Læreruddannelsen har i 200 år været en kampplads

I lørdags kunne man i avisen læse et interview med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i anledning af, at en initiativgruppe vil oprette en ny uafhængig læreruddannelse i Herning på et program, der involverer kristendommen. Ministeren finder, at det er et principielt problem, ”at en uddannelsesinstitution kan eksistere uden offentlig styring og samtidig have et religiøst udgangspunkt,"

Dermed følger ministeren det princip, som blev knæsat ved ændringen af folkeskoleloven i 1975, da skolen ikke længere var forpligtet af Folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvilket dens lærere altså heller ikke er.

Historisk set har Folkeskolen været tæt knyttet til Folkekirken, ja i sin oprindelse er den en kirkelig institution, indholdsmæssigt såvel som organisatorisk og økonomisk. Når man i dag spøgefuldt kalder en skolelærer for degn, skyldes det, at undervisningen i almueskolen på landet meget ofte blev varetaget af degnen. Undervisningen var beregnet på at indføre børnene i kristendommen, således at de kunne gøres værdige til at modtage nadverens sakramente. Det blev formaliseret ved indførelsen af tvungen konfirmation i 1736. Konfirmationen var en overhøring og udgjorde almueskolens afgangsprøve, der var en forudsætning for at blive anerkendt som myndig, ”at træde ind i de voksnes rækker”, som man siger.

Lærerne havde ingen formel uddannelse, ofte var de frafaldne studenter eller opvakte unge, der kun nødtørftigt var blevet holdt til bogen. De blev aflønnet af kirkens midler, og de dygtige af dem nød en vis agtelse i sognet. Først i slutningen af 1700-tallet kom læreruddannelsen på skinner. Det ældste lærerseminarium i den daværende helstat var seminariet i Kiel fra 1781. Derefter kom Tønder 1786, Blaagaard Seminarium 1791 (senere flyttet til Jonstrup), Brahetrolleborg 1794 og Tønsberg 1798. Efter 1801 oprettede en række præster såkaldte præstegårdsseminarier over hele landet. Det var led i en ideologisk kamp. Hvis man vil påvirke samfundets fremtid, skal man påvirke børnene, og vil man påvirke børnene, opnår man størst effekt ved at påvirke deres lærere. Derfor har læreruddannelsen i over 200 år været så vigtig en kampplads.

Skolereformerne af 1814 afskaffede ikke dåbsoplæring som almueskolens centrale opgaver, men påbød derudover undervisning i fag, der kunne gøre børnene til nyttige borgere. Det stillede krav til lærernes kvalifikationer. Læreren skulle helst være seminarieuddannet, og hvis ikke i det mindste kunne læse og stave, forklare Luthers katekismus, beherske de fire regnearter, have en læselig håndskrift og kunne synge ”de almindeligste Psalmer rigtigt og i en reen Tone.”

Det herningske initiativ har antagelig hentet sin inspiration fra årtierne efter Grundlovens givelse. Fra slutningen 1850erne blev der i kølvandet på religionsfriheden og den deraf flydende friskolelovgivning oprettet en række private seminarier, også kaldet friseminarier, der ønskede at påvirke de studerende i en anden retning end de statslige. Kendte er f.eks. Nathalie Zahles Seminarium i København (1860) og Gedved Seminarium (1862). Statens kontrol med friseminarierne blev generelt håndhævet ved at eksamenerne var statskontrollerede.

Historikeren Hans Henrik Hjermitslev har netop i en oplysende artikel i den nyeste årbog fra Dansk Selskab for Skolehistorie offentliggjort en oversigt over danske seminarier og deres retningspræg frem til 1920, både de statslige og de private. Af i alt 32 analyserede seminarier definerer han knap halvdelen som værende uden retningspræg, de 14 som grundtvigske og fire som indremissionske (Nørre Nissum, Haslev, Aarhus Kvindeseminarium og KFUM’s Seminarium på Frederiksberg.)

I løbet af det 20. århundrede blev læreruddannelsen med enkelte undtagelser langsomt statsliggjort. Der eksisterede 1972-1988 en godkendt læreruddannelse på Tvind kaldet Det nødvendige Seminarium. I dag er der kun et grundtvigsk friseminarium tilbage, Den Fri Lærerskole i Ollerup på Fyn. I pagt med tiden er det grundtvigske prædikat ikke betegnelsen for et kirkeligt, men et pædagogisk retningspræg.

(Kristeligt Dagblad 3. feb. 2021)

Amdi bliver 80

Mogens Amdi Petersen blev født den 9. januar 1939 i Tønder og er vokset op i Ringe på Fyn, hvor hans far var en respekteret skoleinspektør, der stod for sin tids mere autoritære pædagogiske idealer. Nogle har villet tolke Amdi Petersens levnedsløb som resultat af et opgør med faderen og en vilje til at forny pædagogikken. De mener også gerne, at der oprindeligt var noget sundt og noget rigtigt i Amdi Petersens bestræbelser, og at det først sidenhen gik galt for ham og hans projekt, Tvind.

Vigtige episoder i Amdi Petersens liv understøtter denne tolkning. Han gik på Odense Katedralskole, hvor han oplevede at en dygtig lærer blev afskediget for sine venstreorienterede synspunkters skyld. Sidenhen blev han selv uddannet lærer fra Haderslev Seminarium. Efter endt værnepligt søgte han stilling på Kroggårdsskolen nord for Odense, hvor inspektøren, Henrik Sidenius, var erklæret venstreorienteret. I 1965 havde Amdi Petersen været ansat i 2 år på skolen, og dermed udløb hans aspiranttid, og Næsbys skolekommission skulle tage stilling til, om han kunne fastansættes. Det blev en skelsættende begivenhed i dansk skolehistorie, da formanden for skolekommissionen, malermester Helge Andersen, kunne meddele, at Mogens Amdi Petersen ikke kunne fortsætte som lærer i kommunen, fordi han var langhåret. Det var den udtrykkelige begrundelse.

Sagen blev landskendt, fordi den allerede dengang forekom så åbenlyst uretfærdig, og skolekommissionen i Næsby havde dermed foræret Mogens Amdi Petersen et martyrium og en platform for hans fremtidige virksomhed. Hans afskedigelse var for mange et bevis på, at systemet var grundlæggende fejlbehæftet, og at der var brug for en ny begyndelse. Mogens Amdi Petersens karriere bygger på den omstændighed, at det lykkedes ham at iscenesætte sig selv som den, der kunne iværksætte denne fornyelse, fordi han havde oplevet systemets uretfærdighed på egen krop. Problemet er, at der er lidt mere ved den historie end som så.

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. november 2007 kunne Ole Hansen og Carsten Ringsmose, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, imidlertid afsløre, at der var en anden grund til, at han blev nægtet fast ansættelse. Han ”plejede meget nære personlige relationer til de piger, han underviste”, som Hansen og Ringsmose skriver. Det var bare ikke en grund, som man kunne offentliggøre dengang, og derfor måtte man hjælpeløst ty til hårlængde som begrundelse.

Mogens Amdi Petersen er også en pioner. Han var medstifter af Danmarks første kollektiv, ”Huset” på Hunderupvej i Odense, flere år før nogen fik ideen til ”Maos Lyst” på det ydre Østerbro i København. Han var med på ideen om en jordomsejling som dannelsesprojekt, længe før Troels Kløvedal tog den op. På det grundlag skabte han Den rejsende Højskole i 1970. I 1972 oprettede højskolen hovedkvarter i nærheden af Ulfborg i Vestjylland, et sted kaldet Tvind. Herfra voksede Amdi Petersens imperium inklusiv en læreruddannelse under navnet Det nødvendige Seminarium. Her står også et af Tvindkoncernens væsentligste monumenter, Danmarks første megawatt-vindmølle. Hvad Tvind selv ofte fortier er, at den aldrig ville være kommet i drift uden bistand fra Danmarks Tekniske Højskole, og at det dér med megawatt nok mest er en brøk af samme.

Mogens Amdi Petersen er nærmest definitionen på en karismatisk leder. Han kan få folk til at gøre det mest utrolige i tillid til hans personlige egenskaber. Det er en væsentlig forklaring på den bemærkelsesværdige succes, som Tvindkoncernen har haft. Mange har ladet sig forføre af ham. Mange har også gerne villet læse de bedste intentioner ind i projektet, således at det forstås som godt nok fra begyndelsen, men at det med tiden løb af sporet. Den teori kan næppe opretholdes. Der var noget anløbent ved det fra begyndelsen.

Den retssag, der nu næsten på tyvende år føres mod Tvinds ledelse, herunder Amdi Petersen, og som stadig afventer sin afslutning, har afdækket en økonomisk struktur, der er bygget på en systematisk udnyttelse af offentlige tilskud, love og regler til Tvinds fordel. Dokumenter, der er blevet bragt til offentlighedens kendskab ved ikke mindst Frede Farmands mellemkomst, viser, at det er en struktur, som har været på plads fra begyndelsen. Amdi Petersen har systematisk udnyttet ikke alene lovgivningen, men alle, der har været indfanget af hans tryllekreds. Det er ikke det økonomiske aspekt, der vil fylde i Amdi Petersens eftermæle. Indtil videre er han endda frikendt i byretten for de anklager, der er rettet imod ham. Det væsentlige er, at han altid skamløst har udnyttet de mennesker, hvis tillid han så dygtigt har vundet.

(Indlæg på Facebook 8. januar 2019)

Historisk højskole forfalder

Højskolen april 2018. Eget foto.

Den gamle Roskilde Højskole står i dag og forfalder, og der er allerede sket uoprettelige skader. Den repræsenterer væsentlige æstetiske og historiske værdier, men ingen synes at ville tage ansvaret for at bevare dem.

Roskilde Højskole blev stiftet i 1907 af Thomas Bredsdorff, der lod den smukke teglhængte hovedbygning i røde sten opføre efter tegninger af arkitekt Ulrik Plesner, mens kunstneren Niels Skovgaard bidrog til udsmykningen. I 1929 blev skolen afhændet til AOF, der her åbnede en arbejderhøjskole, og i november 1931 talte Thorvald Stauning ved indvielsen af Mogens Lorentzens udsmykning af foredragssalen. Lorentzen er vel i dag bedst kendt som forfatter til ”Juletræet med sin pynt”. Han havde flere talenter og var også en anerkendt billedkunstner. Hans udsmykning på Roskilde Højskole afspejlede arbejderbevægelsens optimisme, humanisme og fremskridtstro på et tidspunkt, da det stadig var muligt at opretholde den.

Fra indvielsen af Lorentzens 

udsmykning. Udsmykningnen blev
bestalt af Ny Carlsbergfondet. (ABA)

I 1976 flyttede arbejderhøjskolen til nybyggede lokaler på nabogrunden, og den gamle Roskilde Højskole blev solgt til pensionskassen PenSam, som gennem mere end 25 år udlejede den til Tvinds skolevirksomhed. Tvind forlod bygningen i slutningen af 2006, og siden dengang har den stået tom. I modsætning til, hvad de fleste intuitivt vil antage, har Tvind ingen skyld i de ulykker, der fulgte. Der skete det forudsigelige, at en bygning, der ikke er i brug, forfalder. Ejerne var ikke helt uopmærksomme. På et tidspunkt er taget blevet sikret med presenninger. Man kan imidlertid ikke undgå mistanken om, at der spekuleres i forfaldet.

Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt

vindue april 2018. Eget foto.

Man har ikke skærmet bygningen mod indbrud og hærværk, og det kan i dag konstateres, at den indvendigt er overmalet med graffiti. Foredragssalens udsmykning er helt næsten fuldstændig ødelagt. Lokale kræfter har ihærdigt forsøgt at gøre opmærksom på problemet, men eftersom bygningen ikke er fredet, er der meget lidt at stille op.

I efteråret 2017 blev den gamle højskole og ikke mindst den tilhørende grund på syv hektar solgt til en privat investor. Det er planen at opføre etageboliger, som i gi

vet fald vil kræve en dispensation fra lokalplanen. Beliggenheden i bydelen Himmelev på en skråning med udsigt over Roskilde Fjord er særdeles attraktiv. Huse i nabolaget handles snildt til tocifrede millionbeløb. Hvad der skal ske med den gamle højskole er uvist.

Bredsdorffs, Plesners, Skovgaards og Lorentzens Roskilde Højskole synes at være taget som gidsel i et spil til mange millioner. Hensynet til den private ejendomsret må naturligvis veje tungt. Ejerne har uden tvivl retten til at disponere over deres ejendom, herunder at forsømme den. Dermed glemmes det imidlertid, at værdien af enhver bolig ikke mindst består i meget mere end blot et antal kvadratmeter med tag over.

Et udkast af Ulrik Plesner til højskolen. Hovedbygningens

fronton er her en bred trekantgavl, og det samme gælder

gymnastiksalens gavl til venstre. I den endelige udgave

blev begge gavle svungne som et tidligt eksempel på den

nybarok, der var populær omkring Første Verdenskrig, og 

for hvilken Plesner var hovedeksponent.

(Kunstakademiets bibliotek.')

Udsigten til Roskilde Fjord hører selvfølgelig til herlighedsværdien. Men udsigten til historien er af en tilsvarende betydning. Faktisk er der i dag ikke nogen nødvendig modsætning mellem hensynet til kulturværdier og kommercielle interesser. Noget af det, der kan føje til et steds værdi, er netop, at det har en historie. I Roskilde Højskoles tilfælde handler det om, at stedet repræsenterer to af det tidlige 20. århundredes væsentligste kulturelle og politiske strømninger, højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen. Og så gør det jo ikke noget, at det er sket i en arkitektonisk udformning af allerfineste slags.

Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt vindue.

Eget foto, april 2018.

Gymnastiksalen eller øvelseshuset indvendigt. Billedet er taget

igennem et vindue. Eget foto, april 2018.

Plesners forslag til gymnastiksalens eller øvelseshusets gavl.

(Kunstakademiets bibliotek.)

(Kristeligt Dagblad den 1. maj 2018)

Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.

Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.

Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.

Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.

Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)

En tredje vej med Tvind som ideal

Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen, Oprør fra midten, Gyldendal 1978

"Oprør fra midten" er en drøm om "det humane ligevægtssamfund" udformet som en utopi, en forestilling om, hvordan Danmark ville blive i det tidlige 21. århundrede. Bogen var imødeset med store forventninger, da den udkom i 1978. Villy Sørensen (1929-2001) var den beundrede skønlitterære forfatter og begavede essayist, der repræsenterede åndslivet, Niels I. Meyer (f. 1930) repræsenterede som professor i halvlederfysik på Danmarks Tekniske Højskole naturvidenskaben, mens Kristen Helveg Petersen (1909-1997) som tidligere minister og mangeårigt folketingsmedlem var repræsentant for den praktiske politiske erfaring. Det var på papiret et meget stærkt forfatterkollektiv. Mange også sympatisk indstillede læsere blev dog skuffet.

Den blev lanceret som "en tredje vej", et opgør med det bestående uden revolutionens radikalitet. Som udtryk for denne ambition er titlen genial. Forfatterne viede endda kritikken af marxismen-leninismen et helt afsnit. Men kritikken af liberalismen og kapitalismen, især storkapitalen og de multinationale selskaber, er endnu mere udpræget, og utopiens revolutionære karakter umiskendelig. Forfatternes vision for det fremtidige samfund, som man ville kunne kalde korporativt-kommunitaristisk, ville indebære en afskaffelse eller væsentlig omlægning af flere samfundsbærende institutioner: det repræsentative demokrati, den private ejendomsret, uafhængige domstole, den fri aftaleret på arbejdsmarkedet bare for at nævne et par stykke.

Når det kunne lade sig gøre at markedsføre denne politiske radikalitet som et "oprør fra midten", skyldes det, at midten lå et helt andet sted dengang. Samfundet var i dyb krise i form af arbejdsløshed, inflation, statsgæld og underskud på betalingsbalancen, og forfatterne nærede den opfattelse "at de store problemer ikke kan løses inden for dette systems rammer", altså en grundlæggende mistillid til, at det parlamentariske demokrati og markedsøkonomien kunne løse opgaven.

Idealet var økonomisk lighed i form af borgerløn. Hvis folk derudover ønskede at arbejde, skulle alle lønnes lige uanset kvalifikationer og jobfunktion. I det nye samfund skulle privatkapitalismen afskaffes til fordel for "fællesvirksomheder", kollektivt ejede virksomheder med udstrakt medarbejderindflydelse. Personlig berigelse ud over den statsligt fastsatte løn blev betragtet som illegitim. Det var fra forfatterne antagelig begrundet lige så meget i en filosofisk-litterær idealisering af det åndelige som i en politisk anti-kapitalisme. Lighed, ikke konkurrence, var midlet. En læge burde ikke tjene mere end en skraldemand, og strejkevåbenet måtte ikke kunne bruges som "pressionsmiddel mod samfundet", fordi den slags "gruppe-egoisme" var en væsentlig forhindring for at samfundet kunne styres og de økonomiske problemer løses. I fremtidens samfund skulle nødvendige samfundsopgaver ikke løses ved at give økonomisk incitament, men ved indførelse af "en solidarisk værnepligtsordning".

Utopien var bygget på en grundfæstet tro på, at mennesket er godt. Ethvert politisk system, der fjerner sig for meget fra borgeren, måtte blive abstrakt, upersonligt og fremmedgørende. Et nærdemokrati derimod ville være båret af den moralske forpligtelse, der kendetegner den personlige forbindelse. "Nærhed" er et gennemgående plusord i bogen. Forfatterne ønskede ikke staten afskaffet, men styreformen skulle laves om, således at Folketinget skulle suppleres af et korporativt andetkammet, Fagtinget, hvis medlemmer var repræsentanter for organisationer og foreninger, og folkeafstemninger skulle bringes i anvendelse "i væsentlige politiske spørgsmål".

Forfatterne havde ikke megen fidus til det europæiske samarbejde, som de spåede visnedøden. De afviste ikke værdien af international samhandel, men lagde vægt på, at produktion, handel og politik skulle varetages lokalt. I internationale relationer talte forfatterne for global afrustning, hævdede princippet om ikke-vold og profeterede en global bevidsthedsændring, der ville overflødiggøre våben.

Mens bogens forudsigelse af det 21. århundrede i økonomisk og politisk forstand forekommer at befinde sig et stykke fra det virkelige (markant er det dog, at det forudsagdes, at antallet af kommuner i det 21. århundrede ville være 100), er andre dele af utopien nærmere realiteterne. I 1978 har det antagelig været betragtet som en af bogens mest utopiske fantasterier, at størstedelen af energiforbruget i 2014 ville være dækket af alternative energikilder. Vi er ikke desto mindre tæt på. Følgende sætning er antagelig også af mange blevet afskrevet som endnu en af Niels I. Meyers vidtløftigheder:

"Vi ved […] at der ved forbrænding af fossilt brændstof (olie, kul, naturgas) dannes store mængder kuldioxyd, der kan forhindre varmeafgivning fra Jorden og føre til den såkaldte drivhuseffekt."

Men ellers er det ikke realitetssans, der præger bogen. Forfatternes tillid til det gode i mennesket gjorde, at de manglede sans for, at et system altid i sig skal rumme værn mod magtmisbrug. Man kan se det i synet på pressens rolle: "Forholdet mellem massemedierne og politikerne må ændres fra gensidig mistillid til professionelt samarbejde." Her kan man sige, at forfatterne har fået ret i deres forudsigelse, fordi politikerne og medierne samarbejder væsentlig mere og væsentlig mere professionelt i dag end for 40 år siden, men det er næppe, hvad forfatterne havde i tankerne. De havde tænkt sig, at medierne skulle spille en aktiv rolle i opbygningen af det nye samfund, men glemte, at pressens "mistillid" til politikerne er en nødvendig forudsætning for, at den kan fungere som kontrolinstans.

Man behøver ikke være udpræget borgerlig for at frygte det samfund, som forfatterne til "Oprør fra midten" ønskede at skabe. Det er meget sigende, at et gennemgående ideal i bogen er Tvind, hvor en tilsvarende kollektivisme og fællesskabsideologi dækker over almindelig inkompetence, ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed. Bogen fungerer i dag mest som et vidnesbyrd om alvoren i den krisestemning, der herskede i 1970erne, og derfor tjener den også indirekte som forklaring på, hvordan den politiske radikalitet dengang kunne præsenteres som midtsøgende.

(Kristeligt Dagblad 2. sep. 2014)



Niels I. Meyer svarede den 11. sep.:

Som medforfatter til debatbogen " Oprør fra midten" (Ofm) sammen med K. Helveg Petersen og Villy Sørensen i 1978 glædede det mig umiddelbart, at Kristeligt Dagblad har inkluderet vores bog i bladets gensynsserie. Glæden varede dog kun, indtil jeg havde læst Jes Fabricius Møllers lange anmeldelse af bogens indhold.

Mange af de oplysninger om bogen, som Møller præsenterer læserne for, er grebet ud af den blå luft og direkte forkerte. I det følgende skal jeg kort omtale de mest graverende fejl og belyse, hvad bogen virkelig handler om. Det sidste er faktisk relevant, da en række af bogens overvejelser er helt aktuelle i dagens politiske debat.

Fejlene begynder allerede i Møllers overskrift, hvor han påstår, at Tvind er idealet for vores bog. Det uddyber Møller i teksten med påstanden om, at Tvinds " ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed" skulle være et gennemgående ideal i Ofm. Det er i direkte modstrid med de grundlæggende principper i bogens humane ligevægtssamfund. Bogen omtaler i øvrigt kun Tvind i en enkelt linje.

Møllers beskrivelse må betegnes som grov vildledelse. Møller påstår også, at Ofm vil afskaffe det repræsentative demokrati, hvilket igen er forkert. Bogen gennemgår tværtimod, hvordan man kan udbygge befolkningens tillid netop til det repræsentative demokrati. Lige så forvrøvlet er påstanden om, at vi vil afskaffe de uafhængige domstole.

Møllers politiske ståsted skinner måske igennem i forbindelse med hans ironiske afstandstagen fra Ofms fremhævelse af betydningen af økonomisk og social lighed.

Det er ellers almindelig viden, at lande med stor lighed klarer sig bedst på alle vigtige samfundsparametre. Det er i øvrigt også en forudsætning for, at det økonomiske marked ikke virker stærkt diskriminerende over for lavtlønnede grupper i befolkningen, således som Ofm understreger.

Møller hævder også, at Ofm bygger på " en grundfæstet tro på, at mennesket er godt". Så simpelt er det jo ikke, som det fremgår af bogen. Mennesker har både gode samfundsegenskaber som omsorg, tolerance og solidaritet og mindre gode samfundsegenskaber som grådighed, aggressivitet, egoisme og så videre. I korthed kan forfatternes hovedsynspunkt i den forbindelse udtrykkes på den måde, at hvis samfundets spilleregler støtter de førstnævnte egenskaber, så vil de gøre sig bedst gældende - og vice versa.

I det følgende vil jeg fokusere på de forslag i Ofm, som i særlig grad er aktuelle i dagens politiske debat i Danmark, men helt er udeladt eller misforstået i Møllers anmeldelse. Et af de centrale problemer er, hvordan vi kan formindske og helst helt afskaffe den tvungne arbejdsløshed.

Det er Ofms hovedsynspunkt, at det ikke kan gøres ved lapperier på det nuværende system, men kræver markante ændringer, hvor den vigtigste er en solidarisk deling af lønarbejdet og en fleksibel arbejdstid, som justeres i forhold til antallet af jobs på markedet.

Ofm foreslår, at dette system kombineres med en generel borgerløn på et relativt beskedent niveau. Det forslag har Møller også helt misforstået, idet han skriver, at det er bogens hensigt at benytte borgerlønnen til at skaffe generel økonomisk lighed.

Det kan den naturligvis ikke, og det er heller ikke dens formål. Formålet er at give mere frihed for de enkelte mennesker til at tilpasse deres liv til deres specielle ønsker.

Et rigt samfund som det danske kan tillade sig denne generøsitet, hvor borgerlønnens niveau justeres politisk i afhængighed af den generelle økonomiske udvikling.

I 1978 var kapitalens frie bevægelighed ikke gennemført, som den er nu i EU. Allerede i 1930' erne gjorde den britiske økonom John Maynard Keynes opmærksom på, at en eventuel fri kapitalbevægelighed ville underminere en nationalstats muligheder for frie demokratiske beslutninger.

Hvis de planlagte beslutninger går imod de store kommercielle virksomheders særinteresser, kan de true med at flytte til et andet land.

På den baggrund skrev forfatterne af Ofm, at hvis EF skulle indføre fri bevægelighed for kapitalen, burde Danmark som konsekvens heraf forlade EF. Det er bemærkelsesværdigt, at K. Helveg Petersen som formand for Det Radikale Venstre var medunderskriver på den konklusion.

Partiets nuværende ledelse vil næppe godkende deres daværende formands synspunkt.

Et andet aktuelt og kontroversielt spørgsmål i dagens politiske debat handler om bankernes stilling.

Ofm's klare konklusion er, at banker ikke skal være aktieselskaber med fokus på at tjene penge til deres aktionærer blandt andet ved suspekte spekulationer. Bankerne skal ifølge Ofm være samfundsejede og fokusere på at betjene befolkningens naturlige lånebehov. Finansspekulationer er ikke til gavn for samfundsudviklingen, som vi har set mange eksempler på, men det kniber med at gøre noget ved det i praksis.

Alene i det første år udkom " Oprør fra midten" i et oplag på over hundrede tusinde. Bogen gav anledning til en hidsig mediedebat og en bred folkelig debat suppleret af mange studiekredse i flere år. Opfølgningsbogen " Røret om oprøret" fra 1982 har uddybet forslagene i Ofm og samlet referencer til ikke mindre end 1266 publicerede indlæg, der har rummet stillingtagen til Ofm. Det er besynderligt, at Jes Fabricius Møller øjensynligt ikke har kendt til eksistensen af " Røret om oprøret". Hvis han havde, kunne han have undgået mange af sine misforståelser og vildledninger.



Jeg svarede den 13, Sept.:



Professor Niels I. Meyer, der er medforfatter til debatbogen " Oprør fra Midten" fra 1978, har en række indvendinger imod min omtale af bogen. Det giver mig anledning til et par kommentarer.

Meyer hævder, at Tvind kun nævnes én gang. Tvind nævnes imidlertid som forbillede på tre afgørende punkter. På side 72 fremhæves Tvind for sine " overraskende præstationer" i det pædagogiske arbejde, på side 162 nævnes Tvind som forbillede for alternative produktionsstrukturer, og side 167 fremhæves Tvinds samlivsformer.

Det er ikke tilfældigt. Tvind var genstand for almindelig beundring helt frem til slutningen af 1970' erne, fordi det lykkedes Tvind at bilde offentligheden ind, at de havde virkeliggjort manges drømme om et alternativt samfund, økonomisk, socialt og moralsk.Dén illusion brast kort tid efter.

" Oprør fra midten" vil indføre planøkonomi, idet arbejdsmarkedets fri aftaleret afskaffes, aktieselskabsformen afløses af offentligt ejede eller kontrollerede virksomheder, og lønniveauet fastsættes centralt. Der stiles imod " at udligne økonomiske forskelle i indtægter og formuer", og protektionisme indføres, idet kapitaloverførsler til udlandet hindres.

Demokratiet skal omlægges radikalt. Halvdelen af Folketingets medlemmer skal vælges indirekte, og der skal indføres et korporativt valgt, rådgivende andetkammer og samtidig væsentlig mere direkte demokrati. Det repræsentative demokrati indskrænkes, for så vidt alle " vigtige nationale beslutninger sker på grundlag af en folkeafstemning".

Mediernes rolle som kritisk instans reduceres, idet forholdet " mellem massemedierne og politikerne må ændres fra gensidig mistillid til professionelt samarbejde." Radio-og tv-monopolet skal fastholdes, men med en afskaffelse af Radiorådet og en indførelse af " en lille effektiv styrelse for Danmarks Radio".

Retsplejen skal reformeres ud fra den opfattelse, at " kriminalitet er samfundsskabt". Kriminalitet bekæmpes ikke med " afskrækkende straffe", men med " samlivsformer". " Lokalsamfundene har deres eget politi", og domstolenes uafhængighed ophæves, idet " det er et udvalg under lokaltinget, der fungerer som domstol". Det vil sige, at den sammenblanding af udøvende og dømmende magt i første instans, der herskede før retsreformen af 1919, skal genindføres.

" Oprør fra midten" skal naturligvis forstås i sin kontekst. Den er skrevet midt i en dyb og langvarig økonomisk krise med inflation, stigende statsgæld, underskud på betalingsbalancen og ikke mindst en alvorlig arbejdsløshed. Mange havde opgivet troen på, at der var en vej ud af krisen uden store systemændringer. Men der var en vej, ved vi nu, og den bestod ikke i en undergravning af retsstaten eller indførelsen af planøkonomi, og det mener jeg, at vi i det store hele skal være glade for.



Niels I. Meyer replicerede den 22. sep.:



Det glæder mig, at Jes Fabricius Møller i sin kommentar til debatbogen " Oprør fra midten" (Ofm) den 13. september stort set fokuserer på de principielle forslag i bogen.

Til gengæld vil jeg gerne offentligt indrømme, at den gamle professors hukommelse om alle detaljer i den 36 år gamle bog kan være præget at tidens tand. Det afgørende for mig er således ikke, om Tvinds navn er nævnt en eller tre gange i bogen.

Det afgørende er, at Møllers henvisning til Tvinds " ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed" intet har med Ofms humane ligevægtssamfund at gøre. Det må være nok om Tvind i denne omgang.

Til gengæld vil jeg fokusere på nogle af Møllers udpegede emner fra Ofm, som er aktuelle i dagens debat: økonomisk og social lighed, demokrati på arbejdspladsen, kontrol med kapitaloverførsler, et humant retssamfund, mediernes rolle samt genopretning af borgernes tillid til det politiske system.

Uden stor økonomisk og social lighed hænger et samfund ikke sammen - og det kan det dominerende neoliberalistiske (kapitalistiske) konkurrencesamfund ikke præstere. Og det kan slet ikke varetage begrebet " grænser for vækst" og bæredygtig udvikling. Så enkelt kan det siges.

Derfor giver Ofm er række alternative forslag, hvor Møller med en vis ret kan sammenligne nogle af dem med det upopulære begreb " planøkonomi". Men det må vel være formålet og indholdet og ikke betegnelsen, der er afgørende.

I samme negative toneart betegner Møller Ofms forslag om national kontrol med større kapitaloverførsler som " protektionisme" i stedet for at fokusere på, at den frie kapitalbevægelse er i fuld gang med at underminere det nationale demokrati. Er demokratiet ikke vigtigere end kommercielle økonomiske interessers spekulationsmuligheder? Og hvorfor skal demokratiet i øvrigt udelukkes fra en så væsentlig del af menneskers liv som arbejdslivet? Det er korrekt, at Ofm mener, at en stor del af den lokale kriminalitet er samfundsskabt.

Det foreslår bogen at tage hensyn til blandt andet ved at give større kompetence til afgørelser af kontroverser mellem borgere ved en " lokal domstol" uden at inddrage hele det overordnede statslige retssystem. Møllers konklusion om, at det skulle undergrave retsstaten, forekommer ude af proportion.

En overskrift i Ofm om, at det kan være en fordel med mindre mistillid mellem massemedier og politikere får Møller udlagt til, at så mister medierne deres kritiske rolle.

Det er da en unødvendig negativ fortolkning af bogens nærmere uddybede forslag? Det samme gælder Møllers syn på bogens forslag om et politisk system med mere nærdemokrati.

I modsætning til Møller mener jeg ikke, at vi kommer ud af de nuværende samfundsproblemer uden væsentlige systemændringer. Måske kan Møllers og min udveksling af synspunkter give anledning til en videre debat i Kristeligt Dagblad. Gerne med inddragelse af forslagene fra " Oprør fra midten".
 

50 års kamp mod systemet Danmark

Det er uden sammenligning en af Danmarks mest kontroversielle skikkelser, der kan fejre sin 75 års fødselsdag den 9. januar. Han har været i opposition til det officielle Danmark det meste af sit voksenliv. De fleste kender ham som Amdi. Hans fulde navn er Mogens Amdi Petersen, født i 1939 i Tønder, men opvokset på Fyn. Hans far var lærer, senere respekteret skoleinspektør i Ringe. At Amdi Petersen blev en oprører forklares ofte som udvidet faderopgør, men intet tyder på at hans far var andet end en typisk repræsentant for sin generation af mænd, der troede på værdien af autoritet og overlod føleriet til kvinderne.

Amdi Petersen kom i 1955 på Odense Katedralskole, hvor han gjorde en erfaring, der blev dannende for hans syn på skolevæsenet og på pædagogik. Hans musiklærer, Helge Gad, var afholdt af eleverne. Han var kulturradikal af overbevisning og anbefalede sine elever at læse Soyas dengang meget kontroversielle bog, ”Sytten”. Det førte til anklager mod Gad for at have forholdt sig usømmeligt, og det endte med at han måtte tage sin afsked. Hans elever opfattede det som om der måtte være noget galt med skolen, når den ville af med en dygtig og populær lærer alene for hans synspunkters skyld.

Det var en lignende begivenhed, der for alvor skabte figuren Amdi Petersen. Han blev selv uddannet på Haderslev Seminarium og søgte efter sin soldatertid, hvor han var udtaget som værnepligtig befalingsmand, i 1963 til Kroggaardsskolen nord for Odense, hvor skoleinspektøren hed Henrik Sidenius, en kendt reformpædagog og erklæret kommunist. Her fandt Amdi Petersen sig til rette. Han kom med egne ord ”for første gang ind i et voksenliv, ind i et miljø, hvor jeg kunne føle mig identisk med de ideer, der herskede.” Men to år senere, da hans aspiranttid udløb, nægtede den lokale skolekommission at forlænge hans kontrakt med den udtrykkelige begrundelse, at Amdi Petersen var langhåret. Sagen blev omtalt vidt og bredt, og sympatien var i vid ustrækning på Amdi Petersens side, fordi skolekommissionens beslutning forekom så uforståelig, også dengang. Afskedigelsen skabte det martyrium, som har udgjort grundstenen i Amdi Petersens identitet. Han har kunnet skabe et billede af sig selv som en kompromisløs forkæmper for pædagogisk frihed. Men billedet er falsk. To af dem, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, Ole Hansen og Carsten Ringsmose afslørede i her i avisen, at Amdi Petersen måtte rejse, fordi han ”plejede meget nære, personlige relationer til de piger, han underviste” (KD’s kronik, 7. nov. 2007). Det var antageligt hensynet til pigerne, der gjorde, at dette forhold ikke kom frem i sin tid.

Samtidig med at han var lærer, blev Amdi Petersen også en central figur i det alternative miljø i Odense og medstifter af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunnerupvej. Det var en jordomrejse sammen med nogle af kollektivisterne, der dannede grundlaget for skabelsen af Den rejsende Højskole i 1970. Ideen for Amdi Petersen var at give unge mennesker den samme øjenåbnende oplevelse, som han selv havde haft på sin rejse. Ideologisk var der tale om et afkog af marxisme med en betydelig hældning mod det maoistiske, men som stærkeste idemæssige indhold stod kolletivismen, både forstået positivt som et ønske om at være fælles om alt, og negativt som et ønske om at annullere den borgerlige individualisme og dermed også den fri vilje. Den enkelte skulle underlægges kolletivets vilje. Efter et par år i skiftende lokaler, flyttede Den rejsende Højskole til Ulfborg i Vestjylland, et sted der kaldtes Tvind, og det skoleimperium, der udgik herfra, er blevet kendt som Tvindskolerne.

Mange siger, at Tvind begyndte som en god idé, der er kørt af sporet. Det kan imidlertid konstateres, at grundstrukturen i det, som Tvind siden er blevet kritiseret voldsomt for, har ligget klar helt fra begyndelsen: den systematiske udnyttelse af offentlige tilskud og det skamløse misbrug af mennesker til at opbygge skolesamvirket – og Amdi Petersen har fra begyndelsen haft det afgørende ord at skulle have sagt. Han oplevede tidligt, at han kunne styre en forsamling med sin karismatiske personlighed. Da han i 1969 fik en dom for vold imod politiet i Flensborg, charmerede han sig nærmest til at få dommen omstødt.

Tvind havde succes i 1970erne. Antallet af skoler voksede, og man lagde mærke til, at skolerne kunne motivere de unge til at gøre en indsats. Her var ikke tale om vindtør teori, men om levende praksis. På Tvind nærer man en tyrkertro på erfaringens kraft og en tilsvarende foragt for boglig lærdom. Efter sin lærertid havde Amdi Petersen en kort overgang studeret på det nystiftede universitet i Odense, hvor han havde lært en anden ung studerende, Ritt Bjerregaard, at kende. Da hun ti år senere blev undervisningsminister, inddrog hun sin gamle studiekammerat i arbejdet med at udvikle det danske skolevæsen. Amdi Petersen kunne på det tidspunkt gå på vandet. Tvinds popularitet kulminerede, da man i Ulfborg i 1979 rejste verdens største elektricitetsproducerende vindmølle. Men allerede samme år begyndte rapporterne om vantrivsel blandt Tvinds elever og lærere at komme til offentlighedens kendskab. Oplysningerne havde sådan set foreligget hele tiden, men ingen havde taget notits før. Siden dengang har Tvind haft næsten kun negativ presse. Mange af Tvinds gamle venner søger tilflugt i den allerede omtalte opfattelse, at det var Tvind, der havde ændrede sig, og at de selv havde haft ret, da de engang beundrede Tvind. Men det er efter alt at dømme selvbedrag. Det var først og fremmest omverdenen, der ændrede sig, tidsånden der skiftede. Det var den såkaldte ”højredrejning” i 1980erne. Man var ikke længere parat til at acceptere opgivelsen af individualismen som et ideal.

Men Tvind overlevede og voksede endnu mere op igennem firserne, nu for alvor også i udlandet, især det sydlige Afrika, hvor Zimbabwes Robert Mugabe er en vigtig allieret. Amdi Petersen havde nu trukket sig fra offentligheden og fra alle officielle poster i skolesamvirket, men han var stadig den centrale skikkelse i organisationen. Han kunne udkaste ideer, som medlemmerne af Lærergruppen ville følge blindt, en enestående egenskab for en leder. Han kunne give dem troen på, at de gjorde en forskel. Mange af hans ideer var imidlertid også hovedløse og gav store tab. Amdi Petersen er blevet beskyldt for at tænke som en kapitalist, men det er forkert. Han har ingen særlig sikker sans for at tjene penge på privat virksomhed. Et forsøg med at skabe en el-bil og mange ejendomsopkøb har vist sig at koste organisationen store summer. Derfor er han omgivet af en kreds af betroede, som har et langt sikrere greb om organisation og økonomi. Det er folk, som han har kendt i mere end 40 år. En stadig større del af Tvinds virksomhed udgøres af handelen med brugt tøj. Tvind indsamler tøjet i Europa og Nordamerika under påskud af, at det går til udviklingshjælp i Afrika, men alle tal viser, at de systematisk overfører midler fra det godgørende arbejde til den kommercielle del af Tvinds virksomhed. Hvor stor Tvinds samlede økonomi er, findes der intet overblik over, men der er uden tvivl tale om værdier og omsætning for hundredevis af millioner.

Tvind var tilsyneladende usårlig. I 1996 forsøgte den radikale Ole Vig Jensen som undervisningsminister gennem en særlov at afskære Tvind fra yderligere statstilskud. Det var en dristig manøvre. Dele af loven blev underkendt ved en historisk kendelse i Højesteret i 1999, statstilskuddet kom ikke igen. Til gengæld blev skolerne i vid udstrækning brugt af kommunerne til anbringelse af vanskelige unge. Det er sket, fordi Tvind som regel har været billigere end andre tilbud, men også fordi nogle af Tvindskolerne har udviklet sig til at være dygtige til at tage sig af de unge.

Amdi Petersen opholder sig i dag efter al sandsynlighed i Mexico, hvor Tvind har opbygget et stort, internationalt hovedkvarter i en øde egn på Stillehavskysten. I mandags forlød det, at mexicanske myndigheder eftersøger ham med henblik på udlevering til Danmark. Det er en udløber af en sag, der begyndte for mere end 10 år siden. Ad endnu uopklarede veje fik politiet fat i papirer, der var nok til at en dommer godkendte en ransagningskendelse i foråret 2001. Det førte til en international arrestordre mod Amdi Petersen, som blev anholdt i lufthavnen i Los Angeles i 2002. Han modsatte sig udlevering og først efter et halvt år kom han til Danmark, hvor han blev stillet for byretten og sammen med de fleste medanklagede frifundet ved en opsigtsvækkende dom i 2006. Anklagemyndigheden forsømte at anke sagen på stedet, og det har siden ikke været muligt at forkynde anken efter retsplejelovens bestemmelser. Først i kraft af en afgørelse fra Højesteret kan det lade sig gøre at gøre en undtagelse fra retsplejeloven og eftersøge Amdi Petersen som udebleven fra retsmøder. Dermed nærmer vi os nu et af de sidste kapitler i den fortsatte kamp mellem Mogens Amdi Petersen og Systemet Danmark, som har udspillet sig over de seneste 50 år.

(Artikel i Kristeligt Dagblad den 7. jan. 2014. Redaktionen valgte rubrikken "Tvinds hårdkogte og karismatiske diktator")

Amdi vingefang og den gule spand

Sociologen Max Weber stillede det ikke uinteressante spørgsmål, hvordan nogle får magt over andre mennesker. Han skelnede mellem tre måder at berettige magt på: Et legalt herredømme, sådan som det udøves af en virksomhedsleder eller en valgt politisk leder, et traditionelt herredømme, som i tilfældet en stammehøvding eller en hersker i et feudalt system, og endelig det karismatiske herredømme. Hvis Weber havde kendt Mogens Amdi Petersen ville han ganske givet have brugt ham som et klokkerent eksempel på det sidste. I henhold til Webers definition styrer den karismatiske leder i kraft af en affektbestemt hengivenhed for herskerens person og hans nådegaver. Sai Baba hører til samme kategori, mens Peter Brixtofte er en mellemting mellem en legal og en karismatisk leder.

Amdi Petersen har ikke beklædt nogen officiel post inden for Tvind siden 1979, dvs. at han ikke har noget legalt herredømme. Anklagemyndigheden er nu i gang med den meget vanskelige øvelse at bevise, at han trods sin officielle status som menig i virkeligheden har haft afgørende indflydelse på de økonomiske beslutninger, der er truffet af bestyrelsen for Tvinds humanitære fond. Muligvis vil det endelige anklageskrift også strække sig endnu videre. Ingen med kendskab til Tvind er i tvivl om, at han har haft den egentlige magt, men det er straks vanskeligere at dokumentere, så det holder for en domstols mere formalistisk orienterede blik. Amdi Petersen er en slags guru for medlemmerne af det, der kaldes Tvinds Lærergruppe. Til trods for sin ureligiøse og politiske ideologi ligner Tvind en sekt. Den opsluger sine medlemmer fuldstændig. Det er en pakkeløsning, der tilbyder tryghed, mening med livet, venner, kost og logi.

Lærergruppen er eksklusiv i den forstand at der kun er plads til dem, der vil ofre sig helt for fællesskabet. Mange er stået af allerede ved det første introduktionsmøde, men en lille rest er så tiltrukket af dette fællesskab, at de tager springet ind i Tvind. Tilhørsforholdet bestemmes ikke så meget af erkendelse, som af en næsten religiøs omvendelse. De taler gerne om at man skal blive et nyt menneske. Afsløringerne af Tvinds luksuslejlighed i Florida for nylig kan forlede til at tro, at Tvind i virkeligheden handler om fordækt berigelseskriminalitet. Det ville være ganske belejligt, hvis det forholdt sig sådan, for så er det jo til at forstå for alle os, hvis væsentligste motivation for at gå på arbejde er lønnen. Men man bør tage idealismen alvorligt. Den er drivkraften for alle de menige arbejdsbier.

Tvindmøllen blev manges indgang til Tvind. Byggepladsen blev et regulært tilløbsstykke, hvor alle fik lov til at give en hånd med, og mange så møllen som det væsentligste konkrete argument imod atomkraften. Alle var ved at revne af stolthed, da den sidste vinge blev monteret. Thorkild Bjørnvig skrev ved indvielsen et patetisk digt om dens kerubiske vingefang, der bredte sig som et udtryk for folkets oprør mod industrialismens uvæsen. Møllen har aldrig kørt for mere end halv kraft. Dens effekt var først og fremmest dens propagandaværdi, og Amdi Petersen blev hyldet som den store idémand, mens kollektivet tog æren for det praktiske. I virkeligheden var Amdi Petersens oprindelige ide ubrugelig, og møllen var aldrig blevet bygget hvis det ikke var for den hjælp, som den tvindske folkekommune fik fra repræsentanter for forsøgscentret ved Risø og DTH.

Den nu afdøde tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde ved en lejlighed, at et retssamfund er kendetegnet ved gennemsigtighed og forudsigelighed, dvs. at magtfordelingen er klar og at det står klart, hvad der er lovligt og hvad ikke. Man må f.eks. ikke dømme med tilbagevirkende kraft. Man kan sige, at Tvind som organisation er kendetegnet ved det modsatte, nemlig uklarhed og vilkårlighed. Ledelsesstilen kan man kalde management by terror. Amdi Petersen er frygtet og berygtet for sine pludselige udfald - og indfald for den sags skyld. Han rejser verden rundt - han var i transit fra Afrika til Mexico, da han blev taget af politiet i Los Angeles - og besøger Tvinds skoler og virksomheder. Overalt mødes han med medlemmer af Lærergruppen og udstikker retningslinjerne for den evige vandring mod horisonten.

Han er charmerende og brutal, og ingen ved, hvornår han er hvad. Fornemmelsen af at være overvåget er konstant. På den måde holdes alle hen i frygt, usikkerhed og hengivenhed. Beslutningsprocessen bygger på »retten til at være enige«, som man siger. Selv private spørgsmål som sygdom, børn og parforhold bliver overladt til fællesskabets beslutning. Det vil i praksis sige at man holder maratonmøder, hvor Amdi Petersen i kraft af sine talegaver og udholdenhed er dominerende. Medlemmerne af Lærergruppen lever i en verden af overarbejde og søvnunderskud, der gør dem mere sårbare for manipulation, men det er ikke hele forklaringen. Amdi Petersen kan få folk til at gøre de mest utrolige ting alene på baggrund af sin personlige udstråling. Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i de psykologiske mekanismer, der får folk til at udholde dette tyranni. Det omtales af tidligere medlemmer af Tvind som en forelskelse og indmeldelsen i Lærergruppen som et forpligtende ægteskab. I så fald er der tale om samme psykologiske mekanisme, der får kvinder til at blive hos voldelige ægtemænd. Trygheden er væsentligere end den personlige integritet.

Det bliver ofte gentaget, at Tvind har udviklet sig fra at være et frodigt pædagogisk eksperiment til en kapitalistisk sekt-lignende organisation. Journalister og debattører øser af billedsprogets rigeste kilder, når de skal beskrive denne påståede udvikling fra Maos lille røde til Amdis sorte Mercedes eller hvad de nu ellers finder på. Teorien om Tvind som en god idé, der er løbet af sporet, er ret belejlig for den store gruppe af mennesker, der engang var fascineret af Tvind. Hvis de kan godtgøre, at Tvind var godt nok dengang og noget skidt nu, har de jo haft ret hele tiden. Det samme gælder i øvrigt afhopperne, når de skal forsøge at forklare, hvorfor de overhovedet gik ind i Tvind. Men Tvind og Amdi Petersen har lignet sig selv fra begyndelsen. Allerede tidligt var der kritik af ledelsesformerne, f.eks. i form af en kronik i 1971 i denne avis. Det var dog først senere, at omverdenen var parat til at lytte til denne kritik. Det skete med en anden kronik også i Information i maj måned 1978. Denne kritik forplantede sig lynhurtigt til den øvrige presse, og siden har det været rutine at skrive skandalehistorier om skolesamvirket. Efter 1978 var tidsånden imod Tvind, men det skyldtes altså, at tidsånden havde ændret sig. Tvind er den samme - blot større. Dengang i 1970 kunne Tvind åbent reklamere med sit kollektivistiske princip. Det stod tydeligt beskrevet i det informations- og reklamemateriale, som Tvind selv producerede. Den borgelige romantiske kærlighed og parcelhus-tosomheden blev nedgjort sammen med individualismen. »Palle var alene i verden, vi andre er her sammen!« var et meget brugt slogan.

I dag er offentligheden ikke så modtagelig for den slags, så Tvind går lidt mere stille med dørene. Fra begyndelsen skød alle deres penge i en gul spand, og kollektivet brugte derefter pengene til at styrke og udvide organisationen, de første år ved udbygning af skolerne i Ulfborg. Siden blev den gule spand omskabt til sindrige fonde, der havde til formål at opkøbe skoler og jord i hele verden. Princippet er det samme. Amdi Petersen har heller ikke ændret sig. Tvind var aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for hans karisma og hans gennemslagskraft. Han blev nægtet fast ansættelse på en skole i Næsby ved Odense i 1965. Syv år senere var han forstander for et seminarium, som han selv havde grundlagt. Han kunne få tingene til at ske og han brugte den magt, han havde over folk. Han kunne tale om, hvordan ikke alene skolesystemet, men hele verden skulle reformeres. Han går ikke i små sko og bryder sig ikke om små menneskers små problemer. Han tænker stort. Skal der være en vindmølle, så lad det være verdens største. De folk, der nu vil spærre ham inde, er blot nogle snæversynede bureaukrater, der ikke har forstået omfanget af hans visioner, mener han. Og hans tilhængere tror på ham. Amdi Petersen fik faktisk virkeliggjort noget af sin globale plan. Tvind har i dag aktiviteter på alle kontinenter undtagen Antarktis. I det sydlige Afrika driver Tvind mange skoler og omsætter for millioner af dollars i brugttøjshandelen. Det ligner en ganske almindelig koncern, men dengang som nu er pengene kun et middel til fortsat ekspansion, rekruttering af endnu flere disciple, og målet er omvendelsen af hele verden.

Det er en naturlig fortsættelse af de store drømme, der blev drømt på Fanø og i Svendborg, hvor Tvind begyndte i 1970. Ledelsen er forklædt i jakkesæt og business-class billetter, for det er der jo råd til, men deres måde at forvalte den tillid, der er dem betroet, er ikke anderledes i dag end dengang de overtalte langhårede entusiaster til at smide deres penge i en gul spand.

(kronik i Information 20. feb. 2002)

En god skuespiller

Mogens Amdi Petersens arrestation i en lufthavn i Los Angeles den 18. februar for nu tre år siden blev en af det års største historier i pressen. Den var forsidestof i ugevis. Retssagen, der skal rede trådene ud, løber endnu. Den har svaret på mange spørgsmål om Tvind, men den har også rejst nye spørgsmål om vilkårene for at føre så komplicerede sager.

Amdi Petersen var gået under jorden i 1979 og nåede i sit fravær fra offentligheden at blive noget nær en mytologisk skikkelse. Jo mere han tav og skjulte sig, desto mere interessant syntes han at blive. Offentlighedens forventninger var derfor store, da det endelig blev muligt at se giraffen.

Anholdelsen i Los Angeles var resultatet af en omfattende efterforskning. Med skiftende mellemrum havde Told&Skat, Civilretsdirektoratet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, politiet i Holstebro, PET og Undervisningsministeriet gennem årene forsøgt at få skovlen under Tvind. Alle havde de en klar mistanke om, at Tvind snyder og bedrager, men det var – med et par mindre undtagelser – ikke lykkedes nogen af dem at fremlægge klare beviser. Først da politiet i Holstebro i 2000 fik forelagt materiale, der dokumenterede dele af Tvinds indviklede struktur, var der nok til en egentlig retssag. Kilden til disse dokumenter var Frede Farmand, der også var researcher på to dokumentarudsendelser om Tvind. Denne selvbestaltede arkivar og hemmelighedskræmmer havde fremskaffet, hvad en håndfuld myndigheders professionelle jurister og økonomer i løbet af to årtier ikke havde magtet af finde. Hvordan han bar sig ad, forbliver en gåde.

Frede Farmand tog sig betalt for sin indsats, om man så kan sige. Politiet skaffede sig på baggrund af hans materiale en ransagningskendelse. Den 25. april 2001 slog de til på en række Tvind-ejendomme og beslaglagde endnu mere materiale. Fjernsynet kunne samme aften vise levende billeder af aktionen. De var optaget af Frede Farmand, der var blevet orienteret på forhånd, så han kunne være til stede med sit videokamera.

 

Det var dette nye materiale fra ransagningen, der endelig resulterede i en international og hemmelig arrestordre mod Amdi Petersen. Umiddelbart var det meget dristigt af anklagemyndigheden at gå efter Amdi Petersen, for da han gik under jorden i 1979, trådte han også tilbage fra alle tillidsposter i Tvind. Han er officielt kun menigt medlem af Tvinds såkaldte Lærergruppe. Det er den gruppe på et par hundrede medlemmer, der giver sig fuldstændig hen til Tvind. De deler selvopofrende deres arbejdskraft, tid og penge med fællesskabet. Der er intet officielt hierarki i Lærergruppen. Der er dog ingen tvivl om, at denne angiveligt meget flade struktur har et ubestridt centrum: Amdi Petersen og hans håndgangne kvinder. Kun indirekte afslører dokumenterne denne kommandostruktur i Tvind. Det efterlader anklagemyndigheden med et dobbelt problem, nemlig at dokumentere

• at der er blevet begået ulovligheder

• at Amdi Petersen har begået dem.

Tvind modarbejdede arrestationen med alle midler og antog Robert Shapiro, en af USA’s dygtigste og i hvert fald dyreste advokater. Sagen blev den, at den danske anklagemyndighed skulle dokumentere anklagens lødighed over for en amerikansk dommer, der derefter skulle træffe afgørelse om udlevering til retsforfølgelse i Danmark. Bagmandspolitiet, der nu sad med sagen, fik travlt med at få oversat anklageskriftet og dets bilag til engelsk. Arbejdet skulle gøres hurtigt og grundigt, for ifølge udleveringsaftalen må anklageskriftet efter en udlevering ved dom ikke siden udvides efter hjemkomsten. Kølen til en kæmpeskude af en sag skulle med andre ord lægges på rekordtid, for det ville ikke blive muligt siden at præsentere nye aspekter.

Den californiske dommer berammede i marts måned det næste retsmøde i sagen til august. Det kom antagelig bag på sagens parter, især Amdi Petersen, der kunne se frem til at tilbringe en varm sommer i varetægt i et county jail. Gennem sin danske advokat begyndte en presset Amdi Petersen at fremsætte forslag til den danske anklagemyndighed om at overgive sig frivilligt, hvis anklagerne imod ham blev mildnet. Det blev imidlertid afvist pure alene af den grund, at den danske anklagemyndighed ikke indgår deals, som man gør det i Amerika.

I slutningen af august havde Amdi Petersen tilsyneladende svedt længe nok. Han indvilgede pludselig i at lade sig udlevere betingelsesløst. Det er i hvert fald sådan, det fremstår udadtil. Han blev fløjet til Danmark i midten af september måned, hvorpå han blev varetægtsfængslet. Første retsmøde berammedes til februar måned det følgende år, men det blev fremskyndet til december. Yderligere blev planen lagt således, at sagen kunne indledes med afhøringen af Amdi Petersen. Ved et retsmøde i januar 2003 kunne Amdi Petersen derefter løslades. Mod forventning kunne han beholde sit pas.

Han kan frit rejse, og han har bl.a. besøgt Tvinds store hovedkvarter i Zimbabwe. Denne service over for Amdi Petersen kan ikke tolkes som andet end anklagemyndighedens pris for den betingelsesløse overgivelse. Der må være indgået en deal.

Amdi Petersen har haft held til at fremstille sig selv som en knækket mand. De få øjeblikke, han viser sig for fotografer uden for retssalen, giver billedet af en gammel, lidt dårlig klædt og krumbøjet mand. Det er langt fra retvisende. Han er i fysisk fin form og i virkeligheden befinder han sig i en situation, som han mestrer. Da omstændighederne i Los Angeles tvang ham ud af anonymiteten, genoptog han en duel, som han har udkæmpet siden midten af 1960’erne: Amdi mod Samfundet. Det er vel at mærke en kamp, som han har været vant til at vinde. I 40 år er det lykkedes ham at løbe om hjørner med myndighederne.

 

Taktikken i dag er simpel. Han møder op til retsmøderne og ser lidt stakkels og rådvild ud. (En enkelt gang måtte han dog melde forfald. Retten modtog og godkendte en håndskrevet lægeerklæring pr. fax fra Harare.) Hans tilhængere ved imidlertid godt, at han er en glimrende skuespiller. Imens udkæmper en halv snes advokater og jurister en kamp alene for at få deres kalendre til at passe sammen. Den offentlige udgift til beskikket forsvar vokser til et betragteligt millionbeløb.

Anklagemyndigheden har et enormt materiale til rådighed. De har åbenbart gjort et stort stykke arbejde for at skære anklageskriftet til, så det ikke fylder for meget. Det handler udelukkende om Tvinds humanitære fond og om anvendelsen af dens midler. Tvinds langt større erhvervsdrivende fonde eller de offentlige tilskud til skolerne kommer slet ikke på tale. Alligevel er sagens fylde vokset anklageren og byretten i Ringkøbing over hovedet. Ifølge dommerens skøn slutter sagen mod Amdi Petersen og konsorter ikke før næste år. Til den tid vil der være gået fire år fra hans arrestation.

Bliver der tale om en dom over Amdi Petersen, er der dog formildende omstændigheder. For det første vil hans tid i amerikansk og dansk varetægt blive fratrukket en evt. straf. For det andet vil Amdi Petersen på dette tidspunkt være 67 år gammel. Ældre mennesker får ofte rabat. For det tredje vil man kunne se tilbage på en meget lang retssag. Sendrægtighed i sagsbehandlingen kan også give nedslag i straffen. Endelig er der tale om en førstegangsforseelse. Ganske vist har Amdi Petersen en dom for vold mod politiet i Flensborg i 1969, men den bør ikke tælle med. Dels er det en meget gammel sag, dels var der antagelig tale om et justitsmord. Det skulle derfor ikke undre, om Amdi Petersen, når dommen falder, kan forlade retssalen enten som en fri mand eller med udsigt til en meget lille reststraf.

At Amdi Petersen dermed har udsigt til en moralsk sejr, siger ikke så meget om berettigelsen af sagen imod ham. Jeg er personlig ikke i tvivl om, at manden har fortjent en straf. Spørgsmålet, der hermed må rejses, er, om anklagemyndigheden og domstolene overhovedet er skikket til at føre sager af dette omfang? Hvor mange andre sager må ligge hen, fordi der simpelthen ikke er resssourcer til at forfølge dem? Eller endnu værre: Hvor mange sager bliver aldrig taget op, fordi offentlige myndigheder ikke har den nødvendige faglige kapacitet?

(kronik i Information 10. marts 2005)

Fra hestens egen mund

Thomas Højmark har i løbet af de seneste uger offentliggjort længere indlæg i flere af landets aviser - senest på denne plads i går - hvori han tager Tvind og Mogens Amdi Petersen i forsvar. Højmark mener, at Tvind er udsat for en hetz fra samfundets side, der kan sammenlignes med jødeforfølgelser. Det taler til pressens fordel, at den lader Højmark komme til orde, og det dementerer samtidig Højmarks påstand, at Tvind ikke bliver hørt i debatten. Højmarks indlæg er på den ene side meget ensidige i deres forsvar, men på den anden side også læseværdige, fordi de fortæller om Tvinds selvforståelse. Tvind er et kollektiv bestående af mennesker, der deler tid, penge og arbejdskraft i den såkaldte Lærergruppe. Højmark, der selv er mangeårigt medlem, beskriver indmeldelsen i Lærergruppen som en mundtlig aftale. Det er forkert. Medlemmerne skriver bl.a. under på en fuldmagt, der overlader forvaltningen af medlemmets privatøkonomi til kollektivet. Dette kollektiv er indadtil strengt hierarkisk, men udadtil kendetegnet ved en ubrydelig solidaritet. Anklager udefra mod et enkelt medlem opfattes som en anklage mod hele Lærergruppen. Det forklarer Højmarks forargelse på Amdi Petersens vegne, om end det ville undre mig, om Amdi Petersen kom Højmark til undsætning efter dette.

Det understreges til stadighed, at alle beslutninger tages i fuldkommen enighed. Derfor er det også misvisende, når Højmark i gårsdagens kronik skriver, at der er holdningsfrihed i Lærergruppen. Princippet bygger netop på, at uenighed skal afvikles og enighed fremmes. Af samme årsag forekommer Tvind som en meget lukket organisation. Der er ganske vist ingen pigtrådshegn om skolerne, og enhver er velkommen til at besøge dem. Lærerne er altid glade for at fortælle, men netop enigheden er påfaldende. Skolerne fungerer alle efter samme principper, og alle medlemmer af Lærergruppen siger præcis de samme ting. Det er udtryk for struktureret informationspolitik, og det giver et meget stærkt indtryk af styring og lukkethed. I alle økonomiske spørgsmål er lukketheden ganske konkret. Spørger man offentlige myndigheder af enhver slags om deres erfaringer med Tvind, vil de kunne fortælle historier om, hvordan Tvind gang på gang kun mangelfuldt har opfyldt sin lovbefalede oplysningspligt. Den tidligere talsmand Poul Jørgensen har endda en landsretsdom for at tilbageholde oplysninger fra Civilretsdirektoratet.

kommer fint til udtryk i Højmarks sprog. Han taler ikke som sig selv, men hele tiden i første person flertal. Højmark har rask væk kaldt de midler, der administreres af den nu så omstridte humanitære fond, for »vores penge«. Dermed har han så tydeligt, som anklagemyndigheden næsten kan ønske sig, givet udtryk for Lærergruppens selvopfattelse. Hele ideen med skattefrie donationer til en fond er jo, at der er tale om betroede midler, som ikke kan anvendes, som om der var tale om en privat formue. Men fordi alting i Lærergruppen er »vores«, har medlemmerne øjensynlig også store vanskeligheder med at skelne mellem mit og dit.

I alle økonomiske spørgsmål er lukketheden ganske kon- kret , Om Lærergruppens aktiviteter verden over siger Højmark: »I dag dyrker vi bananer, samler tøj ind i stor stil, sejler med skibe, organiserer mennesker med at få kontrol med HIV/AIDS, uddanner 23.000 afrikanske skolebørn«. I et andet indlæg fortæller han, at Lærergruppen kontrollerer et skovbrug på størrelse med Lolland, »Fazenda Jatoba« i Brasilien. Talsmænd for Tvind har ellers systematisk benægtet, at Tvind er en verdensomspændende koncern, der knytter ulandsarbejde, skolearbejde og erhvervsmæssige interesser sammen. Så sent som sidste år forsøgte Poul Jørgensen at fjerne et dokument fra Civilretsdirektoratets varetægt, hvoraf det fremgår, at Lærergruppen i praksis ejer »Fazenda Jatoba«. Ledelsen af UFF i Sverige benægter at være styret af Lærergruppen. I Østrig har den lokale søsterorganisation, Humana, lagt sag an mod en mand, Friedrich Griess, der har påstået, at Humana er en del af Tvindkoncernen. Det vil ganske givet glæde hr. Griess, at Højmark som fuldgyldigt medlem af Lærergruppen bekræfter hans mistanke. Vi har det nu fra hestens egen mund.

kollektivistiske selvopfattelse viser sig tydeligst i mødet med det moderne retsvæsen. Vi lever i en individualiseret tid, og det har vi i juridisk forstand gjort i mindst 200 år. Kollektiv straf findes ikke længere. Ingen kan retsforfølges for, hvad andre har gjort. Det er et smukt princip, der imidlertid har sin pris. At domstolene er parate til at betale denne pris, blev tydeligt under retssagen mod Blekingegadebanden, der havde slået en betjent ihjel under et røveri. Da ansvaret for drabet imidlertid ikke kunne placeres på et enkelt medlem af banden, blev ingen af dem dømt for det. På samme måde er det vanskeligt at stille enkeltmedlemmer af Lærergruppen til ansvar.

Talsmænd for Tvind har ellers systematisk benægtet, at Tvind er en verdensomspændende koncern, der knytter ulandsarbejde, skolearbejde og erhvervsmæssige interesser sammen , Thomas Højmark fortæller, at en langvarig undersøgelse af Tvindskolernes forvaltning af de statslige tilskud mundede ud i, at statsadvokaten i Aalborg, Ole Stiegel, i januar 1998 ikke fandt grundlag for en sigtelse. Det er for så vidt rigtigt, men Højmark undlader at fortælle, at Stiegel specifikt pegede på, at undersøgelsen havde været berettiget, fordi der efter hans mening var foregået uregelmæssigheder, men at der ikke kunne gøres strafansvar gældende over for en enkeltperson, og at straffeloven derfor ikke kunne bringes i anvendelse. Det er denne afgørende forskel på det strafbare og det ulovlige, som Tvind så mange gange har nydt godt af. Statsadvokatens udsagn blev i øvrigt bekræftet af Vestre Landsret, der i december sidste år afgjorde, at Den rejsende Højskole på Sejrens Vej havde modtaget 5,5 mio. kr. i uberettiget statstilskud. Højmarks beskrivelse af Lærergruppen som et kollektiv af fredselskende og uegennyttige humanister er selvfølgelig ikke fuldstændig misvisende. Som menigt medlem af Lærergruppen arbejder man hårdt og længe for ingen penge. Det er i hvert fald uegennyttigt. De danske kommuner synes, at Tvinds pædagogiske arbejde er så godt, at de bruger ca. 180 mio. kr. om året på at sende problembørn på Tvindinstitutioner. Jeg er overbevist om, at de fleste af Tvindskolernes lærere er oprigtigt engageret i at gøre det så godt som muligt for deres elever, og at nogle børn faktisk har glæde af Tvinds pædagogik. Amternes tilsyn med institutionerne har imidlertid også kunnet konstatere, at en stor del af dem ikke opfylder gældende krav.

især af lokale regeringer med Zimbabwes Robert Mugabe i spidsen. En evalueringsrapport af Tvinds arbejde i det sydlige Afrika bedømmer indsatsen positivt, men kritiserer dog administrationen for at være dyr, ledelsen for at være inhabil og organisationen for at være uden lokalt, folkeligt fodfæste. Det springende punkt for kritikken af Tvinds ulandsarbejde er økonomien. Tvinds projekter i marken arbejder på meget små budgetter, samtidig med at en relativ stor del af pengene går til udgifter, der vanskeligt kan retfærdiggøres. Mistanken er den, at der med vilje ledes midler fra almennyttige formål til erhvervsmæssige. Princippet kan illustreres med tal for UFF i Danmark, der officielt er en velgørende forening. Den konstituerede direktør Jesper Petersen oplyste for nylig til Netavisen, at foreningen omsætter for 11 mio. kr. årligt. Af disse penge går ca. 10 pct. til ulandshjælp. Det er ikke meget, når man tager i betragtning, at tøjet - ca. 2.000 tons hvert år - doneres til organisationen gratis og at arbejdskraften til dels er frivillig. Af samme grund går Told & Skat foreningen efter i sømmene for at se, om den stadig kan gøre krav på skattefrihed. Dagens Nyheter i Sverige har skønnet, at UFF i Sverige sælger det brugte tøj videre til andre Tvindselskaber til underpris for dermed at trække penge ud af den velgørende forening til fordel for uvedkommende. Svensk UFF benægter naturligvis, selvom deres officielle tal viser, at også de er forbavsende dårlige til at tjene penge på de mere end 8.000 tons tøj, der indsamles i Sverige årligt. Charity Commission, der fører opsyn med velgørende foreninger i Storbritannien, lukkede for et par år siden Humana UK på grund af store økonomiske uregelmæssigheder, hvilket dog ikke har ført til andet, end at Tvind har fortsat sine aktiviteter under et andet navn.

Lærergruppen er det forståeligt, at Højmark må føle den stærke kritik, der er rejst, som en sammensværgelse, men hans fuldstændig blanke afvisning af, at der skulle være noget som helst i vejen med Tvind, er et tydeligt tegn på, at det fortsat vil være meget vanskeligt at gennemføre en kritisk dialog med ham eller den organisation, han er medlem af.

(kronik i Berlingske Tidende 19. marts 2002)

Mine penge, dine penge og andres penge

Thomas Højmark, medlem af Tvinds lærergruppe, ønsker med sit rørende forsvar for Amdi Pedersen i lørdagens udgave af Politiken at overbevise sin læser om, at Tvind er et ejegodt foretagende, der aldrig har gjort noget forkert. Omverdenen driver en nærmest konspiratorisk hetz mod skolesamvirket, mener han. Efterhånden som kendsgerningerne om ledelsens forvaltning af Tvinds humanitære fond bliver offentligt kendt, er det imidlertid blevet en alt vanskeligere sag at opretholde billedet af Tvind som den forfulgte uskyldighed, men det synes ikke at anfægte Højmark. »På intet tidspunkt har der været reaktioner, der gik på, at vi var i færd med at gøre noget ulovligt«, skriver Højmark om fondens aktiviteter. Det er på to måder et bemærkelsesværdigt udsagn.

For det første er det direkte forkert. Enten taler Højmark mod bedre vidende, eller også er han usædvanlig dårligt informeret af de mennesker, der nyder hans ubetingede loyalitet. Civilretsdirektoratet har gennem nu flere år haft mistanke om, at fonden ikke delte penge ud i overensstemmelse med sit formål og har ikke forsømt at gøre fondsbestyrelsen opmærksom på det. Og der er altså ikke tale om høflighedsudvekslinger. Bestyrelsesformanden, Poul Jørgensen, har fået landsrettens dom for, at han ikke har overholdt sin oplysningspligt over for myndighederne, og samme Jørgensen blev sidste år taget i at stjæle papirer fra Civilretsdirektoratet. For det andet skriver Højmark som det naturligste af verden 'vi'. Han omtaler sågar fondens midler som »vores egne penge« - oven i købet i nutid. Så vidt jeg ved, har Højmark ikke engang siddet i fondens bestyrelse. Højmarks formulering er et nærmest inkriminerende præcist udtryk for Lærergruppens selvopfattelse, for den kender nemlig ikke forskel på dit og mit. I Lærergruppen deler man sin tid, sin arbejdskraft og sine penge. Højmark må for min skyld gøre med sine penge og sin loyalitet, hvad han vil. Det er ikke ulovligt at dele alting med hinanden, og vi skal som udenforstående naturligvis ikke forveksle det anderledes med det forkerte. Men netop i dette tilfælde er der ikke tale om Højmarks penge. Op til 300 medlemmer af Lærergruppen har i en årrække givet 15 procent af deres indkomst, dog min. 15.000 kroner, til den pågældende fond. Dette bidrag var fradragsberettiget på selvangivelsen, fordi pengene blev givet til 'almennyttige formål'. Fondens penge er betroede midler og må ikke forveksles med en privat formue. Humlen af den rejste sigtelse er ganske enkelt, at fondsbestyrelsen ikke har skelnet mellem 'vores penge' - dvs. private og/eller erhvervsmæssige formål - og almennyttige formål. Påfaldende nok fremgår det af det fremlagte materiale i retten i Los Angeles, at netop Amdi Pedersen ikke har benyttet sig af sin fradragsret, hvilket nok betyder, at han heller ikke har bidraget til fonden. Samtidig har han efter alt at dømme haft bestemmende indflydelse på fondsbestyrelsens beslutninger, der synes at være truffet til gunst for ham selv. Det er et udmærket udtryk for, at nogle medlemmer af Lærergruppen er mere solidariske end andre - 'vores penge' er bestemt ikke 'alles penge' - og at de egentlige, bedragne i denne sag ikke er de offentlige myndigheder , men folk som netop Thomas Højmark. Det mandat, som ledelsen har svigtet, er til syvende og sidst hans.

(debatindlæg i Politiken 5. marts 2002)

Grådighed eller idealisme?

TINE Eiby har skrevet flere gode artikler om Tvind i Weekendavisen gennem tiden, den første helt tilbage i 1985, hvor hun ud fra sine personlige erfaringer har forklaret fænomenet Tvind for avisens læsere. Den seneste er blevet til i anledning af historien om Tvinds luksuslejlighed på en privat ø ved Miami Beach, som et par snilde folk fra Jyllands-Posten har gravet frem. Tine Eiby udtrykker en blanding af skuffelse og lettelse over at have fundet ud af, at Amdi Petersen har mistet sine idealer og at det nu kun handler om at bo i luksus i de amerikanske subtroper. Indirekte bekræfter Eibys artikel to gængse teorier om Tvind. Den ene er, at Tvind har udviklet sig fra at være et idealistisk eksperiment med mange gode elementer til at blive et kynisk og kapitalistisk foretagende. Den anden er, at idealismen er et skalkeskjul for simpel grådighed.

Den Rejsende Højskole blev grundlagt i 1970 og byggede fra starten på de principper, som endnu gælder for Lærergruppen i Tvindkoncernen: En ekstrem kollektivisme, der blandt andet udelukker retten til at være uenig. Det blev i praksis organiseret således, at alle stak deres penge i samme centralt styrede pulje, der blev brugt til at finansiere skolesamvirkets ekspansion. Forskellen fra dengang og nu er hovedsagelig størrelsen og den omstændighed, at Tvind i dag er blevet lidt dygtigere til at håndtere sin rigdom, men princippet er uændret: Pengene er et middel til den stadige udvidelse af aktiviteterne og målet er at ændre verden til det bedre. Når nogle alligevel tror, at Tvind begyndte som en rigtig god idé, der er løbet af sporet, skyldes det antagelig, at det er en bekvem måde at retfærdiggøre ens egen ændrede stilling til tingene. De mange mennesker, der støttede Tvind i halvfjerdserne, kan på den måde trøste sig selv med, at de har haft ret hele tiden. (Dette gælder nu faktisk ikke Tine Eiby). Det er meget normalt, at afhoppere forklarer deres egen afrejse fra Tvind med, at skolesamvirket havde ændret sig til det værre. Snarere er der som regel sket det, at afhopperen selv er blevet klogere på Tvindkollektivismens hensynsløshed og foragt for personlig integritet. Det er udtryk for en slags borgerlig bekvemmelighed at tro, at Tvind handler om grådighed og at de i virkeligheden bare gør som vi, blot på en anden måde. Det er i denne sammenhæng væsentligt at fastholde, at Tvind faktisk er et meget anderledes foretagende, der ikke ligner Normaldanmark. Det er klart, at ledelsen ikke siger nej til at blive forkælet af sine tilhængere, hvis den har muligheden, men jeg tror ikke, at det er luxus i sig selv, der er pointen; den er mere et privilegium, der tjener til at bekræfte og underbygge organisationens hierarkiske - eller feudale om man vil - ledelsesstruktur. Jeg tror man kommer sandheden nærmere, hvis man for forståelsens skyld forsøger at tage Tvinds egne idealer alvorligt, og ikke blot reducerer dem til noget, som vi kender fra os selv. Man kan ikke få voksne mennesker til at arbejde 12 timer om dagen året rundt for ingen penge, uden at de faktisk tror på, at deres arbejde nytter i den store sammenhæng. Selvfølgelig får disse hårdtarbejdende og idealistiske stakler aldrig frelst verden, men drivkraften er troen på, at der bare mangler det sidste nøk.

(debatindlæg, Weekendavisen, 16. nov. 2001)

Historikere versus journalister

Det må stå på side 1 i håndbog for journalister, at de skal gå lige til sagen og ikke begynde med Adam og Eva hver gang. Umiddelbart derefter følger reglen om, at historien skal fortælles, så den forudsætningsløse også kan følge med. Det er nogle ganske udmærkede regler, der skal sikre, at historien bliver fortalt og helst uden omsvøb. Men et eller andet sted i den store mediemølle må der være sket en kortslutning. Dansk journalistik synes nemlig i vid udstrækning at bygge på det princip, at journalisten selv skal være forudsætningsløs for at være professionel, for en god journalist skal kunne skrive om hvad som helst: Tour de France den ene dag og finanslov den næste, og eftersom man ikke kan vide alting, kan man lige så godt vide ingenting.

Hele mediebranchens opbygning gør, at journalister lever under en slags nyhedstvang. Hver dag skal der produceres timevis af nyhedsudsendelser og skrives spaltevis af stof om verdens begivenheder. Der er kronisk mangel på godt stof. En nyhed er at definere som en væsentlig oplysning, som hidtil har været ukendt. Jo færre forudsætninger journalisten har, desto større er mængden af nyt, og det udvider unægtelig arbejdsmarken en del. Nu er uvidenhed ikke nødvendigvis af det onde. Ukendskab til baggrunden sætter journalisten i stand til at stille de spørgsmål, som den forudsætningsløse læser ville have stillet, og som bekendt er dumme spørgsmål ikke altid så tossede. Journalisten håber nok at kunne klare sig som det lille barn, der ikke kender sammenhængen og derfor tydeligst kan se, at kejseren ikke har noget tøj på. I realiteten udfylder journalisten oftere den knap så flatterende rolle som skrædderne, der spinder en længere historie på ingenting.

For en historiker er journalistikkens historieløshed påfaldende. Berlingske Tidendes egen »afsløring« af A.P. Møllers rolle under besættelsen for nylig kan tjene som illustration. Hvis de journalister, der skrev historien, havde gjort sig ulejlighed med at læse i de bøger, der faktisk er skrevet om emnet, ville de have opdaget, at størstedelen af deres historie var velkendt stof, og at de få oplysninger, som faktisk indtil da havde været ukendt for offentligheden, var perifere og ikke rokkede væsentligt ved det hidtidige billede af den gamle skibsreder som en mand med mange interesser. ‘

Der er i sig selv intet galt i at fortælle en velkendt historie igen. Historikere gør det ustandselig, men det er en besynderlig uskik at forsøge at sælge gamle historier, som om de var nyheder. En af historiefagets grand old men, Hans Kirchhoff, skrev for nylig om pressens behandling af besættelsestiden: »Der er ganske rigtigt kommet en ny generation af journalister til, som ikke har nogen basisviden om besættelsen, og som skal profilere sig med den gode historie. De har ikke tid til at læse de værker der findes - måske kan de slet ikke læse! Vi har dem i telefonen med de mest banale spørgsmål, hver gang en sag er kørende. Det går derudad huj-hej, og resultaterne bliver ofte derefter.«

Det betyder ikke, at historikere ikke vil bistå journalister, men det ville være en fordel, hvis journalisten havde forberedt sig lidt. Hvis man skulle forlade historikerens hjemmebane og vælge en historie, der ikke handler om fortiden, kunne man tage TV 2’s nye dokumentarsatsning, TV2.dok, der indledte sæsonen med to store udsendelser om Tvind. I de stort anlagte forskræp blev seerne lovet nye afsløringer af Tvinds internationale finanscirkus. Paradoksalt nok endte udsendelserne med at sælge velkendt stof, som om det var nyt, samtidig med at centrale og relevante oplysninger blev udeladt. De præsenterede en gammel mistanke, nemlig at Tvind via en fond bevilger sig selv penge for at undgå at betale skat.

At Tvinds lovligt opsparede midler kanaliseres videre i Tvinds eget system, har været kendt i mindst 10 år. I 1993 søgte Tvinds juridiske ankermand Poul Jørgensen fx om 1,2 mio. kr. til reparation af Tvind-møllen og fik pengene bevilget af Fonden til støtte for humanitære formål, hvis formand er den selv samme Poul Jørgensen. Hvis det var ulovligheder, som tilrettelæggerne ledte efter, kunne de have nævnt, at samme Jørgensen i 1996 blev trukket i retten for at forholde Civilretsdirektoratet oplysninger om fonden, og de kunne også have fundet ud af, at Mogens Amdi Petersen fik en fængselsdom for vold mod politiet i 1969. Det ville endda have passet vældig godt til udsendelsernes sensationskoncept. Historikere har en lang tradition for at anklage journalister for at være overfladiske og forhastede, mens journalister gerne mener, at historikere er nogle tørvetrillende besserwissere. Det har de såmænd ikke helt uret i. Den debat blev for et år siden ført ud i sin egen karikatur i forbindelse med en bog om de danske østfrontfrivillige under Anden Verdenskrig udgivet af to journalister.

Frænde er frænde værst. Ideelt set ligner de to fag nemlig hinanden, selv om der er store forskelle i praksis. Journalister haster gladelig forbi den ene interessante sandhed efter den anden i en hæsblæsende jagt på en politiker, der lyver. En af forskellene på journalister og historikere er, at journalister beskæftiger sig med det, der ændres, mens historikere kan tillade sig den luksus det er at interessere sig for det, der er konstant. I pressens særlige døgnrytme skal alting opfindes forfra hver morgen, og det giver et fejlagtigt billede af en verden i voldsom forandring. Nogle medier prøver ganske vist at overvinde stakåndetheden og forsøger at give læserne indblik i forhold, der strækker sig mere end 24 timer tilbage i historien, men det mislykkes ofte. Mange af de artikler, der af redaktionen rubriceres som »baggrund« eller »analyse«, rummer ikke andet end fladbundede almindeligheder og halvt fordøjet polemik. Det er ikke journalistens opgave qua journalist at skrive historie. Han skal skrive om de levende og lade historikerne om de døde, men det fratager ikke journalisterne ansvaret for at kende historien.

Goethe mente, at man i åndelig forstand blot levede fra hånden til munden, hvis man ikke kunne skrive sin historie 3.000 år tilbage. Det er nok lidt rigeligt forlangt. Men man kunne godt kræve, at journalister, der fx beskæftiger sig med udenrigsstof, havde mere end en anelse om de seneste 75 års verdenshistorie. Pressens historieløshed er fx en af årsagerne til, at EU-debatten herhjemme aldrig har fået lov til at løfte sig over gulvhøjde. Politikerne har selv en stor del af skylden, men mediernes optagethed af døgnets begivenheder har også forhindret, at den logik, der ligger bag tilblivelsen af den europæiske union, er blevet fortiet. Når der er tale om, at unionen skal afløse et Europa, hvor staterne strides, er det et historisk argument, der ikke alene hentyder til Anden Verdenskrig men også til efterkrigstidens europæiske system, der var præget af toldbarrierer, valutarestriktioner, økonomisk usikkerhed og direkte fattigdom. Den historieløse er også visionsløs.

I 30 år har det været umuligt at lancere EF som en vision om et fremtidigt Europa. Man kan synes om denne vision, hvad man vil, men pressen må bære sin del af ansvaret for, at det aldrig har stået klart, at det handler om andet og mere end folkepension og flæskepriser. Pressens historieløshed er en af årsagerne til, at EU-debatten herhjemme aldrig har fået lov til at løfte sig over gulvhøjde , Dagbladene er i krise, og de forsøger at producere sig ud af den. Nye tillæg og magasiner skal skaffe flere kunder, men resultatet er, at økonomien svigter og mængder af ligegyldigt papir hober sig op hos abonnenterne. I stedet burde de satse på færre bogstaver og bedre indhold. Det dogme, at en journalist skal kunne skrive om alting, må opgives. Jeg er sikker på, at mange journalister ønsker sig muligheden for at koncentrere sig om et stofområde med en længere deadline, og de fleste af dem er uden tvivl dygtige nok til at udnytte en sådan mulighed for at skabe bedre aviser.

(Kronik i Berlingske Tidende 21. okt. 2000)

Karismatisk ledelse

Næsten skrøbelig, ville jeg kalde ham ved første øjekast. Han er tynd og høj med en let ludende holdning, nærmest duknakket. Han sidder med ryggen til os, ansigt til ansigt med dommeren, så vi tilhørere ser ham næsten kun bag fra, dagens hovedperson: Mogens Amdi Petersen. Hans ører sidder lavt bemærker man, et stykke nede, hvor hovedet skråner ind mod halsen. Sammen med det tynde, lyse hår giver det indtryk af en ranglet teenager. I profil er der dog ingen tvivl om, at det er en prøvet mand, der sidder dér. Så mange dages hovedperson har han været. På hans højre side står anklageren, høj, mindst lige så mager og markeret, men noget yngre. Amdi Petersen svarer på spørgsmålene tøvende.

Tilsyneladende leder han efter svarene, men efter at have lyttet en hel dag, kan man konstatere, at de er faldet med en vis systematik. Han har trukket fuldt hus. Der er foruden de almindelige tilhørere også retsreportere nok til at fylde stolerækkerne. De er der fra de landsdækkende og lokale aviser og tv-stationerne. De kender hinanden fra tidligere, hilser og udveksler efterretninger. Ritzau har sendt to, så de kan skiftes til at liste sig udenfor og sende en situationsrapport uden at gå glip af noget væsentligt. De første mødte kl. 8.00 for at være sikre på en plads. Retsmødet begynder lidt efter kl. 10. Der er en smule forsinkelse, for ikke blot Amdi Petersen og hans advokat, Anders Boelskifte, men også de syv øvrige tiltalte i sagen og deres repræsentanter skal på plads, inden dommeren, en upåfaldende mand, indleder forhandlingerne. Retsmødet tager sin begyndelse med korte sagsfremstillinger af henholdsvis anklager og forsvarer. Hovedpersonens varetægtsfængsling udløber den næste dag, og forsvaret håber, at en fremskyndelse af anklagerens afhøring af ham kan overbevise dommeren om, at varetægtsfængslingen ikke skal opretholdes.

Når først den tiltalte er blevet afhørt i doms-mandsretten kan selv ikke en evt. flugt forhindre en domfældelse. Anklageren, vicestatsadvokat Poul Gade, har ladet mangfoldiggøre et ringbind med utallige af de dokumenter, som politiet har beslaglagt ved ransagninger hos Tvind. De runddeles til samtlige tilstedeværende advokater. Nu får de travlt med at følge med i anklagerens henvisninger til side 18, side 403, side 53 og igen side 18. Dokumenterne skal godtgøre anklagerens væsentligste påstand, at Amdi Petersen har haft væsentlig og bestemmende indflydelse på de beslutninger, der er truffet i Tvinds almennyttige fond. Tilhørerne kender kun indholdet gennem anklagerens hurtige oplæsning af de passager, som han finder relevant for sagen. Det er breve fra Amdi Petersen og Kirsten Larsen, som giver anvisninger på, hvordan Lærergruppens aktiviteter skal udvikle sig. De underskriver sig i fællesskab »Klap«, en kombination af deres initialer. Står der også et k+k foran, betyder det »kærligst og kammeratligt«.

Amdi Petersens strategi for sine svar er at bagatellisere brevene. Han fortæller, at de i virkeligheden betyder noget andet, end de synes at gøre for den almindelige læser. Et brev, der tydeligvis er en irettesættelse, er lige så meget et kærlighedsbrev som et formaningsbrev, fortæller han. Han siger, at brevene er et resultat af en længerevarende beslutningsproces, der har involveret langt flere personer, stor-møder. De er blotte referater af de kollektive beslutninger. Selv er han ikke meget andet end en konsulent, og slet ikke topleder. Han sammenligner Lærergruppen med et ægteskab, hvor ingen bestemmer over den anden. Anklageren er ikke hurtig nok til at spørge, om der er børn i ægteskabet, og hvor stor selvbestemmelse de børn har. Det er anklageren meget om at demonstrere, at Tvinds tilsyneladende flade struktur dækker over et benhårdt hierarki, en koncern med en koncernledelse og nogle vicepræsidenter. Amdi Petersen kokketerer i sine svar med, at han da ville ønske det var så vel, for han havde mange forslag til en effektivisering af strukturen. Desværre, siger han, lytter de ikke til mig. Det er vanskeligt at vurdere, om Amdi Petersen selv tror på, hvad han siger. Han er kendt for at tale usandhed flydende. Gade tror ham i hvert fald ikke.

Spørgsmålet er, om Gades forestilling om Amdi Petersens rolle er sand. Han har et billede af Amdi Petersen som en klassisk virksomhedsleder, der med sin håndfuld af underdirektører leder et multinationalt firma. Det er antagelig en misforståelse. Amdi Petersen er nærmest et skoleeksempel på det, som den tyske sociolog Max Weber kaldte en karismatisk leder, dvs. en leder, hvis autoritet udgår fra de undergivnes tillid til hans personlige egenskaber snarere end hans formelle position i systemet. Man behøver nemlig intet hierarki for at være autoritær. Faktisk er et hierarki ofte så bureaukratisk, at reglerne spærrer for den vilkårlighed, som ligger det autoritære hjerte så nær. Hvis der er for mange regler, bliver systemet for forudsigeligt, og så er der ikke plads til den store individualist i toppen. Vilkårlighed og uforudsigelighed er to af Amdi Petersens væsentligste styringsredskaber. Ingen ved hvor de har ham eller hvornår. Han kan dukke op når som helst i et hvilket som helst humør. Den ene dag uddeler han ros og den næste dag ris - uden at den riste og den roste kan udgrunde de nærmere årsager til hans humørsvingninger. Usikkerheden afføder frygt, og frygt er på sin side den bedste grobund for despoter. De trives i den. Men selv diktatorer har brug for popularitet, og det gælder især den karismatiske leder. For dem er persondyrkelsen en slags narkotikum. De kan ikke leve uden den. Derfor har de det bedst, når de er elskede på samme måde som børn elsker deres forældre - loyalt og betingelsesløst, fuldstændig uafhængigt af den behandling, som de giver børnene.

Diktatorens vilje ytrer sig ikke så meget i diktater som i disciplenes trang til at være den første til at gætte hans seneste ønske. Det er og bliver en gætteleg, for diktatorens smag lader sig ikke sætte på formel. Nogle vinder i dette lotterispil, men en skønne dag taber de også, fordi de skødesløst troede, at mesterens livret var den samme i dag som i går. Trangen til at tækkes ham forbliver dog usvækket hos de fleste, og derfor kan han i princippet leve på den løgn, at han kun er blandt ligemænd, der vil ham det lige så godt som han dem. Som sagt: det er vanskeligt at sige, om Amdi Petersen selv tror på, hvad han siger. Tvind er historien om konstante omstruktureringer, degraderinger og forfremmelser. Kun en ganske lille kerne af folk er forblevet i centrum. Resten er gået fra gunst til ugunst og tilbage igen uden altid at kunne forstå hvorfor. Denne mangel på evne til at gennemskue tingene har forledt dem til den konklusion, at det antagelig var deres egen skyld, og at de nu må anstrenge sig endnu mere for at forstå årsagerne til deres fejltrin, så de kan undgås i fremtiden. En del har afdækket gøgleriet og er rejst deres vej, men nye medlemmer har fyldt pladserne efter dem. Tiden må vise, om anklageren har esser nok i ærmet til at lure sin modstander. Foreløbig har han en masse papirer, der godtgør, at Amdi Petersen og Kirsten Larsen har haft en holdning til Tvinds udvikling. Anklageren mangler stadig at vise, at de har haft reel beslutningskompetence, dvs. at vise, at deres beslutninger også er blevet ført ud i livet.

Det bliver vanskeligt, for Lærergruppen, hvor alle væsentlige beslutninger tages, er slet ingen juridisk person. Den er blot et kammeratligt og kærligt fællesskab - på papiret vel at mærke. Dvs. der findes netop ingen papirer. Derfor kan der heller ikke placeres noget juridisk ansvar hos den. Det er anklagerens job at bevise, at det kan der, for ellers kan han ikke nå Amdi Petersen. Han er ikke en normal virksomhedsleder lige så lidt som Tvind er en normal virksomhed. Det hjælper ikke at gøre Tvind til noget andet end det er. Afhøringen af Amdi Petersen nåede ikke at blive afsluttet før jul. Den fortsætter i dag.

(kronik i Information 7. jan. 2003)