Skal samarbejdspolitikken danne model for kamp mod terror i 2016?

Grundlovsdag talte justitsminister Søren Pind (V) i forbindelse med regeringens kamp mod ekstremisme om nødvendigheden af at slå hårdere ned på dem, der ønsker at undergrave det danske samfund.

Da en journalist fra Danmarks Radio bad ham uddybe synspunktet, svarede han med blandt andet at henvise til kommunistloven fra 1941 som et eksempel på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.

I sommeren 1941 åbnede Hitler østfronten, og dermed brød han den såkaldte Ribbentrop-Molotov-aftale, der var en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunion og Nazityskland fra 1939.

I nazisternes øjne betød det, at der nu også var erklæret krig mod alle sovjettro kommunister i Europa, herunder det besatte Danmark. Besættelsesmagten stillede derfor den 22. juni krav om, at ledende kommunister skulle interneres, hvilket blev efterkommet nidkært af danske myndigheder. Blandt de anholdte var tre folketingsmedlemmer. Den 22. august vedtog Rigsdagen enstemmigt (i sagens natur uden kommunisterne) en lov, der forbød kommunistiske organisationer og gjorde kommunistisk virksomhed og agitation strafbar.

Interneringen af kommunisterne og det efterfølgende forsøg på at lovfæste den, er en af de mest kontroversielle og omdiskuterede dele af samarbejdspolitikken. Der var tale om brud på blandt andet foreningsfriheden, rigsdagsmedlemmers immunitet, reglen om lovgivning med tilbagevirkende kraft og retten til ikke at blive fængslet uden dom. Den ansvarlige justitsminister, Thune-Jakobsen (udenfor parti), blev efter krigen skammet ud og døde som en nedbrudt mand i 1949.

Regeringens og Rigsdagens handlinger kan forklares som et resultat af omstændighederne, men selv meget ihærdige forsvarere af samarbejdspolitikken har vanskeligt ved ikke at udtrykke kritik af aktionen mod kommunisterne i 1941. Så meget desto mere interessant er den nuværende justitsministers udtalelse, ikke mindst i lyset af, at han har landets fineste juridiske rådgivning til sin rådighed.

For det første er det usædvanligt, at en minister fra Venstre bruger samarbejdspolitikken under Besættelsen som et positivt forbillede. Anders Fogh Rasmussen (V) undsagde i en tale i 2003 i anledning af 60-året for augustoprøret samarbejdspolitikken og fremstillede sin egen politik som en logisk fortsættelse af modstandskampen, mens han implicit kædede oppositionen sammen med samarbejdspolitikkens "gustne overlæg".

Uanset at Fogh Rasmussen kun havde ringe faktuelt belæg for at drage denne historiske parallel havde han held med at sætte en moralsk dagsorden i udenrigspolitikken og skabe opbakning til det danske bidrag til krigen i Irak.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at Søren Pind finder omstændighederne i 1941 og 2016 sammenlignelige. Ingen var i tvivl om, at grundlovssikrede rettigheder blev krænket i 1941, men den juridiske begrundelse for at gøre det var nødretten, det vil sige, at man kan suspendere visse rettigheder midlertidigt under henvisning til et overordnet hensyn, som det for eksempel er tilfældet under en krig. I 1941 var der krig, selv om der formelt set var tale om en fredsbesættelse. Danmark er også i krig i dag. Vi har næsten uafbrudt siden 2003 deltaget i krige i Mellemøsten. Nogle vil endda mene, at krigen allerede er nået til Europa.

Pind bruger nødigt ordet krig til at beskrive situationen i 2016, men han kommer tæt på. Han taler om en " kamp" mod en "fjende, der med omhu og vold og magt fører en kamp mod alt det, vi har kært". Idet han sammenligner med kommunistloven 1941 synes han også at mene, at denne kamp ikke alene skal føres til Grundlovens grænser, men i nødrettens navn også ud over denne grænse.

(Kristeligt Dagblad 8. juni 2016, forsiden.)

Fogh åbner sine flanker

Statsministerens tale den 29. august på Søofficersskolen, hvori han på et moralsk grundlag tager afstand fra den danske samarbejdspolitik under besættelsen, er et opgør med 60 års konsensus i den danske offentlighed. Som Scherfig viste med vitriolsk tydelighed i sin roman, Frydenholm, og som Claus Bryld og Annette Warring har bygget videre på i deres forskning, er denne konsensus en efterkrigskonstruktion. Danskerne var slet ikke så heltemodigt og enigt et folk under besættelsen. Ikke desto mindre har alle regeringer til nu – inklusiv Schlüters – fastholdt den nationale enighed om erindringen om de fem onde år. Det er en erindring, der forsøger at beskrive samarbejdspolitikken som en form for modstand, og som fastholder kontinuiteten før og efter 1943 og samdrægtigheden mellem de forskellige samfundsgrupper.

Foghs opgør er altså historisk i mere end en forstand. Det er ikke kun et ideologisk opgør, der bruger historien som brændstof, det er også et opgør med en historisk enighed i dansk politik. Opgøret har altså mange dybe lag, og det gør idiotien i hans tale så meget desto mere tragisk.

For det første lægger han sig ud med eksperterne på området, historikerne. At bruge besættelsestiden som løftestang for regeringens politik blev som metode introduceret af Brian Mikkelsen. Den kyndige historiker Steen Andersen har på et tidspunkt vist, at der ikke er huller i kulturministerens uvidenhed om historien, og det samme gælder nu også hans chef. Nogle vil fortælle ham, at hans opfattelse af samarbejdspolitikken er forkert, andre vil måske af diplomatiske hensyn nøjes med at kalde den unuanceret. Statsministeren ser jo gerne stort på eksperters udsagn, men denne gang har han forregnet sig, for han skal meget langt ned i bunken af historikere for at finde en, der på et sagligt grundlag vil kalde hans tale velanbragt. Selv skødehunden Bent Jensen vil vel ikke sætte den sidste rest af sin troværdighed over styr på denne konto?

For det andet er statsministeren faktisk offer for den i indledningen omtalte konsensusmyte. Han tror at have flere allierede, end han har. I stedet åbner han sine flanker på vid gab. For ved brugen af et historisk eksempel vil han også blive tvunget til at vælge sig et historisk forbillede, nemlig modstandsbevægelsen, der på dette tidspunkt var forsvindende lille. Ingen af de større aktører, de fire gamle partier, industrien, landbruget, pressen, diplomatiet for nu slet ikke at tale om folket er uden ansvar for samarbejdspolitikken. Ved at have trukket det historiske argument af stalden, har han selv åbnet for en skånselsløs kritik af især Venstres rolle i fortiden. Dansk Folkeparti har ingen fortid – ud over at Krarup og Langballe i metafysisk trods mod deres sene fødsel har defineret sig selv som »modstandskæmpere« – og går derfor fri.

For det tredje og vigtigste hævder Fogh, at han taler i demokratiets navn, at der var tale om et »moralsk svigt« mod demokratiet. Han kunne med fordel læse den meget interessante brevveksling fra krigens tid mellem Hal Koch og K.E. Løgstrup. Løgstrup var dengang høgen, der i nationens navn ville gøre modstand, mens Hal Koch havde andre hensyn for øje end de nationale. Koch mente nemlig, at den førte politik var besluttet af demokratisk valgte organer, og at et oprør mod regeringens politik derfor også ville være et oprør mod demokratiet selv. Koch var ikke principiel modstander af væbnet kamp mod besættelsesmagten, men han mente blot ikke, at situationen lod sig løse med en simpel påberåbelse af Danmarks navn, for der findes værdier, som måske er mere værd end »nationens ære«.

Den taktiske begrundelse for at tage dette emne op i talen til søofficererne er sandsynligvis den antagelse, at vælgerne vil have rene linjer og klare moralske beslutninger. Statsministeren vil så inderligt gerne fremstå som en principfast etiker, der ikke driver politik af egennytte eller pragmatiske hensyn, men af en dyb moralsk rodfæstethed.

Heldigvis får danske officerer en god uddannelse, ikke mindst historisk, og de vil sandsynligvis være de første til at gennemskue talens urealistiske bravader og hule moralisme.

(Kommentar i Informaton 30. aug. 2003)