Fordømmelse af eftermælet

Omstyrtelse af statuer er en næsten fast bestanddel af omstyrtelse af samfund på samme måde som militære erobringer ofte indebærer en temmelig voldsom ommøblering af mindesmærker i det offentlige rum. ”Så spiller de skak med de småbitte stumper/ af det der engang var en stor præsident”, som Inger Christensen skrev i 1969 i tidens revolutionære tone.

I Romerriget kunne man for højforræderi idømmes en straf, som siden er blevet kaldt ”Damnatio Memoriae” eller fordømmelse af eftermælet. Det indebar blandt andet, at den dømte skulle slettes fra erindringen og at mindesmærker i det offentlige rum over ham blev fjernet eller ændret. Det gik ud over kejsere som Nero og Commodus, der fik deres billedstøtter hugget om eller revet ned. Dem husker vi dog stadig. Hvor mange eller hvor få tilfælde der har været af vellykket og fuldbyrdet ”Damnatio Memoriae” ved vi i sagens natur ikke, for fuldstændig glemsel er jo netop fuldstændig. Men forsøg på aktiv glemsel har det med at afsætte sig som lag af fortolkning, der føjer sig til de allerede eksisterende. Således er et af de få vidnesbyrd om de slaviske venderes gudsdyrkelse Saxos beretning om bisp Absalon og kong Valdemar, der i 1168 erobrede Arkona på Rügen og væltede statuen af den vendiske gud Svantevit. Havde det ikke været for Saxo, ville vi have vidst endnu mindre om Svantevit. Guden er fastholdt i erindringen takket være beretningen om gudestøttens fald.

Statuen af Hans Egede ved
Marmorkirken blev bemalet
med graffiti i juni 2020.
eget foto

Endnu i levende erindring hos de fleste er Murens og Lenin-statuernes fald efter 1989. Mange af dem var faktisk faldet en gang før, nemlig i 1941, da Tyskland invaderede Sovjetunionen. I en leder i Kristeligt Dagblad den 27. juli 1941 beskrev redaktør Gunnar Helweg-Larsen, hvorledes statuerne af Stalin og Lenin blev revet ned i tyskernes kølvand:

”Fra de af Tyskerne besatte Dele af Sovjetrusland kommer Billeder af omstyrtede Gudestøtter. Der ligger Stalin i tusind Stykker og Skaar. En Kæmpestatue, der truende rakte sin Knytnæve mod Himlen, men viste sig at være af Gips. Et Par Børn har moret sig med at sætte nogle af Smaastumperne sammen. Som man leger med et Puslespil. Tyske Soldater ser velvilligt til. Og der ligger Lenin. Han har været støbt af solidere Materiale. Han har Samling paa sig selv endnu efter Faldet. Statuen har øjensynligt gengivet ham som Taler og Agitator. Han ser i sin liggende Stilling ud, som om han sov med aaben Mund. Et Par fangne sovjetrussiske Soldater stirrer nysgerrigt ind i det opspilede Gab. Idet de bøjer sig over Kolossens Ansigt, støtter de sig respektløst til hans Næse.”

Hvad han mente var, at storhed står for fald; den, der omstyrter statuer, vil selv blive omstyrtet. Meget af det, som Helweg-Larsen skrev i avisen, blev påtalt af den tyske besættelsesmagt, men netop denne leder fik mærkværdigvis lov til at passere, selv om den sluttede med i omskrevet form at forudse Hitlers fald:

”Tiden og Menneskene gør sig bestandigt nye Guder. De faar sjældent Lov at dø af Ælde. Undertiden er det de samme Hænder, der rejser Altrene og nedbryder dem. Vi har jo saa mange Sind og kan overkomme saa meget, vi Mennesker. Og de sejrende Propaganda-bureauer sender os Billeder af de styrtede Guder. Der ligger de med meningsløst opspilede Munde. Uskyldige Børn leger frygtløst med Stumperne af en knyttet Næve. Læren er gammel som Historien selv, og vi kan aldrig helt fatte den. Vi stirrer hver Gang paany med undrende Blikke paa disse knuste Gudebilleder: Er det ham, nej, er det virkelig ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve.”

(Den sidste linje var et citat fra Esajas kap. 14). Helweg-Larsen fik ret. Hitler faldt. Men det er en interessant omstændighed ved Hitler-regimets fald, at det ikke kan illustreres med omstyrtningen af statuer af Hitler. Når der i den nutidige diskussion om nedrivning af statuer optræder argumenter om, at man skal forestille sig statuen af denne eller hin fortidige person som om den var en statue af Hitler, er der tale om en tænkt sammenligning, for overraskende nok fandtes der ingen. Det er en særhed ved den nazistiske personkult, at den i modsætning til stort set alle andre diktaturer i det 20. århundrede ikke resulterede i opsætningen af helfigursstatuer af diktatoren. Hitler lagde i sin levetid navn til mange gader og pladser, som naturligvis er blevet omdøbt siden, og der kendes buster af ham, men altså ingen statuer, som man kunne have revet ned, hvor meget man end gerne ville have gjort det.

(Kristeligt Dagblad 7. juli 2020)

Når litteraturhistorie får diplomatiske konsekvenser

I dette efterår vil 100-året for Islands selvstændighed blive fejret. Man kan betragte øens selvstændighed som en længere proces, der strakte sig fra Altingets genoprettelse som rådgivende forsamling i 1843 til oprettelsen af republikken Island i 1944. 1918 er et meget vigtigt år i denne proces, fordi Island da blev en selvstændig stat i personalunion med Danmark, det vil sige at kun statsoverhovedet var fælles for begge stater.

Island var i det 12. århundrede hjemsted for en bemærkelsesværdig kulturel renæssance, der tåler sammenligning med f.eks. opblomstringen af den samtidig sydfranske troubadourdigtning. De gamle beretninger – sagaer – fandt en litterær form og blev nedskrevet. Enkelte håndskrifter fra den tid er bevaret, men den oldislandske litteratur kendes mest fra senere afskrifter. De blev for en betydelig dels vedkommende indsamlet af den danske konges embedsmand og indfødte islænding Árni Magnússon (1663-1730) og testamentarisk skænket til Københavns Universitet som et legat eller en stiftelse, nu kendt som den Arnamagnæanske Samling. Magnússons indsamling af de islandske håndskrifter var en bedrift, der påkalder sig beundring og respekt, for uden hans indsats ville værker, der i dag er en selvskreven del af verdens litteraturhistorie, være gået tabt. Af samme grund er samlingen opført på UNESCOs liste over umistelig kulturel verdensarv.

Som en naturlig del af det, der med et engelsk udtryk kaldes nation building, ønskede Island at råde over de midler, der kunne sætte den unge stat i stand til at fortælle sin egen historie og dermed etablere en selvstændig identitet som nation. I 1947 blev der fra Reykjavik fremsat officielt ønske om udlevering af genstande og håndskrifter af islandsk oprindelse fra offentlige danske samlinger, herunder ikke mindst den arnamagnæanske. 

Det var den almindelige opfattelse, at Island ikke havde noget retskrav at gøre gældende, og så meget desto mere markant var den politiske vilje til at efterkomme det islandske ønske. I 1965 vedtog Folketinget en lov, der indebar, at der blev foretaget en "en deling af stiftelsen i to afdelinger derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes der i overensstemmelse med fundatsernes regler.

Loven vakte en del modstand i Danmark, fordi den berørte noget, der blev betragtet som nationalt essentielt. Den arnamagnæanske Stiftelse, for hvilken Københavns Universitets rektor er født formand, følte sin ejendomsret gået for nær og fik prøvet loven ved domstolene, der dog ikke fandt, at den stred imod Grundloven. Sagen er berømt, fordi det er et af de få tilfælde, hvor Højesteret har udøvet sin såkaldte prøvelsesret, altså den dømmende magts ret til at prøve de af Folketinget vedtagne loves grundlovsmæssighed.

Den praktiske udlevering af håndskrifterne blev indledt i 1971 og fuldbyrdet godt et kvart århundrede senere. Samlingerne varetages i dag af universiteterne i Reykjavik og København i et frugtbart samarbejde, og gennem denne ordning udtrykkes både en stærk samhørighed mellem Island og Danmark og en gensidig respekt for national og statslig selvstændighed. Men nu forrykkes denne balance.

Som Kristeligt Dagblad kunne berette den 21. maj har Københavns Universitet tilkendegivet, at der ikke længere er økonomisk grundlag for, at de forpligtelser, der knytter sig til Árni Magnússons testamentariske gave, kan opretholdes. Den arnamagnæanske Stiftelses danske afdelings fremtid er usikker. Den islandske ambassadør i København har, som man kunne forvente, udtrykt sin bekymring i den anledning.  Hvad der kan synes blot at være en prioritering i den litteraturhistoriske forskning, har dermed fået diplomatiske implikationer.  Det bliver ikke mindst interessant at høre, hvad den islandske præsident har at sige, når han aflægger besøg i København til oktober.

(Kristeligt Dagblad 28. maj 2018)

Hyldest til oprøret

Som avisen skrev om i lørdags blev et nyt monument samme dag afsløret i København, nemlig en statue af Mary Thomas bedre kendt som Queen Mary, en af lederne af et oprør, der brød ud på øen St. Croix i oktober 1878, og som kostede mange liv og medførte omfattende materielle skader. Utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejerne mere end det danske kolonistyre, hvis opgave det ikke desto mindre blev at slå oprøret ned.

Statuen med titlen ’I am Queen Mary’ skildrer hende med to af de våben, som oprøret blev udkæmpet med, en machete og en fakkel. Som det fremgik af Kristeligt Dagblad vides ikke meget om Queen Mary. Hun blev oprindeligt sammen med 38 andre dødsdømt ved Højesteret i København, men hendes dom blev konverteret til livslangt tugthusarbejde.

Stolen som Queen Mary er placeret i og den

måde hun holder sin machete - 

rettelig kaldet en 'cane bill' - og faklen

er en direkte reference til et ikonisk foto af

stifteren af Black Panthers i USA,

Huey P. Newton (eget foto)

Statuen er det første mindesmærke i Danmark, der skal erindre om Danmarks fortid som koloniherre i Caribien. Derudover er den usædvanlig af tre grunde: Den er opstillet til minde om en kvinde, en ikke-europæer og en navngiven og dømt oprører. Der findes andre eksempler på mindesmærker efter oprør eller kvinder, men de er ikke mange.

Især i forbindelse med 100-året for salget af De dansk-vestindiske øer sidste år har der været en debat om Danmarks koloniale fortid og særlig om Danmarks relativt fremtrædende rolle i den transatlantiske handel med slaver. Det er, som bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremhævede i en tale på øerne sidste år, ”et mørkt og skændigt kapitel af Danmarks historie”.

Så meget desto mere interessant er det, at det første monument i Danmark, der skal minde danskerne om denne fortid, slet ikke handler om slaveri. Mary Thomas var ikke slave – eller slavegjort, som den nyere forskning foretrækker at kalde det. Oprøret på St. Croix fandt sted 30 år efter slaveriets ophævelse på øerne. Ethvert monument er en historisk replik til den nutid, hvori det opstilles. Det komplicerer budskabet noget, at der i dette tilfælde er tale om både en europæisk, en dansk og ikke mindst en amerikansk og caribisk nutid. La Vaughn Belle, der er fra øerne og er en af de to kunstnere bag skulpturen, siger om Queen Mary, at hun er ”den mest berømte historiske person, vi overhovedet har. […] Hun er symbol på styrke og modstandskamp.”

Den amerikanske dagsorden blev tydeliggjort ved afsløringen i lørdags, da organisationen ”Black Lives Matter Denmark” gik i demonstrationstog med slutmål ved statuen. Organisationen er en aflægger af en tilsvarende i USA, der er udsprunget af protester mod politivold mod sorte amerikanere. En repræsentant for organisationen, Bwalya Sørensen, siger til Danmarks Radio: ”Vi marcherer […] for at alle sorte eller brune piger og kvinde her i Danmark skal vide, at de kan gøre en forskel. De skal vide, at der er en vej til storhed, uanset hvor beskedne kår man kommer fra”.

Sørensen supplerer med en meget aktuel vinkel på spørgsmålet: ”I en tid, hvor vi måske står foran en af landets største arbejdskonflikter, bør anerkendelse tilfalde de skikkelser i vor arbejderbevægelse, der fortjener den. Den anden af kunstnerne bag værket, Jeannette Ehlers, giver i en udtalelse til Kristeligt Dagblad endnu en vinkel, idet hun mener, at Queen Mary taler ”ind i den migrantsituation, verden også står i idag.”

Dagsordenerne står med andre ord i kø, når det handler om at udlægge statuens betydning. Den handler om kønskamp, arbejdskamp, klassekamp og kamp for racelighed. Der synes i det hele taget at herske enighed blandt skaberne og de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler om og hylder oprør og kamp. Man kunne spørge sponsorerne – herunder staten og Københavns Kommune – om det nu også lige var meningen?

(Kristeligt Dagblad 3. april 2018)



Gunvor Simonsen svarede i avisen den 10. april:

Der er meget galt med skulpturen I Am Queen Mary, som den 31. marts blev opsat ved Vestindisk Pakhus i København. Det kan vi forstå på Jes Fabricius Møller, der ligesom jeg er lektor på Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Det har han skrevet om i sin klumme Historisk set i denne avis, og efterfølgende uddybet i et interview på Radio24syv. Lad mig kort ridse op, hvad Jes Fabricius Møller mener, der er galt. -I Am Queen Mary- importerer en nordamerikansk raceforståelse og -debat ind i noget, som egentlig er en caribisk historie. Det er galt, at skulpturen modellerer en kvinde, Mary Thomas, som deltog i arbejderopstanden på St. Croix i 1878. Herudover er der det galt, at skulpturen fremhæver kampen som det centrale i historien om slaveriet. Ved at lave en imitation af et billede af lederen af The Black Panthers, sættes en dagsorden, som handler om et voldeligt oprør. Endelig er det galt, at skulpturen er fortolkningslukket. Jes Fabricius Møller leverer en ret typisk forståelse af, hvordan dansk kolonialisme skal huskes. Dem fra de tidligere kolonier har ikke rigtig forstået deres egen historie. Det er også problemet for Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, kunstnerne bag skulpturen I Am Queen Mary. Man kunne ellers tro, at de to kunstnere havde gode forudsætninger. De har begge fødderne godt plantet i Caribien. Den ene med en far på Trinidad, den anden født på samme ø, men opvokset på St. Croix. Deres skulptur betragtes nærmest som ikke-autentisk, den er langt væk fra en dansk-vestindisk slavefortid, udtaler Jes Fabricius Møller i Radio 24syv. Skulpturen reflekterer en amerikansk, snarere end en caribisk virkelighed. Han synes, at der ikke er tale om en fyldestgørende repræsentation af den dansk-vestindiske historie. Samme evne til at vurdere, hvad der er fyldestgørende tillægger han ikke de to kunstnere, de laver nemlig politisk kunst. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der findes kunst om kolonialisme, som ikke også er politisk. Måske er sagens kerne, at Jes Fabricius Møller gerne ser en anden slags politisk kunst end den, som I Am Queen Mary står for. I denne sammenhæng kan det ikke forsvares ved at hævde, at noget kunst er politisk, mens anden kunst er upolitisk. Efter oprøret i 1848, som ledte til afskaffelsen af slaveriet i Dansk Vestindien, introducerede den danske kolonimagt lovgivning, som bandt de tidligere slaver til plantagerne under meget ringe løn- og arbejdsvilkår. Så når Jes Fabricius Møller mener, at utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejere mere end det danske kolonistyre, er det svært finde belæg for det i faghistoriske fremstillinger. Arbejderopstanden i Dansk Vestindien i 1878 var voldelig, og mange landarbejdere har formentlig vidst, at de løb en stor risiko. Mens oprørerne ødelagde ejendom, og nogle var skyldige i drabet på to soldater, dræbte paramilitære hvide enheder, der var sanktioneret af de lokale kolonimyndigheder, cirka 60 mennesker i forbindelse med nedkæmpelsen af oprøret, og fem-seks personer i dagene umiddelbart efter. 12 blev henrettet efter en sporadisk standretsproces, og 22 døde i de dansk-vestindiske fængsler. Der kan ikke herske tvivl om, hvem der besad voldens monopol i det dansk-vestindiske samfund. Grunden til oprørene i Caribien var, at modstanden var et af de få redskaber, som stod til deres rådighed i samfund, hvor deres ønsker om frihed og om bedre vilkår ikke blev imødekommet. Ifølge Jes Fabricius Møller er det også galt, at skulpturen modellerer en kvinde. Det skyldes ifølge ham et ønske om, at skulpturen skal tale ind i en nutidig kønsdebat. Hvad skulle der egentlig være galt i det? Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så vi kan blive klogere på vores fremtid? Kvinder var helt centrale for udviklingen af de caribiske samfund, både ideologisk og praktisk. Den sorte kvindekrop blev præsenteret som både uhyre tiltrækkende og som monstrøst afskyelig i den racisme, som var med til at understøtte koloniseringen af Caribien. Det er forestillinger, som har haft et langt efterliv, og måske skulle vi derfor lytte, når nogle af de mennesker, som har kommenteret på skulpturen I Am Queen Mary, reflekterer over, hvad det vil sige at være kvinde og mørk i Danmark i dag. Kunstnerne begår, hvis vi skal tro Jes Fabricius Møller, nærmest en fejl eller en fadæse, når de er i dialog med nordamerikanske tænkere og aktivister. Ifølge ham er der to problemer med dialogen. For det første, at der peges på en radikal, ja, militant bevægelse. De sorte Pantere tog 1960-ernes militante retorik til sig, men det er værd at huske på baggrunden for bevægelsens opståen, som blandt andet handlede om udbredt diskrimination og politivold. En stor del af bevægelsens virke bestod af socialt arbejde i udsatte boligområder, men den advokerede også for sortes ret til selvforsvar. Senere har bevægelsens overordnede budskab om, at sorte har ret til selvbestemmelse, inspireret tænkere og kunstnere i den afrikanske diaspora. For det andet er der ifølge Jes Fabricius Møller det galt med dialogen, at der ikke skelnes mellem amerikansk og caribisk historie. Men i århundreder har forbindelser mellem Caribien, Nordamerika, Sydamerika, Afrika, og Europa været med til at danne et kulturelt og politisk fællesskab, der har inspireret mennesker af afrikansk oprindelse på tværs af kontinenter. Så der er gode faghistoriske grunde til at betragte skulpturen I Am Queen Mary som en fyldestgørende repræsentation af dansk-vestindisk historie, for så vidt en sådan beskrivelse meningsfuldt kan karakterisere et kunstværk. Skulpturen er ikke lukket, men derimod fuld af refleksionsmuligheder. Den stiller os først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt vi har mod på at rumme andre fortællinger end vores egen. Opfordringen herfra skal derfor lyde: Se skulpturen! Og læs, læs om Caribiens historie!

Den oversete pointe i koldkrigsdebatten

Der udspiller sig i offentligheden en debat i anledning af leksikonet " Den kolde krig og Danmark", som udkom tidligere på foråret på Gads Forlag. Leksikonet er blevet kritiseret for at have politisk slagside. Kritikken blev indledt af Berlingskes Bent Blüdnikow og fulgt op af Weekendavisens Bo Bjørnvig og Ulrik Høy. De indgår i et meningsfællesskab med forhenværende professor i slavistik Bent Jensen, der blandt meget andet har haft en ledende stilling på Jyllands-Posten.

Det er det seneste udslag af en lang ideologisk kamp. I mere end 15 år har Blüdnikow brugt sin stilling som redaktionel medarbejder i det berlingske hus til at føre sin kritik af venstrefløjen i marken. I begyndelsen skete det i tæt samarbejde med Arne Notkin, nu kanalchef på DR 2, der netop har genudsendt udsendelsesrækken " Jagten på de røde lejesvende".

Udgiverne af leksikonet har forsøgt at tage til genmæle mod de hårde beskyldninger, som er blevet fremsat, men debatten er asymmetrisk, fordi avisredaktionerne har en forståelig tendens til at favorisere egne medarbejdere. Offentligheden efterlades med det indtryk, at " der er noget om snakken", at der er tale om en jævnbyrdig debat mellem to lige velkvalificerede synspunkter.

Forskningen i den kolde krig er mangfoldig og har mange perspektiver. Nogle analyserer det militære element af konflikten mellem øst og vest som en geostrategisk rivalisering mellem jævnbyrdige supermagter.

Andre lægger vægten på, at der var tale om en konflikt mellem to fundamentalt helt forskellige ideologiske systemer.

Nogle forskere ser på betydningen af de indre kon-flikter og interesseforskelle mellem alliancepartnerne indbyrdes. Danmark lå for eksempel til forskel fra USA eller Storbritannien i en udsat position som såkaldt frontlinjestat, og det har betydning for vurderingen af den danske sikkerhedspolitik.

En del forskning anlægger et nationalt perspektiv og ser på indenrigspolitiske spørgsmål eller behandler kulturpåvirkning, spionage, femte kolonne-virksomhed, og så videre.

De fleste koldkrigshistorikere inddrager alle elementer eller perspektiver, men de forskellige skoler inden for forskningen adskiller sig relativt tydeligt fra hinanden ved deres fokus og den vægt, de lægger på de enkelte elementer.

Det afspejles for eksempel i vurderingen af den danske fodnotepolitik i 1980' erne. Nogle ser den som et nødvendigt svar på en farlig oprustningspolitik, andre ser den som et udslag af indenrigspolitisk kævl, som ikke havde væsentlig betydning for Danmarks overordnede placering inden for den vestlige alliance, mens atter andre vurderer den som et resultat af sovjetisk holdningspåvirkning og/ eller et farligt ideologisk betinget hasardspil med Danmarks sikkerhed.

Diskussionen om den kolde krig er altid i et eller andet omfang politisk ladet.

Selv de dygtigste og mest respekterede forskere røber ved deres valg af perspektiv og synspunkt et slægtskab med bestemte politiske holdninger. Mener man for eksempel, at Sovjetunionens sammenbrud først og fremmest skyldtes Reagans oprustnings-og styrkepolitik, er man i politisk forstand nok at finde på højrefløjen, mens folk, der mener, at det var Helsinkiprocessen og CSCE, der med sin støtte til de østlige dissidenter undergravede systemerne indefra, nok har politiske sympatier til venstre.

Det er et ganske velkendt forhold inden for forskningen, og man respekterer hinandens ret til at have synspunkter. Kunsten er som i enhver videnskabelig sammenhæng at håndtere sine personlige præferencer med professionel distance.

Problemet med kritikerne af leksikonet er, at de ikke behersker denne kunst. De er så forblændede af deres ideologiske udgangspunkt, at det har diskvalificeret dem som ligeværdige diskussionspartnere.

De har demonstreret en påfaldende mangel på vilje og evne til at læse indenad. De har på forhånd besluttet sig for, at koldkrigsleksikonet er udtryk for venstrefløjspropaganda, og de udnytter deres privilegerede adgang til avisernes spalter til at bilde offentligheden ind, at det forholder sig sådan. Men de fører en pseudodiskussion.

Den egentlige, seriøse diskussion af den kolde krig udspiller sig ikke i aviserne, men i selve leksikonet. Det rummer bidrag af 70 forskellige - meget forskellige - eksperter fra både " venstre" og " højre" fløj. Som alle leksika stritter det herligt i alle retninger.

Her finder man forskellige tolkninger af de samme fænomener.

På den ene side er der Bent Jensens artikel om Bornholm, der hævder, at Danmark gav efter for sovjetisk pres og undlod at bevæbne øen tilstrækkeligt. På den anden side argumenterer Poul Villaume i sin artikel om Danmarks forhold til Sovjetunionen for, at den forsigtige danske fremfærd i Østersøen skete i forståelse med Nato-partnerne. Eller der er Bo Lidegaard, som i sit portræt af den danske ambassadør Kauffmann i Washington tillægger ham og Grønlandskortet større betydning for Danmarks atlantiske integration, end Villaume gør i sin artikel om Danmark og Nato.

Denne mangfoldighed kan leksikonets kritikere tilsyneladende slet ikke rumme, og det gør det meget vanskeligt overhovedet at føre en meningsfuld samtale med dem - selv for de seriøse forskere, der faktisk deler nogle af deres synspunkter.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 17. maj 2011)

Kære ven

I 1992 udgav nu afdøde Henrik Nissen brevvekslingen mellem de to nære venner Hal Koch og K. E. Løgstrup. Bogen, ' Kære Hal, kære Koste', er blevet en nyklassiker i besættelsestidslitteraturen. Det skyldes ikke mindst, at man her finder nogle af de afgørende synspunkter repræsenteret, som udgør hovedpositionerne i den fortsatte erindringspolitiske kamp om besættelsestiden.

Denne kamp har ofte karakter af en stedfortræderkrig, hvor aktører fra krigens tid uden egen skyld eller fortjeneste tages til indtægt for synspunkter, der indgår i en nutidig debat. Denne brevveksling er imidlertid ret enestående, fordi den er en samtidig meningsudveksling med bud til eftertiden. Her ser vi to højt begavede mænd med ordet i deres magt, som ikke var underlagt selvcensurens bånd, og som kunne tage og give dybe stød. Her har man vidnesbyrd om helt principielle synspunkter udfoldet i den tid, hvor de hører hjemme, ubelastet af bagklogskab.

Derfor er det også glædeligt, at Forlaget Klim har taget det på sig at genudgive en revideret udgave af brevvekslingen, endda under en ny og mere præcis titel, ' Venskab og strid'.

Værdien af bogen afgøres ikke af, om den ene eller den anden brevskriver havde ret. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at afskrive eller hylde blot den ene part i sagen. Kvaliteten består i, at der her med vægt og integritet fremhæves synspunkter, som er indlæg i den aldrig afsluttede debat om, hvad et demokrati gør for at forsvare sig selv, når det angribes af ikke-demokratiske kræfter.

MENS LØGSTRUP hurtigt ønskede at gå langt for at fremkalde et brud med tyskerne, stillede Hal Koch sig kritisk til, men grundlæggende solidarisk med de skiftende regeringers politik frem til august 1943 med det argument, at der var tale om en løsning, der havde den bredest mulige folkelige opbakning. Løgstrup var anderledes radikal. Han havde embede som sognepræst i et landsogn på Fyn, langt fra indflydelsen og forhandlingerne i København. Klarhed er som bekendt den udenforståendes privilegium, og her kunne han så sidde og kræve norske tilstande, brud og rene linjer: »Dit Ansvar, det er at være lydig, lydig mod det danske Livs Love, mod Sandfærdigheden og mod Rettens Absoluthed - men dit Ansvar er ikke de Konsekvenser, der maatte komme af din Lydighed - det maa du overlade Gud i Tro«. Hal Koch sad som professor i København og skøttede tillidshverv, der bragte ham i meget tæt kontakt med politikerne. Han fastholdt samarbejdslinjen, blandt andet fordi den skånede danske liv. Han kunne godt misunde nordmændene de klare linjer, men »bliv mig saa fra Livet med det Sludder om det absolute og dansk Politik«. Løgstrup mente, at kompromiset og den nationale enighed var blåøjet og naiv. Selv om man ved et brud med tyskerne kun fik halvdelen af danskerne med sig, drejede det sig om den gode halvdel med instinkterne og energien i behold, mente han. Grunden til Hal Kochs demokratisyn, der netop bestod i en respekt for alles synspunkter og ikke kun den ene halvdels, blev lagt med denne korrespondance, hvorimod Løgstrup udviklede holdninger, der sagtens kunne forveksles med f. eks. Kaj Munks. På den anden side havde Hal Koch i efteråret 1940 gjort sig til talsmand for en opviglet og stærkt national grundtvigianisme, og det var Løgstrup, der gjorde ham opmærksom på, at den ikke adskilte sig særlig meget fra nazisternes. Derefter blev Hal Koch repræsentant for den politiske pragmatisme, mens Løgstrup overtog den nationale patos og gik ind i den aktive modstandskamp. Hal Koch blev meget udtalt anti-nazistisk, hvilket medførte et bombeanslag mod ham.

I dag føres fortolkningskampen om fortiden undertiden med en bitterhed, som Hal Koch og K. E. Løgstrup ikke kendte. Deres venskab holdt. De kunne håndtere dybtgående saglig uenighed med menneskelig format, og det ville have været dem ganske fremmed at lade striden imellem dem afgøre på en måde, som det er sket i Svendborg Byret, hvor en forbitret strid ( mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, red.) om den kolde krig netop har fundet sin afslutning.

(kommentar i Politiken 22. maj 2010)

Fårhusmentaliteten

Selv historikere bliver lejlighedsvis trætte af fortiden. Somme tider kunne vi godt tænke os en uge, bare en hel sammenhængende uge, der kun foregår i det 21. århundrede. Men fortiden har det med at trænge sig på, så meget desto mere i trængsels- og krisetider. Tag nu bare kulturkampen. Den forsømmer ofte aktuelle problemer og bliver meget hurtigt til en strid om, hvem der forrådte hvem for 20, 40 eller 60 år siden. Kulturministeren har længe slået i bordet og sagt, at det var for dårligt, at han som entusiastisk gymnasiast ikke fik lov til at lave et skoleblad. Nu er alle de røde lejesvende som straf blevet frataget portostøtten.

Et af de vigtigste slag, der er blevet slået i kulturkampen, var statsministerens provokerende tale på søofficersskolen den 29. august sidste år i anledning af 60-årsdagen for flådens sænkning og folkeopstanden. I virkeligheden handlede talen om berettigelsen af Irak-krigen, men den blev formuleret som en fordømmelse af den danske samarbejdspolitik under krigen.

Nu kan man udlægge kulturkampen som en flugt fra nutiden ind i fortiden. Man kan også vende tankegangen. Nogle begivenheder er så væsentlige, at deres skygge falder langt ind i fremtiden. De væsentligste af dem omtales blot som en dato: 9. april, 5. maj, 11. september. Det er nok. Så ved alle, hvad det drejer sig om.

For sønderjyderne er 10. februar en særlig dag, for det er årsdagen for afstemningen, der betød Nordslesvigs genforening med Danmark. For det tyske mindretal i Sønderjylland er den 5. maj til gengæld ingen glædens dag. På den dag blev Frøslevlejrens danske fanger befriet. Dagen efter åbnede lejren under et nyt navn, Fårhuslejren, under kommando af tidligere danske fanger. I alt ca. 3000 medlemmer af det tyske mindretal blev i perioden 1945-49 fortjent eller ufortjent arresteret og spærret inde i lejren. Det var et stort chok for mange af dem, og de udviklede – præcist som de danske fanger havde gjort indtil da – et stærkt indre sammenhold, hvis hovedingrediens var en stærk vrede og bitterhed mod vogterne. Man kalder det Fårhusmentaliteten. Der var fremtrædende og stærke personligheder iblandt, som har vedligeholdt denne mentalitet ved igen og igen at fortælle deres udlægning af historien. Den glemmer gerne, at mange af det tyske mindretal var aktive nazister, men minder til gengæld om retsopgørets uretfærdigheder, de vilkårlige straffe, beslaglæggelserne, mistænkeliggørelsen. Fårhusmentaliteten har såmænd sine nulevende repræsentanter, på samme måde som der stadig findes voksne mennesker, der for alvor mener, at Flensborg hører til det danske kongerige.

I Sønderjylland skal man omgås fortiden med varsomhed. Man skal ikke kradse meget i det 21. århundredes blanke og pæne lak, før rusten fra det 20. slår igennem.

Resten af landet lider i mildere grad under disse erindringspolitiske forbistringer, men de er der. Menneskets lod er det ikke at kunne glemme. Nogle få erindrer for at skaffe sig hævn, retfærdighed eller gengældelse for forestillet eller virkelig fortræd. Resten gør det, for det er i fortiden, vi henter de billeder og eksempler, der kan tjene til at sætte skik på vores forståelse af nutiden. Udlægningen af fortidens begivenheder – særligt de dramatiske og ekstreme – danner vores forestilling om det mulige, det ønskværdige og det forkastelige. Derfor er besættelsestiden stadig levende iblandt os som en Frøslevmentalitet, en Fårhusmentalitet, en 9.april-mentalitet eller en aldrig-mere-9.-april-mentalitet. Det fortsætter den med, indtil en endnu mere dramatisk begivenhed lægger sig imellem.

(Information 1. nov. 2004)

Kammerateri

Jesper Langballe har nu fået sin vilje. På finansloven er der afsat fire millioner kroner til at afdække kommunisternes aktiviteter under den kolde krig. Nu har kommunismen ikke så mange venner her til lands, hvad den i øvrigt aldrig har haft. Kommunisternes magt har snarere beroet på deres organisations styrke end medlemmernes antal.

Jeg kan huske fra min gymnasietid i midten af 80’erne en af Operation Dagsværks første kampagner. Kalundborgs samlede kontingent af Konservative Gymnasiaster,

V- & KU’ere havde ikke problemer med at komme til orde, og de klagede over, at der skulle samles ind til »kommunistiske lokummer i Mozambique«. De havde selvfølgelig bemærket, at Operation Dagsværk de første år har ydet støtte især til nogle af venstrefløjens kæledægger i Afrika, Mellemamerika og Mellemøsten: Nicaragua, Palæstina og netop Mozambique.

Hvorvidt DKP faktisk var gået aktivt ind for at formulere projekterne, skal jeg ikke kunne sige. Det har de såmænd nok. Det var jo bare sådan, at det var venstrefløjen, der var bedst til aktivisme. Det er aldrig lykkedes hverken Venstres eller Konservativ ungdom at stable noget på benene, der i omfang og dynamik kommer i nærheden af Operation Dagsværk. De gik i lyseblå strygefri skjorter og grå bukser med pressefolder og havde Cavalet-mapper i stedet for skoletasker. De var blevet voksne før tiden og betragtede gymnasiet som en optagelsesprøve til det virkelige liv: erhvervslivet. Venstrefløjen havde henna-farvet hår, partisantørklæder og røg hjemmerullede cigaretter med variabelt fyld.

Cavalet-mappernes tid er udrundet. Der har længe været et behov for at få udredet Danmarks situation under den kolde krig. Masser af mennesker – herunder ikke mindst historikere – har ladet offentligheden tilflyde personlige beretninger som den ovenstående om deres oplevelser under den kolde krig. En personlig beretning er dog og bliver en personlig beretning uanset ophavsmandens øvrige videnskabelige meriter.

Videnskab er en helt anden snak. Af samme årsag er en sådan udredning blevet sat i gang i regi af Dansk Institut for Internationale Studier, tidligere DUPI. Her sidder en halv snes dygtige forskere og er ved at sammenstykke et overblik over denne nære fortid.

Men den etablerede forskning huer ikke Langballe. Han beskylder statens forskningsråd for at have en tendens til at udvikle sig til indspiste broderskaber. Derfor har han fået sit eget parallelle projekt med på den nye finanslov, og han peger selv på Bent Jensen som den mest oplagte kandidat til at forestå dette projekt. Langballes beskyldninger om indspiste broderskaber falder med denne udmelding hårdt tilbage på ham selv, for med hensyn til indspisthed står Langballe og Jensen ikke tilbage for nogen.

Skal man have en politisk uafhængig forsker til at gøre arbejdet, er Bent Jensen nemlig ikke den første, man kommer i tanke om. Dansk Folkeparti har nu omfavnet ham så hjerteligt, så ofte og så meget, at det ligner en bjørnetjeneste. Professoren er blevet et redskab i et politisk øjemed, og han lader det ske.

Det kan ikke overraske, for Bent Jensen benytter enhver lejlighed til at politisere. Han er også en meget forudsigelig forsker, og det er nok også årsagen til Dansk Folkepartis blivende forelskelse i hans arbejde. De risikerer ingen ubehageligheder med ham. De vil i dette tilfælde få for fire millioner kroner variationer over følgende temaer: De danske kommunister var forbrydere og landsforrædere. SF, VS, SAP, KAm-l og hvad de ellers hed, var lige så slemme. Socialdemokraterne og de radikale var æreløse medløbere i Moskvas manipulationer med den danske offentlighed. Reagan vandt den kolde krig på trods af de forræderiske danske fodnoter. Bent Jensen blev som dissident tiet ihjel af en magtfuld alliance af kulturradikale med Danmarks Radio i spidsen og måtte nøjes med at udkomme på Gyldendal, henslæbe en ussel tilværelse som medlem af det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, Statens humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsråd, vansmægte som professor i Odense og lide under den fremtrædende rolle som skribent på Jyllands-Posten.

(Information 19. nov. 2003)