Nej, Dronningen har ikke foretaget et kursskifte

Berlingske Tidende har fået et interview med Dronningen i anledning af hendes fødselsdag, hvor hun udtaler sig i anledning af terroranslaget i København tidligere på året. Avisen præsenterer det som om Dronningen hermed har skiftet kurs og siger noget ganske nyt f.eks. med udtalelser som

”Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes, de skal være. Vi må ikke gå og trykke med det og holde det tilbage. Hvis man holder ting tilbage, bliver de værre.”

eller

”Ja, vi skal tage imod, men vi skal også fortælle, hvad vi forventer. For det er vores samfund, de kommer til. Vi skal gøre plads til dem, men de skal forstå, hvor de er kommet hen i verden. Det ene sted er ikke det samme som det andet på kloden. Vi er et gammelt samfund, som gerne tager os af folk, som trænger til at blive taget sig af, men vi vil også gerne have, at de forstår, hvor de er kommet hen. Det, tror jeg, er meget væsentligt.”

Det er sandt, at Dronningen har ændret kurs i sine udtalelser om indvandring og de grundlæggende værdier i samfundet, men dette kursskifte er snarere foretaget for flere år siden. Den berømte udtalelse om de ”dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen 1984 har Dronningen selv i et interview med Annelise Bistrup fra 2005 kaldt ”rablende naiv”.

Dronningen tog allerede spørgsmålet om Danmarks forhold til udlandet og udlændinge op i nogle af sine første nytårstaler og har gjort det regelmæssigt lige siden. Som regel sker det i en afbalancering af to synspunkter, kravet om åbenhed og imødekommenhed på den ene side og nødvendigheden af at holde fast på egne værdier og traditioner på den anden. Men det er klart, at også for Dronningen betød terroranslaget i New York 2001 et tidehverv. Hun har siden fastholdt den åbne imødekommenhed som en nødvendig forudsætning for samhørigheden mellem mennesker, men derpå altid understreget, at der gives værdier, på hvilke der ikke kan gives køb som i nytårstalen 2001:

”Vi må stå fast på de værdier, som vi i generationer har bygget vort samfund på, og imødegå de holdninger, som vi ikke kan dele.”

Denne opfattelse udbyggede Dronningen i 2006 efter karikaturkrisen, hvor danske repræsentationer i flere lande blev udsat for angreb:

”Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv.  Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb.”

Dermed har Dronningen siden årtusindskiftet fulgt den generelle tendens i den offentlige opinion og ikke mindst den linje, der er blevet lagt af skiftende regeringer. Det er klart, at når terroren rykker helt tæt på i den by, hvor statsoverhovedet selv residerer, vil det også indebære nogle accentforskydninger, men substansen i hendes udtalelser har ikke ændret sig siden årtusindskiftet.

(Kristeligt Dagblad den 14. april 2015)

En tradition bliver til over tid

Modtagelsen af Dronningens nytårstale kan godt give det indtryk, at Hendes Majestæt med omtalen af de syriske flygtninge har overskredet en grænse for det tilladelige, fordi hun hermed leverede et politisk budskab eller tog stilling i en verserende politisk konflikt mellem regering og opposition på førstnævntes side.

Det står ikke nedskrevet nogen steder – heller ikke i Grundloven, som mange synes at tro – at Dronningen skal være apolitisk. Regentens stilling til det politiske er en praksis, der langsomt har udviklet sig i løbet af det 20. århundrede, og denne praksis fandt i virkeligheden først sit nuværende leje et stykke inde i Frederik IX’s embedstid. Dens første princip er politisk neutralitet. Dens andet princip er loyalitet mod den siddende regering.

Denne udvikling afspejler sig også i regentens nytårstaler. Nogle af de tidligste kendte taler stammer fra Frederik VIII’s dage, da kongen endnu blev regnet som en selvstændig aktør. En mere fast form fik talen under Christian X, og den blev en egentlig national institution efter den første radiotransmission ved årsskiftet 1940-1941. Christian X havde en delvist uafhængig dagsorden under besættelsen, men i netop nytårstalerne slog det klart igennem, at Statsministeriet var medforfatter til teksten. Det blev tydeligere under Frederik IX, der jævnligt tog fat på temaer fra den indenrigspolitiske og især den udenrigspolitiske dagsorden. Kongen understregede gang på gang behovet for at indgå i et internationalt samarbejde i Europa, FN, NATO og Norden.

Den indvandring til Danmark, der var begyndt at tage fart ved Margrethe II’s tiltrædelse, blev hurtigt genstand for hendes nytårstaler. I 1976 gik hendes nytårsønsker til ”de mange, der har fundet hertil, men for hvem Danmark er et fremmed land, gid også de må føle, at de er en del af det danske samfund.” Siden dengang har de danskes forhold til det fremmede været et ofte gentaget tema i nytårstalerne. Berømtest er ordene fra 1984 om de ”dumsmarte bemærkninger”, en vending som Dronningen dog selv sidenhen har lagt afstand til. I 2006 talte Dronningen som så ofte før varmt om de værdier, som det danske samfund bygger på, og ramte med sine ord lige ned i den dagsorden, som var sat at karikaturkrisen samme år.

2007 rettede Dronningen en hilsen ”til alle de mange, som gennem den seneste menneskealder har slået sig ned i Danmark. Jeg ønsker for dem alle, at hvert nyt år, de oplever her blandt os, trods alle vanskeligheder, må bringe dem videre, så at de kan se sig selv og deres efterkommere som en del af det danske samfund.”

Andre temaer fra den aktuelle politiske dagsorden har også fundet vej til nytårstalerne. Det gælder f.eks. kommunalreformen i 2005, og i 2011 opfordrede Dronningen til, at unge mennesker skulle udvise større fleksibilitet og mobilitet for at blive uddannet og finde beskæftigelse.

Som alle andre af Dronningens embedshandlinger holdes nytårstalen ifølge statsforfatningsskikken i overensstemmelse med princippet om ministeriet kontrasignatur. Det vil sige, at ordlyden er godkendt i Statsministeriet. Dronningens personlige præg på talen er umiskendeligt, især i sprogdragten, men den er altid blevet holdt på grænsen til det politiske, det vil sige tæt på det aktuelle og vedkommende. Alternativet ville være en tale af lutter tomme ligegyldigheder.

(Kristeligt Dagblad 7. januar 2015)

De manglende visioner

" DETTE ÅRS nytårstale afslører en dybt desperat statsminister, uden visioner for fremtiden, uden et eneste svar på tidens mange store problemer." - Rasmus Prehn ( S) om statsministerens nytårstale 2007.

" Talen kan med rette kritiseres for at være tandløs, når det kommer til visioner og værdier." - Peter Mogensen i Politiken om statsministerens nytårstale 2008.

" Skal Danmark have en chance [], er det nødvendigt at have nogle politikere, der har erfaring, visioner og idéer." - Rasmus Jønsson i 3F's debatforum om statsministerens nytårstale 2009.

" Jeg synes, det er overraskende, at han både er så lidt visionær og så lidt konkret." - Villy Søvndal ( SF) om statsministerens nytårstale 2010.

" Der blev holdt en virkelig visionær nytårstale i år. Men det var desværre ikke på Marienborg." - Kristian Madsen i Politiken om statsministerens nytårstale 2011.

Når statsministerens nytårstale er blevet udsendt, kan man være ret sikker på, at repræsentanter for oppositionen og deres entourage af kommentatorer stiller op og med stor alvor giver udtryk for, at talen mangler " visioner".

Som regel efterlyser de også " konkret indhold", men det mest efterlyste element i dagens politik er helt klart " visioner", således også i år.

Man skal ikke hæfte sig så meget ved det forhold, at oppositionen kritiserer statsministeren. Det er dens opgave. Derimod er det interessant, at det betragtes som en gyldig kritik, at en politisk tale mangler visioner.

Der synes at være en trang til, at politikere skal gå forrest, se langt og vise vejen.

Det er udtryk for en diffus længsel efter stærke og karismatiske ledere. Man kan blot være sikker på, at så snart en politiker præsenterer en vision, vil den også blive kritiseret sønder og sammen for ikke at være rigtig visionær.

Når man ser sig om efter rigtigt karismatiske og visionære mennesker, er det ikke politikere, der først falder inden for synskredsen. Det er snarere skikkelser fra kunstens eller videnskabens verden, og de har som regel ikke stor succes i politik. De store ledende skikkelser i politik har det til fælles, at de er døde eller som minimum pensionerede. En levende og aktiv politiker synes pr. definition at være en elendig politiker. Først i eftermælet kan de gøre sig håb om entydig positiv omtale.

En af de mest agtede politikere overhovedet var Thorvald Stauning ( S). Han regnes for en af de største skikkelser i dansk politik. Det var ham, der skabte statsministerens nytårstale som genre herhjemme.

Hans første nytårstale ved årsskiftet 1939-40 var ikke visionær målt med nogen som helst standard. Den var dristig på en anden måde.

Den fremlagde ganske nøgternt de sikkerhedspolitiske problemer, som den netop udbrudte krig havde forårsaget, og den foregøglede ikke danskerne nogen " vision" om, hvordan vi kunne slippe ud af den suppedas med både ære og liv i behold.

I sin grundform lignede den dette års tale. Vi står over for alvorlige problemer, og det lagde statsministeren ikke skjul på. Der var vel tale om et forsøg på det, der i dag kaldes forventningsafstemning.

Vi skal være indstillet på, at de næste år ikke bliver en gavebod med frit valg på alle hylder.

Det er klar tale, og hvis det budskab er trængt igennem, har talen opfyldt sit formål.

Første skridt må være at skabe enighed om, hvad problemet er. Derefter kan der bedrives politik. Det handler ikke om visioner, men om løsninger. På de løsninger skal regeringen bedømmes - ikke på visionære fraser i en nytårstale.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 4. jan. 2012)