Socialisme, Indre Mission og grundtvigianisme

Brugsforeningerne i Danmark fejrer i maj måned 150 års jubilæum. Den første levedygtige brugsforening blev stiftet i Thisted i 1866 af H.C. Sonne. Sonne var præst i byen, og inspirationen kom fra England, men anlæg for handel havde han fra barndomshjemmet, en købmandsgård i Nexø. Hensigten med brugsforeningen var ikke blot at skaffe byens arbejderstand ”fordelagtigere Indkjøb af Livsfornødenheder”. Sonne redegjorde for sit åndelige og politiske anliggende i et lille programskrift fra 1867.

Brugsforeningen eller Arbejderforeningen, som den rettelig hed, var et middel til ”at hæve den i borgerlig Henseende lavere stillede, afhængige og trykkede Deel af Befolkningen til et høiere sædeligt, intellectuelt og socialt Trin og derved til en hæderligere Plads i Samfundet, at forhjælpe dem til at blive sig deres Menneskeværd bevidst, at som vi alle ere Mennesker for Gud, det saaledes ogsaa maa blive vitterligt i Samfundslivet, at Adskillelsen efter Stand og Klasser er en Tankeløshed, at den Betragtning, at Nogle have Privilegium paa at være Herrer, at lade Andre gjøre Arbeidet og selv nyde Lønnen, medens Andre ere fødte til at være afhængige, ringeagtede og oversete, er en Uretfærdighed, at der er en fornuftig og lovlig Fælledsret (Socialisme), der ligelig berettiger ethvert Menneske til ved alle redelige Midler at hjælpe sig selv og arbeide sig op, som han bedst forstaaer og kan.”

Sonne sluttede sin karriere som provst for Ars og Løve Herred på Vestsjælland. Her finder man også landets ældste, fungerende brugsforening i Tømmerup, øst for Kalundborg, stiftet 1869, af blandt andre proprietær Villiam Holm på Ubberupgård. Han var fra Christianshavn og var dér blevet konfirmeret af Grundtvig. Kristeligt blev han grebet af Vilhelm Beck, der var kapellan i Ubby og holdt vækkelsesmøder på egnen. Den fremtrædende landbruger, mejerist og missionsmand Otto Lawaetz var medstifter af den to år yngre Ulstrup Brugsforening på Røsnæs.

Brugsforeninger blev typisk oprettet i landsogne. De blev muliggjort af den næringsfrihed, der i kraft af en klynge af love i årtierne efter Grundlovens givelse afskaffede købstædernes monopol på handel og de fleste håndværk. Men brugsforeningerne kan ikke forklares ved økonomiske omstændigheder alene. Der var noget andet på spil. I Thisted og Ulstrup var det socialisme, filantropi og Indre Mission. De fleste steder tilhørte brugsforeningen det grundtvigske magnetfelt. I Fyns grundtvigske hovedstad, Ryslinge, var det dog således, at grundtvigianerne fra frimenigheden og valgmenigheden handlede hos købmanden, medens sognemenigheden handlede i Brugsen.

Fællesforeningen for danske brugsforeninger, FDB, blev stiftet i 1896 og fik hovedsæde på Islands Brygge i København. Det flyttede i 1963 til Albertslund. I de gamle pakhuse i Njalsgade er der i dag grafiske designere og arkitekter af den slags, der staver deres navne med småt. Man kan dog stadig fornemme stemningen fra dengang stedet var distributionscentral for dagligvarer til store dele af danskerne. 

Grundtvigianeren Frederik Borgbjerg var hovedrivkraften bag Socialdemokratiets kooperative bevægelse, der var en kopi af bondernes andelsbevægelse. Herunder hørte Hovedstadens Brugsforeninger, der blev lagt sammen med FDB i 1973. Brugsforeningerne har i de seneste år ændret ledelses- og ejerstruktur flere gange. Spørgsmålet er, om arven fra Sonne, Lawaetz og Borgbjerg er bevaret, om brugsforeningerne er løbet fra, at de er sat i verden for at tjene en sag, ikke blot for at tjene penge.

(kristeligt Dagblad 6. maj 2016. Avisen havde en lidt anden rubrik og indledning.)

Grundtvigs plads i det store billede

"Grundtvigs særlige sociale vision [har] præget udviklingen af Danmarks udgave af den europæiske velfærdsstat, hvor den sociale sammenhængskraft har været en afgørende bestræbelse. Hans berømte linjer ’Og da har i rigdom vi drevet det vidt,/Når få har for meget og færre for lidt.’ har på godt og ondt stået som et credo over den danske velfærdspolitik i mere end hundrede år."

Denne karakteristik af Grundtvigs betydning for det danske samfund er hentet fra Bo Lidegaards "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede". Det er ikke svært at finde politikere, der er parate til at give Lidegaard ret i, at Grundtvig er ophavsmand til velfærdsstaten og i øvrigt også mange andre samfundsfænomener, som vi roser os af i dagens Danmark. Grundtvig synes at være et forbillede i stort set hele det politiske spektrum.

De af Lidegaard citerede linjer har imidlertid intet med moderne fordelingspolitik at gøre. De er skrevet i 1820 i en slags fortrøstning over, at der trods krisetid ikke var sket en fuldstændig forarmelse af landet. I den forstand kan man godt tale om, at Grundtvig repræsenterede et socialt lighedsideal. I alt hvad han i øvrigt sagde og skrev om fattighjælp og socialpolitik står det imidlertid ganske klart, at han var imod skattefinansieret fattighjælp som en rettighed. I en tale i København fra 1838 fremlagde han som et skræmmebillede for sine tilhørere den mulighed, at lovgivning blev et resultat af almindelig stemmeflertal. De fattige ville jo naturligvis vedtage som lov, at de rige skulle beskattes og at provenuet heraf skulle fordeles mellem alle andre. Det ville ifølge Grundtvig føre til at byens ødelæggelse, fordi det ville give "Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk" og "befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder".


Hermed er også mere end antydet, at Grundtvig ikke var tilhænger af den almindelige valgret. Han var ganske vist selv valgt til både Den grundlovgivende Rigsforsamling og efterfølgende til Rigsdagen over flere omgange, hvilket i det mindste kan betragtes som en de facto anerkendelse princippet om valgte forsamlingers andel i statsstyret, men var helt frem til 1850 fortaler for monarkens udelte suverænitet og modstander af en lovgivende forsamling sammensat ved almindelig valgret.

Men hvad så med højskolerne da? Grundtvig skabte da højskolerne, vil de fleste mene. I højskolehistorien sætter man Rødding Højskoles åbning i 1844 som udgangspunktet. Den blev grundlagt, fordi de dansktalende i Slesvig led under en Bildungsrückstand. I den slesvigske stænderforsamling havde de tysktalende fordelen af at være de bedst uddannede, og som et led i den nationale kamp lykkedes det at skabe opbakning ikke mindst blandt det nationalliberale borgerskab i København til at skabe en skole for danske bønderkarle i Slesvig.

Grundtvig ytrede sig især fra 1830erne jævnligt om behovet for en uddannelsesreform i almindelighed og en reform af Sorø Akademi i særdeleshed. Han betragtede den lærde skole eller latinskolen, datidens gymnasieskole, der lagde vægt på græsk og latin, som ødelæggende for ungdommen, og han blev en markant skikkelse i uddannelsesdebatten, en fortaler for mundtlighed og for "skolen for livet" snarere end "den sorte skole", der underviste i døde sprog og døde bogstaver. I stedet ønskede han at der skulle undervises i historie og dansk. Et af problemerne med at identificere en særlig grundtvigsk skole er, at ikke alle Grundtvigs markante synspunkter var originale. Kritikken af den lærde skoles vægt på "de døde sprog" var udbredt. Heller ikke udtrykket "den sorte skole" kan tillægges Grundtvig. Når det handler om almuen, der ved uddannelse skulle forædles til et højere dannelsesniveau, delte han synspunkt med så godt som hver eneste reformpædagog i Europa fra det 18. til det 20. århundrede, og i spørgsmålet om folkets, hhv. nationens betydning, var han en del af en tilsvarende bred europæisk trend, der tillagde folket afgørende vægt politisk og kulturelt. Det 19. århundrede var nationalismens århundrede. At modersmålet og historien, det historisk-poetiske for at tale grundtvigsk, skulle udgøre en større del af pensum i skolerne var en naturlig konsekvens af både den politiske og kulturelle nationalisme. Dertil kom, at Grundtvig sjældent gav sine skoletanker en konkretiseringsgrad, der gjorde dem operationalisérbare. Grundtvig var måske visionær, men han var også upraktisk.

Det afgørende argument for at hævde, at Rødding var en grundtvigsk højskole, er at en af hovedkræfterne i grundlæggelsen, Chr. Flor, var tilhænger af Grundtvig. Svagheden ved dette argument er, at Grundtvig ikke kvitterede for interessen. Han ofrede hverken Flor eller hans skole nogen synderlig opmærksomhed. Grundtvig besøgte kun Slesvig/Sønderjylland en eneste gang, nemlig ved et stort møde på Skamlingsbanken i 1844, hvor han ganske vist udtalte sig entydigt positivt om planerne for en dansk højskole i Slesvig, men det blev ved den meget generelle tilslutning til idéen. Først i 1850erne kom der en fastere forbindelse mellem Rødding og Grundtvig, idet han selv blev medlem af skolens tillidsmandskreds, dog stadig uden nogensinde selv at besøge skolen, og han anerkendte aldrig udtrykkeligt skolen som en frugt af sine tanker.

I 1850erne kom der også en fastere forbindelse mellem de øvrige højskoler, der blev etableret, og Grundtvig selv. Grundtvig stiftede f.eks. i 1856 for indsamlede midler sin egen højskole. Samtidig skete der en slags samling af Grundtvigs tilhængere i noget, der begyndte at ligne en bevægelse, der knyttede sig til bønderne og deres økonomiske, religiøse, kulturelle og politiske interesser. Afgørende for organiseringen af denne bevægelse var ikke mindst Grundtvigs tredje hustru, Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, der havde både penge, vilje og organisationstalent. Hun blev en slags impresario for sin mand.

Der skete også en udvikling, hvor Grundtvigs status og navn blev af en sådan vægt, at det blev hæftet på fænomener, til hvilke han kun havde fjernere tilknytning. Det blev Grundtvigs skæbne – for at parafrasere P.G. Lindhardt – at blive overskygget af den bevægelse, som han lagde navn til.
Noget af ansvaret for denne udvikling påhviler Grundtvig selv. Vi er på Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet i gang med den meget store opgave at tilvejebringe en samlet, digital og videnskabelig udgave af Grundtvigs værker. De udgør skønsmæssigt over 30.000 sider. Det vil sige, at Grundtvig i de knap 70 år, han var aktiv som skrivende intellektuel, udgav mere end en trykside om dagen. Som en af de førende Grundtvig-forskere, Sune Auken, har gjort opmærksom på, var Grundtvig i høj grad en lejlighedsforfatter. Han mente meget om mangt og meget, så der er rig lejlighed til at høste et godt citat, hvis man er parat til at tage det ud af sin oprindelige sammenhæng og sætte det ind i sin egen.

Der er god grund til stadig at undersøge, hvad Grundtvig faktisk mente om dette eller hint. Noget, der er mindst lige så interessant, er at undersøge de fænomener, der kalder sig ved hans navn eller er blevet kaldt ved hans navn. Begrebet ’grundtvigianer’ stammer faktisk helt tilbage fra 1810erne, hvor det blev anvendt som skældsord. Grundtvig selv forsøgte ved flere lejligheder at lægge afstand til dem, der talte i hans navn, men forgæves – naturligvis, havde man nær sagt. Når først en –isme fødes, får den sit eget liv. At den ikke nødvendigvis stemmer overens med sin navngiver, gør den ikke mindre interessant som studieobjekt. Man kan drage parallellen til en af de få andre danskere, der har lagt navn til en –isme, nemlig Georg Brandes. Også hans navn blev en slags kastebold i et erindringspolitisk spil, der kun har en begrænset sammenhæng med, hvad han faktisk mente, sagde og gjorde. For at forstå, hvad der ligger i begreber som brandesianisme eller grundtvigianisme, kan
det derfor også somme tider være nødvendigt at se bort fra henholdsvis Brandes og Grundtvig.

(Weekendavisen 20. februar 2015. Enkelte sproglige rettelser er foretaget)

Foreningen, der ikke har noget imod krukker, så længe der er noget i dem

Forfatteren Johannes Jørgensen udgav i slutningen af 1940' erne sine erindringer, der blandt andet beretter om hans studietid i København i 1880' erne. Georg Brandes havde på dette tidspunkt sat brand i kulturlivet. Man diskuterede kvindeemancipation, vegetarianisme, progressiv skat og den slags moderne sager. Jørgensen beundrede Brandes og studerede zoologi på universitetet. På væggen i sit lejede værelse havde han hængt et billede af Darwin, der for den unge generation var indbegrebet af opgøret med alt gammelt. Hans værtinde så portrættet og spurgte nysgerrigt, om det ikke var Grundtvig?

Selvom anekdoten skulle tjene den aldrende og meget religiøse forfatter til illustration af sin ungdoms dårskab, er der det rigtige i historien, at Grundtvig var påfaldende usynlig i hovedstaden blot ti år efter sin død. Han var ikke en figur, som en pensionatsværtinde i København forventedes at kende af udseende.

Den akademiske verden var i Johannes Jørgensens ungdom ideologisk delt op i to lejre, en konservativ, hvis ungdom var organiseret i Studenterforeningen, og så den radikale Brandes-fløj, der samledes i den nystiftede forening, Studentersamfundet. I kirkelig forstand var hovedstaden delt mellem en borgerlig traditionalisme og et stadig mere dominerende Indre Mission. Grundtvigianerne havde ingen institutionel styrke i byen.

Det var blandt grundene til, at en kreds med udspring i Københavns Højskoleforening i 1888 tog initiativ til Frisindet Diskussionsforening, der i 1892 tog navneforandring til Studenterkredsen, der havde til formål "paa Grundlag af den grundtvigske Anskuelse dels at samle Studenter til et frugtbart Samarbejde, dels gennem gode Foredrag og Diskussioner om kirkelige og folkelige Spørgsmaal at virke for en kristelig, frisindet Livsanskuelse".

Studenterkredsen eller bare Kredsen, som den kaldes, holdt i mange år til i Grundtvigs Hus i Studiestræde i København. I 1942 fik foreningen en selvstændig aflægger i Aarhus, og jyderne gjorde det til et program ikke at begrænse sig til en " behagelig sejlads i det brede kølvand, der med et omfattende ord betegnes som grundtvigsk".

Det var en hentydning til den evige diskussion i grundtvigske kredse i det hele taget mellem de såkaldte centrifugalgrundtvigianere, der ville tilpasse sig tiden, og de mere ortodokse, der ønskede at holde fast i en kerne af grundtvigsk livsanskuelse.

En tid lang var der også en kreds i Odense. Efter krigen flyttede københavnerkredsen ind på Vartov, hvor Kirkeligt Samfund - i dag Grundtvigsk Forum - generøst lagde hus til foreningens dagligstue og de ugentlige foredrag. Dagligstuen, hvor man kunne komme og læse avis og drikke te, gik af brug på et tidspunkt i 1960' erne, men foredragsrækken består endnu, og Grundtvigsk Forum betaler stadig huslejen.

Der har vist aldrig været tidspunkt, hvor Kredsen har hvilet uanfægtet i sig selv. Foreningen har været det sted, hvor mennesker mødes til stålsat diskussion om teologiske, filosofiske eller litterære spørgsmål "på grundlag af den grundtvigske anskuelse".

"Der skal ligefrem i samtalerne om menneskets eksistens være saglig ufordragelighed. Der skal, mellem standpunkterne, være principiel religionskrig," mente den selvlærde teolog Johannes Lauridsen, der gennem mange år var en central skikkelse i København.

Navne som Regin Prenter, K. B. Andersen, Ole Wivel, Leif Grane, Henning Tjørnehøj, Søren Krarup, Ejvind Larsen, Johs. H. Christensen, Jørgen Bukdahl, Jørgen K. Bukdahl, Margrete Auken, Thorkild Grosbøll, Mogens Lindhardt, Hans Hauge, Joakim Garff, Poul Erik Tøjner, Henrik Wivel, Erik Skyum-Nielsen, Nils Gunder Hansen, Sune Auken blandt mange andre har som formænd, bestyrelsesmedlemmer eller hyppige foredragsholdere gennem årene sat deres præg diskussionerne.

I Kredsen i Aarhus var det ikke mindst det løgstrupske kamhjul, der greb ind i det grundtvigske maskineri, mens Kredsen i København var mødestedet for det grundtvigske og det tidehvervske. Diskussionerne har ikke sjældent været ubarmhjertige og tonen uforsonlig, fløjene mødtes. "Enten bliver man tidehvervsk, fordi man er ubegavet, eller også bliver man ubegavet af at være tidehvervsk," mente Løgstrup engang under en diskussion i Aarhuskredsen. Tidehvervsfolkene var ikke mindre uelskværdige mod Løgstrup.

Jeg kom i forbindelse med Studenterkredsen i Vartov omkring 1989. et par år efter at jeg var flyttet til København. Jeg var blevet advaret at Kredsen godt kunne som en lukket fest. Man kunne nemt blive skræmt væk af det, der godt ligne en intellektuel indkrogethed i sig selv, men den der blev hængende, blev belønnet i bredfuldt mål.

Kredsen er en sær hybrid af sangglad folkelighed og elitær akademisk institution. Det ene øjeblik afsynges Grundtvigs "Det var en sommermorgen" om de faldne fra på Isted Hede med en patos tappet direkte fra samme kilde, som sangens forfatter drak af, og det næste øjeblik dekonstrueres med største elegance den narrative struktur i den nationale historieskrivning.

Det betyder ikke, at folkeligheden er blevet udvendig, blot at den kender sin egen begrænsning. Rodfæstetheden i den folkelige tradition betyder, at det ikke nytter noget, hvis der ikke er alvor bag. Det skal komme an på hvis det skal give mening. Det akademiske og højtravende kommer fra universitetet, men er i bedste højskoletradition ikke bundet op en eksamen.

Studenterkredsen tages ikke pædagogiske hensyn. Foredragsholderne kan tillade sig den risiko at tabe eller alle tilhørere på og den luksus at miste jordforbindelsen, så længe er sikkerhed for, at der noget på spil, at der er et anliggende og ikke bare et pensumkrav at tage hensyn til. Genren er netop foredraget og ikke forelæsningen, og betyder netop ikke, at alle kunne følge med, men at taleren står inde for det sagte med sin person. At foredraget aldrig holdes for pengenes skyld giver sig selv, for der er ikke råd til honorar. Det er æressag at blive indbudt tale i Kredsen.

Efter foredraget er der "Nachspiel". Det selskabelige, nattesæderne og de oprørte diskussioner over den øl har vist altid været en integreret del af livet i Studenterkredsen. Integrationen af det selskabelige, det folkelige og det akademiske er på intet tidspunkt stærkere end på Studenterkredsens Sommermøde, der har været holdt hvert år under det navn siden 1904. Her er mangt et udmærket ægteskab blevet grundlagt.

For mig blev Studenterkredsen en akademisk læreplads. Jeg havde læst historie et par år og havde haft dygtige lærere, men kun sjældent på universitetet mødt denne kompromisløse vilje til at et spørgsmål igennem, fordi det var magtpåliggende og ikke kun af betydning for eksamen. Det betød naturligvis også, at jeg i Kredsen har siddet og lyttet til mange foredrag, som jeg vitterlig ikke forstod en lyd af. Til gengæld blev der sat en standard hvad det vil sige at studere. Man er ikke kun student i 37 timer om ugen, men alle vågne timer, også de besofne. Her blev der sat en standar for, hvad lærdom er kan.

Da Johannes Sløk engang holdt et foredrag - så vidt jeg har fået episoden genfortalt var det i Kredsen i Aarhus - fik han stillet et af disse lange, indviklede spørgsmål, der mest af alt har det formål at lade spørgeren fremstå som klog og belæst.

Spørgsmålet indledtes med vendingen: " Kierkegaard siger et sted, at.". Sløk lyttede tålmodigt, og da spørgsmålet endelig var stillet til tøvede han et lille øjeblik, inden han gav sit svar, hvis fulde ordlyd var: "Det siger Kierkegaard intetsteds." Anekdoten, og det er vel en anekdote, tjener naturligvis først og fremmest til illustration af Sløks velkendte arrogance.

Men den er også en påmindelse om, at der forskel på arrogance, der har sit fundament i kundskaber og så den arrogance, ikke består af andet end varm luft og prætentioner. Sløk tilhørte uomtvisteligt første kategori.

Hvad der er blevet sagt om nogle helt andre i en helt anden sammenhæng: "Vi har ikke noget imod krukker, så længe der er noget i dem", kunne godt tjene som en slags motto for Studenterkredsen.

(Kristeligt Dagblad 6. sept. 2013)

Grundtvig og Grundtvig

I den sidstehalve snes år af Grundtvigs liv blev han fejret på sin fødselsdag - 8. september - af sin stadig voksende skare af tilhængere. De mødtes i hans hjem i København til foredrag og samtale og lagde sig hvert af hans ikke altid lige klokkeklare ord på sinde. På sine mere karismatiske dage ytrede Grundtvig sig profetisk, det vil sige storslået og tvetydigt. Der dannede sig en menighed, et parti - nogle siger endda en kult - omkring hans tanker og person. De kaldte sig selv 'venner'. Af omgivelserne fik de betegnelsen 'grundtvigianere' - et begreb, der fra sin første forekomst omkring 1820 var tænkt som et skældsord.

Der var også planlagt et møde for vennerne hos Grundtvig i september 1872, men det blev forpurret af den omstændighed, at han gik hen og døde kun en uge før sin 89-års fødselsdag. Af mødet blev der nu en begravelse, der var en statsmand værdig, hvis nu ellers vi havde haft for vane at begrave statsmænd i Køge.

Næppe var han stedt til hvile, før der udbrød en fortolkningskamp om, hvad han nu egentlig havde ment med alle de ord, han skrev og sagde. Klarheden havde som nævnt heller ikke været udtalt i årene forinden, men så havde man da i det mindste haft begejstringen for Grundtvigs person at samles om.

Der blev med Bjørnstjerne Bjørnsons ord lyst til strid snarere end fred ved Grundtvigs grav. Grundtvigianerne delte sig i to lejre; en konservativ gammel-grundtvigianisme og en kulturåben ny-grundtvigianisme. Sidstnævnte har altid beskyldt gammel-grundtvigianerne for dogmatisme og forstokkethed. De konservative har omvendt ikke været sene til at bebrejde ny-grundtvigianerne deres karakterløse leflen for modeluner og tidsånd.

Grundtvigs død satte ingen stopper for vennemøderne. På hundredeårsdagen for Grundtvigs fødsel i 1883 rapporterede avisen Morgenbladet fra mødet. Morgenbladet var et af De Bergske Blade, således kaldt, fordi de var stiftet og ejet af Venstremanden Chresten Berg, hvis publikum blandt andet og ikke mindst bestod af grundtvigianere. Den udsendte medarbejder hed Edvard Brandes. Han benyttede anledningen til at filosofere over fænomenet grundtvigianisme. Ingen andre af århundredets store personligheder i kirke eller politik havde samme menighedsdannende evner som Grundtvig, bemærkede Brandes. Der fandtes kun et parti »og den ene navnmærkede Sekt: Grundtvigianerne«.

Brandes spåede denne sekt et langt efterliv, fordi den som enhver forlokkende nyreligiøsitet evnede at »tilbyde meget og fordre lidt«. Grundtvigianismen er ikke enkel, og den er ikke eksakt, som han udtrykte det. Her kunne tilhængerne med andre ord få deres ønsker og håb taget alvorligt uden selv at skulle bringe for mange ofre. Brandes' karakteristik var ikke venligt ment. Den ramte hårdt, antagelig fordi den var så præcis, og tilstrækkelig mange af avisens læsere tog så meget anstød af artiklen, at Berg så sig nødsaget til at afskedige den respektløse reporter.

Brandes havde dog fået så meget smag for bladsmøreriet, at han i kompagniskab med Viggo Hørup grundlagde dagbladet Politiken. Sin uelskværdige dandystil tog han med over på sit nye blad, hvor den blev dyrket og smagt til med rigelig anvendelse af selvfølelse. 'Organ for den højeste Oplysning' kaldte de deres udgivelse. Politiken fik og spillede rollen som ateismens, storbykulturens, frisindets og de frankofile stilfifleriers avis. Grundtvigianerne derimod opfattede sig selv som jordbundne, djærve og ligefremme. De havde helt andre værdier, først og fremmest dyrkelsen af det nationale og den særlige opfattelse af kristendom og menighedsliv, som stammer fra Grundtvig. Der ligger en understrøm af almuekonservatisme i grundtvigianismen, men først og fremmest har den forstået sig selv som frihedens forkæmper i kirke, skole og politik. Derfor er der også et besynderligt slægtskab mellem det storbyradikale, intellektuelle borgerskab og den selvbevidste stand af venstrebønder på landet, som fandt sit konkrete udtryk i konstruktionen kaldet Det radikale Venstre, hvis politik altid har været en tilsvarende uskøn blanding af højpandet idealisme og æreløs sjakren med værdierne. Paradokset udtrykkes klarest med Edvard Brandes' eget eksempel. Han blev gennem mange år trofast genvalgt som folketingsmand af et flertal af Langelandskredsens bønder.

Mellemkrigstiden var ikke nogen fremgangstid for grundtvigianismen. Indførelsen af folketingsparlamentarismen i 1901 og Genforeningen i 1920 var ganske vist væsentlige sejre for den demokratiske og nationale sag, der var så stor en del af også grundtvigianismen, men det var til gengæld vanskeligt at finde nye sager, der på tilsvarende vis kunne mobilisere ung begejstring. Mere konservative kræfter fandt sig til rette i en blivende utilfredshed over, at Flensborg fortsat var tysk, men ellers var der nogle år ro på den front. Først da højreradikale kræfter i 1930'erne blev mere højrøstede og fik kuppet sig vej i mange europæiske lande, blev grundtvigianismen igen mobiliseret som politisk synspunkt.

Det harlængeværet diskuteret blandt grundtvigianismens og højskolebevægelsens historikere, hvilket forhold grundtvigianismen egentlig havde til højreradikalismen. Mange har nægtet, at der overhovedet skulle være en forbindelse, mens andre på baggrund af denne bestemte benægtelse har set sig foranlediget til at overdrive sammenhængen. Der var en udbredt nysgerrighed over for fascismens og nazismens politiske projekter. Italien og Tyskland så ud til at være nationer, der havde fundet vejen ud af ikke alene den økonomiske krise, men også den kulturelle. Enkelte højskolefolk - Niels Bukh i Ollerup og Aage Møller i Rønshoved - var erklærede beundrere af autoritære regimer, men hovedparten var kritiske over for Tyskland.

Tre elementer af nazismen tiltrak sig positiv opmærksomhed: Det gjaldt for det første forholdet til kommunismen. Frygten for kommunismen var udbredt i store dele af samfundet i 1930'erne, og Det ny Tyskland blev anset som et troværdigt bolværk mod den røde syndflod. For det andet kunne grundtvigianerne i udgangspunktet godt forstå nazisternes begejstring for det nordiske, som også indgik som en væsentlig bestanddel af Grundtvigs verdenshistoriske spekulationer. Men allerede her skiltes vandene, for - som højskolelærer C.P.O. Christiansen sagde i 1933 - om tyskernes forherligelse af det nordiske »føles det, at denne Forherligelse har en Baggrund, vi ikke kan og ikke vil kendes ved, og som vi skammer os over«. Især nazisternes undertrykkelse af friheden og menneskerettighederne og deres jødehad bød Christiansen imod.

Det tredje og væsentligste element var ligheden i folkelighedsbegrebet. Både nazister og grundtvigianere betonede ideelt set folket som en organisk sammenhæng uden indre konflikter. Her hørte ligheden også op. Nazisterne forstod denne organiske sammenhæng som en biologisk realitet, mens grundtvigianerne forstod folket som en åndelig størrelse. Forskellen blev tydeligere i udmøntningen af de politiske konsekvenser, for mens nazisterne mente, at et organisk sammenhængende folk var bedst tjent med politisk ensretning under en enevældig fører, var grundtvigianismen som politisk bevægelse blevet til under forfatningskampen og havde udviklet en stærk alliance med parlamentarismen.

Netop denne udlægning, nemlig at det grundtvigske folkelighedsbegreb skulle forstås som en modsætning til det nazistiske, blev med styrke fremført af Frederik Borgbjerg. Han var noget for sin tid så usædvanligt som grundtvigianer fremtrædende socialdemokrat. Borgbjerg mente ganske enkelt, at det var Grundtvig, der havde vaccineret danskerne mod den ideologiske smitte fra syd. Ikke nok med det. Grundtvig havde nemlig gjort sig til talsmand for en social politik, mente Borgbjerg, og citerede linjerne af sangen 'Langt højere bjerge', hvor Grundtvig havde givet udtryk for, at vi i rigdom har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.og

Ordene faldt ved et møde i Arbejdernes Læseselskab i København i september 1933 i anledning af Grundtvigs 150-års fødselsdag. Borgbjergs Grundtvig-fortolkning var bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi arbejderbevægelsen indtil da ikke havde andet end foragt tilovers for grundtvigianismen. Det havde flere årsager. For det første gik Grundtvig aldrig ind for offentlig forsørgelse. Han blev aldrig fortaler for en socialpolitik, der på nogen måde lignede den socialdemokratiske. For det andet havde arbejderbevægelsen indtil da defineret sig som en ateistisk, materialistisk og international bevægelse. Det stod i tydelig modsætning til grundtvigianismens betoning af det åndelige, det nationale og det religiøse og ikke mindst sammenhængen mellem dem. For grundtvigianismen er folkeånden en filial af Helligånden. Ånd kan i denne sammenhæng oversættes til sprog, forstået på den måde, at Helligånden er menneskehedens universelle fællesskab, som imidlertid altid meddeler sig på et konkret sprog. For at forstå det universelle kristne budskab må man gøre det ved hjælp af det sprog, som man nu en gang bedst forstår, det, som man er vokset op med. Et universelt eller privilegeret sprog findes ikke. Dansk er med andre ord et lige så fuldgyldigt sprog som latin eller tysk.

Borgbjergskreative nytolkning af Grundtvig som proto-socialdemokrat var ikke tilfældig. I de samme år omlagde Socialdemokratiet sin strategi. Det skulle ikke længere være et internationalt klasseparti, men derimod et nationalt folkeparti. Nu gjaldt det altså ikke længere om at definere sig i modsætning til bønderne eller funktionærerne, men om at betone fordrageligheden og interessesammenfaldet i hele folket. Det blev til partiprogrammet 'Danmark for folket' fra 1934, der siden er blevet husket som grundplanen for det moderne velfærdssamfund.

Operationen lykkedes. Grundtvig blev transmogriffet om til en af velfærdsstatens fædre. Drømmen eller fiktionen om national samdrægtighed, som socialdemokraterne og grundtvigianerne delte, blev til virkelighed. Velfærdsstatens opbygning blev et nationalt konsensusprojekt, et ideologisk system, der med Henning Fonsmarks ord byggede på en alliance mellem Grundtvig og Marx. Det skal forstås metaforisk. Der er omtrent lige så lidt Grundtvig i moderne grundtvigianisme, som der er Marx i socialdemokratismen.

Konsensusfesten kulminerede med Grundtvigs 200-års dag i 1983 med en fejring - i teaterstykker, bøger, plader, udstillinger, fjernsyn, radio og festtaler - der kun tåler sammenligning med H.C. Andersen-året. Alle hyldede Grundtvig som ophav til alt godt og skønt i landet. Det afspejlede sig også udadtil. Det var kun naturligt, at ulandshjælpen skulle udformes således, at de stakkels fattige indere og afrikanere skulle lære noget om Grundtvig og dernæst af egen folkelig drift stifte andelsselskaber for at nå op på vores høje niveau, for den vej var vi jo selv gået. Selvtilfredsheden med den danske model har aldrig været større. Kun under besættelsestidens nationale rus har Grundtvig-begejstringen været større. Kvalmegrænsen blev nået.

De følgende årtier var kendetegnet ved et tydeligt opgør med det ideologiske grundlag for den skattefinansierede nationale velfærdsstat. For det første mistede venstrefløjen luftherredømmet i den offentlige debat. Det var igen blevet legitimt at være liberal. Det blev faktisk normen. Selv de konservative var ikke så konservative, at det gjorde noget. For det andet betød internationaliseringen og globaliseringen, at man ikke længere kunne tage nationalstaten for givet. Velfærdssamfundet var ikke længere nogen lukket fest. Den danske model blev efterhånden betragtet som en udtjent model, fordi den byggede på indre national solidaritet i stedet for globaliseret individualisme. I samme bevægelse lykkedes det alle andre partier at afskrive sig ethvert ansvar for dens tilblivelse. Hvad de for tyve år siden gerne tog æren for, bebrejder de nu gerne socialdemokraterne, som så - noget ufortjent - sidder tilbage med alle forklaringsproblemerne og de elendige valgresultater.

Derfor er det da også logisk, at Grundtvig som politisk varemærke måtte lide sin skæbne solidarisk med den nationale velfærdsstat. Hans popularitet er styrtdykket. Sidste år foretog et større københavnsk dagblad en internetafstemning om alle tiders dansker. Den vidt berejste H.C. Andersen vandt naturligvis med en tredjedel af alle stemmer. Hjemmefødningen Grundtvig fik kun godt fem procent.

Kun et parti har taget det på sig at forsvare den gamle danske model, Dansk Folkeparti. Det har to punkter på programmet: restaurering af nationalstaten og bevarelse af den skattefinansierede velfærdsstat. De har måske også bedre end de fleste forstået, hvor intimt de to elementer hænger sammen.

Tilsvarende har Dansk Folkeparti taget Grundtvig til sig som deres egen, da alle andre nægtede at have noget med ham at gøre. Da partibladet i december 1999 skulle udnævne årtusindets dansker, faldt valget ikke overraskende på Grundtvig.

Som Grundtvig-forskeren Kim Arne Pedersen har gjort opmærksom på, er der ganske vist voldsom uenighed om den retning, samfundsudviklingen skal tage, men der er forbavsende enighed om det billede, man har fremkaldt af Grundtvig. Grundtvig bliver i dag af globaliseringens tilhængere identificeret med meget af det, som de ikke bryder sig om, især nationalt snæversyn og chauvinisme. (Grundtvig bliver endda jævnligt kaldt fundamentalist, selv om der ikke er særlig meget belæg for den påstand). Globaliseringens modstandere fremhæver Grundtvigs nationalisme som noget positivt. Mest radikalt er det formuleret af Peter Neerup Buhl fra den danske forening, der mener, at Grundtvig - havde han levet i dag - ville være gået »forrest i arbejdet for at gøre Danmark muhamedanerfrit«.

Forsøg på at hævde andre tolkninger af Grundtvig i disse år har ikke nydt nogen særlig opmærksomhed. Der er ellers Grundtviger nok at tage af. Der var en Grundtvig, der kæmpede for afskaffelsen af slaveriet, for oplysning af almuen, for jødernes ligeberettigelse, sekulariseringen af skolen eller for afskaffelsen af folkekirken. De ligger foreløbig på lager og må vente på et af de kommende jubilæer for at få deres renæssance. Næste gang er 250-året i 2033. Vel mødt.

(kronik i Politiken 6. sep. 2005)

Denne idelige trang til opgør med Grundtvig

Tidligere på året vakte det adskillige overskrifter i bladene, at en højskole på Sydfyn havde kasseret Grundtvig. Ham kunne de ikke bruge til noget. Hvad pokker, kan det nu være rigtigt? spurgte journalisterne, og vi var mange, der i beroligende vendinger svarede, at det kunne det såmænd godt. Pågældende højskole har faktisk i omtrent tyve år været kendt for at gøre op med den grundtvigske arv, og der har eksisteret og eksisterer masser af højskoler, der har klaret sig glimrende uden Grundtvig. Grundtvig er i vid udstrækning forældet. Hvad pokker havde I regnet med?

Det er faktisk – for at skære lige til benet med det samme – lige så normalt at kritisere Grundtvig som at hylde ham. Grundtvigkritikken er en selvstændig genre i den danske pamfletlitteratur, og den er gammel. Betegnelsen ’grundtvigianer’ er opfundet som skældsord af Grundtvigs modstandere. Det kan spores tilbage til 1810’erne, men blev først almindelig brugt fra århundredets midte. Et velkendt eksempel er en artikel i Berlingske Tidende fra 1847: »Grundtvigianere sammenblande efter deres Mesters Eksempel, Danskhed, Nordiskhed og Skandinavisme med Christendom, drive ofte et Væsen med det Folkelige og Nationale, som overført paa et helligt Gebeet seer meget betænkeligt ud.«

Omtrent sådan har kritikken set ud siden. Eksemplet er berømt, fordi det var en af de få lejligheder, hvor Grundtvig selv tog til genmæle og gjorde opmærksom på, at han altså ikke kunne drages til ansvar for, hvordan folk fortolkede hans tanker.

Edvard Brandes har leveret et af de mest uelskværdige bidrag til genren. Han skrev i 1883 om det grundtvigske parti, at det »vil bestaa længe, thi det har vidt forgrenede Rødder og dets Lære besidder en Nyreligions Ævne til at udstrække sig og lokke Sjæle ved at tilbyde meget og fordre lidt.« Det kostede ham posten som medarbejder i Venstrepressen og gav ham anledning til at grundlægge dagbladet Politiken, der med afbrydelser har været Grundtvigkritikkens væsentligste bastion i dansk presse.

Til Grundtvigkritikkens kuriøse periferi hører den nazistiske forfatter Christoph Steding, der i sit mammutværk Das Reich und die Krankheit Europas (1942) identificerede grundtvigianismen som hovedårsagen til, at Danmark var inficeret af jødedommen og var blevet præpareret til »Socialdemokratiets herredømme«.

 

Overraskende for de fleste er det, at Hal Koch i sin tid som forstander for Krogerup Højskole udviklede en modvilje mod Grundtvig og det grundtvigske, og han formulerede i 1950 en ret bastant kritik af grundtvigianismen manglende religiøse alvor.

I de følgende årtier sluttede hobevis af marxister og venstreorienterede sig til kritikerne. Dette blads Ejvind Larsen var og er en i ordets egentlige forstand enestående undtagelse fra dette forvoksede korpus af socialister, der ikke bryder sig om åndelig tale. Han forsøgte sig med et vist schwung at sammentænke Grundtvig og Marx. Forsøget led en upåagtet strådød.

Henning Fonsmark brød det venstreorienterede luftherredømme i den offentlige debat i 1989, idet han over flere hundrede sider anklagede Grundtvig for at være socialdemokrat. Alle danske ulykker – især det overdimensionerede statsbudget – stammer fra Grundtvig og Stauning. En anden Henning af slægten Tjørnehøj har til gengæld brugt lige så meget krudt på at bebrejde Grundtvig, at han ikke var socialdemokrat.

Søren Mørch og Uffe Østergaard har på baggrund af henholdsvis sarkasme og velorienteret gemytlighed gjort Grundtvig ansvarlig for nationalismens fortrædeligheder og danskernes modvilje mod Maastricht, Rom, Amsterdam, Edingburgh og andre europæiske byer.

Altså, til lykke Carsten Jensen. Du er endelig blevet en normaldansk meningsindehaver. Velkommen i klubben. Vi skal nok få det rigtig hyggeligt.

(Information 10. sep. 2004)

Selvfølgelig er Grundtvig forældet

Grundtvig er ikke længere det ideologiske grundlag for højskolerne. Oure Idrætshøjskole fastslår uden omsvøb: »Det bemærkelsesværdige ved Grundtvig var, at han koblede nationalromantikken og aggressiv modstand mod hele oplysningsprojektet med en bibelfundamentalistisk opfattelse af historien og mennesket.« Det er vanskeligt at blive mere upræcis inden for hæderlighedens rammer, men lad det nu ligge. Det væsentlige her er standpunktets klarhed, der er udbredt i de danske højskoler. Det kan man se af det netop udkomne fælleskatalog for landets 86 højskoler.

Flere og flere skoler profilerer sig på færdighedskurser og kompetencegivende undervisning på bekostning af klassiske højskoleværdier som folkelig oplysning eller åndelig dannelse. »Vi danner din succes« er fælleskatalogets motto. Det handler jo stadig lidt om dannelse, men kodeordet er succes, et ord, der for blot få år siden ville have været bandlyst fra højskoleverdenen. Det smager for meget af Thatcher-80’ernes egoisme og for lidt af fællesskabets forpligtelse.

Det forbavsende er i første omgang, at offentligheden betragter det som en nyhed, at Grundtvig er ude. Det har han på mange måder været næsten siden krigen. Da besættelsestidens nationale vækkelse var klinget ud – og det gik meget hurtigt – stod der Dostojevski, Kierkegaard eller Løgstrup på læseplanerne. Grundtvigs navn blev de fleste steder kun nævnt i festtalerne.

Oure Idrætshøjskole er blot en af mange højskoler, der i årevis har været i åbenlys konflikt med det grundtvigske oplysningsideal. Den er i åndelig forstand en aflægger af Den røde Højskole i Svendborg, der i masser af år var, hvad man dengang kaldte en kommunistrede. I det selskab var Grundtvig ikke inde i varmen.

Bortset fra det må det ikke komme som nogen overraskelse, at Grundtvig er forældet. Selvfølgelig er han da det. Man kan ikke som engageret borger i samfundstilstanden 2004 banke på Grundtvigs dør anno 1800 og hvidkål og spørge: »Hva’ så Nikkelaj? Hvor ska’ vi hen, du?« Selvfølgelig har Grundtvig som forfatter ikke noget direkte bud på det. Han taler kun til os gennem traditionens stadig tykkere slør.

 

P.G. Lindhardt skrev, at det var Grundtvigs skæbne at blive overskygget af den bevægelse, som han havde lagt navn til. Grundtvig var opmærksom på problemet og forsøgte selv at lægge afstand til grundtvigianismen. Det mislykkedes. Den blev en bevægelse, der i mangfoldige former var med til at danne det moderne Danmark. Højskolebevægelsen f.eks. begyndte med bønderkarle, der skulle lære om nordisk mytologi og spat hos heste. I den anden ende af den historiske proces finder man Ubberup Højskoles kurser for overvægtige og sportskurserne i Oure. Det er en konstatering og ingen dom.

Man læser ikke Grundtvig, fordi hans budskab er gyldigt, men fordi han har gjort sig gældende. Man læser Grundtvig, fordi han satte sit mærke på det danske samfund. Man læser Grundtvig som en historisk forudsætning for nutiden. Selvfølgelig var han nationalist. Herregud, det var de jo alle sammen. I den læsning hænder det, at man ser glimt af guldet, at teksten pludselig taler direkte til en, men det er en sidegevinst. Grundtvig har samme betydning for dagens Danmark som Marx har for nutidens socialdemokrater. Men hvem kunne finde på at forklare Socialdemokratiet uden at nævne Marx?

(Information 13. jan. 2004)