Velfærdsstaten er ingen luthersk opfindelse

Kan vi i virkeligheden takke Luther for velfærdsstaten? Det mener Jørn Henrik Petersen i et interview her i avisen den 2. september. Petersen er ikke hvem som helst i denne sammenhæng, idet han er medudgiver af det autoritative samleværk om velfærdsstatens historie, hvis sidste bind udkom i 2014.

Hovedargumentet for at hævde denne sammenhæng mellem konfession og socialpolitik er, at den moderne, skandinaviske velfærdsstat er udviklet i stater, der har et dominerende lutheransk flertal. I ingen andre lande i verden har den luthersk-evangeliske kirke en så dominerende stilling som i Island, Norge, Sverige og Danmark med Finland og Estland som nærmeste konkurrenter sammen med de nordtyske delstater.

Petersen mener at have fundet udsagn hos Luther selv, der bestyrker hans teori. Når årsagskæden skal knyttes over de seneste 500 år, bliver det imidlertid vanskeligere at argumentere for, at der skulle være en sammenhæng eller i det mindste, at den skulle være så direkte. Først må man stille spørgsmålet, hvad forskellen egentlig er mellem f.eks. katolske og protestantiske lande? Også katolske lande har udviklet velfungerende velfærdssystemer.

I sin fremragende biografi om Martin Luther fremhæver Heinz Schilling, at Reformationen indebar, at staterne i Tysklands protestantiske områder overtog kompetenceområder, der indtil da havde været kirkens, som f.eks. ”syge-, alders- og socialforsorg, ægteskabs- og familielovgivning, opdragelse, uddannelse og universitetsliv”. Men Schilling fremhæver også for det første, at politik blev sekulariseret som konsekvens af Reformationen, for det andet, at kirken blev underlagt dette sekulære styre og for det tredje, at ingen af de to processer var i overensstemmelse med Luthers lære. Hvis den statslige forsorg var en konsekvens af Luthers reformation, var den altså utilsigtet.

Ser man på den institutionelle kontinuitet, bliver forbindelsen endnu vanskeligere at etablere. Reformationen nedbrød klostrene, der spillede en væsentlig rolle i fattigforsorgen og behandlingen af syge. I Danmark blev præsterne bestyrere af fattigkasser. Det skete blot ikke i deres egenskab af gejstlige, men som kongelige embedsmænd. I 1803 blev fattigvæsenet reguleret, og sognepræsternes rolle som født medlem af købstædernes og sognenes fattigkommissioner blev bevaret, men ved flere reformer af sogne- og købstadskommunerne i løbet af århundredet blev sognepræstens rolle i fattigforsorgen reduceret.

I de større byer opstod der i anden halvdel af 19. århundrede en omfattende, privat, religiøst motiveret velgørenhedsvirksomhed med udgangspunkt i ikke mindst Indre Mission. Førende i udviklingen af moderne sygepleje og hospitalsvæsen også i Danmark var den katolske kirke.

Fra og med slutningen af 1880erne greb den danske stat ind med en række love om underholdsbidrag, alderdomsforsørgelse, syge- og ulykkesforsikring og meget mere, og finansieringen blev sikret ved hjælp af skattereformer i 1903 og 1970, der indførte henholdsvis indkomstskat og kildeskat. Det er disse tiltag over de seneste godt 100 år, som vi samlet og som en slags efterrationalisering betegner som velfærdsstaten.

Dermed blev store dele af den private og kirkelige filantropi overflødiggjort. Selv om organisationer som Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Studentersettlementet, menighedsplejerne eller Frelsens Hær stadig udfører et nødvendigt og vigtigt arbejde, er den sociale forsorg i Danmark i al væsentlighed statslig eller kommunal og sekulariseret og altså ikke religiøst motiveret. Selve denne sekulariseringsproces kan med lidt god vilje indirekte knyttes til Reformationen, men man kan ikke af den grund kalde velfærdsstaten for konfessionelt begrundet, nærmest tværtimod.

(Kristeligt Dagblad 14. sep. 2016)

Drømmen om velfærdsstaten

Esben Lunde-Larsens phd-afhandling diskuteres ivrigt for tiden mere for sin form end sit indhold. Men hvad står der egentlig i den? I konklusionen gør han i en diagnose af den moderne velfærdsstat Ove Kaj Pedersens ord til sine egne:

”Oprindeligt var velfærdsstaten således ikke tænkt som et forvokset bureaukrati til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og formue, men en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og fremtidens samfund. Demokrati og demokratisering stod i centrum. Det samme gjorde forestillingen om menneskets urørlighed, dets gudbilledlighed eller det forhold, at den enkelte var noget unikt, og at dets beskyttelse ligesom dets værdighed skulle erkendes og anerkendes af alle (herunder staten) som grundlag for fremtidens ’gode samfund’.”

Det er med andre ord gået tilbage for velfærdsstaten. Nutidens velfærdspolitik i konkurrencestaten gør den enkelte til et middel, et instrument for staten, reducerer borgeren til et tandhjul i det store samfundsmaskineri. Spørgsmålet er imidlertid, om velfærdsstaten i gamle dage i højere grad var orienteret imod den enkelte borgers værdighed og velfærd?

Da socialdemokraten K.K. Steincke i 1920 udgav sin vision om ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, var en af præmisserne, at der var en fare for at udgifterne skulle gå amok. Alle havde ret til forsørgelse, mente Steincke, men risikoen for at undermålerne (og det kaldte man dem) fik for mange børn, der også skulle på offentlig forsorg, var så stor, at en af betingelserne for at få understøttelse kunne være, at man underkastede sig sterilisering. Danmark gennemførte som den første stat i verden en lov om tvangssterilisation i 1929.

Hvis man ser på praksis i velfærdsstatens institutioner for blot en generation eller to siden, er fraværet af menneskelig værdighed slående. Psykiatriske patienter, de indsatte i forsorgshjemmene, handicappede og børnehjemsbørn er blevet slået, indespærret, fastspændt eller på anden måde ydmyget. Vidnerne lever endnu. Nogle af dem fortæller deres historie i en helt ny bog, ”På kanten af velfærdsstaten”, af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen.

Velfærdsstatens guldalder som politisk projekt var kort. Den varede fra slutningen af 1950erne til begyndelsen af 1970erne. Siden dengang har den været i krise, fordi den blev en for stor belastning for statsfinanserne. Reformmodel har i de forløbne godt 40 år efterfulgt reformmodel, og debattører og interessenter har hvert år, når Finansloven er på bordet, med stor indignation hævdet, at ”der er skåret ind til benet” eller at deres særlige område af den offentlige forsorg er ”bombet tilbage til Stenalderen” for nu blot at nævne to af de mest anvendte klichéer.

Der er al mulig grund til at være opmærksom på, hvad velfærdsstaten gør ved borgerne. Den hjælper dem naturligvis, samtidig med at den fratager dem myndighed, nogle gange værdighed. Men sådan har det været fra begyndelsen. Der er ingen som helst grund til at idyllisere fortiden, heller ikke i dette tilfælde. For nogle har det været en drøm, at velfærdsstaten ikke alene skulle forsørge mennesket, men at den skulle fungere som en understøttelse af menneskets værdighed eller dets gudbilledlighed og gøre det lykkeligt. Det er en stædig drøm, der knuses rutinemæssigt hvert år, når regningen skal betales. Derfor er der også grund til at justere på forventningerne til, hvad en velfærdsstat overhovedet kan.

(Kristeligt Dagblad 9. dec. 2015)

Fattigdom og kommaer

Det kan somme tider undre udenforstående, at filologer og historikere kan lægge meget stor vægt på endog meget små detaljer, når vi udlægger tekster. Vi er sådan en slags professionelle pindehuggere. Selv et komma kan vi gøre et stort nummer ud af.

Et godt eksempel er Poul Martin Møllers digt fra 1820, "Rosen blusser alt i Danas Have" eller "Glæde over Danmark", som det også kaldes. Digtet er skrevet i Manila, mens Møller var på langfart som skibspræst, og det citeres meget ofte for den berømte linje, som også er digtets konklusion: "Danmark er et lidet, fattigt land." Sådan har vi, der er vokset op med den 16. eller 17. udgave af Højskolesangbogen, i hvert fald lært den at kende.

Linjen forekommer flere gange i digtet, hvis tema er den stærke modsætning i beskrivelsen af Østens overflod af silkestoffer, guld og ædle stene på den ene side og det hjemlige Danmarks materielle kummerligheder. Danskerne slikkede endnu såret efter tabet af Norge i 1814, økonomien var stadig ikke kommet sig oven på sammenbruddet i 1813, og København havde i et par år været skueplads for uroligheder. Men Møller brugte sammenligningen til at udstille den østlige rigdom som falsk og hul, mens den jævne, danske bonde, "som pløjer danske lande" har "en kraftig arm, en kløgtig pande" og derfor repræsenterer anderledes stærke værdier. Digtet slutter med at spørge, om "Østens atlaskklædte mand" tør kalde det jævne liv i Danmark for fattigt? Digteren svarer selv:

"glad mit sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
’Danmark er et lidet fattigt land’"

Her er digtet citeret fra den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor opremsningskommaet i sidste linje er fjernet. Det ændrer betydningen af ordet ’lidet’ fra at være adjektivisk til at blive adverbielt, og så giver linjen meget mere mening i sammenhængen, for digtets konklusion skal nemlig ikke lyde, at Danmark er småt og fattigt, men at Danmark slet ikke er så fattigt endda, så længe vi har stærke mænd, herligt-voksne piger og rugbrød. I det oprindelige manuskript og i den første trykte udgave forekommer det ikke. Det optræder første gang i en udgave af Møllers digte, som udkom omkring 1830, hvorfra det er vandret ind i litteraturhistorien, indtil det endelig røg ud igen i Højskolesangbogens 18. udgave.

Vi har Møllers egne ord for, at kommaer ikke interesserede ham synderligt. Det lod han udgiverne om. Det gør det vanskeligt at hævde, at den seneste udgave er den endegyldigt korrekte, men den giver i hvert fald væsentlig bedre mening.

Også i 1820 skrev N.F.S. Grundtvig sit berømte digt, "Langt højere Bjerge". Det var et lejlighedsdigt i anledning af nordmanden Christian Prams afrejse til Vestindien. Grundtvig anvendte det samme grundtema som Møller, nemlig sammenligningen mellem udlandets rigdomme ("Lang mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte") og det lille, beskedne Danmark. "Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst." Men heldigvis har vi da åndelige værdier, for vort modersmål smelter mere end fremmedes slår, og har vi ikke i overflod, så har alle dog til det daglige rugbrød. Digtet slutter med de berømte linjer:

"og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt."

Konteksten var præcis den samme som med Møllers digt, nemlig længere tids økonomisk krise. Ordene var vel nærmest ment som en slags trøst. Men godt 100 år efter digtets tilblivelse skete der noget med fortolkningen af de to berømte linjer. Fremtrædende socialdemokrater begyndte at citere dem. Som et led i en ny strategi, der skulle forvandle Socialdemokratiet fra et klasseparti til et folkeparti, begyndte partiet fra begyndelsen af 1930erne at se med mildere øjne på Grundtvig, der indtil da mest havde tilhørt partiet Venstre.

De to linjer er siden blevet betragtet som et poetisk kondensat af velfærdsstatens fordelingspolitik. Samtidig blev Grundtvig skrevet ind i velfærdsstatens historie som en af dens ophavsmænd. Denne idé vandt endda indpas i visse faghistoriske værker.

Socialdemokratiske historikere har meget nidkært og meget rigtigt peget på, at Grundtvig aldrig har været socialdemokrat. Det er rigtigt alene af den grund, at det moderne partivæsen først blev til efter Grundtvigs død. Han tilhørte af samme grund heller aldrig partiet Venstre.

Vigtigere er det, at Grundtvigs socialpolitiske standpunkt faktisk lader sig dokumentere nøjere, blandt andet fordi han som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 også deltog i debatten om det, der er blevet kendt som Grundlovens forsørgelsesparagraf, den nuværende § 75, stk. 2: "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."

Denne paragraf, der er det forfatningsmæssige fundament for velfærdsstatens offentlige ydelser, har stået næsten uændret siden 1849. Der var en omfattende diskussion om denne bestemmelse blandt grundlovsfædrene, og som mange har peget på var Grundtvig imod denne paragraf. Men var Grundtvig da en hjerteløs liberalist?

Hos Grundtvigs sympatisører fremhæves det, at han ville have indført en anden paragraf, der stillede minimumsgarantier for trængende medborgere. I den danmarkshistorie, der i mange år blev brugt på universiteterne, kan man læse, at Grundtvig foreslog følgende ordlyd:

"Der skal, så vidt muligt, sørges for, at fattige, gamle, syge og forladte børn kunne finde offentlige tilflugtssteder"

Den formulering med den kommatering genfinder man mange steder. Men hvis man går til de oprindelige forhandlinger på den grundlovgivende rigsforsamling, ser Grundtvigs forslag ikke helt så generøst ud:

"Der skal, saavidt muligt, sørges for, at fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder."

Eftertiden har puttet et komma ind mellem "fattige" og "gamle". At det ikke er faldet ud ved et uheld ses deraf, at fattige af Rigsdagens stenograf er skrevet med lille, mens Gamle er substantivisk og derfor skrevet med stort. Fattigdom var altså ifølge Grundtvigs forslag ikke tilstrækkelig årsag i sig selv til at opnå det offentliges understøttelse, med mindre man også var gammel. Hvis man forestiller sig en situation, hvor Grundtvigs forslag var blevet vedtaget, kunne et enkelt komma til eller fra betyde milliarder af kroner på finansloven. Så der er grund til at gøre et stort nummer ud af et lillebitte komma.

(Forfattet sammen med Kim Steen Ravn. Trykt i Weekendavisen 28. nov. 2014)

Selvfølgelig er indvandring et problem - men hvad er løsningen?

Med jævne mellemrum skal den danske offentlighed mindes om, at velfærdsstaten ikke er gratis. Det står naturligvis klart for de fleste, når selvangivelsen skal udfyldes, men den har også sine omkostninger i en videre forstand. Velfærdsstaten har nemlig gennem hele det 20. århundrede været et integrationsprojekt. Vi er blevet mere ens. Det offentlige griber ind, hvis mennesker ikke lever op til de normer, som staten opstiller. De fleste af os har vænnet os til det og ser det ikke i det daglige, men somme tider står det klart, hvor hårdt der slås ned. Historisk set har velfærdsstaten i velfærdens navn tvangssteriliseret og interneret dem, der ikke opførte sig ordentligt.

I dag tvangsaktiveres de arbejdsløse. Nogle børn tvangsfjernes fra deres hjem uden dom. Der er et umiskendeligt anstrøg af formynderi over velfærdsstaten. Peter Mogensen og Henrik Stampe Lunds indlæg i Politiken (15.9.) er et godt eksempel på den politiske ideologi, der ligger bag denne velfærdsstat. De mener, at danskerne er præget af utilfredshed, krævementalitet og ikke mindst chauvinisme. De mener, at populismen truer dansk demokrati, og at vi i stedet skulle have nogle politikere, der tør gå forrest og vise vejen. »I dag er alle politiske grupperinger blevet slaver af kampen om, hvem der kan lefle mest for folkets krav om småracistiske indgreb, et sørgeligt syn og uden ledelsesperspektiv«. De forudser, at vi er på vej mod fascismen. Folket ved med andre ord ikke, hvad der er rigtigt, for det har åbenbart valgt politikere, som er populære. I stedet burde de vælge politikere, som ved bedre.

Så fuldstændigt indlevede Mogensen og Lund er i velfærdsstatstanken, lige så mærkværdigt er det, at de synes at tro, at den nuværende grøde i det politiske skyldes moralsk forfald blandt de folkevalgte. De ser åbenbart ikke, at velfærdsstaten faktisk står foran en krise. Velfærdsstaten kunne fungere, sålænge den var en lukket forening, hvor ingen meldte sig ud eller ind. Men så snart ind- og udvandringen har taget et vist omfang, undergraves vilkårene for dens eksistens, for de store skattebetalere rejser deres vej, og de underprivilegerede kommer hertil. Systemet er punkteret i begge ender. Finansieringen af velfærdsstaten svigter, samtidig med at den tynges på udgiftssiden. Lund og Mogensen begår den fejl at forveksle dette ræsonnement med Dansk Folkepartis påstande om, at danskheden er truet, at der foregår en voldtægt af Mor Danmark osv. Det er en helt anden tankerække, som DF har taget fra de konservative, der af gode grunde ikke vil vide af den. DF låner gerne fra andre. Nu forsøger de også at tage patent på socialdemokraternes velfærdsstat. Socialdemokraterne søger en løsning på velfærdsstatens problem.

Karen Jespersen, der givetvis har læst Ralf Pittelkows glimrende bog om islam og vesten, peger på, at proppen skal sættes i. Ritt Bjerregaard tror stadig på aktiv integration som strategi. Det betyder som sagt ikke, at Karen Jespersen i virkeligheden er konservativ. Hun er såmænd blot enig med de fleste af sit partis vælgere. Det er selvfølgelig en mangel i Mogensen og Lunds øjne, men ikke i vælgernes. Uanset udfaldet af socialdemokraternes indbyrdes kamp, kommer de under ingen omstændigheder uden om integrationen, hvis samfundet ikke skal splittes op i flere parallelle samfund igen, sådan som det var, før velfærdsstaten kom til. De har jo efterhånden lært, at integration ikke smitter som influenza. Denne proces var og er ikke gratis, og der er ingen grund til at tro, at den bliver mindre konfliktfyldt, end den var, da vore forældre og bedste- eller oldeforældre blev integreret.

(Debatindlæg i Politiken, 18. sep. 2002)