Plagiat

Der er i løbet af december måned blevet rettet beskyldninger mod flere journalister på danske aviser om plagiat. Plagiering består i at opgive falsk ophavsmand til et åndeligt produkt. Det kan ske i form af piratkopiering, altså at man sætter andres navn på noget, som man selv har fremstillet, eller som i de aktuelle tilfælde at kopiere andres tekster og udgive dem for at være ens egne.

Den historiske forudsætning for, at plagiat kan gælde som en overtrædelse er, at der udvikles et begreb om originalitet, altså at æren for og retten til en bestemt nyskabelse eller idé skal gives til en bestemt person. Dette ideal synes for det skrevne ord at have været veletableret allerede i antikken. Selv om bøger kun kunne distribueres ved at blive kopieret i hånden, har man fastholdt en forbavsende loyalitet mod den, der blev opfattet som den oprindelige forfatter. Kun således er værker af Aristoteles og Platon blevet bevaret. Trangen til at give et værk en ophavsmand har også været så stærk, at nogle værker er overleveret med et forfatternavn, selv om det f.eks. er tvivlsomt, hvem der har skrevet de homeriske digte eller Davids salmer. For billedkunstens vedkommende udvikledes originalitetsbegrebet først i løbet af Middelalderen.

Med bogtrykkerkunstens introduktion i Europa blev udgivelsen af bøger kommercielt interessant og dermed genstand for den universelle menneskelige brist: grådighed. Piratkopier af bestsellere blev fremstillet uden at man dog kunne betragte det som lovbrud, idet der ikke fandtes nogen love om copyright eller forlagsret, som det hedder på dansk. En anden vigtig institution blev forfinet og udviklet samtidig med moderne typografi, nemlig fodnoten. Den gør det muligt at anvende andres formuleringer og ideer og videreudvikle dem uden at plagiere, fordi den oprindelige ophavsmand kan krediteres med en henvisning.

Plagieret blev der dog fortsat. Historikeren Kristoffer Schmidt har i sin phd-afhandling, som blev forsvaret i 2015, vist hvorledes Ludvig Holberg i sit historiske forfatterskab skrev direkte af efter sine udenlandske forlæg i et langt større omfang end hans henvisninger lader forstå. I 1741 udstedtes i Danmark en af Europas første love om forlagsret. Den handlede først og fremmest om eftertryk af hele bøger, såkaldte rovtryk, og det er næppe sandsynligt, at Holberg med sine sammenstykkede afskrifter forbrød sig mod denne lov. Først i 1800-tallet blev de nugældende normer for citatpraksis og ophavsret etableret og håndhævet, og de blev kodificeret i en international konvention vedtaget i Bern i 1886. Danmark tiltrådte Bernerkonventionen i 1902.

Aviser og siden radio, TV og net-baserede medier har altid flittigt citeret fra hinanden. Man kan iagttage, hvorledes kildeangivelser blev almindelige allerede i 1800-tallets aviser, og de er blevet normen i løbet af det 20. århundrede. Ideen med en kildeangivelse er, at det er en essentiel del af enhver oplysning, hvor denne oplysning stammer fra, fordi det ikke mindst tjener til en vurdering af samme oplysnings troværdighed. Journalister bruger ikke fodnoter, men enhver dygtig journalist skriver sine henvisninger ind i den løbende tekst, så kilden kan spores – med mindre den er anonym.

Generelt holder danske journalister faktisk fanen højt. Den aktuelle debat er da også udtryk for, at den interne justits blandt journalister – selv om to af de anklagede faktisk slet ikke er journalister af uddannelse, men cand.scint.pol.er – er mindst lige så hård som blandt videnskabsfolk, og det tjener journalistikken til ros.

(Kristeligt Dagblad 4. januar 2016. Avisen havde valgt en lidt længere rubrik.)

Er musik vigtigere end køer?

I juni er der to store begivenheder på en græsmark syd for Roskilde. Den første weekend i måneden er der fællesdyrskue, og den sidste weekend i måneden er der musikfestival.

De to begivenheder er foruden at være nogenlunde lige store også jævnaldrende. Dyrskuet blev afviklet første i 1969 som afløsning det, der var blevet holdt gennem mange år på Bellahøj i København. Musikfestivalen åbnede i 1971.

Festivalen har meget stor betydning, fordi overskuddet for en stor del går til det lokale foreningsliv, mens dyrskuet er et mødested for landbrugserhvervet og landboforeningerne for hele området øst for Storebælt.

Både dyrskue og festival tiltrækker i omegnen af 100.000 mennesker, afhængig af hvordan man tæller. Dyrskuet har i år haft mere end 97.000 betalende gæster på endagsbilletter fordelt på tre dage, mens der sælges 75.000 billetter til festivalen. De gælder så til gengæld alle festivalens fire dage.

Dertil kommer i begge tilfælde de mange ansatte, frivillige og så videre. Gæsterne på festivalen er hovedsageligt yngre mennesker fra Nordeuropa, mens dyrskuet tiltrækker børnefamilier og ældre, men til gengæld fra knap så stort et opland.

Den slående forskel mellem festival og skue er dækningen i tv og radio. Dyrskuet skal være heldigt at få et lille klip i slutningen af en nyhedsudsendelse som en af den slags lette historier med billeder af lille pige, der klapper ko - sådan noget, der letter overgangen til vejrudsigten.

Siden programmet ”Ud på landet med Bent Hansen" blev nedlagt kan dyrskuet ikke regne med omtale i landsdækkende medier. Roskilde Festival får derimod hvert år en dækning, så man skulle tro nationens skæbne afhang af det. Især Danmarks Radio stiller sendeflade til rådighed i et omfang, der stiller de omdiskuterede kongelige begivenheder fuldstændig i skyggen.

Den seneste barnedåb fik syv timers sendetid. Allerede i 2007 sendte DR sammenlagt 70 timer fra Roskilde Festival. På nettet har DR givet særlig plads til festivalen med dr. dk/ roskilde. Der findes for eksempel ikke en tilsvarende www.dr.dk/libyen.

Festivalen har virkelig formået at positionere sig. I alle medier er offentliggørelsen af programmet i løbet af vinteren en nyhedshistorie. Selv åbningen af teltpladsen mandagen før festivalens officielle indledning er blevet mediebegivenhed.

For to år siden indledte journalisternes fagblad, Journalisten, en berettiget diskussion af denne fantastiske eksponering af Roskilde Festival. På festivalpladsen findes en såkaldt medieby. Det er en fest midt i festen, som man får adgang til ved en såkaldt medieakkreditering. I 2009 var 2000 ( skriver to tusinde) journalister og i alt 5000 (skriver fem tusinde) mediearbejdere akkrediteret Roskilde Festival.

Det afspejler ikke en redaktionel prioritering. Det er udtryk for journalisters musiksmag og deres behov at holde fest uden at betale fuld pris. Man må betragte medieeksponeringen af festivalen som en bivirkning.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 9. juni 2011)