Religionsfrihed og ytringsfrihed

Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den straffes, ”der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. Begrundelsen for at afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden. 

Paragraffen har kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet straffet siden 1946. Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk med, hvad der opfattes som helligt, har det imidlertid vist sig, at færre muslimer har oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.

Statsadvokaten i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af koranen. Det er altså kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter § 140. Sagen har principiel karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.

Gudsbespottelse har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig ikke ved Reformationen. Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.

Den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen – 50 år før religionsfriheden formelt blev indført.

Dette princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen, usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden. Det strider ikke mod Grundloven, hvis § 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar for domstolene”.  Det vil sige, at lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.

Religionsfriheden har sin egen paragraf (§ 67), der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens § 67 siger i modsætning til § 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering. I 2016 blev udlændingeloven f.eks. ændret, så den specifikt giver regeringen mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af, at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden. Selvom forholdet mellem religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens forkyndelsesfriheden indskrænkes.

(Kristeligt Dagblad 26. maj 2017. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Lov om ytringsfrihed er et paradoks

Den 2. december 1766 udstedtes i Sverige ”Forordning, angående Skrif- och Tryck-friheten”, den første lov i verden, der gjorde friheden til at ytre sig i tale og på skrift til en lovbeskyttet rettighed. Jubilæet fejres med berettiget stolthed i Sverige.

Fire år efter fik Danmark under Struensees diktatur en endnu mere udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske.

Det er egentlig lidt af et paradoks at lovgive om trykkefrihed, fordi trykkefrihed i princippet er den tilstand, der består, så længe ingen lov begrænser det trykte ords udbredelse. Sådan var det, da Gutenberg trykte sine første bøger i Mainz i begyndelsen af 1400-tallet. Men det var også i Mainz den moderne, verdslige censur blev opfundet, altså kontrollen af, om det til trykning indleverede manuskript var i modstrid med myndighedernes normer for offentlige ytringer.

Mens censur satte grænser for forfatteres og bogtrykkeres erhverv, kan 1700-tallets lovgivning om trykkefrihed forstås som et forsøg på at sætte grænser for censuren. 1766-lovens første tre paragraffer handler om frihedens grænser. Ingen måtte lade et skrift trykke, der forbrød sig mod den rette evangeliske lære, anfægtede statens forfatning eller krænkede kongens eller nogen andres ære.  Det vil sige, at man på ingen måde søgte at opgive kontrollen med det trykte ord. Det var vilkårligheden, man opgav.

Den norske retshistoriker Dag Michaelsen har beskrevet trykkefriheds- og censurlovgivningen som et forsøg på at lovregulere informationssystemer. Det var et led i tidens almindelige tendens til at lovgive om stadig flere områder af samfundslivet. Ikke alene forfatternes og bogtrykkernes virksomhed, men hele samfundet var i stigende grad blevet et informationssystem bygget på skriftlighed, trykt såvel som håndskreven.

En meget væsentlig del af 1766-loven var retten til fri drøftelse af både den lovgivende og dømmende magts virksomhed. Det vil sige, at den introducerede indsigt i forvaltningens og domstolens sagsbehandling som en afgørende borgerret, der er kædet direkte sammen med retten til at ytre sig om samme. Det er en bestemmelse, der har haft stor betydning for svensk forvaltningskultur til den dag i dag. Medens aktindsigt i Danmark grundlæggende meddeles som et privilegium, en undtagelse fra det bestående, betragtes den i Sverige som en selvfølge.

Både Danmark-Norge og Sverige blev udsat for statskup i 1772. I Sverige overtog kongen, Gustav III, store dele af den magt, som Riksdagen indtil da havde udøvet, og i Danmark blev Struensee sat fra bestillingen af enkedronningen i ledtog med fremtrædende embedsmænd. Samtidig skete der i begge lande en indskrænkning af den frihed, som indtil da havde hersket for forfattere og bogtrykkere. Selv om det betød en mindre frimodig tone i debatten, havde den idé en gang for alle slået rod, at den offentlige drøftelse af samfundsanliggender var et gode.

I Danmark skete den mest omfattende indskrænkning ved den såkaldte trykkefrihedsforordning fra 1799. Straffene var drakoniske, men loven blev håndhævet med mildhed af domstolene. Der kendes kun to eksempler på dødsdomme, og de blev endda omstødt til livsvarigt fængsel. Landsforvisning blev også anvendt i enkelte tilfælde. Langt de fleste overtrædelser af Trykkefrihedsforordningen blev straffet med bøde, hvis de tiltalte da ikke blev frikendt. Forordningen blev ophævet i begyndelsen af 1848.

(Kristeligt Dagblad 25. okt. 2016)