Drømmen om velfærdsstaten

Esben Lunde-Larsens phd-afhandling diskuteres ivrigt for tiden mere for sin form end sit indhold. Men hvad står der egentlig i den? I konklusionen gør han i en diagnose af den moderne velfærdsstat Ove Kaj Pedersens ord til sine egne:

”Oprindeligt var velfærdsstaten således ikke tænkt som et forvokset bureaukrati til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og formue, men en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og fremtidens samfund. Demokrati og demokratisering stod i centrum. Det samme gjorde forestillingen om menneskets urørlighed, dets gudbilledlighed eller det forhold, at den enkelte var noget unikt, og at dets beskyttelse ligesom dets værdighed skulle erkendes og anerkendes af alle (herunder staten) som grundlag for fremtidens ’gode samfund’.”

Det er med andre ord gået tilbage for velfærdsstaten. Nutidens velfærdspolitik i konkurrencestaten gør den enkelte til et middel, et instrument for staten, reducerer borgeren til et tandhjul i det store samfundsmaskineri. Spørgsmålet er imidlertid, om velfærdsstaten i gamle dage i højere grad var orienteret imod den enkelte borgers værdighed og velfærd?

Da socialdemokraten K.K. Steincke i 1920 udgav sin vision om ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, var en af præmisserne, at der var en fare for at udgifterne skulle gå amok. Alle havde ret til forsørgelse, mente Steincke, men risikoen for at undermålerne (og det kaldte man dem) fik for mange børn, der også skulle på offentlig forsorg, var så stor, at en af betingelserne for at få understøttelse kunne være, at man underkastede sig sterilisering. Danmark gennemførte som den første stat i verden en lov om tvangssterilisation i 1929.

Hvis man ser på praksis i velfærdsstatens institutioner for blot en generation eller to siden, er fraværet af menneskelig værdighed slående. Psykiatriske patienter, de indsatte i forsorgshjemmene, handicappede og børnehjemsbørn er blevet slået, indespærret, fastspændt eller på anden måde ydmyget. Vidnerne lever endnu. Nogle af dem fortæller deres historie i en helt ny bog, ”På kanten af velfærdsstaten”, af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen.

Velfærdsstatens guldalder som politisk projekt var kort. Den varede fra slutningen af 1950erne til begyndelsen af 1970erne. Siden dengang har den været i krise, fordi den blev en for stor belastning for statsfinanserne. Reformmodel har i de forløbne godt 40 år efterfulgt reformmodel, og debattører og interessenter har hvert år, når Finansloven er på bordet, med stor indignation hævdet, at ”der er skåret ind til benet” eller at deres særlige område af den offentlige forsorg er ”bombet tilbage til Stenalderen” for nu blot at nævne to af de mest anvendte klichéer.

Der er al mulig grund til at være opmærksom på, hvad velfærdsstaten gør ved borgerne. Den hjælper dem naturligvis, samtidig med at den fratager dem myndighed, nogle gange værdighed. Men sådan har det været fra begyndelsen. Der er ingen som helst grund til at idyllisere fortiden, heller ikke i dette tilfælde. For nogle har det været en drøm, at velfærdsstaten ikke alene skulle forsørge mennesket, men at den skulle fungere som en understøttelse af menneskets værdighed eller dets gudbilledlighed og gøre det lykkeligt. Det er en stædig drøm, der knuses rutinemæssigt hvert år, når regningen skal betales. Derfor er der også grund til at justere på forventningerne til, hvad en velfærdsstat overhovedet kan.

(Kristeligt Dagblad 9. dec. 2015)

Racehygiejne

Informations forlag har gjort det læsende publikum den tjeneste at genudgive Lene Kochs bog ' Racehygiejne i Danmark 1920-56'. Den udkom første gang ( på Gyldendal) i 1996. Det kom som et chok for den internationale offentlighed, da historikere som Koch dengang kortlagde omfanget og karakteren af især svensk og dansk racehygiejne i mellemkrigstiden.

Forargelse var den mest fremtrædende reaktion. ' Sverige tvångssteriliserade 10 000-tals - endast Nazityskland var värre i Europa', lød overskriften i Dagens Nyheter.

So ein Ding har vi altså også haft. Vi var også en slags nazister, lød den journalistiske vinkel på spørgsmålet. Men det virkelig rystende ved afdækningen af den racehygiejniske lovgivning var, at den ikke blev trumfet igennem af åndsformørkede Hitler-sympatisører, men af nogle af velfærdsstatens fædre. Danmark indtager på dette punkt den ikke særlig flatterende rolle som foregangsland, idet vi som det første land i verden vedtog en racehygiejnisk motiveret national steriliseringslovgivning allerede i 1929. Primus motor var den fremtrædende socialdemokrat K. K. Steincke, og den politiske opbakning var bred. De øvrige nordiske lande fulgte trop få år senere.

For Steincke var logikken den, at hvis staten skulle påtage sig forsørgelsen af dem, man dengang så uskrømtet kaldte undermålere, måtte man også sikre sig, at disse mennesker ikke forplantede sig og dermed øgede forsørgerbyrden i næste generation. Foruden den økonomiske kalkule var ræsonnementet bygget på en socialdarwinistisk eller biologiserende opfattelse af mennesket, ifølge hvilken også menneskets moralske karakter og sociale adfærd blev betragtet som arvelig. Racehygiejnen gav indtryk af at være strengt videnskabeligt motiveret, men var i virkeligheden mere et krydsfelt for politiske, moralske og økonomiske interesser og anskuelser. Lovgivningen blev i vid udstrækning et instrument, man brugte mod mennesker, der udviste en uønsket adfærd.

Der kunne - med 1929-lovens formynderiske ordvalg - tillades »Indgreb i Kønsorganerne hos psykisk abnorme Personer«, hvis det »maa anses særdeles magtpaaliggende for Samfundet og gavnligt for dem selv, at de sættes ud af Stand til at faa Afkom«. Imod almindelig forplantningslogik, men i pagt med tidens herskende moral, blev loven næsten udelukkende brugt mod kvinder, især sådanne, der blev betragtet som småt begavede og løse på tråden. Omfanget af tvangsforanstaltningerne har ganske vist vist sig at være mindre end først antaget, men det tager ikke alvoren ud af sagen for den enkelte. De kunne interneres på anstalter, og en af forudsætningerne for deres løsladelse kunne være, at de underkastede sig »Indgreb i Kønsorganerne«. En af disse anstalter lå på Sprogø, og de sidste piger, der har boet der og er blevet steriliseret, lever såmænd endnu.

En af kvaliteterne ved Lene Kochs bog er, at den ikke er fordømmende eller moraliserende. Så meget desto klarere står pointerne. Hvad genudgivelsen vidner om er, at den også taler til vores nutid om nogle af de tungeste politiske og etiske emner: stat og individ, myndighed og selvbestemmelse, liv og død.

Det er f. eks. heller ikke i dag alle og enhver, der får lov til at komme til verden. Det statslige sygehusvæsen tilbyder os mulighed for adgang til detaljerede informationer om vores kommende børns helbredsprofil sammen med adgang til svangerskabsafbrydelse - ganske frivilligt naturligvis. Sagen er blot den, at når vi får valgmuligheden, handler vi stort set uden undtagelse på samme måde, som staten ville have gjort i 1930' erne. De uønskede forbliver ufødte.

Tvang som på Sprogø i gamle dage er unødvendig. Staten behøver blot at tilbyde ' information' og ' muligheder'. Når jeg en gang imellem krydser Storebælt og kaster et blik over på den gamle pigeanstalt på øen, spekulerer jeg over, hvad forskellen er på nu og dengang? Er der tale om fremskridt, som Stanisùaw Jerzy Lec spurgte, når kannibaler begynder at spise med kniv og gaffel?

(kommentar i Politiken 24. april 2010)

Arvehygiejne har vi skam allerede

Professor Helmuth Nyborgs forslag om at fremme intelligente menneskers muligheder for at få flere børn har med rette vakt modstand. Man må imidlertid ikke overse, at arve- eller racehygiejne, også kaldet eugenik, allerede praktiseres herhjemme.

Nyborg genopvækker nogle ambitioner i mellemkrigstiden, den såkaldte positive eugenik. I modsætning til den negative eugenik, der sigtede mod at hindre ’de dårligst egnede’ i at få børn, ønskede den positive eugenik ved hjælp af lovgivning og især økonomiske incitamenter at forbedre folkestammens genetiske kvaliteter som helhed ved at understøtte de ’bedst egnedes’ børneavl. Man var bekymret over, at de bedst uddannede fik færrest børn.

Modsat den almindelige opfattelse af eugenikken som et særligt nazistisk kendetegn var både positiv og negativ eugenik udbredt i vide kredse øst og vest for den politiske midte. En af de store hjemlige fortalere for eugenik var bl.a. socialdemokraten K.K. Steincke og den berømte venstreorienterede læge og fortaler for fri abort J.H. Leunbach. Man kunne sagtens være anti-nazist og pro-eugeniker på samme tid.

Den positive eugenik fik ikke nær den praktiske udbredelse som den negative, der fra 1929 med Danmark som foregangsland bredte sig i Nord- og Vesteuropa. Nazityskland stod for den negative eugeniks mest brutale og menneskefjendske udgave. De skandinaviske lande har også præsteret mange overgreb mod især kvinder, der af sociale, medicinske eller moralske årsager blev anset som uværdige til at få børn. Området er afdækket af forskere som Birgit Kirkebæk, Bent Sigurd Hansen og ikke mindst Lene Koch for Danmarks vedkommende, og har nydt en tilsvarende tiltrængt opmærksomhed blandt historikere i Sverige, Norge, Estland, Finland og Island. De katolske lande gik almindeligvis fri, fordi den katolske kirke generelt var og er imod enhver form for indgriben i forplantningsprocessen.

Eugenikken som helhed var i mellemkrigstiden en kombination af to elementer: medicinsk teknologi i form af sterilisering, kastration og prævention og statslig kontrol i form af bl.a. tvangsindgreb, statslige anstalter for de ’mindreværdige’, lovgivning og offentlig forsørgelse. Mellemkrigstiden var den periode, da staterne i Europa på godt og ondt i større omfang begyndte at påtage sig opgaver og forpligtelser, som hidtil havde påhvilet familien: sygepleje, børnepasning, ældre-omsorg, fattighjælp osv.

Efter krigen var de fleste europæere blevet opmærksomme på, at staten kan gå for vidt. Nazityskland og efterfølgende Stalins Sovjetunion var blevet et skræmmebillede. Måske af den årsag nedtonede socialdemokraterne førkrigsvisionernes altdominerende stat til fordel for nogle blødere family values med et stænk økonomisk liberalisme.

Den stærke individualisme i anden halvdel af det20. århundrede blev især af betydning for kvinderne, der under slagordet ’retten til egen krop’ vandt autonomi fra de kønsbestemte roller, som de før i tiden var blevet sat til at spille i familien og i samfundet.

Især kvindens ændrede rolle har betydning for vores syn på race- og arvehygiejne. Ingen ville i dag ved sine fulde fem foreslå tvangssterilisering af unge piger eller myndige kvinder. Kvindekampen har trukket en hård og nødvendig grænse for, hvad samfundet kan tillade sig. Det betyder imidlertid ikke, at arvehygiejnen ikke eksisterer. Nu praktiseres den blot på et andet grundlag end tidligere.

Vore dages kombination af medicinsk teknologi og individuelle behov har gjort, at der sorteres i ufødte menneskeliv som aldrig før. Den prænatale diagnostik, moderkagebiopsier og fostervandsprøver gør det muligt at identificere genetiske fejl hos meget unge fostre. Staten blander sig ikke på anden måde end ved at stille teknologien til rådighed. Den behøver nemlig slet ikke blande sig, for forældrene vælger den med samfundets øjne helt rigtige løsning næsten hver gang. Hvis barnet viser sig at lide af Down’s syndrom, vælger de fleste vordende forældre en abort. Det er en forståelig løsning, som man skal være varsom med at fordømme. Man skal blot stille sig spørgsmålet, om dette valg er moralsk mere forsvarligt end den århusianske professors ønske om at fremme de bedst egnedes børneavl?

(Information 1. okt. 2003)

Negere, jøder og den moralske hygiejne

Ethvert nulevende Menneske skylder Darwin sin Sjæl.« skrev Johannes V. Jensen i 1915. Det var en anden måde at formulere den erkendelse på, at en moderne livsanskuelse måtte bygge på naturvidenskabelige idéer. Hvad Jensen mente, var, at mennesket nu endelig var blevet befriet for teologi og anden overtro, der hidtil havde lagt beslag på dets sjæl. Jensen var ikke alene tilhænger af Darwin, men også ivrig racist. Især nogle af hans rejseberetninger fra Amerika og Fjernøsten er skrap kost for en følsom nutid. Det var hans opfattelse, at nordboerne i kraft af deres biologiske arv var det egentlige ophav til kultur. Andre folkeslag havde ganske enkelt ikke disse anlæg, og når kulturer blomstrede under sydligere himmelstrøg, skyldtes det ganske enkelt den livskraft, som disse samfund var blevet tilført i kraft af indvandring nordfra.

Det interessante ved Jensens racisme er, at den i 1915 ikke var stort mere kontroversiel end så mange andre synspunkter. Georg Brandes havde ganske vist tordnet imod de mennesker, der mente, at han besad særlige egenskaber i kraft af sit jødiske ophav. Han måtte ustandseligt bede sig fritaget for dette 'jøderi'. Men i en tid, der var beundrende optaget af biologi, slap han aldrig for at blive mindet om sine fædres tro. Brandes var ateist og mente ikke, at han var særligt arveligt disponeret for internationalisme eller landsforræderi, der var tidens hyppigste anklager mod jøder. Man var af den opfattelse - med Sjællands biskop Martensen i spidsen - at jøder slet ikke havde anlæg for fædrelandskærlighed. Pudsigt nok lever rester af denne opfattelse endnu, for en ihærdig Brandes-kritiker som Søren Krarup synes i dag at have glemt, at Brandes, mens han korresponderede fra Berlin, under trusler om repressalier fra de tyske myndigheder varmt talte de danske sønderjyders sag. Racisme og anti-semitisme er blot to eksempler på det, som man kan sammenfatte under betegnelsen biologismer. Det dækker over den opfattelse, at naturvidenskaben i biologiens skikkelse har en sådan kraft, at også samfundet og mennesket i det lader sig forklare biologisk. De fleste regner i dag med, at vi lever i en tid, der er styret af naturvidenskaben som aldrig før, men faktisk var perioden fra det 19. århundredes anden halvdel og frem til Anden Verdenskrig endnu mere scientistisk, som man også kalder dette ønske om at bruge naturvidenskabelige forklaringer, hvor de ikke hører hjemme. Man kunne tage en anden Nobelprisvinder som eksempel, Karl Gjellerup. Han var som Johannes V. meget optaget af Darwin og udgav i 1881 en afhandling om arvelighed og moral, hvor han gav udtryk for den opfattelse, at den moralske sans og civilsatoriske evne udvikles evolutionært på samme måde som andre evner. »For Menneskets vedkommende har man iagttaget, at Negere, som tre Generationer igjennem har haft husligt Arbejde, bestandig miste mere af Racepræget,« som han anfører med en nærmest påfaldende uskyld. Det var altså ikke udelukket for de vilde folkeslag at blive civiliserede, men det måtte ske over flere generationer. Man kunne altså ikke gøre en Goethe af en bantu-neger i ét spring, for »den modne Civilisations Frugter ere for nomadiske Racer en Gift, hvoraf de sikkert døe, som de amerikanske Rødhuder gjøre for Tiden.«
ikke blot tjene til at forklare forskellen på negre og europæere, den egnede sig også glimrende til at diagnosticere sygdomme på det hjemlige samfundslegeme. Her trådte hygiejnen ind som et nøglebegreb. Hygiejniske synspunkter havde en afgørende indflydelse på byplanlægningen. København blev kloakeret, fik en reguleret vandforsyning, et flot hospital og da det blev diskuteret, hvad de sløjfede forsvarsvolde omkring byen skulle bruges til, vandt det hygiejniske synspunkt: byen blev opfattet som en patient med åndenød - stanken har ganske givet været nærmest håndgribelig - og derfor valgte man at udlægge nogle for tiden temmelig store arealer til parkerne og boulevarder, der først og fremmest skulle tjene til ventilation af byen. De kaldes stadig byens grønne lunger som en reminiscens af datidens hygiejniske teorier, der lagde stor vægt på luftens kvalitet. Ganske påfaldende var lysten til at bedrive moralsk hygiejne. Alle gode kræfter samledes om at helbrede eller bortskære de svulster, der havde sat sig på samfundets krop: viderværdigheder som prostitution, alkoholisme, socialisme, løsgængeri, homoseksualitet eller tyveri. Helbredelse og renselse var gennemgående begreber, der kan læses som synonymer for opdragelse og udskillelse. Peter Scharff Smith har netop forsvaret sin højst in- teressante ph.d.-afhandling om fængslernes rolle i denne proces. De var ikke først og fremmest straffeanstalter, men blev selvfølgelig kaldt »moralske hospitaler«. En særlig opmærksomhed viede man seksualiteten, der ligeledes blev tolket ind i en medicinsk ramme. Analt samleje - hvad enten det var mellem mænd indbyrdes eller mellem mænd og kvinder - var traditionelt blevet fortolket som en synd, dvs. som en akt, der hørte ind under domstolenes eller teologiens jurisdiktion. I slutningen af det 19. århundrede overtog lægerne denne ret og fortolkede seksualiteten ind i et katalog af diagnosticerbare perversioner. Den danske læge Christian Geill (ja, det hed han altså) skrev en længere artikel i Ugeskrift for Læger, hvor han redegjorde for de seksuelle kategorier. Foruden homoseksualitet var der naturligvis også faren ved masturbation, især fordi overgangen fra masturbation til »mutuel Masturbation«, som han skrev, ikke synes vanskelig. Derudover var der alt fra fetichister, masochister og sadister til de såkaldte frotteurs, dvs. folk, der fik stillet deres seksuelle trang ved at gnide sig op ad andre i storbyens trængsel. De homoseksuelle købte selv den medicinske forklaring. Berømt er et efterladt bekendelsesskrift af Danmarkshistoriens vel nok mest storslåede bøsse, Herman Bang, der håbede for sin eftertid, at lægevidenskaben måtte finde en kur for den lidelse, det er at være homoseksuel. Københavns nuvundne status som moderne storby efter voldenes fald og den meget store befolkningstilvækst betød også, at den moderne storbys eksistentielle problemer trængte sig på. De blev ligeledes fortolket biologisk-medicinsk. Man var nervøs. Psykiateren Knud Pontoppidan skrev adskillige bøger og artikler om den nervøse overanstrengelse, og han knyttede den tæt sammen med det moderne storbyliv. At krydse gaden var ganske enkelt ikke det samme som tidligere: »Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide.« Teorien var den, at de mange sanseindtryk, som prægede storbyen, fysisk sled nerverne op, så deres funktion blev svækket. En maler som Hammershøj blev kaldt farve-neurastheniker, fordi han syntes ude af stand til at opfatte klare farver. Nogle kritikere mente simpelthen, at forklaringen på impressionisternes måtte være ødelagte synsnerver, og havde dermed forklaret et kulturfænomen fysiologisk. Nervesvækkelse eller neurastheni, som det kaldtes med et begreb skabt af den amerikanske nervelæge Beard, var en mode-diagnose, der omfattede en nærmest uudtømmelig række af symptomer, og derfor skabte det også et frirum for dem, der følte ubehaget ved moderniteten for stærkt. Der var tale om en epidemi. Den unge Sigmund Freud tøvede ikke med at kalde neurastheni sin tids mest udbredte sygdom. Neurastenikerne kunne lade sig skrive syge med en socialt acceptabel diagnose, lægeordineret ro og fred, og om sommeren kunne de tage på kurbadeanstalt, der var en skøn blanding af sygehus og borgerlig salon, uden at underlægge sig hospitalets strenge, uniformerede regimente. Mens folk som Gjellerup i 1880'erne stadig regnede med, at erhvervede egenskaber kunne nedarves, og at arven derfor kunne påvirkes - om end langsomt - af civilisationen, blev biologien hen imod århundredeskiftet stadig mere deterministisk, og tilsvarende stod det klart for de fleste samfundshygiejnikere, at hvis den biologiske arv skulle reddes fra den truende degeneration, var det ingen tjenlig løsning at forsøge at reparere på de uønskede elementer. Den eneste videnskabeligt holdbare løsning var at hindre dem i at blive født. Det kaldte man med et noget omdiskuteret begreb for racehygiejne eller eugenik. Danmark indtager den ikke særlig flatterende rolle som foregangsland hvad angår statsligt organiseret racehygiejne. Som det første land i Europa indførte vi i 1929 en lov om sterilisation, der skulle hindre uhensigtsmæssig forplantning. Man associerer gerne den slags tiltag med mellemkrigstidens radikale højrebevægelse, men i Danmark som i resten af Norden blev sådanne love gennemført med opbakning fra alle partier. Den danske lovgivning var faktisk foregrebet af socialdemokraten K.K. Steinckes vision for Fremtidens Forsørgelsesvæsen fra 1920, der rummer et helt kapitel om arvehygiejne, som det også kaldtes. En af lovens få modstandere var den radikalt konservative Alfred Bindslev. Sterilisationsloven lå i naturlig forlængelse af Socialdemokratiets ønske om at gennemregulere samfundet ved hjælp af statslige tiltag, og derfor blev eugenikken også en slags kulmination for samfundets biologisering. En moderne kvinde som Karen Blixen skrev en lille opsats om eugenikken. Hun mente, at fremtidens ægteskab var tømt for sin religiøse og juridiske betydning, og havde gjort den personlige erfaring, at kærligheden sagtens kunne trives uden for ægteskabet. »Personligt tror jeg, at det vil ende med, at et nyt Slags Ægteskab vil blive bygget op paa Racens Idé: Eugenics, Birth-Control etc.« som hun skrev i brev hjem fra Afrika i 1924. Anden Verdenskrig betød den endelige afslutning på biologismens overherredømme, i hvert fald hvad angår samfundsbetragtningen. I kraft af opgøret med nazismens befolknings- og racepolitik var forestillingen om samfundet som et frit manipulerbart legeme for alvor kriminaliseret. Ganske vist var sterilisationslovene i Norden i kraft helt frem til begyndelsen af 70'erne, men de rammer, hvorunder de blev anvendt, havde ændret sig betydeligt. Det havde i hvert fald to årsager. Dels tog individualiseringen fart. Sat over for individualitet som værdi kunne samfundshensyn ikke længere oppebære samme forrang som før krigen. Dels antog den individuelle krop, og især kvindens krop, en stadig større betydning. Kvindens frigørelse blev ikke lanceret under sloganet »Retten til eget liv« men derimod det tankevækkende: »Retten til egen krop.« Kvindens krop blev selve grundsymbolet for hendes frigørelse. Først den frigjorte krop og siden den veltrimmede krop er blevet så central en værdi for det 20. århundredes anden halvdel, at forestillingen om samfundslegemet er trukket i baggrunden til fordel for fokuseringen på det individuelle legeme. Racehygiejnen er som officiel politik i dag opgivet, netop med henvisning til kvindens ukrænkelige krop. Enhver kvinde har ret til selv at bestemme, om hun vil steriliseres. Men racehygiejnen har ikke forladt os, tværtimod. Med de raffinerede metoder for præ-natal diagnostik er det muligt at identificere uønskede defekter hos de ufødte. At teknologien står til rådighed, gør det meget vanskeligt at vælge den fra, og har man først valgt den, virker situationens logik ubønhørligt: Langt de fleste forældre vælger en abort, hvis barnet f.eks. viser sig at have Downs syndrom. Staten pålægger os ikke at fravælge de uønskede. Vi gør det selv. Vi har internaliseret eugenikken, og dermed fik Karen Blixen ret, da hun beskrev, hvordan eugenikken i fremtiden ikke vil »blive slaaet fast ved Love eller Anordninger, det vilde gaa ind i Bevidstheden som ethvert anstændigt Menneskes Fordring til en anstændig Forbindelse.«
(kronik i Information 28 marts 2003)

Blixen, Socialdemokratiet og eugenikken

Den ældre Karen Blixens iscenesatte sig selv som en nobel baronesse, der snarere hørte hjemme i det 18. århundredes stændersamfund end blandt sin egen samtids storbyeksistenser, hvem hun nådigt tilstod en lejlighedsvis audiens.

Dette billede har næsten fået lov til at skygge for den omstændighed, at hun var en helt igennem moderne kvinde. Det fremgår tydeligt af de breve, som hun sendte fra Afrika. (Udgivet af F. Lasson).

Baronessen sværmede ganske vist forbigående for den afrikanske kolonitilværelses lighed med livet som lensherre før landboreformerne, men kunne ikke drømme om at give sig ind under de vilkår, som tidligere århundreder havde budt en kvinde af hendes format.

Hun var fraskilt, drev en farm, gik på jagt med sin elsker og tog sig i øvrigt af de »shauries«, som dagligdagen bød. Ordet dukker jævnligt op i korrespondancen og kan betyde både forretninger og bekymringer, hvad der i Blixens tilfælde stort set kom ud på et.

I det britiske Østafrika herskede en alt andet end victoriansk seksualmoral. Det 19. århundredes borgerlige normer for familie og ægteskab fandt simpelthen ingen anvendelse blandt koloniens hvide settlere. Frigørelsen var slået igennem på en sådan måde, at en skilsmisse ikke førte til udelukkelse af det gode selskab.

Blixen skrev vel nærmest som en refleksion over sin egen skæbne på en afhandling om ægteskabet og brevvekslede ivrigt med sin mor, moster og bror om emnet.

Hun mente, at ægteskabet ikke kunne være kærlighedens sande hjemsted, for kærligheden var fri i sin natur og ville miste sin kraft, så snart den blev bundet i et formelt juridisk forhold. Som de fleste af sin tids progressive moderne kvinder - såsom Thit Jensen eller Agnes Henningsen - mente hun også, at moderne kontraception havde frigjort børneavl fra sexlivet, så ægteskabet var heller ikke erotikkens sikre havn.

Samtidig med at hun afviste den romantiske kærlighed som ægteskabets grundlag, så hun også meget klart, at heller ikke det førromantiske syn på ægteskabet som et møde mellem to slægter, som en institution, der bærer og viderefører en feudal klanstruktur, havde nogen gyldighed i det 20. århundrede.

Som ateist afviste hun institutionens religiøse karakter. Renset for kærlighed, erotik, tradition, religion og politik var der kun én mulighed tilbage for ægteskabet:

»Personligt tror jeg, at det vil ende med, at et nyt Slags Ægteskab vil blive bygget op paa Racens Idé: Eugenics, Birth-Control etc. Med en strengere Idealisme end det gamle, men at den »frie Kærlighed« vil faa Ret til at existere, saa meget den vil, som Menneskers private Shaurie. Det nuværende Ægteskab har dog tabt al sin Anseelse; i hvert Fald kan jeg sige, at dette er Tilfældet mellem Englænderne, og jeg synes ikke selv at et Ægteskab, som ikke bæres af nogen som helst religiøs, moralsk eller social Idé, og som kan opløses naarsomhelst, f.eks. paa Grund af et enkelt Tilfælde af Utroskab, - og indgaas med denne Bevidsthed hos begge Parter, - fortjener nogen Anseelse eller er værd at bevare.« (Brev til Ingeborg Dinesen den 13.april 1924).

Der er ingen modsætning mellem denne moderne kvinde og hendes lille strøtanke - for mere blev det ikke til - om eugenikken. Racehygiejnen er af efterkrigstiden først og fremmest blevet associeret med mellemkrigstidens radikale højrebevægelser, især nazismen, der havde som mål at udrydde mindreværdige raceelementer og tilskynde arierne til børneavl.

Men frygten for menneskeslægtens biologiske forfald var ikke forbeholdt højrefløjens racister. De seneste års historieforskning i Skandinavien har tydeliggjort, at eugenik og racehygiejne var ganske ukontroversielle synspunkter, der herskede i hele det politiske spektrum. Man frygtede, at den forbedrede forsorg og lægekunstens landvindinger ville sikre ikke alene genetisk uegnede menneskers overlevelse, men også sætte de dårligst udrustede i stand til at formere sig, og det ville både forringe fremtidige generationers sundhed og betyde en vækst i socialudgifterne.

Eugenikken nød derfor opbakning fra de samme betydelige socialdemokrater, der opfattede sig selv som den skandinaviske velfærdsstats mest progressive kræfter: K.K. Steincke, Gunnar og Alva Myrdal, J.H. Leunbach, Karl Evang, Theodor Geiger, Jørgen S. Dich og mange af deres partifæller i England og Tyskland. Politikerne fik fuld opbakning fra de læger, der havde det daglige ansvar for at sterilisere de »undermålere«, der ikke måtte få børn, og fra universitetets videnskabelige genetikere. I de racehygiejniske forestillinger mødtes med andre ord socialpolitik, biologi og medicin i en stærk alliance, der synes som et ægtefødt barn af sit århundrede.

Når eugenikken alligevel ikke har fået lov til at bestå som ideologi, skyldes det en anden bevægelse, der er også typisk for det forgangne århundrede: individualiseringen. Mennesket ønsker autonomi og vil ikke finde sig i at lade sit liv bestemme af hensynet til tidligere eller kommende generationer. Det så Karen Blixen meget tydeligt. I et brev til sin bror peger hun på netop den svaghed ved eugenikken, at den i alt for høj grad lægger vægten på ufødte generationer i stedet for det levede liv:

»Eugenics kan vel være et meget pænt Fyr at styre efter; men jeg skulde tro, at skal vore Efterkommeres Efterkommere sejle med Blikket paa deres Efterkommeres Efterkommere igen, maa de blive noget trætte deraf. Denne Kærlighed til Livets Fortsættelse, hvor Livet i sig selv ikke har nogen absolut Værdi, har altid forekommet mig et svagt Argument.« (Brev til Thomas Dinesen den 22. november 1926).

De to Blixen-citater viser, under hvilke omstændigheder eugenikken udviklede sig i det 20. århundrede. På den ene side synes videnskaben at være det eneste holdepunkt for et moderne ægteskab, for de fleste traditionelle værdier har spillet fallit. På den anden side kan man ikke forlange af et individualiseret menneske, at det skal træffe sine væsentligste valg af hensyn til en forestilling om den fremtidige genpulje.

Det sidste synspunkt sejrede. I kølvandet på efterkrigstidens eksistentialisme er individet sat over det sociale og derfor også det frie valg over den biologiserede samfundsopfattelse. Samtidig er der sket det, at kroppen som ukrænkeligt symbol på individets individualitet er blevet stærkt opnormeret. Derfor er det umuligt at påtvinge en kvinde at blive steriliseret, fordi hun ikke skønnes egnet til at tage sig af sine børn.

Eugenikkens ideologiske nederlag har ikke overflødiggjort de oprindelige argumenter for at indføre den. Samtidig med den offentlige afstandtagen fra eugenikken har det stået de fleste klart, at det er en tragedie, hvis stærkt psykisk handicappede mennesker får børn. Antallet af tvangssteriliseringer faldt ganske vist i løbet af tresserne. Det kan skyldes en højere moral, men det kan også skyldes, at p-pillen gjorde det muligt for personalet på landets anstalter at forhindre de åndssvage og de psykisk syge i at få børn uden brug af narkose og skalpel.

Denne konflikt blev tydeliggjort så sent som i september måned i år, da en kommunalt ansat psykolog i Fuglebjerg Kommune udtalte til pressen, at han finder det fuldstændig uholdbart, at psykisk syge, psykopater og mentalt handicappede bevidstløst skal have lov til at sætte det ene stakkels barn efter det andet i verden. Udtalelsen er så kontroversiel, at psykologen blev fritstillet, men han har peget på noget, der ligner hykleri i den kommunale forsorg. For mens det - med rette - anses som fuldstændig utilladeligt at gribe ind i en kvindes forplantningsevne med tvang, er det en næsten daglig foreteelse at tvangsfjerne de børn, som er blevet født.

Eugenikken lever ikke blot videre i det skjulte på hospitaler og anstalter. I det øvrige samfund er den i skøn samklang med individualiseringen blevet privatiseret. Når der screenes for genfejl hos vordende forældre eller hos ganske små fostre, sker det for at sortere uønskede genbærere fra. Forskellen mellem slutningen og begyndelsen af det 20. århundrede er blot, at ønsket i dag udgår fra forældrene selv og ikke fra samfundet. Hvad der dengang var et redskab for samfundets tvang, har nu forvandlet sig til et middel, der skal tjene den enkeltes frie valgmulighed. Den moralske komplikation er ikke mindre af den grund.

(kronik i Kristeligt Dagblad 27. dec. 2001)