Viser opslag med etiketten Den spanske syge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Den spanske syge. Vis alle opslag

Epidemier har betydning for økonomien

Forekomsten af en ny, potent influenzalignende smitte, kaldet coronavirus, har ført til det største fald i den økonomiske aktivitet i verden i flere år. Med en metafor yndet på avisernes redaktioner viser aktiemarkederne blodrøde tal.

Epidemiske sygdomme har altid haft betydelige økonomiske konsekvenser. Den sorte Død i det 14. århundrede kostede en meget stor andel af den eurasiske og afrikanske befolkning livet. Det betød, at man måtte opgive at dyrke store jordarealer, men også at de overlevende kunne sælge deres arbejdskraft til en højere pris. Historikere diskuterer stadig, hvordan og hvorledes det fik betydning. To konklusioner kan drages til brug for den historiske betragtning af spørgsmålet, nemlig at smitsomme sygdomme allerede dengang havde global rækkevidde, og at handelsveje var smitteveje. Pesten ankom via de travleste havne.

Industrialiseringen og urbaniseringen i 1800-tallet medførte en øget forekomst af kolera. Den ramte Danmark senest i 1853. Koleraen var genstand for en intens debat blandt medicinere, fordi der var uenighed om sygdommens årsager. I dag ved vi, at den oftest skyldes forurenet vandforsyning, men så længe der ikke herskede enighed om den indsigt, var der åbnet for andre fortolkninger og derfor også andre forholdsregler. Diskussionen stod mellem de såkaldte contagionister, der mente at sygdommen er smitsom, og de såkaldte miasmatikere, der mente, at smittekim opstår spontant i gærende organisk materiale som f.eks. latrin. Contagionisterne mente, at karantæne var den bedste forholdsregel, mens miasmatikerne ønskede at forbedre kloakeringen og vandforsyningen. Begge parter havde fat i noget rigtigt. Ikke mindst miasmatikernes ønske om en effektiv adskillelse af vandforsyning og kloakering har været til velsignelse for folkehelsen, et eksempel på, at forkerte teorier kan føre til rigtige løsninger.

Tilhængere af de forskellige sygdomsteorier fordelte sig også over politisk-økonomiske skillelinjer. Miasmatikerne var ofte liberale tilhængere af frihandel. Det gjaldt f.eks. den fremtrædende tyske læge Max von Pettenkofer. Han mente, at karantænebestemmelser, der satte grænser for bevægeligheden, var en stor ulykke. Selv efter at Robert Koch havde identificeret kolera-bakterien (vibrio cholerae) ændrede Pettenkofer ikke holdning. Samtidig med et af de sidste store tilfælde af kolera i Europa, den voldsomme epidemi i Hamborg 1892, rekvirerede Pettenkofer en prøve på bakterien fra Kochs laboratorium, som han indtog. Det er det måske mest berømte eksempel på heroisk rethaveriskhed i videnskabshistorien. Pettenkofer overlevede uden alvorlige symptomer og anså dette forhold som bevis på, at han havde ret.

Der er i dag udviklet effektive vacciner mod mange virulente sygdomme, og på den måde har vi undgået forholdsregler som karantæne og rejseforbud. Hvis man lader sig vaccinere mod relevante sygdomme, kan man rejse overalt i verden i dag. Af og til dukker der dog nye sygdomme op, og indtil der foreligger en effektiv vaccine, der kan masseproduceres, må myndighederne gribe til de gammelkendte forholdsregler, der lægger bånd på den frie bevægelighed. Som ved alle ukendte og uberegnelige trusler hersker der en vis asymmetri mellem truslen selv og forholdsreglerne imod den, for der må anvendes meget vidtfavnende helgarderinger, der betyder, at langt flere berøres af forholdsreglerne end af faren selv.

Det er det, der har umiddelbar effekt på økonomien. Hvis kinesiske arbejdere bliver hjemme på grund af smittefare, går det ud over produktionen af forbrugsvarer. Når folk bliver bange for at rejse, går det ud over flybranchen og turistindustrien. Olieprisen falder, og så falder også den norske krone osv. osv. Andre faktorer spiller for tiden også en rolle for, at verdensøkonomien trækker sig sammen. Og nu som før forsvarer økonomiske og politiske kræfter interesser, der ikke nødvendigvis samstemmer med de nødvendige hensyn til almenvellet og folkehelsen. Men generelt synes verdenssamfundet indstillet på, at midlertidig recession er en pris, der er værd at betale for at inddæmme akutte trusler som f.eks. corona-virus. Historisk set er det opløftende. De globale epidemier – de såkaldte pandemier – har i århundreder været en stor udfordring. Hvad vi ser i dag, er en troværdig diskussion om, hvor vidt løsningerne på globale problemer af denne karakter for første gang i historien også skal være globale.

(Kristeligt Dagblad 4. marts 2020)

Heldigvis spild. Godt med mange ubrugte vacciner

Lige nu ligger ubrugte vacciner for millioner mod H1n1-influenzaen og overskrider sidste holdbarhedsdato. Der har været stærke røster fremme om overreaktioner og panikløsninger. Men hvis man ser tilbage på tidligere pandemier, kan man bedre forstå, hvorfor der blev råbt " ulven kommer".

Pandemier er globale epidemier. De forudsætter en eller anden form for global kommunikation. Forbindelserne på tværs af kontinenterne var særlig intensive i de sidste årtier af det 19. og de første årtier af det 20. århundrede. Mængden af varer og mennesker, der krydsede oceaner, var kolossal. Og med dem fulgte sygdomme.

En af dem var den såkaldte spanske syge, der hærgede i årene 1917-1920. For lande som Kina og Indien findes der stort set ingen pålidelig statistik, så det er og bliver et forsigtigt skøn, når man siger, at pandemien kostede 25-30 millioner mennesker livet. Det er flere end det samlede antal faldne under Første Verdenskrig.

Sygdommens ophav er omstridt. Den kaldes den spanske syge, fordi offentligheden først fik kendskab til den gennem den spanske presse, men det skyldes antagelig, at Spanien var neutralt og derfor ikke var underlagt samme censur som de krigsførende parter. Det kendetegnede sygdommen, at den ramte yngre mennesker i alderen 20-45 år. Det er der givet medicinske forklaringer på. Det kan også skyldes krigen, altså at mænd i den våbenføre alder var samlede i store lejre og derfor særlig udsat for smitte.

Danmark har tradition for god befolkningsstatistik. Den var ikke så god i 1918 som i dag, men væsentlig bedre end i de fleste andre lande. Den spanske syge lignede H1n1 på et væsentligt punkt, nemlig at dødeligheden i virkeligheden var meget lav. Til gengæld var sygeligheden meget høj. Mindst en halv million danskere blev ramt af influenzaen i 1918. 4150 dødsfald blev registreret, men dødelighedsstatistikken dækker kun bybefolkningen.

Landboerne, der udgjorde mere end halvdelen af den samlede befolkning, har antagelig ikke været så hårdt ramt. Det er faktisk ganske påfaldende og så vidt vides hidtil uden forklaring, at den samlede dødelighed i landdistrikterne faldt markant fra 1917 til 1918.

Influenzaen klingede først af i 1920. Så dødstallet ligger antagelig i nærheden af en halv snes tusinde. Det tal, der cirkulerer i litteraturen, ligger på 12.000-14.000 døde, men i virkeligheden mangler der grundlæggende medicinhistorisk forskning på området.

I 1918 var myndighederne de fleste steder i verden næsten fuldstændig uforberedte. I dag er vi meget forberedte - nogle vil også sige overforberedte. Men sundhedsvæsenets største succeser er usynlige, og ingen kan tage æren for dem. De består nemlig i fraværet af sygdom. Vi må tænke på de ubrugte vacciner på samme måde som udgifterne til en brandforsikring.Vi er bedst tjent med, at pengene er spildt.

(Kommentar i Kristeligt Dagblad 8. sep. 2010)