Julelandene

I 1990erne lancerede den senere estiske præsident Toomas Ilves teorien om julelandene. Han mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed. På estisk hedder det joul, på finsk joulu, jol på islandsk og jul i de skandinaviske lande. Det er variationer over et tema. Når man sammenligner med naboerne, bliver ligheden tydelig. I Letland og Litauen hedder det henholdsvis ziemastvetki og kaledos, på tysk Weihnachten og på engelsk Christmas.

Norden er en enhed bestående af mindst fem undtagelser. Her grafisk fremstillet af JFM. 

Det kan lyde som en spøg, men der var alvor bag. Ilves mente, at det tjente Estlands interesser bedst at blive et nordisk land. Dermed fulgte han – med nogen forsinkelse – den finske strategi. Finland har siden sin selvstændighed for 101 år siden levet i skyggen af truslen fra Rusland. Militært har Finland altid været stærkt rustet, men alliancefri. Til gengæld har Finland kulturelt, økonomisk og politisk bundet sig meget stærkt til Vesteuropa i almindelighed og det nordiske samarbejde i særdeleshed. Det har sikret finnerne både fred og velstand siden 1945. Svenskerne har på mange måder ført den samme neutralitetspolitik som finnerne, hvorimod Island, Norge og Danmark er atlantiske stater i forsvarspolitisk forstand og har derfor med langt større selvfølge indgår i den nordatlantiske forsvarspagt. At Danmark samtidig udgør porten til Østersøen forklarer en del af vores til tider lidt fodslæbende tilslutning til NATO. Vi har f.eks. for rigets østligste dele, nemlig Bornholm, ført en mere baltisk politik. Og lige nu er det baltiske spørgsmål brændende aktuelt, fordi russerne ønsker at føre en gasledning gennem dansk territorialfarvand.

En anden grund til at esterne kunne have en interesse i at blive et nordisk land er det held, som de nordiske lande har haft med at forene økonomisk vækst med en høj grad af social sikkerhed og omfordeling formidlet ved hjælp af beskatning. Det opfattes i store dele af verden som en beundringsværdig samfundsmodel. Men hvad er årsagen til denne succés? Opmærksomheden i samfundsvidenskaberne er i dag i højere grad end tidligere rettet mod fænomener som mentalitet og sindelag snarere end strukturelle og tekniske forudsætninger. De nordiske lande og Estland er f.eks. kendetegnet ved en entydig luthersk dominans i kirkelivet. Hvor vidt det forklarer velfærdsstaten diskuteres som bekendt ivrigt. Men det er klart, at en velfærdsstat ikke skabes med lovgivning og penge alene. Den bygger på noget, som hverken Folketing eller regering er herre over. Og Ilves mente altså, at Estland har dette noget, som en nordisk velfærdsstat er bygget af.

Vi får faktisk i det nye år vidnesbyrd om, hvordan esterne stiller sig til den historiske forbindelse til Danmark. Det skal blive interessant at se, hvordan Dannebrogs 800 års fødselsdag i sommeren 2019 bliver fejret i Tallin. Ifølge legenden faldt vores flag jo ned fra den estiske himmel under et dansk erobringsforsøg af landet. Vil esterne huske danskerne som grumme imperialister, eller vil lejligheden blive benyttet til at forsikre om dansk-estisk samhørighed gennem historien? Mit gæt er det sidste.

Hvad ingen havde forestillet sig indtil for ganske få år siden er, at et nyt land har meldt sig ind i Ilves’ klub, nemlig Skotland. Den skotske uafhængighedsbevægelse bygger i høj grad på både nordiske og atlantiske forudsætninger. Hovedbasen for den britiske flåde og dermed også atomslagstyrken befinder sig i Skotland, og de skotske uafhængighedsfortalere har ofte flirtet med tanken om Skotland som en nordisk velfærdsstat. Skotterne ville med deres overvældende tilslutning til at blive i EU have stærke allierede i ikke mindst Estland og Finland. Og så ville skotterne også passe ind i Ilves’ teori, fordi på scots, den dialektale variant af engelsk, der historisk tales i det skotske lavland, hedder det ikke Christmas, men yule, udtalt næsten som det danske jul.

(Kristeligt Dagblad 27. dec. 2018. Jeg forsømmer i klummen at nævne, at Estland i modsætning til Finland og Sverige er medlem af NATO. Ilves' synspunkt kan fx findes her: https://vm.ee/en/news/estonia-nordic-country)

Når litteraturhistorie får diplomatiske konsekvenser

I dette efterår vil 100-året for Islands selvstændighed blive fejret. Man kan betragte øens selvstændighed som en længere proces, der strakte sig fra Altingets genoprettelse som rådgivende forsamling i 1843 til oprettelsen af republikken Island i 1944. 1918 er et meget vigtigt år i denne proces, fordi Island da blev en selvstændig stat i personalunion med Danmark, det vil sige at kun statsoverhovedet var fælles for begge stater.

Island var i det 12. århundrede hjemsted for en bemærkelsesværdig kulturel renæssance, der tåler sammenligning med f.eks. opblomstringen af den samtidig sydfranske troubadourdigtning. De gamle beretninger – sagaer – fandt en litterær form og blev nedskrevet. Enkelte håndskrifter fra den tid er bevaret, men den oldislandske litteratur kendes mest fra senere afskrifter. De blev for en betydelig dels vedkommende indsamlet af den danske konges embedsmand og indfødte islænding Árni Magnússon (1663-1730) og testamentarisk skænket til Københavns Universitet som et legat eller en stiftelse, nu kendt som den Arnamagnæanske Samling. Magnússons indsamling af de islandske håndskrifter var en bedrift, der påkalder sig beundring og respekt, for uden hans indsats ville værker, der i dag er en selvskreven del af verdens litteraturhistorie, være gået tabt. Af samme grund er samlingen opført på UNESCOs liste over umistelig kulturel verdensarv.

Som en naturlig del af det, der med et engelsk udtryk kaldes nation building, ønskede Island at råde over de midler, der kunne sætte den unge stat i stand til at fortælle sin egen historie og dermed etablere en selvstændig identitet som nation. I 1947 blev der fra Reykjavik fremsat officielt ønske om udlevering af genstande og håndskrifter af islandsk oprindelse fra offentlige danske samlinger, herunder ikke mindst den arnamagnæanske. 

Det var den almindelige opfattelse, at Island ikke havde noget retskrav at gøre gældende, og så meget desto mere markant var den politiske vilje til at efterkomme det islandske ønske. I 1965 vedtog Folketinget en lov, der indebar, at der blev foretaget en "en deling af stiftelsen i to afdelinger derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes der i overensstemmelse med fundatsernes regler.

Loven vakte en del modstand i Danmark, fordi den berørte noget, der blev betragtet som nationalt essentielt. Den arnamagnæanske Stiftelse, for hvilken Københavns Universitets rektor er født formand, følte sin ejendomsret gået for nær og fik prøvet loven ved domstolene, der dog ikke fandt, at den stred imod Grundloven. Sagen er berømt, fordi det er et af de få tilfælde, hvor Højesteret har udøvet sin såkaldte prøvelsesret, altså den dømmende magts ret til at prøve de af Folketinget vedtagne loves grundlovsmæssighed.

Den praktiske udlevering af håndskrifterne blev indledt i 1971 og fuldbyrdet godt et kvart århundrede senere. Samlingerne varetages i dag af universiteterne i Reykjavik og København i et frugtbart samarbejde, og gennem denne ordning udtrykkes både en stærk samhørighed mellem Island og Danmark og en gensidig respekt for national og statslig selvstændighed. Men nu forrykkes denne balance.

Som Kristeligt Dagblad kunne berette den 21. maj har Københavns Universitet tilkendegivet, at der ikke længere er økonomisk grundlag for, at de forpligtelser, der knytter sig til Árni Magnússons testamentariske gave, kan opretholdes. Den arnamagnæanske Stiftelses danske afdelings fremtid er usikker. Den islandske ambassadør i København har, som man kunne forvente, udtrykt sin bekymring i den anledning.  Hvad der kan synes blot at være en prioritering i den litteraturhistoriske forskning, har dermed fået diplomatiske implikationer.  Det bliver ikke mindst interessant at høre, hvad den islandske præsident har at sige, når han aflægger besøg i København til oktober.

(Kristeligt Dagblad 28. maj 2018)

Nationalisme er ikke et skældsord

Danmarks Radios tidligere dramachef Ingolf Gabold har vakt debat om nationen og nationalismen ved at udtale sig om den politiske intention bag TV-serien ”1864”. Nationalisme opfattes i dag som et skældsord, både af Gabold selv og hans kritikere.

Historievidenskaben har siden begyndelsen af 1980erne beskæftiget sig med nationalismens historie. En pioner og internationalt anerkendt ekspert på feltet er faktisk min medklummenist, Uffe Østergaard.

I historievidenskaben bruges begrebet værdineutralt som betegnelse for en politisk bevægelse, hvis formål er at skabe en nationalstat, en enhed af stat og folk, således at retsordenens og den politiske enheds grænser er sammenfaldende med etnicitetens. Definitionen siger derimod ikke noget om, hvorledes denne enhed skal tilvejebringes. Man er altså nationalist uanset om man vil bruge fredelige eller voldelige midler til at opnå formålet.

I sin reneste form er nationalstaten defineret som en suveræn stat, der omfatter samtlige medlemmer af en enkelt nation og ingen medlemmer af andre nationer. Verdenshistorien kender ingen eksempler på rene nationalstater. Island efter selvstændigheden i 1918 kom tæt på, hvis det ikke var for det danske mindretal på øen og siden den væsentlige amerikanske tilstedeværelse.

Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen. Man kan finde vidnesbyrd om national bevidsthed i Middelalderen hos f.eks. Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være f.eks. dansk, tysk eller svensk.

Nationalisme som politisk fænomen voksede frem efter Wienerkongressen 1815, og dermed rykkede nationen op på den politiske dagsorden. Tilhørsforholdet til en nation blev afgørende for den enkeltes identitet og muligheder i livet.

Interessant nok kan man argumentere for, at danskerne i 1864 burde have handlet mere nationalistisk. De skulle være gået efter en deling af Slesvig efter sproggrænsen. Både Bismarck, briterne og Christian IX var indstillet på det. De nationalliberale havde imidlertid bundet sig op på en ejderdansk løsning, altså en påstand om, at hele Slesvig i virkeligheden var dansk, og det endte så med, at hele Slesvig gik tabt.

At nationen og nationalismen er historiske størrelser, har fået nogle til at anlægge den fortolkning, at nationen er en konstruktion, altså at den er en illusion og dermed en løgn. Men dette argument ville indebære, at andre samfundsfænomener som f.eks. demokratiet måtte afskrives. For demokratiet findes kun, for så vidt dets deltagere tror på det. Nationen er på samme måde forestillingen om, at man tilhører et fællesskab, der er holdt sammen af historie, sprog og kultur – og eventuelt religion. Nationen er derfor både konkret, oplevet virkelighed og utopi. Hvis ingen definerede sig som danskere, ville Danmark ophøre med at eksistere. Der findes også dem, der mener, at nationen altid har eksisteret, at den f.eks. hører til skabelsesordenen, eller at den findes som historisk virkelighed, også når bevidstheden om den ikke har eksisteret. Men også de mener, at nationen først kommer til sig selv, når bevidstheden om den vækkes.

I Danmark blev den nationale utopi virkeliggjort så tæt på idealet som muligt med Slesvigs deling i 1920 og befæstet med aftalerne mellem København og Bonn i 1955. Selv om vi roser os af, at den danske nationalisme nåede sit mål med fredelige midler, ville denne løsning aldrig have været mulig uden tysk nederlag i den forudgående krig, der som bekendt også kostede tusindvis af danske slesvigere livet.

(Kristeligt Dagblad 11. februar 2016)