To landsmøder - samme intolerance

Der har i weekenden været afholdt landsmøder i to politiske partier, der hver især demonstrerede påfaldende eksempler på religiøs intolerance eller rethaverisk smålighed, om man vil.

For det første var der et medlem – og af klapsalverne at dømme flere med hende – på Dansk Folkepartis landsmøde, der ville af med tørklædeklædte muslimer i Europa. For det andet var der det radikale landsmøde, hvor der blev fremsat resolutionsforslag, om at kommunerne skulle have mulighed for at forbyde ringning med kirkeklokker.

Begge forslag handler om, at det offentlige rum ikke må forurenes med tegn på religiøs overbevisning, der adskiller sig fra forslagsstillerens. Det giver anledning til igen at minde om, at det offentlige rum faktisk er offentligt, og at man af samme årsag, der må leve med den risiko at møde mennesker og menneskelige ytringer af så mange slags. Det er netop det fine ved det. Heldigvis kunne begge landsmøder mobilisere så meget fornuft, at ingen af forslagene nød umiddelbar fremme.

(læserbrev i Politiken 21. sep. 2007)

Som hyæner

Det er efterhånden trivielt, påfaldende trivielt. Det er ikke engang en nyhed, dårlig nok interessant: Et medlem af Dansk Folkeparti er blevet meldt til politiet for racisme. Valgkampen fortsætter uanfægtet. Indvandrerspørgsmålet er rykket et godt stykke ned på dagsordenen, ned under dankortgebyret og den støjdæmpende asfalt på Køgebugtmotorvejen. Vi taler næsten ikke om det. Det er ikke fordi Dansk Folkeparti har tonet budskabet ned eller har stillet sig tilfreds med de store stramninger, der allerede er gennemført. Mer’ vil ha’ mer. De er i grunden ikke tilfredse, før alle muhamedanere er sendt hjem til Arabistan. De har blot lært sig at sige det i stuerene vendinger, så deres endelige løsning ikke forekomme så radikal – om man så må sige.

Ja, altså lige bortset fra Finn O. Larsen, der er byrådsmedlem i Roskilde og kandidat til folketingsvalget for Dansk Folkeparti. Han har i den lokale ugeavis begået et læserbrev, hvori han meddeler sin harme over publikums adfærd i Vigen Strandpark, et rekreativt område ned til Roskilde Fjord: »… store indvandrerfamilier okkuperer store områder og som ved en særdeles støjende og primitiv adfærd holder normale mennesker på afstand«. Folketingsaspirant Larsen har dermed klart givet til kende, hvad der er normalt og ikke. Men det er ikke nok. Disse familiers afkom er de værste, for »de driver rundt i store bander, som hyæner, og venter på en lejlighed til et rask lille overfald eller røveri mod en enlig dansker«, som Larsen skriver. En behjertet borger har gjort sig den ulejlighed at politianmelde Larsen for overtrædelse af den racismeparagraf, som DF i øvrigt ønsker afskaffet. Anmeldelsen kommer der sandsynligvis ikke andet ud af end et venligt svar fra en vicepolitimester. Om noget så ødselt som national mediedækning kan der i hvert fald ikke blive tale. På sin vis er det til at forstå, for man bliver træt af disse mennesker, der har ophævet deres personlige fordomme og modvilje til et politisk principprogram. Nu igen, tænker man og orker dem næsten ikke. Sådan tænker de sikkert også hos anklagemyndigheden i Roskilde. Hvordan får vi denne sag til at sove ind i stilhed?

Vores tavshed er vores forsømmelse. Tavsheden i Dansk Folkepartis top derimod er udtryk for andet og mere end det. De burde ifølge almindelige politiske spilleregler sætte den uvorne Larsen på plads, men det gør de ikke. De spiller dobbeltspil. Partiledelsen taler skam pænt, for det gør man, hvis man vil være noget ved musikken, men deres vælgere ved godt, hvad de i virkeligheden mener. De mener præcis det samme som Finn O. Larsen, og det bevidnes i lige så høj grad af det, de siger, som af det, de ikke tager afstand fra. Det er i lyset af Larsens billedsprog fristende at sammenligne situationen med savannens fødekæde. Før i tiden troede man, at de svigefulde og træske hyæner blot levede af løvernes levninger. Det er imidlertid lige så ofte omvendt. Hyæner er glimrende jægere, der udøver deres blodige håndværk om natten. Ved daggry har løverne jaget hyænerne bort fra deres bytte, så det for den daglevende iagttager ser ud som om, dyrenes konge selv har nedlagt sit bytte. Når løven er mæt, må hyænerne tage til takke med resterne. Den politiske arbejdsfordeling i Dansk Folkeparti er således, at fodfolket, til hvilket den uraffinerede Finn O. Larsen ganske sikkert hører, er en vigtig del af den ideologiske fødekæde. De siger lige ud, hvad de i deres vankundighed, tåbelighed, uforskammethed eller måske endda ondskabsfuldhed finder rigtigt og sandt. »Jeg beskriver de virkelige forhold,« som Larsen selvsikkert siger i en kommentar til Roskilde Avis. Han ryster ikke på hånden, for han ved, at hans synspunkter nyder støtte i partiets vælgerflok. Disse grupper af ideologiske græsrødder lever og virker over hele landet i skjul af den offentlige tavsheds mørke. I TV-avisens klare spotlys ser vi ikke Larsens ubehageligheder, kun partiløverne i færd med at servere et stuerent måltid. Og regeringen spiser af deres hånd.

(Kommentar i Information 5. februar 2005)

Den typiske mangel på respekt

Da Hans Engell overtrådte færdselsloven, fratrådte han sine politiske poster. Da Pia Kjærsgaard overtrådte våbenloven, trådte hun ikke tilbage. Hun trådte derimod frem og proklamerede, at det var da også en tåbelig lov, og at den burde afskaffes. Den manglende respekt for lov og ret er typisk for hende. Derfor er det ikke overraskende, at hun farer i flint over Højesterets seneste afgørelse, der betyder, at det ikke er bagvaskelse at kalde hendes udtalelser racistiske.

Ikke alene Højesteret men også Dansk Sprognævn får det glatte lag i hendes ugebrev den 23. juni. De bugnende bede, hvorfra partibossen plukker sine sprogblomster, gødes med galde og sprøjtes med vitriol. Her en buket:

»Helt naivt har Højesteret lagt udtalelser fra Dansk Sprognævn til grund for den beslutning, man har truffet. Naivt alene af den grund, at Dansk Sprognævn er kendt for at være et rent populistisk foretagende, som accepterer og giver frit spil for enhver forfladigelse af det danske sprog.«

Højesterets dom er ifølge samme ugebrev »hamrende forkert, hamrende uretfærdig og hamrende politisk. Nok tager jeg dommen til efterretning, men jeg kan altså ikke tage den alvorligt. De synspunkter jeg fremfører har intet med racisme at gøre, selvfølgelig ikke; derimod er der tale om ganske almindelige dagligdags synspunkter, som de fleste danskere giver udtryk for.«

Faktisk vil jeg give Pia Kjærsgaard ret i, at hendes synpunkter ikke er racistiske, hvis man skal fastholde alvoren og præcisionen i begrebet. Racisme dækker over den forestilling, at der er en biologisk betinget forskel mellem de menneskelige racer, som indebærer, at det er legitimt at gøre forskel på dem som mennesker og borgere. Dansk Folkeparti ønsker ganske vist at gøre forskel på folk, men snarere ud fra religion og kultur end hudfarve. Man kunne vælge at kalde dem ’kulturalister’, hvis man skulle finde en direkte sproglig parallel til begrebet racist.

Det skal i hvert fald være et dækkende udtryk for den holdning, at »asylanter og indvandrere misbruger vore kirker, misbruger vore børn og misbruger vores tillid.« Det er som sagt ikke racisme, men forskellen er i praksis til at overse. Ophavsmanden til udsagnet er da også blevet pålagt dagbøder. Pia Kjærsgaard giver ham naturligvis sin fulde opbakning i sit ugebrev. Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid ikke nødvendigvis racismen.

Claus Bryld har i sin nye bog om demokratiet i fortid og fremtid mindet os om den pagt, som de fire gamle partier indgik efter Første Verdenskrig. Den indebar en enighed om spillereglerne for demokratiet, en respekt for de rammer, der omgiver det daglige hundeslagsmål på Slotsholmen. Det er blevet stadig mere klart, at Dansk Folkeparti ikke ser sig selv som en del af denne pagt.

Pia Kjærsgaard har inden for det seneste år ladet hånt om våbenloven, truet Ivar Hansen på hans mandat som Folketingets formand, og hun har nu beklikket Højesterets integritet som uafhængig statsmagt. Som de sidste af de i grundloven omtalte magtorganer må ombudsmanden, statsrevisorerne og dronningen berede sig på tilsvarende bredsider fra samme skude.

Politikens Adam Holm har brugt betegnelsen radikal konservatisme om den danske højrefløj i mellemkrigstiden. Det dækker over den forestilling, at det ganske vist handler om at bevare Gamle Danmark, men at dette Danmark efterhånden er blevet så inficeret af politisk fordærv og anden socialdemokratisme, at man må nedbryde det bestående system for at kunne genskabe det ’egentlige’ og det ’folkelige’ Danmark; med andre ord: revolution. Foragten for det bestående system deles af Dansk Folkeparti, og den ideologiske tråd er ubrudt. Søren Krarup skrev i sine ganske unge dage en sympatisk indstillet bog om Harald Nielsen, der netop hørte til denne særlige kategori af konservative ideologer, om hvem man kan sige dette ene fordelagtige, at de i store træk ikke var nazister.

(Kommentar i Information 2. juli 2003)

Demokratiet som politisk modstander

Søren Krarup udgav for 35 år siden en bog, hvori han kritiserede demokratismen, som han kaldte den. Han mente - og mener - at demokratiet er en slags erstatningsreligion for dets tilhængere, at det ikke er rammen for politik men en politisk ideologi i sig selv. Pudsigt nok er det en opfattelse, som deles af nogle muslimske debattører herhjemme. Man skal blot ikke regne med, at det er en ironi, der bider på Krarup. Dertil tager han sig selv og sin sag alt for højtidelig. At demokratiet bliver betragtet som en ideologi og ikke som et grundfæstet princip for det at føre politik, ændrer dets rolle i det politiske spil: det er blevet legalt at manipulere med spillereglerne. Dansk Folkeparti har bestemt ikke monopol på kynisk udnyttelse af systemet. Det pinlige er, at de sætter en ære i at gøre det.

DF føler sig mobbet af Folketingets ordstyrere, især når klokken svinges af enten Auken eller Auken. Man spørger sig selv: hvis de endnu ikke har vænnet sig til et par himmelvendte øjne, var det måske på tide, men lad det nu ligge. Det er formandens job at være upartisk, og selvfølgelig skal der holdes på formerne. Ja, altså undtagen når DF's egen Poul Nødgaard er formand. Så er det pludselig i orden at udtale sig bagvaskende fra talerstolen, som Langballe gjorde, da han kaldte navngivne socialdemokrater for landsforrædere.

Lad være at Langballes forståelse af storpolitik synes at stamme fra spredt læsning i Ingemanns historiske romaner, men det fritager ham ikke fra at stå til ansvar. Da Ivar Hansen meget nænsomt forsøgte at gøre opmærksom på Langballes manglende fornemmelse for pli, sagde Pia Kjærsgaard, at nu måtte præsidiets formand ikke glemme, hvem der havde stemt på ham. Med en sådan afpresning åbnede hun for en politisering af Folketingets forretningsorden, som ikke har været set hidtil.

Princippet fremover må ifølge Kjærsgaard altså være, at hun vil stemme på den formand, der lader hendes partifæller overtræde reglerne. Et andet eksempel på Kjærsgaards forhold til samfundets spilleregler fik vi, da hun som indehaverske af en peberspray overtrådte våbenloven. Hun tog sin straf, men viste derpå sin fortsatte foragt for landets love, idet hun erklærede, at forbuddet mod peberspray er latterligt. Det skulle Hans Engell i sin tid jo bare have tænkt på at sige om færdselsloven. Det seneste eksempel kom i torsdags, da Radiosymfoniorkestrets dirigent, Gerd Albrecht, inden koncertens start ytrede sin utilfredshed med Danmarks tilslutning til USA's krig mod Irak. Albrechts tale var usædvanlig og kom bag på både orkestrets chef og tilhørerne, hvoraf flere udvandrede, men så er det heller ikke værre. Det var et genrebrud. Der tales ikke til koncerter. Det var måske tilmed smagløst og malplaceret, men det er jo under alle omstændigheder et spørgsmål, der skal afgøres mellem Albrecht og orkesterchefen.

DF går som bekendt ind for at kaste bomber i udlandet, sålænge de mulige ofre kun er muslimer, så de er naturligvis uenige med dirigenten. DF's mand i DR, Søren Espersen, mente, at Albrecht burde blacklistes, fordi han misbrugte sin stilling til »at lægge Danmark for had«, som det så delikat udtrykkes. Espersen er ikke dummere, end at han antagelig ved, at der findes et tysk ord for det, han ønsker: Berufsverbot. Hvis kunstneren ikke danser efter DF's pibe, så får han ikke flere jobs. Det eneste mulige politiske svar på Albrechts faux pas er naturligvis, at han er i sin fulde ret til at ytre sin politiske holdning, men at det måske var en idé at gøre det i et bedre forum. Det næste udslag af DF's særegne opfattelse af demokrati må befrygtes. De har simpelthen ingen skam i livet. Man skal ikke undervurdere, hvor vrede disse mennesker er på det system, der har bragt dem til magten, som en klog ven udtrykker det.

(Kommentar i Information 25. marts 2003)