Hvad er en dansker?

Foranlediget af et debatprogram på DR, hvor Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen skulle tage stilling til, hvor vidt elevrådsformanden på Langkær Gymnasium i Aarhus var dansk eller ej, har der udviklet sig en større diskussion om, hvad det vil sige at være dansk eller dansker. Nogle hævder, at det alene afgøres af indfødsretten, men så protesterer de danske i Sydslesvig. De er måske de mest danske af alle og har tysk pas. Det er ikke let at give en entydig definition af, hvad det vil sige at være dansk. Spørgsmålet er mindst lige så gammelt som indfødsretten, der blev indført i 1776.

I 1848-49 diskuterede to af datidens største begavelser netop dette spørgsmål. I en anmeldelse af de første numre af Grundtvigs tidsskrift Danskeren, der var meget optaget af spørgsmålet om danskhed, stillede den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt spørgsmålet, om man kunne være dansk, hvis man var af fremmed herkomst:

”Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øine? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? — Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed.”

Grundtvig svarede indirekte i sit tidsskrift med den så ofte citerede definition på nationalitet i digtet ”Folkeligt skal alt nu være” senere på året: ”Til et Folk de alle høre,/Som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;”

Grundtvig mente altså, at der måtte være et krav til sproget, ”som det klinger, som det gløder/ Saa hos Danskere og Jøder”, altså uden hensyn til konfession og religiøst tilhørsforhold. At have ild for fædrelandet fortolkes af de fleste som en omskrivning af ildhu eller almindelig entusiasme, men der er konteksten taget i betragtning antagelig tale om en mere konkret ild. Digtet er skrevet midt under Treårskrigen. Grundtvig var ivrig tilhænger af, at militærtjeneste skulle baseres på frivillighed. Hans argument var, at hvis folk ikke ville sætte deres liv på spil for nationen, kunne de ikke gøre krav på at være eller tilhøre et folk.

Men det var dog ikke gjort med den gode vilje. Grundtvig talte i samme digt også om, at ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”, og han forlod ikke helt tanken, da han året efter indlod sig i direkte polemik med Goldschmidt i anledning af, at Goldschmidt fortsat kritiserede de nationalliberale og Grundtvig for deres stilling til det slesvigske spørgsmål. Goldschmidt mente i modsætning til Grundtvig at der godt kunne findes en løsning, hvor dansk og tysk kunne leve fredeligt side om side i en helstat, og han betragtede den nationale politik som virkelighedsfjerne opiumsdampe.

Grundtvigs polemik mod Goldschmidt er berygtet, fordi han gik direkte efter manden og ikke bolden. Han kaldte Goldschmidt en gæst i landet, ”som har fået den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker”.  Ifølge Grundtvig kunne Goldschmidt ikke være dansk, fordi han tilhørte et andet folk, det jødiske, og som jøde savnede han altså ifølge Grundtvig grundlæggende forståelse for den danske sag.

Udfaldet mod Goldschmidt var ukarakteristisk for Grundtvig, der ved andre lejligheder udtalte sig til fordel for jødernes ligestilling. Men mens krigen endnu var uafsluttet skyede Grundtvig altså intet middel og argumenterede gerne med forhammeren.

(Kristeligt Dagblad 27. sept. 2016)

Kierkegaard var ikke antisemitisk

Peter Tudvad har i anledning af sin kommende bog om Søren Kierkegaard givet interview, hvoraf det fremgår, at han kan dokumentere, at Søren Kierkegaard skulle have været "glødende antisemit".

Tudvad er kendt for at være grundig, men også for at servere sine synspunkter i skarp sovs, så hans bog (udkommer den 9. november, red.) imødeses af Kierkegaard-kendere med skeptisk nysgerrighed.

En af de første grunde til at være skeptisk over for Tudvads varslede konklusion er, at antisemitismen som begreb først blev til en snes år efter Kierkegaards død. Almindeligvis antages det, at begrebet første gang anvendtes af den hamborgske journalist Wilhelm Marr i 1870' erne. Marr mente, at jøderne eller "semitismen", om man vil, var skyld i Tysklands ulykke. Det var derfor ifølge Marr nødvendigt at være antisemit, og han stiftede derfor også en "Antisemitenliga".

Nu eksisterede der som bekendt også før Marr både modvilje og had mod jøder, men denne antijudaisme var som regel religiøst motiveret. Den moderne antisemitisme er defineret som sekulariseret jødehad og står på et ikke-konfessionelt og som oftest nationalistisk grundlag. Den jøde, der fik sin butik raseret under urolighederne i København i 1819, var antagelig hverken mere eller mindre fortvivlet end den jøde, der oplevede det samme i Berlin 1938, uanset at motiverne for hærværket var vidt forskellige.

Men idéhistorisk betragtet er det vigtigt at skelne. Selvom det generelle billede i forskningen tyder på en øget religiøs tolerance i Danmark i 1800-tallet, betyder det ikke, at det var let at være jøde i Danmark. Mange konverterede til kristendommen, fordi det var den eneste reelle måde at opnå social accept og gøre karriere i statens tjeneste på.

Grundtvig er et af de tidlige eksempler på en nationalistisk motiveret karakteristik af jøderne. Borgerligt betragtet gik han stærkt ind for jøders ligeberettigelse, men når det kom til det folkelige, måtte han anse en jøde som "Gjæst", som han sagde i en polemik med forfatteren Meïr Goldschmidt i 1849. Det er vanskeligt at gøre Grundtvig til antisemit, al den stund han faktisk havde stor sympati for det jødiske folk, men mønsteret er lagt, i og med at en jøde i Grundtvigs øjne måtte forblive fremmed.

Noget, der kommer meget nærmere antisemitisme, finder man derimod hos Sjællands biskop, Hans L. Martensen, som i denne sammenhæng er interessant, fordi han i eftertiden mest er kendt som modstander af både Grundtvig og Kierkegaard. I sit store værk om den kristelige etik beklagede den socialkonservative biskop sig i 1878 over den individualisme og de emancipationsbestræbelser, der ville fjerne mennesket fra religionens moralske bånd og pligter. Han mente, at den moderne jødedom i særlig grad udgjorde en fare, fordi den i størst udstrækning havde løsrevet sig fra sine religiøse rødder og dermed hørte til " den christelige Stats afgjorte og uforsonlige Modstandere".

Martensens kritik var religiøst, men vel at mærke ikke konfessionelt begrundet. Religion var bedre end ingen religion for ham. Paradokset for dem, der blev udsat for denne antisemitisme, var, at jo mere de undsagde den jødiske religion, desto mere "jødiske" blev de i antisemitternes øjne.

Man kan ikke forvente den slags antisemitisme fra Søren Kierkegaards pen - alene af den grund, at han ikke abonnerede på forestillingen om en "christelig Stat". Man kan dog godt forvente en konfessionelt begrundet antijudaisme fra hans hånd. Og selv den store Kierkegaard var vel ikke fri for at have et par fordomme om dem, der var lidt anderledes.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 27. okt. 2010)