Statsborgerskab

Spørgsmålet om de danske statsborgere, der er fanget i Syrien, har aktualiseret diskussionen om, hvad statsborgerskabet overhovedet indebærer af forpligtelser og rettigheder. Historisk set er statsborgerskabet i sin nuværende udformning et relativt nyt fænomen.

Statsborgerskabet som begreb har kun godt 100 år på bagen i almindeligt brug. I tidligere århundreder var alle, der var bosat i den danske konges riger og lande, at betegne som kongens undersåtter. Efter Reformationen var det kongens primære rolle at beskytte den rette tro, og i overensstemmelse hermed blev der i lovgivningen lagt bånd på adgangen til riget for medlemmer af andre trossamfund. På samme måde var adgangen til at nyde rettigheder som myndig person knyttet til den evangelisk-lutherske bekendelse. Det blev formaliseret med indførelsen af tvungen konfirmation i 1736.

I 1776 skete det første afgørende brud med dette princip, idet der var en stigende utilfredshed med, at gode statslige embeder gik til udlændinge, især folk fra tyske lande. Det førte til loven om indfødsret, der gav indfødte i den danske konges riger og lande eneret til at beklæde offentligt embede, altså også nordmænd, holstenere og slesvigere. Med indførelsen af religionsfriheden i 1849 ophørte den principielle sammenkædning mellem religiøst og statsligt tilhørsforhold.

I Junigrundloven blev valgretten og valgbarheden til Rigsdagen knyttet til indfødsretten, men det gjorde værnepligten ikke. Endvidere blev den oprindelige indfødsretslov videreført i den bestemmelse, at ingen kan beskikkes til embedsmand, som ikke har indfødsret. Det gælder endnu i princippet for alle statslige tjenestemænd, f.eks. sognepræster, officerer eller politibetjente, om end udlændinge kan ansættes på tjenestemandslignende vilkår. Som hovedregel gælder også, at man skal have statsborgerskab for at kunne stille op på et landshold i f.eks. fodbold – med mindre man spiller for f.eks. det færøske landshold, for der findes ikke noget selvstændigt færøsk statsborgerskab. Det indebar også for nylig, at danske håndboldspillere med amerikansk statsborgerskab blev inviteret til at spille for USA under det nyligt afholdte VM. Deltagelsen blev dog aflyst af andre årsager.

Anden halvdel af det 19. århundrede var kendetegnet ved en udpræget rejsefrihed. Tidligere tiders pastvang ved ind- og udrejse af Danmark blev afskaffet i 1862 for indlændinge og i 1875 for udlændinge. I 1898 ændredes indfødsrettens princip om fødested til, at statsborgerretten erhverves ved afstamning, således at det er forældrenes tilhørsforhold, der er afgørende for, hvor et barn bliver statsborger.

Første Verdenskrig bevirkede en brat afslutning på rejsefriheden. Rejsepas og viseringer, som vi kender dem i dag, blev indført, og det har siden da været et fundamentalt redskab i det mellemfolkelige samkvem. Desuden skulle udlændinge nu have tilladelse til at opholde sig længere tid i landet og kunne under særlige omstændigheder udvises. Landets egne statsborgere derimod havde en grundlæggende ret til at opholde sig i landet. Landsforvisning af egne borgere forekom ikke, fordi det blev betragtet som i uoverensstemmelse med folkeretten at overføre sine forbrydere til andre lande. Landsforvisning var blevet afskaffet som strafform endeligt i 1866 i Danmark. Således blev danske statsborgere, der var gået i tysk tjeneste under Anden Verdenskrig, også dømt og straffet i Danmark efter krigen.

Afståelsen eller erhvervelsen af territorier – f.eks. De vestindiske Øer 1917 eller Nordslesvig 1920 – betød, at store grupper måtte skifte statsborgerskab. Principielt blev statsborgerskabet opfattet som eksklusivt, altså at man kun kunne være statsborger i et enkelt land, men i praksis måtte myndighederne leve med, at det kunne være delt. Først for nylig blev dobbelt statsborgerskab officielt anerkendt i Danmark. Afhængig af lovgivningen i de enkelte lande er der i ægteskaber mellem statsborgere fra to forskellige lande den mulighed, at børnene får dobbelt statsborgerskab. Fordi USA stadig har et fødestedskriterium, kan børn født af danske forældre i USA regnes som både amerikanere og danskere.

 Dobbelt statsborgerskab har skabt en række spørgsmål om rettigheder – som f.eks. valgret eller offentlig forsørgelse – og pligter – som f.eks. værnepligten. Et aktuelt eksempel er herboende mænd med tyrkisk statsborgerskab, der skal aftjene værnepligt i Tyrkiet. Det betyder, at de kan blive sendt i krig i Syrien. Mange herboende tyrkere har også valgret i Tyrkiet. Ved det seneste tyrkiske valg fik den siddende præsident et flertal af de her i landet afgivne stemmer. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet har i udgangspunktet ikke stemmeret i Danmark.

(Kristeligt Dagblad den 19. feb. 2021. Avisen valgte en anden rubrik.)

Hvad er en dansker?

Foranlediget af et debatprogram på DR, hvor Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen skulle tage stilling til, hvor vidt elevrådsformanden på Langkær Gymnasium i Aarhus var dansk eller ej, har der udviklet sig en større diskussion om, hvad det vil sige at være dansk eller dansker. Nogle hævder, at det alene afgøres af indfødsretten, men så protesterer de danske i Sydslesvig. De er måske de mest danske af alle og har tysk pas. Det er ikke let at give en entydig definition af, hvad det vil sige at være dansk. Spørgsmålet er mindst lige så gammelt som indfødsretten, der blev indført i 1776.

I 1848-49 diskuterede to af datidens største begavelser netop dette spørgsmål. I en anmeldelse af de første numre af Grundtvigs tidsskrift Danskeren, der var meget optaget af spørgsmålet om danskhed, stillede den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt spørgsmålet, om man kunne være dansk, hvis man var af fremmed herkomst:

”Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øine? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? — Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed.”

Grundtvig svarede indirekte i sit tidsskrift med den så ofte citerede definition på nationalitet i digtet ”Folkeligt skal alt nu være” senere på året: ”Til et Folk de alle høre,/Som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;”

Grundtvig mente altså, at der måtte være et krav til sproget, ”som det klinger, som det gløder/ Saa hos Danskere og Jøder”, altså uden hensyn til konfession og religiøst tilhørsforhold. At have ild for fædrelandet fortolkes af de fleste som en omskrivning af ildhu eller almindelig entusiasme, men der er konteksten taget i betragtning antagelig tale om en mere konkret ild. Digtet er skrevet midt under Treårskrigen. Grundtvig var ivrig tilhænger af, at militærtjeneste skulle baseres på frivillighed. Hans argument var, at hvis folk ikke ville sætte deres liv på spil for nationen, kunne de ikke gøre krav på at være eller tilhøre et folk.

Men det var dog ikke gjort med den gode vilje. Grundtvig talte i samme digt også om, at ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”, og han forlod ikke helt tanken, da han året efter indlod sig i direkte polemik med Goldschmidt i anledning af, at Goldschmidt fortsat kritiserede de nationalliberale og Grundtvig for deres stilling til det slesvigske spørgsmål. Goldschmidt mente i modsætning til Grundtvig at der godt kunne findes en løsning, hvor dansk og tysk kunne leve fredeligt side om side i en helstat, og han betragtede den nationale politik som virkelighedsfjerne opiumsdampe.

Grundtvigs polemik mod Goldschmidt er berygtet, fordi han gik direkte efter manden og ikke bolden. Han kaldte Goldschmidt en gæst i landet, ”som har fået den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker”.  Ifølge Grundtvig kunne Goldschmidt ikke være dansk, fordi han tilhørte et andet folk, det jødiske, og som jøde savnede han altså ifølge Grundtvig grundlæggende forståelse for den danske sag.

Udfaldet mod Goldschmidt var ukarakteristisk for Grundtvig, der ved andre lejligheder udtalte sig til fordel for jødernes ligestilling. Men mens krigen endnu var uafsluttet skyede Grundtvig altså intet middel og argumenterede gerne med forhammeren.

(Kristeligt Dagblad 27. sept. 2016)