Pinds idé om filosofikum duer ikke

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind stiller i interview med Uniavisen 27. januar og (uddybende) Berlingske Tidende 30. januar forslag om at genindføre filosofikum i form af en fælles eksamen for alle studerende, ikke alene på de længere videregående, men alle videregående uddannelser.

Ministeren siger selv om begrundelsen for sit forslag i Berlingske: »Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse […] Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt.«


Ministeren ønsker altså at indføre et fælles kursus, hvis formål er at tilvejebringe identitet, fællesskab, sammenhæng og bevidsthed om fælles demokratiske værdier. Det er en ubeskeden og for så vidt også prisværdig ambition.

Som historiker og grundtvigianer er det vanskeligt at være modstander, men jeg skal gøre forsøget.
Den eksamen i filosofikum, der blev afholdt indtil 1971, var i virkeligheden en lille rest fra dengang studentereksamen blev aflagt på universitetet som en optagelsesprøve. Fra 1850 blev den prøveret forlagt til de lærde skoler, altså gymnasierne.

Filosofikum var derefter tænkt som en oplæring i videnskabelig metode ud fra den antagelse, at filosofien som universitetsdisciplin og den på dette tidspunkt veletablerede filosofihistoriske kanon kunne tilvejebringe et tjenligt og almengyldigt grundlag for en virksomhed i videnskabens tjeneste, hvad enten man beskæftigede sig med kirurgi, procesret, atomfysik eller semitisk filologi.
De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram.

I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne. På universitetet anvendes vidt forskellige videnskabelige metoder. Vi kan på gode dage, og når taler skal holdes til universitetets fester, stadig til nød fastholde hinanden på fælles etiske, ontologiske og epistemologiske principper som stræben efter ’det gode liv’, ’retfærd’, ’sundhed’ og ’sandhed’, men selv i diskussionen af så enkle og indlysende værdier er det vanskeligt at opnå enighed om metoder, principper og midler.
En anden og mere praktisk grund til at være mod ministerens forslag er, at det ifølge ham selv ikke må forsinke nogen eller koste noget.

Og alt, der er gratis, har som bekendt sin pris. Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag. Tiden til et filosofikumkursus skal nemlig tages fra de kurser, der i dag udgør en del af en bachelor i sygepleje, semitisk filologi eller jura.

Det vil betyde, at fremtidens sygeplejersker, filologer eller jurister vil have modtaget mindre undervisning i henholdsvis sygepleje, filologi og jura, hvis filosofikum genindføres. Inden for rammerne af den nuværende uddannelsespolitiske trylle-logik, vil man aldrig få nogen med ansvar til at indrømme, at det indebærer en kvalitetsforringelse, men det gør det altså.

De fleste vil anerkende, at ministeren har identificeret et reelt problem. Filosofikum er bare ikke løsningen. Alle der begynder på en videregående uddannelse har mindst ni års undervisning i enhedsskolen bag sig samt en studentereksamen. Folkeskolen skal blandt andet forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og i gymnasieskolen står den almene dannelse stadig som et centralt formål.


Hvordan havde ministeren helt præcist forestillet sig, at et kursus på måske 5 eller 10 ECTS-point skulle kunne klare, hvad tolv års skolegang ikke har magtet? Hvis ministeren bekymrer sig om sammenhængskraften i samfundet, var det måske en idé at give folkeskolen og de gymnasiale uddannelser de rammer og ressourcer, som de skal bruge for at løfte den opgave, som er deres, og så lade de videregående uddannelser om det, som vi er gode til: specialiseringen.

(Universitetsavisen 3. feb. 2017)

I 150 år har Japan været en del af dansk hverdag

Der findes næppe den danske husholdning, der ikke betjener sig af et japansk produkt. Sandsynligheden for, at f.eks. enten bilen, mobiltelefonen eller begge dele er japansk, er ganske stor. Japan er trods flere års stagnation og den store tsunami i marts 2011 stadig verdens tredjestørste økonomi. Danmark er i sammenligning en ubetydelighed, men ikke desto mindre en ikke uvæsentlig handelspartner for Japan. Derfor lægger den japanske ambassade i København også stor vægt på fejringen af 150-året for dansk-japansk samhandel.

Denne relation begyndte den 12. januar 1867, da der blev undertegnet en omfattende traktat mellem Danmark og Japan. Den er oprindeligt udformet på nederlandsk, fordi den blev forhandlet igennem på Danmarks vegne af den nederlandske gesandt i Japan. Japan havde indtil midten af 1800-tallet været et lukket land, der kun tillod få udlændinge adgang, herunder nederlænderne. Landet indgik derfor indtil da heller ikke i den stærkt stigende globale handel. Det ændrede sig i 1853, da en amerikansk eskadre af orlogsfartøjer tiltvang sig adgang til havnebyen Edo med kravet om at åbne landet for udenrigshandel. Japanerne havde ingen våbenteknologi, der svarede til den amerikanske og måtte bøje sig.

Inden for ganske få årtier blev Japan forvandlet fra et førmoderne – populært sagt middelalderligt – samfund til et moderne industrisamfund. Denne proces er mytologiseret, men også ganske godt illustreret i den smukke Hollywood-film fra 2003 Den sidste samurai med Tom Cruise i hovedrollen. Overgangen lykkedes blandt andet fordi japanerne omtolkede gamle institutioner uden at afskaffe dem. Denne løsning har sikret kontinuitet og stabilitet, men den stærke bekendelse til historien og traditionen er naturligvis ikke uden udfordringer i det, der i dag er et af verdens mest udviklede informationssamfund.

Den dansk-japanske aftale blev indgået mellem den danske konge og hans japanske modpart shogunen eller ”Hans Majestæt Taikunen af Japan”, som det hedder i den datidige danske oversættelse af traktaten. Japan havde dengang i århundreder været styret af et dynasti af shoguner kaldet Tokugawa-shogunatet. Japan blev imidlertid fra slutningen af 1860erne ved reformer og kup omskabt til et konstitutionelt monarki efter europæisk forbillede med kejseren i spidsen som statsoverhoved. Han havde under shogunatet mest haft en funktion som religiøst overhoved for shintoismen. Hele denne proces gjorde Japan modstandsdygtig mod europæisk og amerikansk kolonisering.

I 1905 vandt Japan overraskende en krig mod Rusland takket være en flådeoprustning, der var tilvejebragt i kraft af rådgivning fra blandt andre en forhenværende dansk søofficer ved navn Balthasar Münter. I de følgende årtier udviklede Japan sig til en særdeles brutal kolonimagt på det asiatiske fastland. Erindringen om og striden om fortolkningen af den japanske kolonialisme spiller stadig en afgørende rolle i forholdet til især Kina og Korea.

Kulturelt blev Japan stærkt påvirket af Vesten. Et af Japans største universiteter, Tokai, er f.eks. inspireret af Grundtvig. Men påvirkningen gik også i den anden retning. Masseproduceret japansk grafik fik indflydelse på blandt andet impressionismen, og der opstod en egentlig Japan-mani. Den 19. januar åbner en særudstilling på Statens Museum for Kunst om de nordiske kunstnere, der lod sig påvirke af japansk kultur og billedkunst: Munch, Albert Edelfelt, Hammershøi, L.A. Ring m.fl.

(Kristeligt Dagblad 12. januar 2017)

Den læsende Grundtvig udstilles i Wittenberg

Wittenberg udgør et naturligt centrum for fejringen af 500-året for Reformationen det kommende år. Byens officielle navn er Lutherstadt Wittenberg. Her arrangeres blandt andet en udstilling om 95 fremtrædende lutheranere i skikkelse af blandt andre N.F.S. Grundtvig. Beslutningen om at inddrage Grundtvig er indlysende, fordi Grundtvig bidrog væsentligt til fornyelsen af den lutherske kristendomsforståelse i Skandinavien, men den er også paradoksal, fordi denne fornyelse fandt sted i kraft af en kritik af en af de væsentligste reformatoriske ideer, i traditionen kendt som sola scriptura eller det lutherske skriftprincip.

Dette princip er et element af Luthers opgør med den af Paven forvaltede såkaldte nøglemagt. I kraft af den apostolske succession forstås Paven som efterfølger til Roms første biskop Simon Peter, der af Jesus fik overdraget nøglerne til himmeriget (Matt. 16.19). Luther gjorde op med romerkirkens forestilling om, at forbindelsen mellem den enkelte og Gud formidles institutionelt gennem kirken. I stedet pegede han på, at hvert menneske har adgang til sandheden om Gud gennem læsning af Bibelen. I de lutherske kirker har Bibelen derfor afløst Pavestolen som autoritet.

Grundtvig udviklede i årene efter 1825 en original forståelse af kirkehistorien i et opgør med denne skriftlighedens autoritet, som blev forvaltet af universitetets teologiske professorer. Konkret handlede det om en diskussion, som Grundtvig førte med den i øvrigt vældig interessante og ofte oversete professor H.N. Clausen.

Grundtvig mente, at Clausen – med reformationen i klar erindring – var udøver af et eksegetisk pavedømme, altså indehaver af et fortolkningsmonopol. Kort fortalt bestod Grundtvigs pointe i, at Jesus hverken skabte en kirke eller skrev en bog. Han indstiftede en menighed, og den egentlige kontinuitet i kirkehistorien består i, at Jesu ord siden da er blevet holdt i live, når menighederne hver søndag har samlet sig om dåb og nadver, hvor det levende ord af Herrens egen mund lyder i form af blandt andet Fadervor og indstiftelsesordene.

At autoriteten dermed udgår fra menigheden selv vender naturligvis hierarkierne på hovedet. Teokrati og bibelfundamentalisme er den grundtvigske kirkeforståelse ganske fremmed. Til gengæld indebærer den risiko for sekterisk selvtilfredshed og dogmatisk dovenskab. Selv om Grundtvig på sin vis opgav forestillingen om kristendommen som en skriftreligion og privilegerede mundtligheden, var han i praksis en ivrig tilhænger af det skrevne ord. Han offentliggjorde i sin levetid langt flere end 30.000 tryksider. Han var i særdeleshed ualmindelig bibelstærk og i almindelighed særdeles belæst.

Derfor er det både lidt ironisk og meget passende, at den genstand, som udstillingsarrangørerne i Wittenberg har valgt til at repræsentere lutheraneren Grundtvig, er hans forstørrelsesglas, datidens udgave af læsebrillen. Vi ved, at Grundtvig i hvert fald i de sidste 30 år af sit liv anvendte læselup. Den udlånes af Grundtvigs Mindestuer i Udby nord for Vordingborg, hvor den største samling af genstande, der vides at have været i Grundtvigs eje, udstilles.

Udstillingen ”Luther! 95 Schätze – 95 Menschen” åbner den 13. maj i Augusteum i Wittenberg og varer til den 5. november.

(Kristeligt Dagblad, 29. dec. 2016)

Demokratisk dannelse

De frie grundskoler har slået sig noget i tøjret over at skulle leve op til regeringens krav om, at de skal styrke elevernes ”demokratiske dannelse”. Det er ikke fordi friskolerne har noget imod demokrati eller dannelse, men fordi kravet også indebærer et skærpet tilsyn. For hvordan måler man egentlig, om en skole giver eleverne ”demokratisk dannelse”? Problemet opstår ikke mindst, fordi kombinationen af to af de mest omdiskuterede begreber i henholdsvis politik og pædagogik, nødvendigvis må indebære en høj grad af usikkerhed om, hvad det i det hele taget går ud på?

Ser man på begrebet i historisk perspektiv kompliceres spørgsmålet yderligere, for oprindeligt var de to begreber modsætninger. I september 1887 berettede Vejle Avis under overskriften ”Demokratisk Dannelse” om en venstremand, der angiveligt havde opført sig tølperagtigt ved en fest i Thrige Skov. Det var midt under forfatningskampen, da den regeringsvenlige del af pressen skældte ud på ”demokraterne” i Venstre. Overskriften var ironisk ment, for avisen ønskede netop at demonstrere, at bønder savnede kultur og dannelse, underforstået at de dermed også var uegnet til at sidde i regering.

Men dannelse var heller ikke dengang et entydigt begreb. Mange i Venstre havde tegnet abonnement på Grundtvigs alternativ, den folkelige dannelse, der gik ud på, at også bønder var i stand til at tilegne sig evnen til at tage del i magten og det offentlige liv.

Da socialdemokraten Hartvig Frisch i 1928 skrev, at ”Kultur er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om, at nogle har mere kultur end andre. Over for dette kunne en gymnasielærer dengang indvende, at hvis dannelsesbegrebet skulle give mening, kunne alting ikke være lige godt. Dannelse måtte være aristokratisk, forbeholdt de få.

Socialdemokratiets strategi var ikke ulig grundtvigianernes ønsket om en demokratisering af dannelsen. Den socialdemokratiske avis Aktuelt skrev i en leder i oktober 1964 under overskriften ”Demokratisk dannelse”, at det væsentlige måtte være ”den hjertets dannelse, der på tværs af alle klasseskel gør usnobbethed og hensynsfuldhed i omgangen med andre mennesker til en naturlig ting.”

Det demokratiske i dannelsen bestod altså dengang for Socialdemokratiet i nedbrydning af klasseskel og en lige adgang til det gode, som en uddannelse er.

Sammensætningen af demokrati og dannelse i et begreb har fået en gevaldig opblomstring siden årtusindskiftet. Demokratisk dannelse anerkendes som ”en central del af vores skolesystem og selvforståelse”, som Troels Borring og Bjarne Lundager Jensen, henholdsvis formand og direktør for Efterskoleforeningen skrev i en kronik her i avisen sidste år.

Men hvad betyder demokratisk dannelse i dag? Udfordringerne ligger et andet sted end i 1880erne, 1930erne eller 1960erne. Regeringen ønsker med sit tiltag at kontrollere indholdet af undervisningen i muslimske friskoler. Det er en juridisk udfordring, fordi friskolernes vidtstrakte frihed er sikret af Grundlovens § 76. Det er også en principiel udfordring, for som Bertel Haarder engang har sagt, er skolen ikke ”i sig selv et demokratisk samfund. Det ville forudsætte, at eleverne bestemmer, og det gør de jo ikke.”

(Kristeligt Dagblad 16. nov. 2016. Avisen havde valg en lidt anderledes rubrik.)

Hvad er en dansker?

Foranlediget af et debatprogram på DR, hvor Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen skulle tage stilling til, hvor vidt elevrådsformanden på Langkær Gymnasium i Aarhus var dansk eller ej, har der udviklet sig en større diskussion om, hvad det vil sige at være dansk eller dansker. Nogle hævder, at det alene afgøres af indfødsretten, men så protesterer de danske i Sydslesvig. De er måske de mest danske af alle og har tysk pas. Det er ikke let at give en entydig definition af, hvad det vil sige at være dansk. Spørgsmålet er mindst lige så gammelt som indfødsretten, der blev indført i 1776.

I 1848-49 diskuterede to af datidens største begavelser netop dette spørgsmål. I en anmeldelse af de første numre af Grundtvigs tidsskrift Danskeren, der var meget optaget af spørgsmålet om danskhed, stillede den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt spørgsmålet, om man kunne være dansk, hvis man var af fremmed herkomst:

”Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øine? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? — Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed.”

Grundtvig svarede indirekte i sit tidsskrift med den så ofte citerede definition på nationalitet i digtet ”Folkeligt skal alt nu være” senere på året: ”Til et Folk de alle høre,/Som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;”

Grundtvig mente altså, at der måtte være et krav til sproget, ”som det klinger, som det gløder/ Saa hos Danskere og Jøder”, altså uden hensyn til konfession og religiøst tilhørsforhold. At have ild for fædrelandet fortolkes af de fleste som en omskrivning af ildhu eller almindelig entusiasme, men der er konteksten taget i betragtning antagelig tale om en mere konkret ild. Digtet er skrevet midt under Treårskrigen. Grundtvig var ivrig tilhænger af, at militærtjeneste skulle baseres på frivillighed. Hans argument var, at hvis folk ikke ville sætte deres liv på spil for nationen, kunne de ikke gøre krav på at være eller tilhøre et folk.

Men det var dog ikke gjort med den gode vilje. Grundtvig talte i samme digt også om, at ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”, og han forlod ikke helt tanken, da han året efter indlod sig i direkte polemik med Goldschmidt i anledning af, at Goldschmidt fortsat kritiserede de nationalliberale og Grundtvig for deres stilling til det slesvigske spørgsmål. Goldschmidt mente i modsætning til Grundtvig at der godt kunne findes en løsning, hvor dansk og tysk kunne leve fredeligt side om side i en helstat, og han betragtede den nationale politik som virkelighedsfjerne opiumsdampe.

Grundtvigs polemik mod Goldschmidt er berygtet, fordi han gik direkte efter manden og ikke bolden. Han kaldte Goldschmidt en gæst i landet, ”som har fået den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker”.  Ifølge Grundtvig kunne Goldschmidt ikke være dansk, fordi han tilhørte et andet folk, det jødiske, og som jøde savnede han altså ifølge Grundtvig grundlæggende forståelse for den danske sag.

Udfaldet mod Goldschmidt var ukarakteristisk for Grundtvig, der ved andre lejligheder udtalte sig til fordel for jødernes ligestilling. Men mens krigen endnu var uafsluttet skyede Grundtvig altså intet middel og argumenterede gerne med forhammeren.

(Kristeligt Dagblad 27. sept. 2016)

At indtræde i de voksnes rækker

Efter påske følger konfirmationssæsonen. Der var engang, da konfirmationen ikke blot symbolsk, men i konkret juridisk forstand betød, at det unge menneske trådte ”ind i de voksnes rækker”.

Konfirmation blev indført i Danmark-Norge af de to landes fælles konge Christian VI i 1736 – og noget før i Sønderjylland. Enevælden bekendte sig til kristendommen sådan som den blev udlagt i den augsburgske konfession, og derfor kunne man kun tælles som fuldgyldig undersåt – hvad vi i dag ville kalde retssubjekt – hvis man var døbt i denne tro. Loven pålagde ganske enkelt straffe for de forældre, der ikke lod deres spædbørn døbe.

Der fandtes undtagelser for f.eks. jøder og katolikker, men de var netop undtagelser fra det grundlæggende princip om sammenhængen mellem stat og konfession. Christian VI var pietist, og konfirmationen er naturligvis at forstå som et udslag af hans religiøse tilbøjelighed. Konfirmationen kan også ses som et typisk udslag af Oplysningstiden forstået på den måde, at den lagde vægt på den personlige myndighed og det oplyste valg. For den oplyste kristne var barnedåben ikke længere nok. Konfirmationen havde form som en overhøring, der sikrede, at konfirmanden havde annammet, hvad dåben drejer sig om og havde modtaget undervisning i at tilegne sig Bibelens sandheder ved egen kraft, altså læsefærdigheder. Skal man derfor pege på den væsentligste forudsætning for oplysningen og alfabetiseringen af den dansk-norske almue, er det hverken rationalismen eller naturvidenskaben, men pietismen.

Konfirmationen blev forudsætningen for at gå til alters og modtage syndsforladelse og dermed at kunne stå fadder, vidne eller gifte sig. Danmarks og Norges måske mest betydningsfulde konfirmation var kronprins Frederiks i 1784. Den gjorde ham myndig og til fuldgyldigt medlem af Geheimestatsrådet, en omstændighed som han anvendte til øjeblikkeligt at begå paladsrevolution.

Med skolereformen 1814 blev konfirmationen knyttet direkte til udskrivning af skolen, og den blev indgangen til den videre uddannelse, typisk i en plads som karl, pige eller lærling. Ved konfirmationen udstedte sognepræsten fra 1832 en skudsmålsbog, der fulgte konfirmanden i den videre færd som en form for tinglyst CV.

Junigrundloven afskaffede i kraft af religionsfriheden princippet om tilknytningen mellem religiøst tilhørsforhold og borgerlige rettigheder. Men dette princip blev kun langsomt omsat i lovgivningen om f.eks. edsaflæggelse, ægteskab, arveret og ikke mindst i skolevæsenet, så dåben og konfirmationen havde også efter 1849 retsvirkning. Tvangsdåb for folkekirkemedlemmers børn blev først afskaffet i 1857, og samtidig blev arveretten for udøbte sikret.

Den såkaldte friskolelov fra 1855 gjorde det muligt at oprette skoler, der var i overensstemmelse med forældrenes livsanskuelse. Det skabte forudsætningerne for en fortsat konfessionel undervisning i grundskolen. Hvis katolikkerne f.eks. ikke brød sig om Folkeskolens forkyndende undervisning, kunne de oprette deres egne skoler, hvad de i vid udstrækning gjorde i årtierne derefter. Det samme gjorde grundtvigianerne.

I 1851 blev der indført mulighed for borgerlig vielse, men kun for de par, hvoraf mindst den ene ikke var medlem af Folkekirken. Konfirmationen som nødvendig forudsætning for at blive kirkeligt viet blev først afskaffet i 1909. Samtidig blev det muligt at tage ukonfirmerede til alters i Folkekirken. Skudsmålsbogen blev afskaffet i 1921. Så længe den syvårige skolegang var det normale, markerede konfirmationen den symbolske afslutning på barneårene.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik.)

Skolefrihed og livsanskuelse

En muslimsk friskole i København har vakt opsigt, fordi skolepsykologen har rådet eleverne til seksuel afholdenhed før ægteskabet. Flere politikere har i den forbindelse udtalt, at skolen forbryder sig mod nogle af samfundets centrale principper og burde fratages sin statsstøtte. Tilfældet er langt fra enestående. Adskillige religiøse og især muslimske friskoler har ved deres praksis i de sidste år udfordret det frihedssyn, som ligger bag friskoletanken og friskoleloven. I hvor høj grad må og kan skolen påvirke eleverne ideologisk og religiøst? Hvordan kan man forene religionsfriheden med børnenes rettigheder og friheder? 

Et bærende princip i dansk skolelovgivning er, at børnenes undervisning er forældrenes ansvar, idet der er undervisningspligt og ikke skolepligt i Danmark. Dette princip blev fastslået allerede i 1736/39. Princippet blev videreført ved den store reform af almueskolen i 1814, og igen indirekte bekræftet i junigrundloven 1849, der garanterede, at ”De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.” 

Friskolerne fik deres egen lovgivning i 1855. Den er interessant, fordi den vender grundlovens princip på hovedet og gør forældrenes egenundervisning af børnene til en ret, der udgør en undtagelse fra den skolepligt, som 1855-loven forudsætter som almindeligt gældende: ”Forpligtelsen til Skolegang bortfalder for de Børn, hvis Forældre eller Værger erklære selv at ville sørge for deres Underviisning”, sålænge børnene dermed ”skjønnes at besidde samme Grad af Kundskab og Færdighed i de foreskrevne Underviisningsgjenstande, som Børn af samme Alder i Gjennemsnit opnaae i Skolen.” 

Det var især grundtvigianerne, der krævede retten til selv at undervise deres børn som et oprør mod den offentlige skoles religionsundervisning. Det grundtvigske skolesyn bygger på en adskillelse af skole og kirke. Det praktiske og pædagogiske grundlag for skolerne blev tilvejebragt af Chresten Kold. 


Interessant nok for den aktuelle sag blev spørgsmålet om de unge menneskers kæresteri centralt, da Chresten Kold første gang opsøgte Grundtvig i 1851. Anledningen var ganske vist Kolds ønske om at oprette en højskole i Ryslinge, men de to mænd var ret uenige om målgruppen. Her er Kolds eget referat af mødet:


”Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar, men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar. Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide, hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar, har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak, gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei, sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag, ogsaa naar jeg tog feil.”

Kold måtte siden indrømme, at han tog fejl for højskolens vedkommende. Få år senere grundlagde han en friskole i Dalby i 1852, og med loven af 1855 kom der mange flere til, fra 1919 med statstilskud. Med tiden begyndte andre mindretal at bygge friskoler på deres eget idégrundlag. Efter at Folkeskolen ophørte med at være forkyndende i 1975, blev det friskolernes niche at være de kristne skoler. Der skete på sin vis en omvending af det oprindelige grundtvigske princip om adskillelse af skole og kirke. Men grundlæggende handler friskolen stadig om, at forældrene har retten til at lade deres børn undervise i overensstemmelse med deres egen livsanskuelse.

(Kristeligt Dagblad 25. februar 2016. Redaktionens rubrik er ændret her.)

Grundtvig som korsanger

Knud Børge Pedersen udkaster den 29. juli her på siderne den hypotese, at et stort maleri af Johan Ludvig Lund fra 1843 rummer et hidtil ukendt portræt af N.F.S. Grundtvig. Det er ikke optegnet i Povl Ellers autoritative Grundtvig-ikonografi fra 1962. Lunds billede forestiller en gudstjeneste, og Grundtvig figurerer angiveligt som leder af et drengekor i billedets baggrund. Pedersen mener, at billedet gengiver et samtidigt motiv – altså fra o. 1840 – men det er tydeligt, hvis man ser på dragternes detaljer, at Lund har forsøgt at fremstille en fortidig scene, antagelig fra den lutherske ortodoksis glansperiode i det 17. århundrede. Det er ingen hindring for den antagelse, at Lund har lagt portrætter ind af nogle af samtidens personligheder. Det er et kendt fænomen i historiemalerier. Flere ting taler imidlertid imod Pedersens hypotese. 

C.A. Jensens portræt af
Grundtvig, 1843

For det første var Grundtvig notorisk umusikalsk. Han kunne digte med stor sikkerhed over kendte metriske former, men skænkede ikke musikken nogen opmærksomhed. Det ville være udtryk for en form for ironi at gøre ham til sanger. 

For det andet var Grundtvig i 1843 endnu anset for så meget af en oprører, at det ville være udtryk for en slags provokation, der krævede en forklaring, at placere ham inden for samme ramme som f.eks. Martensen eller Mynster, som Pedersen foreslår.

For det tredje ligner billedet ikke Grundtvig. Sammenligner man med det portræt, som en af tidens allerbedste portrætmalere, C.A. Jensen, skabte af Grundtvig samme år (Hirschsprungske Samling), er forskellen tydelig. Hvis der er tale om et portræt af en samtidig, kunne man pege på en komponist, og så kunne det være J.P.E. Hartmann eller måske snarere C.E.F. Weyse.

(Kristeligt Dagblad 18. aug. 2015)

Grundtvigs plads i det store billede

"Grundtvigs særlige sociale vision [har] præget udviklingen af Danmarks udgave af den europæiske velfærdsstat, hvor den sociale sammenhængskraft har været en afgørende bestræbelse. Hans berømte linjer ’Og da har i rigdom vi drevet det vidt,/Når få har for meget og færre for lidt.’ har på godt og ondt stået som et credo over den danske velfærdspolitik i mere end hundrede år."

Denne karakteristik af Grundtvigs betydning for det danske samfund er hentet fra Bo Lidegaards "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede". Det er ikke svært at finde politikere, der er parate til at give Lidegaard ret i, at Grundtvig er ophavsmand til velfærdsstaten og i øvrigt også mange andre samfundsfænomener, som vi roser os af i dagens Danmark. Grundtvig synes at være et forbillede i stort set hele det politiske spektrum.

De af Lidegaard citerede linjer har imidlertid intet med moderne fordelingspolitik at gøre. De er skrevet i 1820 i en slags fortrøstning over, at der trods krisetid ikke var sket en fuldstændig forarmelse af landet. I den forstand kan man godt tale om, at Grundtvig repræsenterede et socialt lighedsideal. I alt hvad han i øvrigt sagde og skrev om fattighjælp og socialpolitik står det imidlertid ganske klart, at han var imod skattefinansieret fattighjælp som en rettighed. I en tale i København fra 1838 fremlagde han som et skræmmebillede for sine tilhørere den mulighed, at lovgivning blev et resultat af almindelig stemmeflertal. De fattige ville jo naturligvis vedtage som lov, at de rige skulle beskattes og at provenuet heraf skulle fordeles mellem alle andre. Det ville ifølge Grundtvig føre til at byens ødelæggelse, fordi det ville give "Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk" og "befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder".


Hermed er også mere end antydet, at Grundtvig ikke var tilhænger af den almindelige valgret. Han var ganske vist selv valgt til både Den grundlovgivende Rigsforsamling og efterfølgende til Rigsdagen over flere omgange, hvilket i det mindste kan betragtes som en de facto anerkendelse princippet om valgte forsamlingers andel i statsstyret, men var helt frem til 1850 fortaler for monarkens udelte suverænitet og modstander af en lovgivende forsamling sammensat ved almindelig valgret.

Men hvad så med højskolerne da? Grundtvig skabte da højskolerne, vil de fleste mene. I højskolehistorien sætter man Rødding Højskoles åbning i 1844 som udgangspunktet. Den blev grundlagt, fordi de dansktalende i Slesvig led under en Bildungsrückstand. I den slesvigske stænderforsamling havde de tysktalende fordelen af at være de bedst uddannede, og som et led i den nationale kamp lykkedes det at skabe opbakning ikke mindst blandt det nationalliberale borgerskab i København til at skabe en skole for danske bønderkarle i Slesvig.

Grundtvig ytrede sig især fra 1830erne jævnligt om behovet for en uddannelsesreform i almindelighed og en reform af Sorø Akademi i særdeleshed. Han betragtede den lærde skole eller latinskolen, datidens gymnasieskole, der lagde vægt på græsk og latin, som ødelæggende for ungdommen, og han blev en markant skikkelse i uddannelsesdebatten, en fortaler for mundtlighed og for "skolen for livet" snarere end "den sorte skole", der underviste i døde sprog og døde bogstaver. I stedet ønskede han at der skulle undervises i historie og dansk. Et af problemerne med at identificere en særlig grundtvigsk skole er, at ikke alle Grundtvigs markante synspunkter var originale. Kritikken af den lærde skoles vægt på "de døde sprog" var udbredt. Heller ikke udtrykket "den sorte skole" kan tillægges Grundtvig. Når det handler om almuen, der ved uddannelse skulle forædles til et højere dannelsesniveau, delte han synspunkt med så godt som hver eneste reformpædagog i Europa fra det 18. til det 20. århundrede, og i spørgsmålet om folkets, hhv. nationens betydning, var han en del af en tilsvarende bred europæisk trend, der tillagde folket afgørende vægt politisk og kulturelt. Det 19. århundrede var nationalismens århundrede. At modersmålet og historien, det historisk-poetiske for at tale grundtvigsk, skulle udgøre en større del af pensum i skolerne var en naturlig konsekvens af både den politiske og kulturelle nationalisme. Dertil kom, at Grundtvig sjældent gav sine skoletanker en konkretiseringsgrad, der gjorde dem operationalisérbare. Grundtvig var måske visionær, men han var også upraktisk.

Det afgørende argument for at hævde, at Rødding var en grundtvigsk højskole, er at en af hovedkræfterne i grundlæggelsen, Chr. Flor, var tilhænger af Grundtvig. Svagheden ved dette argument er, at Grundtvig ikke kvitterede for interessen. Han ofrede hverken Flor eller hans skole nogen synderlig opmærksomhed. Grundtvig besøgte kun Slesvig/Sønderjylland en eneste gang, nemlig ved et stort møde på Skamlingsbanken i 1844, hvor han ganske vist udtalte sig entydigt positivt om planerne for en dansk højskole i Slesvig, men det blev ved den meget generelle tilslutning til idéen. Først i 1850erne kom der en fastere forbindelse mellem Rødding og Grundtvig, idet han selv blev medlem af skolens tillidsmandskreds, dog stadig uden nogensinde selv at besøge skolen, og han anerkendte aldrig udtrykkeligt skolen som en frugt af sine tanker.

I 1850erne kom der også en fastere forbindelse mellem de øvrige højskoler, der blev etableret, og Grundtvig selv. Grundtvig stiftede f.eks. i 1856 for indsamlede midler sin egen højskole. Samtidig skete der en slags samling af Grundtvigs tilhængere i noget, der begyndte at ligne en bevægelse, der knyttede sig til bønderne og deres økonomiske, religiøse, kulturelle og politiske interesser. Afgørende for organiseringen af denne bevægelse var ikke mindst Grundtvigs tredje hustru, Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, der havde både penge, vilje og organisationstalent. Hun blev en slags impresario for sin mand.

Der skete også en udvikling, hvor Grundtvigs status og navn blev af en sådan vægt, at det blev hæftet på fænomener, til hvilke han kun havde fjernere tilknytning. Det blev Grundtvigs skæbne – for at parafrasere P.G. Lindhardt – at blive overskygget af den bevægelse, som han lagde navn til.
Noget af ansvaret for denne udvikling påhviler Grundtvig selv. Vi er på Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet i gang med den meget store opgave at tilvejebringe en samlet, digital og videnskabelig udgave af Grundtvigs værker. De udgør skønsmæssigt over 30.000 sider. Det vil sige, at Grundtvig i de knap 70 år, han var aktiv som skrivende intellektuel, udgav mere end en trykside om dagen. Som en af de førende Grundtvig-forskere, Sune Auken, har gjort opmærksom på, var Grundtvig i høj grad en lejlighedsforfatter. Han mente meget om mangt og meget, så der er rig lejlighed til at høste et godt citat, hvis man er parat til at tage det ud af sin oprindelige sammenhæng og sætte det ind i sin egen.

Der er god grund til stadig at undersøge, hvad Grundtvig faktisk mente om dette eller hint. Noget, der er mindst lige så interessant, er at undersøge de fænomener, der kalder sig ved hans navn eller er blevet kaldt ved hans navn. Begrebet ’grundtvigianer’ stammer faktisk helt tilbage fra 1810erne, hvor det blev anvendt som skældsord. Grundtvig selv forsøgte ved flere lejligheder at lægge afstand til dem, der talte i hans navn, men forgæves – naturligvis, havde man nær sagt. Når først en –isme fødes, får den sit eget liv. At den ikke nødvendigvis stemmer overens med sin navngiver, gør den ikke mindre interessant som studieobjekt. Man kan drage parallellen til en af de få andre danskere, der har lagt navn til en –isme, nemlig Georg Brandes. Også hans navn blev en slags kastebold i et erindringspolitisk spil, der kun har en begrænset sammenhæng med, hvad han faktisk mente, sagde og gjorde. For at forstå, hvad der ligger i begreber som brandesianisme eller grundtvigianisme, kan
det derfor også somme tider være nødvendigt at se bort fra henholdsvis Brandes og Grundtvig.

(Weekendavisen 20. februar 2015. Enkelte sproglige rettelser er foretaget)

Fattigdom og kommaer

Det kan somme tider undre udenforstående, at filologer og historikere kan lægge meget stor vægt på endog meget små detaljer, når vi udlægger tekster. Vi er sådan en slags professionelle pindehuggere. Selv et komma kan vi gøre et stort nummer ud af.

Et godt eksempel er Poul Martin Møllers digt fra 1820, "Rosen blusser alt i Danas Have" eller "Glæde over Danmark", som det også kaldes. Digtet er skrevet i Manila, mens Møller var på langfart som skibspræst, og det citeres meget ofte for den berømte linje, som også er digtets konklusion: "Danmark er et lidet, fattigt land." Sådan har vi, der er vokset op med den 16. eller 17. udgave af Højskolesangbogen, i hvert fald lært den at kende.

Linjen forekommer flere gange i digtet, hvis tema er den stærke modsætning i beskrivelsen af Østens overflod af silkestoffer, guld og ædle stene på den ene side og det hjemlige Danmarks materielle kummerligheder. Danskerne slikkede endnu såret efter tabet af Norge i 1814, økonomien var stadig ikke kommet sig oven på sammenbruddet i 1813, og København havde i et par år været skueplads for uroligheder. Men Møller brugte sammenligningen til at udstille den østlige rigdom som falsk og hul, mens den jævne, danske bonde, "som pløjer danske lande" har "en kraftig arm, en kløgtig pande" og derfor repræsenterer anderledes stærke værdier. Digtet slutter med at spørge, om "Østens atlaskklædte mand" tør kalde det jævne liv i Danmark for fattigt? Digteren svarer selv:

"glad mit sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
’Danmark er et lidet fattigt land’"

Her er digtet citeret fra den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor opremsningskommaet i sidste linje er fjernet. Det ændrer betydningen af ordet ’lidet’ fra at være adjektivisk til at blive adverbielt, og så giver linjen meget mere mening i sammenhængen, for digtets konklusion skal nemlig ikke lyde, at Danmark er småt og fattigt, men at Danmark slet ikke er så fattigt endda, så længe vi har stærke mænd, herligt-voksne piger og rugbrød. I det oprindelige manuskript og i den første trykte udgave forekommer det ikke. Det optræder første gang i en udgave af Møllers digte, som udkom omkring 1830, hvorfra det er vandret ind i litteraturhistorien, indtil det endelig røg ud igen i Højskolesangbogens 18. udgave.

Vi har Møllers egne ord for, at kommaer ikke interesserede ham synderligt. Det lod han udgiverne om. Det gør det vanskeligt at hævde, at den seneste udgave er den endegyldigt korrekte, men den giver i hvert fald væsentlig bedre mening.

Også i 1820 skrev N.F.S. Grundtvig sit berømte digt, "Langt højere Bjerge". Det var et lejlighedsdigt i anledning af nordmanden Christian Prams afrejse til Vestindien. Grundtvig anvendte det samme grundtema som Møller, nemlig sammenligningen mellem udlandets rigdomme ("Lang mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte") og det lille, beskedne Danmark. "Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst." Men heldigvis har vi da åndelige værdier, for vort modersmål smelter mere end fremmedes slår, og har vi ikke i overflod, så har alle dog til det daglige rugbrød. Digtet slutter med de berømte linjer:

"og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt."

Konteksten var præcis den samme som med Møllers digt, nemlig længere tids økonomisk krise. Ordene var vel nærmest ment som en slags trøst. Men godt 100 år efter digtets tilblivelse skete der noget med fortolkningen af de to berømte linjer. Fremtrædende socialdemokrater begyndte at citere dem. Som et led i en ny strategi, der skulle forvandle Socialdemokratiet fra et klasseparti til et folkeparti, begyndte partiet fra begyndelsen af 1930erne at se med mildere øjne på Grundtvig, der indtil da mest havde tilhørt partiet Venstre.

De to linjer er siden blevet betragtet som et poetisk kondensat af velfærdsstatens fordelingspolitik. Samtidig blev Grundtvig skrevet ind i velfærdsstatens historie som en af dens ophavsmænd. Denne idé vandt endda indpas i visse faghistoriske værker.

Socialdemokratiske historikere har meget nidkært og meget rigtigt peget på, at Grundtvig aldrig har været socialdemokrat. Det er rigtigt alene af den grund, at det moderne partivæsen først blev til efter Grundtvigs død. Han tilhørte af samme grund heller aldrig partiet Venstre.

Vigtigere er det, at Grundtvigs socialpolitiske standpunkt faktisk lader sig dokumentere nøjere, blandt andet fordi han som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 også deltog i debatten om det, der er blevet kendt som Grundlovens forsørgelsesparagraf, den nuværende § 75, stk. 2: "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."

Denne paragraf, der er det forfatningsmæssige fundament for velfærdsstatens offentlige ydelser, har stået næsten uændret siden 1849. Der var en omfattende diskussion om denne bestemmelse blandt grundlovsfædrene, og som mange har peget på var Grundtvig imod denne paragraf. Men var Grundtvig da en hjerteløs liberalist?

Hos Grundtvigs sympatisører fremhæves det, at han ville have indført en anden paragraf, der stillede minimumsgarantier for trængende medborgere. I den danmarkshistorie, der i mange år blev brugt på universiteterne, kan man læse, at Grundtvig foreslog følgende ordlyd:

"Der skal, så vidt muligt, sørges for, at fattige, gamle, syge og forladte børn kunne finde offentlige tilflugtssteder"

Den formulering med den kommatering genfinder man mange steder. Men hvis man går til de oprindelige forhandlinger på den grundlovgivende rigsforsamling, ser Grundtvigs forslag ikke helt så generøst ud:

"Der skal, saavidt muligt, sørges for, at fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder."

Eftertiden har puttet et komma ind mellem "fattige" og "gamle". At det ikke er faldet ud ved et uheld ses deraf, at fattige af Rigsdagens stenograf er skrevet med lille, mens Gamle er substantivisk og derfor skrevet med stort. Fattigdom var altså ifølge Grundtvigs forslag ikke tilstrækkelig årsag i sig selv til at opnå det offentliges understøttelse, med mindre man også var gammel. Hvis man forestiller sig en situation, hvor Grundtvigs forslag var blevet vedtaget, kunne et enkelt komma til eller fra betyde milliarder af kroner på finansloven. Så der er grund til at gøre et stort nummer ud af et lillebitte komma.

(Forfattet sammen med Kim Steen Ravn. Trykt i Weekendavisen 28. nov. 2014)

Kierkegaard var ikke antisemitisk

Peter Tudvad har i anledning af sin kommende bog om Søren Kierkegaard givet interview, hvoraf det fremgår, at han kan dokumentere, at Søren Kierkegaard skulle have været "glødende antisemit".

Tudvad er kendt for at være grundig, men også for at servere sine synspunkter i skarp sovs, så hans bog (udkommer den 9. november, red.) imødeses af Kierkegaard-kendere med skeptisk nysgerrighed.

En af de første grunde til at være skeptisk over for Tudvads varslede konklusion er, at antisemitismen som begreb først blev til en snes år efter Kierkegaards død. Almindeligvis antages det, at begrebet første gang anvendtes af den hamborgske journalist Wilhelm Marr i 1870' erne. Marr mente, at jøderne eller "semitismen", om man vil, var skyld i Tysklands ulykke. Det var derfor ifølge Marr nødvendigt at være antisemit, og han stiftede derfor også en "Antisemitenliga".

Nu eksisterede der som bekendt også før Marr både modvilje og had mod jøder, men denne antijudaisme var som regel religiøst motiveret. Den moderne antisemitisme er defineret som sekulariseret jødehad og står på et ikke-konfessionelt og som oftest nationalistisk grundlag. Den jøde, der fik sin butik raseret under urolighederne i København i 1819, var antagelig hverken mere eller mindre fortvivlet end den jøde, der oplevede det samme i Berlin 1938, uanset at motiverne for hærværket var vidt forskellige.

Men idéhistorisk betragtet er det vigtigt at skelne. Selvom det generelle billede i forskningen tyder på en øget religiøs tolerance i Danmark i 1800-tallet, betyder det ikke, at det var let at være jøde i Danmark. Mange konverterede til kristendommen, fordi det var den eneste reelle måde at opnå social accept og gøre karriere i statens tjeneste på.

Grundtvig er et af de tidlige eksempler på en nationalistisk motiveret karakteristik af jøderne. Borgerligt betragtet gik han stærkt ind for jøders ligeberettigelse, men når det kom til det folkelige, måtte han anse en jøde som "Gjæst", som han sagde i en polemik med forfatteren Meïr Goldschmidt i 1849. Det er vanskeligt at gøre Grundtvig til antisemit, al den stund han faktisk havde stor sympati for det jødiske folk, men mønsteret er lagt, i og med at en jøde i Grundtvigs øjne måtte forblive fremmed.

Noget, der kommer meget nærmere antisemitisme, finder man derimod hos Sjællands biskop, Hans L. Martensen, som i denne sammenhæng er interessant, fordi han i eftertiden mest er kendt som modstander af både Grundtvig og Kierkegaard. I sit store værk om den kristelige etik beklagede den socialkonservative biskop sig i 1878 over den individualisme og de emancipationsbestræbelser, der ville fjerne mennesket fra religionens moralske bånd og pligter. Han mente, at den moderne jødedom i særlig grad udgjorde en fare, fordi den i størst udstrækning havde løsrevet sig fra sine religiøse rødder og dermed hørte til " den christelige Stats afgjorte og uforsonlige Modstandere".

Martensens kritik var religiøst, men vel at mærke ikke konfessionelt begrundet. Religion var bedre end ingen religion for ham. Paradokset for dem, der blev udsat for denne antisemitisme, var, at jo mere de undsagde den jødiske religion, desto mere "jødiske" blev de i antisemitternes øjne.

Man kan ikke forvente den slags antisemitisme fra Søren Kierkegaards pen - alene af den grund, at han ikke abonnerede på forestillingen om en "christelig Stat". Man kan dog godt forvente en konfessionelt begrundet antijudaisme fra hans hånd. Og selv den store Kierkegaard var vel ikke fri for at have et par fordomme om dem, der var lidt anderledes.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 27. okt. 2010)

Denne idelige trang til opgør med Grundtvig

Tidligere på året vakte det adskillige overskrifter i bladene, at en højskole på Sydfyn havde kasseret Grundtvig. Ham kunne de ikke bruge til noget. Hvad pokker, kan det nu være rigtigt? spurgte journalisterne, og vi var mange, der i beroligende vendinger svarede, at det kunne det såmænd godt. Pågældende højskole har faktisk i omtrent tyve år været kendt for at gøre op med den grundtvigske arv, og der har eksisteret og eksisterer masser af højskoler, der har klaret sig glimrende uden Grundtvig. Grundtvig er i vid udstrækning forældet. Hvad pokker havde I regnet med?

Det er faktisk – for at skære lige til benet med det samme – lige så normalt at kritisere Grundtvig som at hylde ham. Grundtvigkritikken er en selvstændig genre i den danske pamfletlitteratur, og den er gammel. Betegnelsen ’grundtvigianer’ er opfundet som skældsord af Grundtvigs modstandere. Det kan spores tilbage til 1810’erne, men blev først almindelig brugt fra århundredets midte. Et velkendt eksempel er en artikel i Berlingske Tidende fra 1847: »Grundtvigianere sammenblande efter deres Mesters Eksempel, Danskhed, Nordiskhed og Skandinavisme med Christendom, drive ofte et Væsen med det Folkelige og Nationale, som overført paa et helligt Gebeet seer meget betænkeligt ud.«

Omtrent sådan har kritikken set ud siden. Eksemplet er berømt, fordi det var en af de få lejligheder, hvor Grundtvig selv tog til genmæle og gjorde opmærksom på, at han altså ikke kunne drages til ansvar for, hvordan folk fortolkede hans tanker.

Edvard Brandes har leveret et af de mest uelskværdige bidrag til genren. Han skrev i 1883 om det grundtvigske parti, at det »vil bestaa længe, thi det har vidt forgrenede Rødder og dets Lære besidder en Nyreligions Ævne til at udstrække sig og lokke Sjæle ved at tilbyde meget og fordre lidt.« Det kostede ham posten som medarbejder i Venstrepressen og gav ham anledning til at grundlægge dagbladet Politiken, der med afbrydelser har været Grundtvigkritikkens væsentligste bastion i dansk presse.

Til Grundtvigkritikkens kuriøse periferi hører den nazistiske forfatter Christoph Steding, der i sit mammutværk Das Reich und die Krankheit Europas (1942) identificerede grundtvigianismen som hovedårsagen til, at Danmark var inficeret af jødedommen og var blevet præpareret til »Socialdemokratiets herredømme«.

 

Overraskende for de fleste er det, at Hal Koch i sin tid som forstander for Krogerup Højskole udviklede en modvilje mod Grundtvig og det grundtvigske, og han formulerede i 1950 en ret bastant kritik af grundtvigianismen manglende religiøse alvor.

I de følgende årtier sluttede hobevis af marxister og venstreorienterede sig til kritikerne. Dette blads Ejvind Larsen var og er en i ordets egentlige forstand enestående undtagelse fra dette forvoksede korpus af socialister, der ikke bryder sig om åndelig tale. Han forsøgte sig med et vist schwung at sammentænke Grundtvig og Marx. Forsøget led en upåagtet strådød.

Henning Fonsmark brød det venstreorienterede luftherredømme i den offentlige debat i 1989, idet han over flere hundrede sider anklagede Grundtvig for at være socialdemokrat. Alle danske ulykker – især det overdimensionerede statsbudget – stammer fra Grundtvig og Stauning. En anden Henning af slægten Tjørnehøj har til gengæld brugt lige så meget krudt på at bebrejde Grundtvig, at han ikke var socialdemokrat.

Søren Mørch og Uffe Østergaard har på baggrund af henholdsvis sarkasme og velorienteret gemytlighed gjort Grundtvig ansvarlig for nationalismens fortrædeligheder og danskernes modvilje mod Maastricht, Rom, Amsterdam, Edingburgh og andre europæiske byer.

Altså, til lykke Carsten Jensen. Du er endelig blevet en normaldansk meningsindehaver. Velkommen i klubben. Vi skal nok få det rigtig hyggeligt.

(Information 10. sep. 2004)

Selvfølgelig er Grundtvig forældet

Grundtvig er ikke længere det ideologiske grundlag for højskolerne. Oure Idrætshøjskole fastslår uden omsvøb: »Det bemærkelsesværdige ved Grundtvig var, at han koblede nationalromantikken og aggressiv modstand mod hele oplysningsprojektet med en bibelfundamentalistisk opfattelse af historien og mennesket.« Det er vanskeligt at blive mere upræcis inden for hæderlighedens rammer, men lad det nu ligge. Det væsentlige her er standpunktets klarhed, der er udbredt i de danske højskoler. Det kan man se af det netop udkomne fælleskatalog for landets 86 højskoler.

Flere og flere skoler profilerer sig på færdighedskurser og kompetencegivende undervisning på bekostning af klassiske højskoleværdier som folkelig oplysning eller åndelig dannelse. »Vi danner din succes« er fælleskatalogets motto. Det handler jo stadig lidt om dannelse, men kodeordet er succes, et ord, der for blot få år siden ville have været bandlyst fra højskoleverdenen. Det smager for meget af Thatcher-80’ernes egoisme og for lidt af fællesskabets forpligtelse.

Det forbavsende er i første omgang, at offentligheden betragter det som en nyhed, at Grundtvig er ude. Det har han på mange måder været næsten siden krigen. Da besættelsestidens nationale vækkelse var klinget ud – og det gik meget hurtigt – stod der Dostojevski, Kierkegaard eller Løgstrup på læseplanerne. Grundtvigs navn blev de fleste steder kun nævnt i festtalerne.

Oure Idrætshøjskole er blot en af mange højskoler, der i årevis har været i åbenlys konflikt med det grundtvigske oplysningsideal. Den er i åndelig forstand en aflægger af Den røde Højskole i Svendborg, der i masser af år var, hvad man dengang kaldte en kommunistrede. I det selskab var Grundtvig ikke inde i varmen.

Bortset fra det må det ikke komme som nogen overraskelse, at Grundtvig er forældet. Selvfølgelig er han da det. Man kan ikke som engageret borger i samfundstilstanden 2004 banke på Grundtvigs dør anno 1800 og hvidkål og spørge: »Hva’ så Nikkelaj? Hvor ska’ vi hen, du?« Selvfølgelig har Grundtvig som forfatter ikke noget direkte bud på det. Han taler kun til os gennem traditionens stadig tykkere slør.

 

P.G. Lindhardt skrev, at det var Grundtvigs skæbne at blive overskygget af den bevægelse, som han havde lagt navn til. Grundtvig var opmærksom på problemet og forsøgte selv at lægge afstand til grundtvigianismen. Det mislykkedes. Den blev en bevægelse, der i mangfoldige former var med til at danne det moderne Danmark. Højskolebevægelsen f.eks. begyndte med bønderkarle, der skulle lære om nordisk mytologi og spat hos heste. I den anden ende af den historiske proces finder man Ubberup Højskoles kurser for overvægtige og sportskurserne i Oure. Det er en konstatering og ingen dom.

Man læser ikke Grundtvig, fordi hans budskab er gyldigt, men fordi han har gjort sig gældende. Man læser Grundtvig, fordi han satte sit mærke på det danske samfund. Man læser Grundtvig som en historisk forudsætning for nutiden. Selvfølgelig var han nationalist. Herregud, det var de jo alle sammen. I den læsning hænder det, at man ser glimt af guldet, at teksten pludselig taler direkte til en, men det er en sidegevinst. Grundtvig har samme betydning for dagens Danmark som Marx har for nutidens socialdemokrater. Men hvem kunne finde på at forklare Socialdemokratiet uden at nævne Marx?

(Information 13. jan. 2004)