Amdi Petersen kom i 1955 på Odense Katedralskole, hvor han
gjorde en erfaring, der blev dannende for hans syn på skolevæsenet og på
pædagogik. Hans musiklærer, Helge Gad, var afholdt af eleverne. Han var
kulturradikal af overbevisning og anbefalede sine elever at læse Soyas dengang
meget kontroversielle bog, ”Sytten”. Det førte til anklager mod Gad for at have
forholdt sig usømmeligt, og det endte med at han måtte tage sin afsked. Hans
elever opfattede det som om der måtte være noget galt med skolen, når den ville
af med en dygtig og populær lærer alene for hans synspunkters skyld.
Det var en lignende begivenhed, der for alvor skabte
figuren Amdi Petersen. Han blev selv uddannet på Haderslev Seminarium og søgte
efter sin soldatertid, hvor han var udtaget som værnepligtig befalingsmand, i
1963 til Kroggaardsskolen nord for Odense, hvor skoleinspektøren hed Henrik
Sidenius, en kendt reformpædagog og erklæret kommunist. Her fandt Amdi Petersen
sig til rette. Han kom med egne ord ”for første gang ind i et voksenliv, ind i
et miljø, hvor jeg kunne føle mig identisk med de ideer, der herskede.” Men to
år senere, da hans aspiranttid udløb, nægtede den lokale skolekommission at
forlænge hans kontrakt med den udtrykkelige begrundelse, at Amdi Petersen var
langhåret. Sagen blev omtalt vidt og bredt, og sympatien var i vid ustrækning
på Amdi Petersens side, fordi skolekommissionens beslutning forekom så
uforståelig, også dengang. Afskedigelsen skabte det martyrium, som har udgjort
grundstenen i Amdi Petersens identitet. Han har kunnet skabe et billede af sig
selv som en kompromisløs forkæmper for pædagogisk frihed. Men billedet er
falsk. To af dem, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne,
Ole Hansen og Carsten Ringsmose afslørede i her i avisen, at Amdi Petersen
måtte rejse, fordi han ”plejede meget nære,
personlige relationer til de piger, han underviste” (KD’s kronik, 7.
nov. 2007). Det var antageligt hensynet
til pigerne, der gjorde, at dette forhold ikke kom frem i sin tid.Samtidig med at han var lærer, blev Amdi Petersen også en central figur i det alternative miljø i Odense og medstifter af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunnerupvej. Det var en jordomrejse sammen med nogle af kollektivisterne, der dannede grundlaget for skabelsen af Den rejsende Højskole i 1970. Ideen for Amdi Petersen var at give unge mennesker den samme øjenåbnende oplevelse, som han selv havde haft på sin rejse. Ideologisk var der tale om et afkog af marxisme med en betydelig hældning mod det maoistiske, men som stærkeste idemæssige indhold stod kolletivismen, både forstået positivt som et ønske om at være fælles om alt, og negativt som et ønske om at annullere den borgerlige individualisme og dermed også den fri vilje. Den enkelte skulle underlægges kolletivets vilje. Efter et par år i skiftende lokaler, flyttede Den rejsende Højskole til Ulfborg i Vestjylland, et sted der kaldtes Tvind, og det skoleimperium, der udgik herfra, er blevet kendt som Tvindskolerne.
Mange siger, at Tvind begyndte
som en god idé, der er kørt af sporet. Det kan imidlertid konstateres, at
grundstrukturen i det, som Tvind siden er blevet kritiseret voldsomt for, har
ligget klar helt fra begyndelsen: den systematiske udnyttelse af offentlige
tilskud og det skamløse misbrug af mennesker til at opbygge skolesamvirket – og
Amdi Petersen har fra begyndelsen haft det afgørende ord at skulle have sagt. Han
oplevede tidligt, at han kunne styre en forsamling med sin karismatiske
personlighed. Da han i 1969 fik en dom for vold imod politiet i Flensborg,
charmerede han sig nærmest til at få dommen omstødt.
Tvind havde succes i 1970erne.
Antallet af skoler voksede, og man lagde mærke til, at skolerne kunne motivere
de unge til at gøre en indsats. Her var ikke tale om vindtør teori, men om levende
praksis. På Tvind nærer man en tyrkertro på erfaringens kraft og en tilsvarende
foragt for boglig lærdom. Efter sin lærertid havde Amdi Petersen en kort
overgang studeret på det nystiftede universitet i Odense, hvor han havde lært
en anden ung studerende, Ritt Bjerregaard, at kende. Da hun ti år senere blev
undervisningsminister, inddrog hun sin gamle studiekammerat i arbejdet med at
udvikle det danske skolevæsen. Amdi Petersen kunne på det tidspunkt gå på
vandet. Tvinds popularitet kulminerede, da man i Ulfborg i 1979 rejste verdens
største elektricitetsproducerende vindmølle. Men allerede samme år begyndte
rapporterne om vantrivsel blandt Tvinds elever og lærere at komme til
offentlighedens kendskab. Oplysningerne havde sådan set foreligget hele tiden,
men ingen havde taget notits før. Siden dengang har Tvind haft næsten kun
negativ presse. Mange af Tvinds gamle venner søger tilflugt i den allerede
omtalte opfattelse, at det var Tvind, der havde ændrede sig, og at de selv
havde haft ret, da de engang beundrede Tvind. Men det er efter alt at dømme
selvbedrag. Det var først og fremmest omverdenen, der ændrede sig, tidsånden
der skiftede. Det var den såkaldte ”højredrejning” i 1980erne. Man var ikke
længere parat til at acceptere opgivelsen af individualismen som et ideal.
Men Tvind overlevede og voksede
endnu mere op igennem firserne, nu for alvor også i udlandet, især det sydlige
Afrika, hvor Zimbabwes Robert Mugabe er en vigtig allieret. Amdi Petersen havde
nu trukket sig fra offentligheden og fra alle officielle poster i
skolesamvirket, men han var stadig den centrale skikkelse i organisationen. Han
kunne udkaste ideer, som medlemmerne af Lærergruppen ville følge blindt, en
enestående egenskab for en leder. Han kunne give dem troen på, at de gjorde en
forskel. Mange af hans ideer var imidlertid også hovedløse og gav store tab.
Amdi Petersen er blevet beskyldt for at tænke som en kapitalist, men det er
forkert. Han har ingen særlig sikker sans for at tjene penge på privat
virksomhed. Et forsøg med at skabe en el-bil og mange ejendomsopkøb har vist
sig at koste organisationen store summer. Derfor er han omgivet af en kreds af
betroede, som har et langt sikrere greb om organisation og økonomi. Det er
folk, som han har kendt i mere end 40 år. En stadig større del af Tvinds
virksomhed udgøres af handelen med brugt tøj. Tvind indsamler tøjet i Europa og
Nordamerika under påskud af, at det går til udviklingshjælp i Afrika, men alle
tal viser, at de systematisk overfører midler fra det godgørende arbejde til
den kommercielle del af Tvinds virksomhed. Hvor stor Tvinds samlede økonomi er,
findes der intet overblik over, men der er uden tvivl tale om værdier og
omsætning for hundredevis af millioner.
Tvind var tilsyneladende
usårlig. I 1996 forsøgte den radikale Ole Vig Jensen som undervisningsminister
gennem en særlov at afskære Tvind fra yderligere statstilskud. Det var en
dristig manøvre. Dele af loven blev underkendt ved en historisk kendelse i
Højesteret i 1999, statstilskuddet kom ikke igen. Til gengæld blev skolerne i
vid udstrækning brugt af kommunerne til anbringelse af vanskelige unge. Det er
sket, fordi Tvind som regel har været billigere end andre tilbud, men også
fordi nogle af Tvindskolerne har udviklet sig til at være dygtige til at tage
sig af de unge.
Amdi Petersen opholder sig i dag
efter al sandsynlighed i Mexico, hvor Tvind har opbygget et stort,
internationalt hovedkvarter i en øde egn på Stillehavskysten. I mandags forlød
det, at mexicanske myndigheder eftersøger ham med henblik på udlevering til
Danmark. Det er en udløber af en sag, der begyndte for mere end 10 år siden. Ad
endnu uopklarede veje fik politiet fat i papirer, der var nok til at en dommer
godkendte en ransagningskendelse i foråret 2001. Det førte til en international
arrestordre mod Amdi Petersen, som blev anholdt i lufthavnen i Los Angeles i
2002. Han modsatte sig udlevering og først efter et halvt år kom han til
Danmark, hvor han blev stillet for byretten og sammen med de fleste medanklagede
frifundet ved en opsigtsvækkende dom i 2006. Anklagemyndigheden forsømte at
anke sagen på stedet, og det har siden ikke været muligt at forkynde anken
efter retsplejelovens bestemmelser. Først i kraft af en afgørelse fra
Højesteret kan det lade sig gøre at gøre en undtagelse fra retsplejeloven og
eftersøge Amdi Petersen som udebleven fra retsmøder. Dermed nærmer vi os nu et
af de sidste kapitler i den fortsatte kamp mellem Mogens Amdi Petersen og
Systemet Danmark, som har udspillet sig over de seneste 50 år.
(Artikel i Kristeligt Dagblad den 7. jan. 2014. Redaktionen valgte rubrikken "Tvinds hårdkogte og karismatiske diktator")
Ingen kommentarer:
Send en kommentar