Billeder på døden er ikke udtryk for berøringsangst

 Når Allehelgen nærmer sig, får vi også igen diskussionen om, hvordan man egentlig skal tale om døden. Sidste år ved samme tid var der i avisen en debat om, hvorvidt udtryk som f.eks.  ”gået bort” er en unødvendig omskrivning, der er kendetegnende for en moderne modvilje mod at tale ligefremt om døden. Men man kan også vende diskussionen om og se på, hvad den sproglige gestaltning af døden siger om vores opfattelse af livet.

På Allehelgens søndag synges gerne Grundtvigs ”At sige Verden ret Farvel” fra 1844. Allerede titlen er en metafor for døden som afsked. Grundtvig skildrer også livets afslutning med det klassiske billede af timeglasset, der rinder ud. Salmen er – på næsten brorsonsk manér - henvendt direkte til Jesus, hvem Grundtvig beder tale til sig, ”Før døden med sin istap-hånd/ gør skel imellem støv og ånd”. Netop fordi livet for Grundtvig var en forening af støv (legeme) og ånd, var døden for ham ensbetydende med adskillelsen af de to. Referencen er bibelsk, idet Adam blev givet liv ved at Vorherre blæste en levende ånde ind i hans næse, som det hedder i Christian III’s bibel, den første fuldstændige danske bibeloversættelse fra 1550. Ifølge samme oversættelse beskrives Jesu død som at han ”udgav sin ånd”. I den nugældende bibeloversættelse taler evangelisterne Matthæus og Johannes om, at Jesus ”opgav ånden”, mens han hos Markus og Lukas ”udåndede”.

Dødsannoncer er en interessant kilde til det sprog, som anvendes for livets afslutning. I 1834 indrykkede enkefru Wilhelmine Petersen en annonce i en københavnsk avis: ”At jeg efter min Mands, Slagtermester Niels Petersens dødelige Bortgang, ved Hjælp af duelige Svende vedbliver at drive hans Næringsvei, giver jeg mig herved Frihed at bekjendtgjøre den Afdødes ærede Kunder og Velyndere, samt Enhver, som for Fremtiden ville forunde mig sin Søgning.” Normalt var kvinder på dette tidspunkt afholdt fra selvstændig økonomisk virksomhed, men enker, der fortsatte deres afdøde mands bedrift, var undtagelsen, således også Wihelmine Petersen.

At gå bort er en vending, der understreger, at nogen forlader og at nogen forlades. Men inden for Indre Mission har man set lidt anderledes på den sag. Det kan man se bevidnet i dødsannoncer i Kristeligt Dagblad, der havde og har mange læsere med tilhørsforhold til Indre Mission. ”Gud kaldte i Nat min elskelige Mand, Fuldmægtig Christian Børgesen hjem”, skrev enken Natalie Børgesen i en annonce i 1910. Fuldmægtig Børgesen havde altså ikke taget afsked, men var kommet hjem.

Laura Korch indrykkede den 12. juni 1929 en annonce med ordlyden: ”Herren tog i Gaar min kære Ven Sophie Nissen hjem til sig.” Betegnelsen ’Ven’ – og altså netop ikke ’Veninde’ – var almindelig brugt som hilsen og prædikat blandt medlemmer af Indre Mission. Samme dag skrev Flora Frederiksen i en annonce: ”Min kære Mand Sagfører P. Frederiksen gik i Dag stille hjem til Gud.”

Mellem de to annoncer stod en tredje og for avisen lidt væsensfremmed: ”Min kære Mand, vore Børns elskede Fader, Direktør V. Bergenholz, døde stille og roligt i Dag.” Enken, Anna Bergenholz, meddelte derudover, at bisættelsen fandt sted fra Bispebjerg Krematorium. Både annoncens mere profane ordlyd og den omstændighed, at afdøde skulle kremeres, antyder, at afdøde ikke havde noget kirkeligt tilhørsforhold og i hver fald ikke tilhørte Indre Mission, der dengang foretrak jordbegravelser. Kun dødens stilhed havde direktør Bergenholz til fælles med sagfører Frederiksen.

Forestillingen om døden som hjemkomst, tab eller blot død afspejles også i de følgende årtier f.eks. i Kristeligt Dagblad den 11. juni 1970. Her finder man dødsannoncen for Elna Maibom, hvem Herren har hjemkaldt, annoncen for forhenværende kobbersmed Ole Westergaard-Jørgensen, som enken har mistet, og endelig annoncen for forhenværende kasserer Herman Larsen, der ”er afgået ved døden under en rejse i Tyskland”. Larsen var altså bortrejst, da han døde, men hverken mistet eller kommet hjem.

Dødsannoncer er fortsat en rig kilde til den sproglige og symbolske gengivelse af døden. Den gængse vending i dag er at afdøde er ”sovet ind” eller ”sovet stille ind”. Men ellers er der mindre vægt på hjemrejse eller tab og mere vægt på begivenhedens tidspunkt, idet de fleste dødsannoncer i dag nøjes med at angive fødsels- og dødsdato, sjældnere end før typografisk ledsaget af henholdsvis en asterisk og et kors – nøgternt og måske også tømt for betydning.

(Kristeligt Dagblad 2. nov. 2022)

Socialisme, Indre Mission og grundtvigianisme

Brugsforeningerne i Danmark fejrer i maj måned 150 års jubilæum. Den første levedygtige brugsforening blev stiftet i Thisted i 1866 af H.C. Sonne. Sonne var præst i byen, og inspirationen kom fra England, men anlæg for handel havde han fra barndomshjemmet, en købmandsgård i Nexø. Hensigten med brugsforeningen var ikke blot at skaffe byens arbejderstand ”fordelagtigere Indkjøb af Livsfornødenheder”. Sonne redegjorde for sit åndelige og politiske anliggende i et lille programskrift fra 1867.

Brugsforeningen eller Arbejderforeningen, som den rettelig hed, var et middel til ”at hæve den i borgerlig Henseende lavere stillede, afhængige og trykkede Deel af Befolkningen til et høiere sædeligt, intellectuelt og socialt Trin og derved til en hæderligere Plads i Samfundet, at forhjælpe dem til at blive sig deres Menneskeværd bevidst, at som vi alle ere Mennesker for Gud, det saaledes ogsaa maa blive vitterligt i Samfundslivet, at Adskillelsen efter Stand og Klasser er en Tankeløshed, at den Betragtning, at Nogle have Privilegium paa at være Herrer, at lade Andre gjøre Arbeidet og selv nyde Lønnen, medens Andre ere fødte til at være afhængige, ringeagtede og oversete, er en Uretfærdighed, at der er en fornuftig og lovlig Fælledsret (Socialisme), der ligelig berettiger ethvert Menneske til ved alle redelige Midler at hjælpe sig selv og arbeide sig op, som han bedst forstaaer og kan.”

Sonne sluttede sin karriere som provst for Ars og Løve Herred på Vestsjælland. Her finder man også landets ældste, fungerende brugsforening i Tømmerup, øst for Kalundborg, stiftet 1869, af blandt andre proprietær Villiam Holm på Ubberupgård. Han var fra Christianshavn og var dér blevet konfirmeret af Grundtvig. Kristeligt blev han grebet af Vilhelm Beck, der var kapellan i Ubby og holdt vækkelsesmøder på egnen. Den fremtrædende landbruger, mejerist og missionsmand Otto Lawaetz var medstifter af den to år yngre Ulstrup Brugsforening på Røsnæs.

Brugsforeninger blev typisk oprettet i landsogne. De blev muliggjort af den næringsfrihed, der i kraft af en klynge af love i årtierne efter Grundlovens givelse afskaffede købstædernes monopol på handel og de fleste håndværk. Men brugsforeningerne kan ikke forklares ved økonomiske omstændigheder alene. Der var noget andet på spil. I Thisted og Ulstrup var det socialisme, filantropi og Indre Mission. De fleste steder tilhørte brugsforeningen det grundtvigske magnetfelt. I Fyns grundtvigske hovedstad, Ryslinge, var det dog således, at grundtvigianerne fra frimenigheden og valgmenigheden handlede hos købmanden, medens sognemenigheden handlede i Brugsen.

Fællesforeningen for danske brugsforeninger, FDB, blev stiftet i 1896 og fik hovedsæde på Islands Brygge i København. Det flyttede i 1963 til Albertslund. I de gamle pakhuse i Njalsgade er der i dag grafiske designere og arkitekter af den slags, der staver deres navne med småt. Man kan dog stadig fornemme stemningen fra dengang stedet var distributionscentral for dagligvarer til store dele af danskerne. 

Grundtvigianeren Frederik Borgbjerg var hovedrivkraften bag Socialdemokratiets kooperative bevægelse, der var en kopi af bondernes andelsbevægelse. Herunder hørte Hovedstadens Brugsforeninger, der blev lagt sammen med FDB i 1973. Brugsforeningerne har i de seneste år ændret ledelses- og ejerstruktur flere gange. Spørgsmålet er, om arven fra Sonne, Lawaetz og Borgbjerg er bevaret, om brugsforeningerne er løbet fra, at de er sat i verden for at tjene en sag, ikke blot for at tjene penge.

(kristeligt Dagblad 6. maj 2016. Avisen havde en lidt anden rubrik og indledning.)