Da Luther blev tysk nationalhelt

I disse uger kulminerer fejringen af 500-året for Reformationen, og det sætter nogle af de andre jubilæer lidt i skyggen. Et af dem er 200-året for Wartburg-festen. Den var faktisk også i udgangspunktet en reformationsfejring, og det forklarer også mødestedet, borgen Wartburg, hvor Luther søgte tilflugt efter sin optræden på Rigsdagen i Worms.

Formålet med mødet 18. oktober 1817 var dog ikke religiøst, men politisk. Det var umiddelbart efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1815, da de store europæiske magter søgte at stabilisere freden ved at skabe en magtbalance. Udadtil blev det iscenesat som en genskabelse af l’ancien régime, tilstandene fra før Den franske Revolution bygget på monarkiske principper og religiøse værdier. Perioden efter Wienerkongressen kaldes derfor også almindeligvis Restaurationen. Den påvirkning, der var udgået fra Frankrig på Europas politiske kultur kunne imidlertid ikke gøres ugjort. Europæerne stillede krav om at få andel i den politiske magt, som indtil da var forbeholdt kongerne. Danmark hørte faktisk til det mindretal af lande, der ikke fik en moderne forfatning i 1800-tallets første årtier.

Et andet resultat af Napoleonskrigene var den politiske nationalisme.  Et af dens arnesteder var Berlin, hvor filosoffen Fichte under indtryk af den franske besættelse i 1808 havde udgivet de berømte Taler til den tyske nation, hvori han stillede krav om et samlet Tyskland. Den politiske nationalisme var en revolutionær bevægelse, fordi dens krav om sammenfald mellem folkets og statens grænser måtte indebære opløsningen af de eksisterende monarkiske Vielvölkerstaaten – som f.eks. det habsburgske, der bestod af bl.a. tyskere, polakker, ungarere, tjekker, rumænere og italienere eller det oldenborgske monarki, der efter afståelsen af Norge i 1814 hovedsageligt bestod af tyskere og danskere – foruden naturligvis islændinge, grønlændere og færinger.

Den invitation, der i 1817 udgik til studenter på universiteter i de protestantiske, tyske lande, var lige så højstemt i tonen som den var samfundsundergravende i indholdet: ”Himlen velsigne vor fælles stræben efter at vorde eet folk”. Godt 450 studenter fra 13 universiteter mødte frem på Wartburg, hvor de blandt andet hyldede Luther som tysk frihedshelt. Luther havde jo oversat Bibelen til et deftigt tysk, mens han var på flugt fra undertrykkelse. På den måde kunne man skabe et billede af Luther, der forenede det liberale med det nationale.

Der blev ingen tysk nationalstat af Wartburgfesten, men ideerne der udgik derfra fik omfattende følger for hele Europa. Med nogen forsinkelse fik vi også i Danmark en nationalliberal bevægelse, der stod bag statsomvæltningen 1848-49. Både danske og tyske nationale bestræbelser var en afgørende faktor i den krise, der udløste Den første Slesvigske Krig i 1848. Stormagterne med Rusland i spidsen havde endnu på dette tidspunkt styrke til at understøtte bevarelsen af den danske helstat, men i 1864 havde situationen ændret sig, og Bismarck kunne bruge en krig mod Danmark som anledning og den tyske nationale bevægelse som løftestang til at skabe en forening af de fleste tyske lande i 1871. Som den eneste store tyske stat forblev Østrig uden for. Det var til gengæld en østriger, der stod bag den kortvarige og skæbnesvangre forening af Østrig og Tyskland 1938-45, men det er en anden historie.

(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2017

Religionsfrihed og ytringsfrihed

Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den straffes, ”der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. Begrundelsen for at afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden. 

Paragraffen har kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet straffet siden 1946. Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk med, hvad der opfattes som helligt, har det imidlertid vist sig, at færre muslimer har oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.

Statsadvokaten i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af koranen. Det er altså kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter § 140. Sagen har principiel karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.

Gudsbespottelse har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig ikke ved Reformationen. Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.

Den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen – 50 år før religionsfriheden formelt blev indført.

Dette princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen, usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden. Det strider ikke mod Grundloven, hvis § 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar for domstolene”.  Det vil sige, at lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.

Religionsfriheden har sin egen paragraf (§ 67), der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens § 67 siger i modsætning til § 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering. I 2016 blev udlændingeloven f.eks. ændret, så den specifikt giver regeringen mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af, at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden. Selvom forholdet mellem religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens forkyndelsesfriheden indskrænkes.

(Kristeligt Dagblad 26. maj 2017. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Den læsende Grundtvig udstilles i Wittenberg

Wittenberg udgør et naturligt centrum for fejringen af 500-året for Reformationen det kommende år. Byens officielle navn er Lutherstadt Wittenberg. Her arrangeres blandt andet en udstilling om 95 fremtrædende lutheranere i skikkelse af blandt andre N.F.S. Grundtvig. Beslutningen om at inddrage Grundtvig er indlysende, fordi Grundtvig bidrog væsentligt til fornyelsen af den lutherske kristendomsforståelse i Skandinavien, men den er også paradoksal, fordi denne fornyelse fandt sted i kraft af en kritik af en af de væsentligste reformatoriske ideer, i traditionen kendt som sola scriptura eller det lutherske skriftprincip.

Dette princip er et element af Luthers opgør med den af Paven forvaltede såkaldte nøglemagt. I kraft af den apostolske succession forstås Paven som efterfølger til Roms første biskop Simon Peter, der af Jesus fik overdraget nøglerne til himmeriget (Matt. 16.19). Luther gjorde op med romerkirkens forestilling om, at forbindelsen mellem den enkelte og Gud formidles institutionelt gennem kirken. I stedet pegede han på, at hvert menneske har adgang til sandheden om Gud gennem læsning af Bibelen. I de lutherske kirker har Bibelen derfor afløst Pavestolen som autoritet.

Grundtvig udviklede i årene efter 1825 en original forståelse af kirkehistorien i et opgør med denne skriftlighedens autoritet, som blev forvaltet af universitetets teologiske professorer. Konkret handlede det om en diskussion, som Grundtvig førte med den i øvrigt vældig interessante og ofte oversete professor H.N. Clausen.

Grundtvig mente, at Clausen – med reformationen i klar erindring – var udøver af et eksegetisk pavedømme, altså indehaver af et fortolkningsmonopol. Kort fortalt bestod Grundtvigs pointe i, at Jesus hverken skabte en kirke eller skrev en bog. Han indstiftede en menighed, og den egentlige kontinuitet i kirkehistorien består i, at Jesu ord siden da er blevet holdt i live, når menighederne hver søndag har samlet sig om dåb og nadver, hvor det levende ord af Herrens egen mund lyder i form af blandt andet Fadervor og indstiftelsesordene.

At autoriteten dermed udgår fra menigheden selv vender naturligvis hierarkierne på hovedet. Teokrati og bibelfundamentalisme er den grundtvigske kirkeforståelse ganske fremmed. Til gengæld indebærer den risiko for sekterisk selvtilfredshed og dogmatisk dovenskab. Selv om Grundtvig på sin vis opgav forestillingen om kristendommen som en skriftreligion og privilegerede mundtligheden, var han i praksis en ivrig tilhænger af det skrevne ord. Han offentliggjorde i sin levetid langt flere end 30.000 tryksider. Han var i særdeleshed ualmindelig bibelstærk og i almindelighed særdeles belæst.

Derfor er det både lidt ironisk og meget passende, at den genstand, som udstillingsarrangørerne i Wittenberg har valgt til at repræsentere lutheraneren Grundtvig, er hans forstørrelsesglas, datidens udgave af læsebrillen. Vi ved, at Grundtvig i hvert fald i de sidste 30 år af sit liv anvendte læselup. Den udlånes af Grundtvigs Mindestuer i Udby nord for Vordingborg, hvor den største samling af genstande, der vides at have været i Grundtvigs eje, udstilles.

Udstillingen ”Luther! 95 Schätze – 95 Menschen” åbner den 13. maj i Augusteum i Wittenberg og varer til den 5. november.

(Kristeligt Dagblad, 29. dec. 2016)

Velfærdsstaten er ingen luthersk opfindelse

Kan vi i virkeligheden takke Luther for velfærdsstaten? Det mener Jørn Henrik Petersen i et interview her i avisen den 2. september. Petersen er ikke hvem som helst i denne sammenhæng, idet han er medudgiver af det autoritative samleværk om velfærdsstatens historie, hvis sidste bind udkom i 2014.

Hovedargumentet for at hævde denne sammenhæng mellem konfession og socialpolitik er, at den moderne, skandinaviske velfærdsstat er udviklet i stater, der har et dominerende lutheransk flertal. I ingen andre lande i verden har den luthersk-evangeliske kirke en så dominerende stilling som i Island, Norge, Sverige og Danmark med Finland og Estland som nærmeste konkurrenter sammen med de nordtyske delstater.

Petersen mener at have fundet udsagn hos Luther selv, der bestyrker hans teori. Når årsagskæden skal knyttes over de seneste 500 år, bliver det imidlertid vanskeligere at argumentere for, at der skulle være en sammenhæng eller i det mindste, at den skulle være så direkte. Først må man stille spørgsmålet, hvad forskellen egentlig er mellem f.eks. katolske og protestantiske lande? Også katolske lande har udviklet velfungerende velfærdssystemer.

I sin fremragende biografi om Martin Luther fremhæver Heinz Schilling, at Reformationen indebar, at staterne i Tysklands protestantiske områder overtog kompetenceområder, der indtil da havde været kirkens, som f.eks. ”syge-, alders- og socialforsorg, ægteskabs- og familielovgivning, opdragelse, uddannelse og universitetsliv”. Men Schilling fremhæver også for det første, at politik blev sekulariseret som konsekvens af Reformationen, for det andet, at kirken blev underlagt dette sekulære styre og for det tredje, at ingen af de to processer var i overensstemmelse med Luthers lære. Hvis den statslige forsorg var en konsekvens af Luthers reformation, var den altså utilsigtet.

Ser man på den institutionelle kontinuitet, bliver forbindelsen endnu vanskeligere at etablere. Reformationen nedbrød klostrene, der spillede en væsentlig rolle i fattigforsorgen og behandlingen af syge. I Danmark blev præsterne bestyrere af fattigkasser. Det skete blot ikke i deres egenskab af gejstlige, men som kongelige embedsmænd. I 1803 blev fattigvæsenet reguleret, og sognepræsternes rolle som født medlem af købstædernes og sognenes fattigkommissioner blev bevaret, men ved flere reformer af sogne- og købstadskommunerne i løbet af århundredet blev sognepræstens rolle i fattigforsorgen reduceret.

I de større byer opstod der i anden halvdel af 19. århundrede en omfattende, privat, religiøst motiveret velgørenhedsvirksomhed med udgangspunkt i ikke mindst Indre Mission. Førende i udviklingen af moderne sygepleje og hospitalsvæsen også i Danmark var den katolske kirke.

Fra og med slutningen af 1880erne greb den danske stat ind med en række love om underholdsbidrag, alderdomsforsørgelse, syge- og ulykkesforsikring og meget mere, og finansieringen blev sikret ved hjælp af skattereformer i 1903 og 1970, der indførte henholdsvis indkomstskat og kildeskat. Det er disse tiltag over de seneste godt 100 år, som vi samlet og som en slags efterrationalisering betegner som velfærdsstaten.

Dermed blev store dele af den private og kirkelige filantropi overflødiggjort. Selv om organisationer som Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Studentersettlementet, menighedsplejerne eller Frelsens Hær stadig udfører et nødvendigt og vigtigt arbejde, er den sociale forsorg i Danmark i al væsentlighed statslig eller kommunal og sekulariseret og altså ikke religiøst motiveret. Selve denne sekulariseringsproces kan med lidt god vilje indirekte knyttes til Reformationen, men man kan ikke af den grund kalde velfærdsstaten for konfessionelt begrundet, nærmest tværtimod.

(Kristeligt Dagblad 14. sep. 2016)