Monseigneur Grev Danner

Prins Henrik har overrasket de fleste med sit ønske om at fralægge sig titlen som prinsgemal. Officielt er det Dronningen, der afgør den slags spørgsmål, men der er vist ingen tvivl om, at initiativet er udgået fra Prinsgemalen - undskyld, Prinsen selv.

En prinsgemal er betegnelsen for en regerende kvindelig monarks ægtefælle. Ikke mindst på den Iberiske Halvø er der i ældre tid flere eksempler på, at en regerende dronnings mand har fået titel eller funktion af konge, men det har typisk været i tilfælde, hvor også manden har været arveberettiget til tronen.

Prins Jørgen af Danmark (1653-1708), der var gift med dronning Anne af England, var prinsgemal, prince consort, og fik ikke titel af konge. Det gjorde prins Albert af Saxen-Coburg-og-Gotha heller ikke, da han blev gift med dronning Victoria i 1840, og det er prins Albert, der har dannet forbillede for den funktion, som en prinsgemal har i dag - eller rettere mangel på funktion.

Det har ikke ændret sig, efter at det i midten af det 20. århundrede blev ikke alene muligt, men nærmest normalt for tronfølgere at gifte sig under deres stand. I 1966 giftede den nederlandske tronfølger Beatrix sig med en adelig, tysk diplomat, Klaus von Amsberg, der blev til prins Claus. Det banede vejen for, at den danske tronfølger året efter kunne gifte sig med en adelig, fransk diplomat, Henri de Monpezat, der blev til prins Henrik. Hans rolle lå fast fra starten.

Det officielle hierarki i kongehuset afgøres af, hvilken plads man indtager i tronfølgen.

Prinsgemalen indgår ikke i tronfølgen, så hans status er ene og alene afledt af det forhold, at han er gift med monarken og far til tronarvingen, og den er derfor pr.

definition sekundær. Det er præcis den samme funktion, som en kvinde, der er gift med en mandlig monark har.

Der er dog en enkelt forskel. På dansk skelner vi ikke sprogligt mellem en regerende dronning (queen regnant) og kongens ægtefælle (queen consort), heller ikke i tiltale og omtale. Den kommende dronning Mary vil blive tiltalt Deres Majestæt, mens prins Henrik altså må nøjes med at være kongelig højhed.

Prins Henrik ventilerede i 2002 sin utilfredshed med sin sekundære status i et berømt interview, som vakte en del opsigt og forundring i offentligheden og antagelig også en del uro i Christian IX's palæ. Antagelig som et direkte resultat af denne episode valgte Dronningen at ændre sin mands titel. Man kan spore det i hendes nytårstaler. Til og med talen i 2004 sagde hun konsekvent "Prinsen og jeg", mens det fra 2005 lød "Prinsgemalen og jeg".

I 2008 gav regentparret deres efterkommere titler af grever og grevinder af Monpezat, et hensyn til Prinsens følelser. "Er det ikke fuldstændig normalt, at et barn kan se på sit navn, at der har været en far?", som monsigneur selv har sagt til Stéphanie Surrugue, der i 2010 udgav en biografi med den sigende titel "Enegænger".

Prins Henrik sammenlignede sig selv med Louise Rasmussen, der giftede sig med Frederik VII, men som ikke kunne blive dronning. Hun blev adlet som grevinde Danner og var ringeagtet i samtiden. "Jeg er den nye grev Danner," som prins Henrik i spøg sagde til Surrugue.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2016)

Nederlandene viser vejen

Det varslede tronskifte i Nederlandene er mere interessant end det er overraskende. Dronning Beatrix er den tredje i rækken af nederlandske regenter, der forlader tronen i levende live og den fjerde i rækken af regerende dronninger. Landets seneste konge, dronning Beatrix’ oldefar, Willem III, døde i 1890. Hendes mormor, dronning Wilhelmina, besteg tronen som 18-årig i 1898, men inden da havde enkedronningen regeret på sin datters vegne i 8 år. Uafbrudt i 123 år har Holland altså haft kvindelige statsoverhoveder. Dronning Wilhelmina trak sig i 1948 tilbage til fordel for sin datter, Juliana, der abdicerede i 1980, hvorefter Beatrix blev dronning.  At Beatrix ville trække sig var altså ventet.

Det interessante ved hendes abdikation er, at det er det første generationsskifte i de europæiske fyrstehuse i længere tid, hvis man ser bort fra de mikroskopiske klientstater Liechtenstein, Andorra, Monaco og Vatikanet.  De fleste monarker ville have været pensioneret, hvis de fulgte retningslinjerne på arbejdsmarkedet. Elisabeth II af Storbritannien er født 1926, Albert II af Belgien er født 1934, Harald V af Norge og Juan Carlos af Spanien er begge født 1937, Margrethe II af Danmark er født 1940, Carl XVI Gustaf af Sverige er født 1946. Alle har de siddet i embedet mere end en menneskealder. Kun storhertug Henri af Luxembourg, der er født i 1955 og regerende fyrste siden 2000, er under den normale pensionsalder.

Monarkiet er en statsform, der ret beset ikke burde eksistere, hvis man skal dømme efter de normer, der normalt gælder i et moderne samfund. Legitim magt, status og stilling kan man kun opnå meritokratisk eller demokratisk, altså ved enten at meritere sig gennem uddannelse og karriere eller ved at blive valgt. Kongehusene derimod er grundlæggende aristokratiske institutioner, det vil sige, at embedet som monark tilfalder den, hvis far og/eller mor har beklædt det tidligere. (Her ses bort fra Andorra og Vatikanstaten, der ikke er arvelige monarkier.)

Ikke desto mindre er de europæiske monarker som helhed væsentlig mere populære end de demokratisk valgte regeringschefer, der har den egentlige politiske magt i de respektive lande. På højden af sin exceptionelle popularitet kunne den norske statsminister Stoltenberg f.eks. rose sig af, at han var næsten lige så populær som den norske konge. Det er et grundlæggende paradoks i de moderne konstitutionelle monarkier, at vælgerne bedst kan lide dem, der ikke er på valg.
Monarkiernes legitimitet hviler på traditionens karisma og genkendelighedens stabiliserende magt. Spørgsmålet er, hvad der sker, når de gamle ansigter udskiftes? Blæses tryllestøvet bort? Forsvinder magien? Nederlandene viser vejen.

Kronprins Willem-Alexander, der overtager regentskabet i slutningen af april, er jævnaldrende med de fleste tronfølgere i Europa, der rutinemæssigt beskyldes for at være forkælede døgenigte, overbetalte bistandsklienter, dovne festaber og hvad folkeviddet og tabloidpressen ellers kan mønstre af almindelige bebrejdelser. Indvendingerne er bestemt ikke helt uberettigede. Kronprinser synes nærmest født til at feste igennem og køre galt i hurtige biler. Kronprinser synes imidlertid også at være født til at vokse med opgaven, og det skal blive interessant at se, hvordan Willem-Alexander håndterer kongegerningen.

Han har som alle sine europæiske kollegaer giftet sig borgerligt. Det er af mange blevet betragtet som det første skridt mod monarkiets forfald. Det har vakt yderligere opsigt, at den kommende nederlandske dronning, prinsesse Maxima, er datter af en politiker, som blandt andet en kort tid tjente som landbrugsminister under militærdiktaturet i Argentina omkring 1980. Men Maxima synes at klare skærene. Noget tyder på, at den gamle formel, der lader en frø blive til en prins, henholdsvis en prinsesse, stadig er gyldig.

Beatrix er en pioner i kunsten at gøre det ikke-kongelige til noget kongeligt. Hun var den første blandt sine samtidige kollegaer, der giftede sig under sin stand. Hun ægtede i 1966 den tyske, adelige diplomat, Claus von Amsberg, der klarede transformationen til prins og prinsgemal fortræffeligt. Den danske tronfølger giftede sig som bekendt året efter med en fransk, adelig diplomat. Det næste skridt blev taget af daværende kronprins Harald af Norge, der giftede sig borgerligt i 1968. Hans søn, kronprins Haakon, tog det følgende skridt ved i 2001 at gifte sig med en enlig mor af den borgerlige stand.

Indtil videre har de nationale monarkier vist sig robuste nok til at tåle disse fortsatte brud med de traditionelle dynastiske principper. Faktisk er der en udbredt accept af den mekanisme, at en borgerlig kan ophæves til prins eller prinsesse ved ægteskab. Det synes indtil videre ikke at fortynde den kongelige karisma, at kongelige gifter sig med ikke-kongelige, men medvirker derimod til styrkelse af fascinationen af monarkiet og til forstærkelse af den følelse af identifikation med kongehuset, som så mange nærer. Om denne iagttagelse har gyldighed for de konstitutionelle monarkier i fremtiden, må det nederlandske eksempel vise.

(Kristeligt Dagblad 30. jan. 2013)

Prins Henrik er allerede ligestillet

Når man spørger efter ligestilling for prins Henrik, skal man være opmærksom på, hvad man mener. En regent kan aldrig være ligestillet med sin ægtefælle, for der er kun ét statsoverhoved. Ægtefællen skal naturligvis forlenes med en værdighed, men der er aldrig tvivl om, hvem der står øverst i rangordenen.

Mere præcist handler det nok om, hvorvidt en mand gift med en regent kan sidestilles med en kvinde gift med en regent.

Først og fremmest handler det om ord, der stammer fra en gammel og i overvejende grad mandsdomineret kultur. Dronning er traditionelt, hvad man bliver, når man gifter sig med en konge. Først med Margrethe II er dronning også blevet betegnelse for en regent. Dronning Margrete I kaldtes »fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder«, fordi dronningeværdigheden i sig selv ikke indeholdt regentmyndigheden. Konge derimod er identisk med regent.

Det er i den bestemte betydning, ordet optræder i grundloven. Der er altså en asymmetri mellem begreberne konge og dronning, men ikke noget der i sig selv indeholder en diskrimination af dem, der bærer titlen.

Det er snarere i titulaturen, at man skal søge humlen. Skal det være H. M. eller H. K. H.? Majestæt er kun regenten. En kvinde gift med en konge tituleres traditionelt Hendes Majestæt. Det er ikke udtryk for, at hun er regenten, men at hendes mand er det og at hendes titel og status er afledt af mandens. For to generationer siden kunne man stadig træffe på kvinder, der uden at blinke kaldte sig »fru højesteretssagfører Alfred Hansen«. Det har vi naturligvis forladt, fordi vi har ligestilling. Nu har en tilsvarende kvinde ikke alene sin egen jobtitel, men sandsynligvis også sit eget efternavn, og det er kun godt sådan.

Skal vi med andre ord overføre denne ligestilling til kongehuset, må vi altså ophøre med at kalde kvinden gift med kongen for Hendes Majestæt og i stedet - sådan som det er med prins Henrik - kalde hende kongelig højhed. Helt moderne bliver det jo aldrig i det glücksborgske hus, men der er dog en pointe i, at dronningens funktion som regentens ægtefælle er selvstændig, om end underordnet.

Skal prins Henrik med andre ord ligestilles i bare tilnærmelsesvis overensstemmelse med moderne normer, skal han altså bevare sin nuværende titulatur.

(læserbrev i Berlingske, 12. juni 2009)

Borgerligt, Alexandra

Jeg blev faktisk oprigtigt ked af det, da nyheden om den kongelige skilsmisse kom frem. Jeg troede, at de var klogere, at de var stærkere, at de havde forstået, hvad spillet går ud på. De kongeliges klaver spiller nemlig anderledes end vores.

Det første man skal vide om kongelige ægteskaber er, at de ikke er borgerlige. Et borgerligt ægteskab er en alliance mellem to hjerter, indgået af kærlighed, og derfor kræves der også troskab af et ægtepar, for utroskab er et tegn på, at grundlaget for ægteskabet er væk.

Et kongeligt ægteskab var i gamle dage en politisk alliance. I dag er det en praktisk og juridisk foranstaltning, der skal sikre arvefølgen. Kongelige, især de mandlige, har altid haft sidespring. De mange Gyldenløver og Danneskiolder i adelskalenderen er efterkommere af uægte kongebørn uden arveret til tronen.

Frederik VI (død 1839) havde børn med sin officielle maitresse, som han besøgte og forsørgede. Christian VIII (død 1848), der selv var et resultat af en illegitim forbindelse, havde en del uægte børn, som han åbenlyst forsørgede. Derfor er det heller ikke helt hen i vejret at forestille sig, at H.C. Andersen var et af dem, om end de konkrete omstændigheder taler imod det.

Frederik VII (død 1863) betegnede en overgang. Han var en fantastisk, men også fuldstændig uregerlig personlighed. (Det kræves paradoksalt nok af regenter, at de først og fremmest ikke må være uregerlige.) Han havde to skilsmisser bag sig, da han endelig fandt lidt ro hos en kapabel og intelligent borgerlig kvinde, Louise Rasmussen. I modsætning til de fleste af sine forfædre kunne han ikke nøjes med at holde en elskerinde, men insisterede på at gifte sig med hende. Med den barnløse Frederik VII uddøde det oldenborgske kongehus.

Først med hans efterfølger, Christian IX, den første af Glücksborgerne, kom der for alvor andre boller på suppen. Kongefamilien var overordentligt anstændige og også lidt kedelige, skal man tro beretningerne fra de noksom bekendte sommerferier i Fredensborg, hvor kongen samlede børn og svigerbørn omkring sig til thevand og spadsereture. De indførte for alvor de borgerlige normer i det danske kongehus. Her sover man med hænderne over dynen.

Problemet var bare, at arvefølgen stadig var et alvorligt problem. Man kunne ikke bare lade kongebørn gifte sig med hvem som helst. Til og med Christian X var der stadig udenrigs- og indenrigspolitisk sprængstof i kongehuset. Den formelle indflydelse, som kongen har i kraft af grundloven, blev taget meget alvorligt.

Frederik IX var på mange måder også en uregerlig mand, mere sømand end købmand. Heldigvis blev han godt gift – oven i købet med en rigtig prinsesse – og fik nogle fornuftige børn, hvoraf storesøster efter en revision af arvefølgeloven i 1953 også kunne blive regent. Hun valgte også en god og fornuftig ægtemage af den franske landadel. Henrik forstod sin opgave til perfektion. I ægteskabet er der født to sønner, og mere skal han sådan set ikke stå model til. Henrik er generelt undervurderet. Han har stil – panache – og en til det folkelige grænsende jovialitet. Ham kan vi godt li’. Han sejler, dyrker rødvin og taler adskillige sprog, herunder ikke mindst et virkelig udmærket dansk. A good sport, med andre ord. Hvad regenten og prinsgemalen i øvrigt gør i deres chambres séparées, vedkommer ingen andre.

Hvad almindeligt borgerlige tæller som skilsmissegrund har ingen særlig gyldighed i kongelige kredse, for troskab og kærlighed er ikke en del af kontrakten. De færreste danske ugebladslæsere forstår det, men man havde håbet, at Alexandra og Joakim havde forstået det, så de kunne have arrangeret en de facto separation uden egentlig skilsmisse. Det er set før. Men hvem ved i det hele taget, hvad der er foregået. Man skal ikke gøre sig for klog på andres ægteskaber. De er til syvende og sidst blot mennesker.

(Information 17. sep. 2004)

Vævsprøver frabedes

Ingen sten forbliver uvendt, når H.C. Andersen skal fejres for et par hundrede millioner kroner. Nu må Andersen også bære en del af skylden selv, for med et par selvbiografier og en meget detaljeret dagbog på samvittigheden, lagde han op til en nyfigenhed, der rækker helt ind i den menneskelige fordøjelsesproces. Til trods for denne intimitet misforstår vi ofte digteren. Vi er så optaget af sex, at et kryds i kalenderen hurtigt bliver udlagt som tegn på masturbation. Hvis Andersen nærede et varmt venskab til en mand og omtalte dette venskab i et sanseligt sprog, kan en forhærdet nutid jo ikke forstå det anderledes end at manden var bøsse.

H.C. Andersen levede i en tid, der dyrkede dannelsen som nøgle til avancement og værdighed. Andersens sponsorer fra det københavnske borgerskab så på denne unge ubemidlede mand som et forsøgsobjekt. Hvis man sendte knægten på latinskole, måtte den klassiske dannelse gøre sin virkning og forvandle den kejtede knægt til en raffineret åndsperson. Og forsøget lykkedes. Andersen var den ultimative bekræftelse på, at skidt kan komme til ære, bare man sender det i den rigtige skole.

Andersens avancement forekommer uforståelig for dem, der ikke har blik for dannelsens samfundsombrydende natur. Der må være en bedre og mere moderne forklaring. Den skal være genetisk, skal den. Andersen var i virkeligheden kongesøn. Så forstår vi bedre. Fagfolkene derimod er skeptiske. En forsker er så træt af at skulle give sit syn på denne teori, at han foreslå en dna-test for at få afgjort spørgsmålet en gang for alle. Vævsprøver er vejen frem.

Kongehuset vil givet frabede sig enhver form for genetisk dokumentation, for her er man udmærket klar over, at det ville kaste monarkiet ud i en alvorlig krise. Der er stort set ingen folkelig forståelse for, at reglerne for ægteskabelig troskab kun gælder for undersåtter.

Det er med regenter og deres børn således, at arvefølgen er et juridisk spørgsmål, ikke et biologisk. En tronarving skal skaffe sig en passende ægtefælle, der ikke vil kaste skam over kongehuset som institution. Det betyder ofte, at forelskelse og kærlighed kommer i anden række. Dernæst skal der skaffes sikkerhed for, at arvefølgen ikke brydes. Hvordan og ved hvis mellemkomst det bliver bragt i stand vedkommer hverken juraen eller offentligheden.

Helt frem til midten af det 19. århundrede var et kongeligt ægteskab et ceremonielt foretagende, og alle var klar over, at kongen kunne have behov for afløb andetsteds. Han kunne sågar åbenlyst forsørge de børn, der ikke indgik i arvefølgen. Derfor skal man bestemt heller ikke udelukke, at den senere kong Christian VIII har besvangret en undersåt i forbifarten. Det usandsynlige består i, at han skulle have ladet sønnen vokse op hos en simpel skomager.

Det borgerlige krav om troskab og kærlighed i ægteskabet trængte sig imidlertid så meget på i løbet af det 19. århundrede, at den sidste af de enevældige konger, Frederik VII, følte sig foranlediget til at gifte sig med sin maitresse, Louise Rasmussen og kalde hende grevinde. Kongehuset har siden måttet lade som om de var borgerlige, selvom de ikke er det. Det er en stor belastning, der kræver vores fulde forståelse.

Det er altså dybest set uinteressant, om kongen er biologisk far til sine sønner, så længe han anerkender dem som sådan. Har han børn med andre, kan der være dna-dokumentation for det herfra og til Chardonnay uden at det er relevant for arvefølgen. Det var hele dette koncept, prinsesse Di ikke fattede. Hun troede, at troskab i borgerlig forstand hørte med til pakken. Hun forstod ikke, at hun bare skulle føde et par sønner og så ellers lade Charles passe sit eget underliv. Hvad hun selv måtte have af behov kunne hun såmænd også få dækket, så længe det foregik i det skjulte. Til gengæld for udvist diskretion og overbærenhed fik hun så magten, æren og de platinerede kreditkort.

(Information 30. april 2004. I teksten er Christian VII blevet rettet til den VIII)