til fælles, at de enten var umyndige, afhængige eller uværdige – kort sagt uansvarlige.

I det kommunale selvstyre, der blev udviklet samtidig med den fri forfatning, blev valgretten ganske enkelt knyttet til skattebetaling. Man kender princippet fra det berømte slagord under den amerikanske revolution mod det britiske koloniherredømme: ”No taxation without representation.” De amerikanske kolonier ville ikke betale skatter, så længe de ikke var repræsenteret i parlamentet i London. Den, der betaler, vil også være med at tage ansvaret for, hvordan pengene bruges. Det var den samme logik, som danske godsejere anvendte for at retfærdiggøre, at de sad næsten uafbrudt på regeringsmagten fra 1866 til 1901 med et stadig større flertal af vælgerne imod sig. Det er interessant nok en tilsvarende logik, der endte med at give kvinderne stemmeret.

Man var for 100 år siden stadig optaget af, at kvinders psyke eller intelligens var en anden end mandens. Kvinder var mere følelsesbetonede og mænd mere fornuftige, mente man. Men til denne kønsdiskrimination hørte netop ikke, at kvinder var uansvarlige. De havde ansvaret for familien og dens trivsel.  Netop kommunernes overtagelse af en række af de forsorgsopgaver, der normalt blev betragtet som kvindens, var et argument for at give kvinder kommunal valgret i 1908, for kommunernes ansvarsområde var jo det samme som kvindernes. Det samme kan givetvis siges om kvinders valgret til menighedsråd, som de allerede fik i 1903.

Det banede vejen for kvinders valgret til Rigsdagen i 1915. Man skal imidlertid være varsom med at stirre sig blind på kønsperspektivet. Tyendet fik nemlig valgret samtidig. Den nye valglov var først og fremmest et opgør med husbondvalgretten, og det indebar, at også alle de mænd, der indgik i en husholdning i et tjenesteforhold, nu blev betragtet som værdige til at stemme til rigsdagsvalgene. Parallelt med anerkendelsen af kvinders og tyendes politiske myndighed fulgte også den juridiske og økonomiske. Kvinder fik f.eks. i disse årtier stadig større råderet over eget bo, og husbonds ret til at revse tyendet fysisk blev ophævet.

Det grundlæggende kriterium for valgret, nemlig kravet om ansvarlighed, ændrede sig imidlertid ikke. Efter 1915 kunne man stadig fortabe sin stemmeret, hvis man var på offentlig forsørgelse under særlige omstændigheder eller straffet. Det har ændret sig siden. I dag kan både indsatte i fængslerne og bistandsklienter stemme, men det er stadig således, at den, der i kraft af Værgemålsloven er umyndiggjort, altså frataget sin retlige handleevne, f.eks. på grund af økonomisk uansvarlighed, også mister sin stemmeret. Og selv om valgretsalderen til Folketinget løbende er sat ned over flere omgange til i dag 18 år, er det stadig således, at de, der i kraft af deres unge alder juridisk og økonomisk betragtes som umyndige, altså de ikke-voksne, ikke har stemmeret. Vælgerens hverv er stadig kun betroet dem, der i øvrigt betragtes som ansvarlige.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 3. juni 2015. Manuskript til tale holdt ved Københavns Universitets fejring af 100-året for 1915-grundloven og kvindernes stemmeret den 1. juni 2015.)

En ny grundlov

Særloven om Tvind fra 1996 var en utilladelig sammenblanding af den lovgivende og den dømmende og for så vidt også den udøvende magt. Grundloven viste ved den lejlighed sin tydelige svaghed, fordi det ikke var indlysende, at sådan måtte Folketinget ikke handle. Embedsmændene i Justitsministeriet gjorde som de fik besked på og blåstemplede lovforslaget, men store dele af den uafhængige juridiske ekspertise pegede på, at der var tale om et brud på princippet om magtdeling eller magtadskillelse, som burde være klart formuleret i grundlovens §3. Magtens tredeling er ikke alene et spørgsmål om, at statsmagtens opgaver er fordelt mellem regering, folketing og domstole. Den drejer sig også om, at de hver især kan holde de øvrige i skak, således at ingen overskrider sine beføjelser.

Højesterets dom fra i år, der kender Tvindlovens §7, hvor Tvindskolerne nævnes ved navn, for ugyldig, var på to måder et forsøg på at bringe grundlovens §3 ind i en fortolkningsramme, hvor den hører hjemme. For det første tiltog domstolene sig for første gang den rolle, som egentlig er tiltænkt dem ifølge magtdelingsprincippet, nemlig at være Folketingets vogter. For det andet drejede selve dommen sig om, at Folketinget havde overtrådt magtadskillelsesprincippet. Det var altså både det, at dommen blev afsagt, og dommens indhold, der var væsentligt. Nu kan man så spørge, om højesteretsdommen ikke var et bevis på, at grundloven er god nok på bunden, og at magtbalancen blev genoprettet? Svaret er, at det sandelig kommer an på, hvem der skal bestemme. Hvis alle har tillid til domstolenes evne til at fortolke den gældende grundlov, er der ingen grund til at foretage sig yderligere. I den sammenhæng skal det blot anføres, at det er de samme domstole, der i årevis bl.a. har sanktioneret urimeligt lange varetægtsfængslinger. Højesteret har kastet en bold op, og hvis ikke andre griber den, vil Højesteret givetvis selv gøre det og bruge sin nyvundne autoritet i andre tilfælde også.

Grundlovens tågede formuleringer og forældede udformning tillader meget vide rammer for fortolkning, og det vil stå domstolene frit for at udstikke den retning, som fortolkningen skal gå i, hvis ikke andre vil. Hvis juristerne får lov til at bestemme, vil der selvfølgelig »gå jura i det«, så man ikke kan slå en streg uden at spørge sin advokat først. Det undgår man ikke med mindre lovgivning men derimod med bedre lovgivning. Det er meget svært at få sat forarbejdet til en ny grundlov på skinner. I et interview i Politiken på 150-årsdagen for grundlovens underskrivelse sagde Erling Olsen, at danskerne ikke vil kunne bringes til at interessere sig for grundloven, medmindre man som i 1953 lancerede det som et spørgsmål om arvefølgen. Man skulle tro, at han havde lidt højere tanker om vælgerne. Nu har arveprinsen indtil videre fået en søn, og mens billedbladene anstiller spekulationer om knægtens adkomst til tronen, er der grund til at fast- holde en mere seriøs grundlovsdebat. En grundlov regulerer forholdet mellem borger og stat. Den sætter grænsen for, hvad staten kan tillade sig, og problemet er i virkeligheden, at danskerne nærer en enestående tillid til deres stat. Hvor der hersker tillid, er der jo ingen grund til at hænge sig så meget i love og regler, vel? Vi er alle glade kunder i landets rådhusbutikker, og vi betaler næsten uden at kny hvad det koster i tiltro til, at pengene bliver brugt til nytte for de fleste af samvittighedsfulde og dygtige embedsmænd og-kvinder. Deri adskiller vi os fra de fleste andre europæiske lande. Når italienerne fx er så begejstrede for EU, skyldes det ikke så meget positive erfaringer med administrationen i Bruxelles. Det er snarere et udtryk for håbet om at EU vil udgøre et fornuftigt alternativ til den italienske stat, som ingen italiener tager alvorligt. Tilsvarende må den danske EU-modstand fortolkes som en forundring over at vi skal have endnu en stat, når nu den gamle er god nok. Senest med vedtagelsen af Tvindloven må det være blevet klart, at denne tillid ikke længere kan være så entydig, som den har været, ganske uanset om man bryder sig om Tvind eller ej. Alle de mennesker, hvis ejendomsret eller privatliv er blevet krænket med hjemmel i gældende lov vil helt sikkert være enige. Nu er det de samme borgeres pligt at engagere sig i arbejdet for en ny grundlov. Man kan ikke forvente, at myndighederne skal tage initiativ til en lov, der begrænser egne magtbeføjelser.

(Indlæg i Weekendavisen 10. sep. 1999)