Monarkiernes fald for 100 år siden

Da Muren faldt i 1989 forekom det umiddelbart indlysende at gøre dagen til nationaldag for et forenet Tyskland. Når det ikke blev tilfældet, skyldes det, at den 9. november er en belastet dag i tysk historie. Først og fremmest er det årsdagen for Krystalnatten i 1938, den nat og dag, da den nazistiske anti-semitisme brød ud i en landsdækkende hærværksbølge mod jøder og jødisk ejendom. Det er i år 80 siden. Krystalnatten selv fandt sted på 20-årsdagen for en anden skelsættende begivenhed i tysk historie, den sidste tyske kejsers abdikation den 9. november 1918. Det var ikke mindst amerikanerne, der stillede krav om hans afgang.

Den tyske kejsers østrigske kollega havde takket af få dage før. Krigen kostede i det hele taget mange konger og kejsere jobbet. På få år blev republikken den normale statsform. Mange så det som et skridt mod større retfærdighed. Der var også revolutionære optøjer, og nogle drømte om at videreføre den russiske revolution i Tyskland. Forsøgene blev slået ned med hård hånd.

Det tyske kejserrige var blevet skabt i 1871 med Preussen som drivende kraft efter tre lynkrige mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Det var i store træk en efterfølger til Det tyske Forbund, der blev stiftet i 1815 med blandt andre den danske konge som medlem i hans egenskab af hertug af Holsten. Dette forbund var selv en efterfølger til det første tyske kejserrige, der efter tusinde års beståen var gået under i Napoleonskrigenes malstrøm i 1806. Det er også forklaringen på, at Hitler kaldte sit rige det tredje – og regnede med, at det ville bestå i tusind år.

Det andet tyske kejserrige var en union af en god snes statsdannelser, der for størstedelen selv var monarkier. Også de ophørte med at eksistere i 1918, og deres kronede hoveder holdt med at fungere. Den danske konge på dette tidspunkt, Christian X, måtte tage imod dele af sin svigerfamilie, der var flygtet fra storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin.

Kejserriget havde en fælles, valgt rigsdag og en ikke-parlamentarisk regering i Berlin, men var i øvrigt føderalt og decentralt opbygget. Der var f.eks. ingen tysk enhedshær. Soldaterne tjente i de enkelte tyske staters hære. Derfor var de mange danske slesvigere, der kæmpede i 1. Verdenskrig oftest i preussisk tjeneste. Kun marinen var kejserlig og dermed fællestysk.

Den tyske kejser Wilhelm II var et forfængeligt og konservativt menneske, der troede på det personlige regentskab. Han bliver ofte kritiseret for at have afskediget Otto von Bismarck som kansler, altså regeringsleder, kort efter sin tiltrædelse i 1888. Bismarck har ikke noget godt navn herhjemme, fordi han var arkitekten bag den preussisk-østrigske sejr og altså også det danske nederlag i 1864. Efter 1871 forstod den erfarne diplomat Bismarck imidlertid at holde Tyskland ude af stormagtskonflikter og dermed opretholde den europæiske fred. Denne stabilitet satte Wilhelm II over styr, da han afskedigede Bismarck.

Tyskland begyndte en oprustning af ikke mindst flåden. I 1895 åbnede Kielerkanalen, officielt opkaldt efter kejserens farfar, der også hed Wilhelm, og dermed kunne tyske krigsskibe bevæge sig fra Nordsøen gennem Holsten til Østersøen uafhængigt af de indre danske farvande. Det forrykkede magtbalancen i Nordeuropa. Det var derfor en meget stor spænding, der udløstes ved krigsudbruddet i 1914. Kejserens magt var ikke så stor, som han gerne selv ville tro, så det var i lige så høj grad hans selviscenesættelse, der gav bagslag i 1918. Han havde givet den som generalissimus, og så måtte han også tage den fulde konsekvens af det militære nederlag. Han drog i eksil i Nederlandene, hvor han plejede sine fritidssysler til sin død i 1941.

Relief fra Kaiser-Friederich-Gedächtniskirche i Berlin forestillende 

Wilhelm I, Friedrich III og Wilhelm II, der modtager forskellige tegn på

hyldest og hengivenhed. Året 1888 var det såkaldte Dreikaiserjahr,

da Wilhelm I døde og hans søn kun godt tre måneder senere. (Eget foto)

Historikernes vurdering af betydningen af den 9. november 1918 afhænger i høj grad af, hvordan de ser på det andet tyske kejserrige. Nogle ser i kejsertidens standsbevidsthed og Untertanentum (undersåtlig autoritetstro) kimen til Hitlers diktatur. Andre fremhæver, at kejserens højtidelige selviscenesættelse blot var facadedekorationer på en moderne samfundsbygning, der fulgte den almindelige, europæiske udvikling. Churchill mente ligefrem mange år senere, at Hitler aldrig ville være kommet til magten, hvis monarkiet var bevaret i en eller anden form i Tyskland. Under alle omstændigheder ville det på grund af Krystalnatten aldrig komme på tale at bruge denne skæbnesvangre dato som nationaldag, så man valgte en anden løsning, årsdagen for optagelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken den 3. oktober 1990, som nu er Tag der deutschen Einheit.

(Kristeligt Dagblad den 8. nov. 2018. Enkelte variationer i forhold til den trykte version)

Da Luther blev tysk nationalhelt

I disse uger kulminerer fejringen af 500-året for Reformationen, og det sætter nogle af de andre jubilæer lidt i skyggen. Et af dem er 200-året for Wartburg-festen. Den var faktisk også i udgangspunktet en reformationsfejring, og det forklarer også mødestedet, borgen Wartburg, hvor Luther søgte tilflugt efter sin optræden på Rigsdagen i Worms.

Formålet med mødet 18. oktober 1817 var dog ikke religiøst, men politisk. Det var umiddelbart efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1815, da de store europæiske magter søgte at stabilisere freden ved at skabe en magtbalance. Udadtil blev det iscenesat som en genskabelse af l’ancien régime, tilstandene fra før Den franske Revolution bygget på monarkiske principper og religiøse værdier. Perioden efter Wienerkongressen kaldes derfor også almindeligvis Restaurationen. Den påvirkning, der var udgået fra Frankrig på Europas politiske kultur kunne imidlertid ikke gøres ugjort. Europæerne stillede krav om at få andel i den politiske magt, som indtil da var forbeholdt kongerne. Danmark hørte faktisk til det mindretal af lande, der ikke fik en moderne forfatning i 1800-tallets første årtier.

Et andet resultat af Napoleonskrigene var den politiske nationalisme.  Et af dens arnesteder var Berlin, hvor filosoffen Fichte under indtryk af den franske besættelse i 1808 havde udgivet de berømte Taler til den tyske nation, hvori han stillede krav om et samlet Tyskland. Den politiske nationalisme var en revolutionær bevægelse, fordi dens krav om sammenfald mellem folkets og statens grænser måtte indebære opløsningen af de eksisterende monarkiske Vielvölkerstaaten – som f.eks. det habsburgske, der bestod af bl.a. tyskere, polakker, ungarere, tjekker, rumænere og italienere eller det oldenborgske monarki, der efter afståelsen af Norge i 1814 hovedsageligt bestod af tyskere og danskere – foruden naturligvis islændinge, grønlændere og færinger.

Den invitation, der i 1817 udgik til studenter på universiteter i de protestantiske, tyske lande, var lige så højstemt i tonen som den var samfundsundergravende i indholdet: ”Himlen velsigne vor fælles stræben efter at vorde eet folk”. Godt 450 studenter fra 13 universiteter mødte frem på Wartburg, hvor de blandt andet hyldede Luther som tysk frihedshelt. Luther havde jo oversat Bibelen til et deftigt tysk, mens han var på flugt fra undertrykkelse. På den måde kunne man skabe et billede af Luther, der forenede det liberale med det nationale.

Der blev ingen tysk nationalstat af Wartburgfesten, men ideerne der udgik derfra fik omfattende følger for hele Europa. Med nogen forsinkelse fik vi også i Danmark en nationalliberal bevægelse, der stod bag statsomvæltningen 1848-49. Både danske og tyske nationale bestræbelser var en afgørende faktor i den krise, der udløste Den første Slesvigske Krig i 1848. Stormagterne med Rusland i spidsen havde endnu på dette tidspunkt styrke til at understøtte bevarelsen af den danske helstat, men i 1864 havde situationen ændret sig, og Bismarck kunne bruge en krig mod Danmark som anledning og den tyske nationale bevægelse som løftestang til at skabe en forening af de fleste tyske lande i 1871. Som den eneste store tyske stat forblev Østrig uden for. Det var til gengæld en østriger, der stod bag den kortvarige og skæbnesvangre forening af Østrig og Tyskland 1938-45, men det er en anden historie.

(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2017

Den tyske borgerkrig

Det er i disse uger 150 år siden Den tyske Krig sluttede. Vi kender den også som den preussisk-østrigske krig efter dens hovedmodstandere. Anledningen var en strid mellem de sejrende magter i krigen 1864 om forvaltningen af de besatte hertugdømmer, Slesvig, der var under preussisk kontrol, og Holsten, der var administreret af Østrig. Den egentlige årsag til krigen var en kamp om magten over Det tyske Forbund.

Man kan – som f.eks. den tyske historiker Hilmar Sack har gjort det (Die Zeit 30. juni) – drage paralleller mellem de indre spændinger i Det tyske Forbund for 150 år siden og problemerne i EU i dag. Men historien gentager sig langt fra altid. Der er flere nyere eksempler på, at unioners dannelse og opløsning kan foregå fredeligt. Sovjetunionens opløsning er måske det bedste eksempel. DDR’s samtidige indlemmelse i Forbundsrepublikken er et andet.

Krigen i 1866 lignede den amerikanske borgerkrig, fordi den var en krig mellem stater, der var medlem af samme forbund. Men den tyske borgerkrig varede blot få uger, så den nåede ikke at blive lige så blodig som den amerikanske.

Det tyske Forbund var blevet dannet i 1815 efter det tysk-romerske kejserriges fald i 1806 under Napoleonskrigene og bestod af alle tyske stater eller fyrstendømmer, knap 40 i alt, herunder altså også Preussen og Østrig.

Østrig var allieret med de mellemstore tyske magter Hannover, Bayern og Sachsen. Preussen havde allieret sig med en række af de mindre tyske stater samt det nyligt samlede Italien. Krigen indledtes med, at preussiske tropper gik ind i Holsten i begyndelsen af juni. Det vigtigste slag fandt sted ved Königgrätz (Hradec Králové) i Bøhmen den 3. juli 1866, da godt 400.000 tropper stod over for hinanden. Da slaget var ovre, var 8000 dræbte og 14.000 sårede. Preussen sejrede, og dermed var krigen i praksis afgjort. Det sidste slag stod ved Uettingen i Bayern den 26. juli.

Den endelige fredsslutning i Prag er kendt i Danmark, fordi dens § 5 tilsagde Slesvigs befolkning retten til at stemme om deres nationale tilhørsforhold. Det slesvigske spørgsmål forbliver dog en fodnote til den verdenshistoriske begivenhed, der lagde grunden til et forenet Tyskland. Preussen annekterede i 1866 foruden de tidligere danske hertugdømmer også kongeriget Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt. Efter endnu en kort og sejrrig krig, denne gang mod Frankrig, forenedes Tyskland i det andet kejserrige i 1871 under preussisk førerskab.

Det indtil da vigtigste af de tyske lande, Østrig, var dog ikke med i samlingen. Østrig er historisk set den stenografiske forkortelse for et stort centraleuropæisk konglomerat af stater og fyrstendømmer under det habsburgske dynasti. Efter 1866 havde ungarerne held med at kræve større selvstændighed, og det habsburgske monarki blev til en personalunion, der i godt 50 år kendtes som Østrig-Ungarn. Denne union opløstes som et resultat af Første Verdenskrig. En østriger kuppede sig til magten i Tyskland i 1933 og sluttede det sammen med sit fødeland i 1938. Dette forenede Stortyskland opløstes i tre stater, Forbundsrepublikken, DDR og Østrig efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Netop tyskerne har holdt sig historiens lære efterrettelig. Det moderne Tyskland har belært af bitter erfaring forladt tanken om, at statens styrke og legitimitet skal bygges på militær magt. Tyskland står om nogen som garant for, at forholdet staterne imellem skal bygges på folkeretten, frivillighed og forhandlinger. At Tyskland har en økonomisk vægt at lægge bag sine ord, skal man kun beklage, for så vidt man foretrækker alternativet.

(Kristeligt Dagblad den 11. august 2016. Redaktionens rubrik var en anden)