Symmetriske begravelser

Kongehusets offentliggørelse af prins Henriks ønske om ikke at blive begravet sammen med sin hustru har vakt en del opsigt, ikke mindst fordi det er et brud med en stærk tradition for kongelige begravelser i Roskilde Domkirke.

Lige præcis den første dronning Margrethe (1353-1412), hvis sarkofag indtager en central plads i kirken, ligger dog også uden sin ægtefælle, den norske kong Håkon VI, der blev begravet i sit hjemland. Dronningen blev oprindeligt begravet i Sorø, men da hendes efterfølger, Erik af Pommern, lod hende overføre til Roskilde, skabte han også baggrunden for at kirken lige siden har været kongernes foretrukne begravelseskapel. 

Den første af de oldenborgske konger, Christian I (1426-1481), ligger begravet her sammen med sin dronning Dorothea. og fra og med Christian III, der døde i 1559, er samtlige konger stedt til hvile i Roskilde sammen med deres dronning. Der er et par undtagelser fra denne regel, mest fremtrædende Christian VII´s dronning Caroline Mathilde, der faldt i unåde, da hun stod i et forhold til kongens livlæge og rigets kortvarige diktator Frederik Struensee. Dronningen blev forvist til sit hjemland Braunschweig-Lüneburg, hvor hun døde og ligger begravet.

Frederik VII er den anden undtagelse, idet han aldrig havde en dronning. Han har stadig rekorden som det mest fraskilte medlem af det danske kongehus, idet han havde hele to forliste fyrstelige ægteskaber bag sig, før han blev konge. Hans tredje kone og enke var borgerlig af fødsel, ophævet til grevinde af kongen og begravet i Jægerspris. Men dronning blev hun altså aldrig.

Blandt de konger, der nåede at indgå flere ægteskaber, kan også nævnes Frederik VII’s far, Christian VIII. Han ligger i overensstemmelse med traditionen begravet i Roskilde sammen med sin dronning, Caroline Amalie, der overlevede ham med mere end 30 år. Han lod sig skille fra sin første kone, Frederik VII’s mor, Charlotte Frederikke, på grund af utroskab fra hendes side. Hun ligger begravet i Rom.

Fra og med Christian I har det været hovedreglen, at der udvises konger og dronninger den samme ære i udformningen af gravmælerne. Nogle kongepar har fælles gravmæle, mens andre har gravmæler, der er ensartet i størrelse og udsmykning. Det, der indtil for nylig var udset til at være det nuværende regentpars gravmæle i Skt. Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke, er også skabt efter dette lighedsprincip.

Der er flere måder at fortolke denne symmetri mellem kongers og dronningers begravelse. Det er på den ene side udtryk for, at dronningernes rolle var en funktion af deres ægteskab. De blev definerede af, hvem de var gift med, og stod derfor også i et afhængighedsforhold til deres mænd. På den anden side indebar denne position også en betydelig status. Igen er der undtagelser. Det er f.eks. meget betegnende, at netop Frederik V’s anden dronning, Juliane Maries kiste er væsentlig mere beskeden end hendes mands pragtsarkofag. Hun var den sidste dronning, der omsatte sin status i egentlig politisk indflydelse, da hun kuppede Struensee fra magten i 1772 og satte sig selv i spidsen for regeringen. Så en beskeden begravelse er ikke nødvendigvis udtryk for, at den afdøde var ubetydelig. Og så er det jo til syvende og sidst de efterlevende, der begraver de døde.

(Kristeligt Dagblad 5. august 2017. Avisens rubrik var lidt længere)

Monseigneur Grev Danner

Prins Henrik har overrasket de fleste med sit ønske om at fralægge sig titlen som prinsgemal. Officielt er det Dronningen, der afgør den slags spørgsmål, men der er vist ingen tvivl om, at initiativet er udgået fra Prinsgemalen - undskyld, Prinsen selv.

En prinsgemal er betegnelsen for en regerende kvindelig monarks ægtefælle. Ikke mindst på den Iberiske Halvø er der i ældre tid flere eksempler på, at en regerende dronnings mand har fået titel eller funktion af konge, men det har typisk været i tilfælde, hvor også manden har været arveberettiget til tronen.

Prins Jørgen af Danmark (1653-1708), der var gift med dronning Anne af England, var prinsgemal, prince consort, og fik ikke titel af konge. Det gjorde prins Albert af Saxen-Coburg-og-Gotha heller ikke, da han blev gift med dronning Victoria i 1840, og det er prins Albert, der har dannet forbillede for den funktion, som en prinsgemal har i dag - eller rettere mangel på funktion.

Det har ikke ændret sig, efter at det i midten af det 20. århundrede blev ikke alene muligt, men nærmest normalt for tronfølgere at gifte sig under deres stand. I 1966 giftede den nederlandske tronfølger Beatrix sig med en adelig, tysk diplomat, Klaus von Amsberg, der blev til prins Claus. Det banede vejen for, at den danske tronfølger året efter kunne gifte sig med en adelig, fransk diplomat, Henri de Monpezat, der blev til prins Henrik. Hans rolle lå fast fra starten.

Det officielle hierarki i kongehuset afgøres af, hvilken plads man indtager i tronfølgen.

Prinsgemalen indgår ikke i tronfølgen, så hans status er ene og alene afledt af det forhold, at han er gift med monarken og far til tronarvingen, og den er derfor pr.

definition sekundær. Det er præcis den samme funktion, som en kvinde, der er gift med en mandlig monark har.

Der er dog en enkelt forskel. På dansk skelner vi ikke sprogligt mellem en regerende dronning (queen regnant) og kongens ægtefælle (queen consort), heller ikke i tiltale og omtale. Den kommende dronning Mary vil blive tiltalt Deres Majestæt, mens prins Henrik altså må nøjes med at være kongelig højhed.

Prins Henrik ventilerede i 2002 sin utilfredshed med sin sekundære status i et berømt interview, som vakte en del opsigt og forundring i offentligheden og antagelig også en del uro i Christian IX's palæ. Antagelig som et direkte resultat af denne episode valgte Dronningen at ændre sin mands titel. Man kan spore det i hendes nytårstaler. Til og med talen i 2004 sagde hun konsekvent "Prinsen og jeg", mens det fra 2005 lød "Prinsgemalen og jeg".

I 2008 gav regentparret deres efterkommere titler af grever og grevinder af Monpezat, et hensyn til Prinsens følelser. "Er det ikke fuldstændig normalt, at et barn kan se på sit navn, at der har været en far?", som monsigneur selv har sagt til Stéphanie Surrugue, der i 2010 udgav en biografi med den sigende titel "Enegænger".

Prins Henrik sammenlignede sig selv med Louise Rasmussen, der giftede sig med Frederik VII, men som ikke kunne blive dronning. Hun blev adlet som grevinde Danner og var ringeagtet i samtiden. "Jeg er den nye grev Danner," som prins Henrik i spøg sagde til Surrugue.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2016)

Monarkens ægtefælle

Spørgsmålet om, hvad man kalder en kvindelig monarks ægtefælle dukker op med jævne mellemrum. Langt de fleste monarker i historien har været mænd. Deres ægtefæller har typisk båret betegnelsen dronning (eller kejserinde) i betydningen ”gift med kongen” (eller kejseren), hvad man på engelsk kalder Queen consort.

Imidlertid findes der ikke så få eksempler på, at dronninger har haft reel politisk magt eller har været egentlige regerende dronninger, på engelsk Queen regnant. Hvis vi forbliver ved de europæiske eksempler, har det ikke mindst været tilfældet i Storbritannien, Skandinavien, Rusland og på den iberiske halvø.

Danmark har aldrig før Margrethe II haft en Queen regnant. Det er det, der gør nummereringen af vores nuværende monark en smule ukorrekt. Erik Klippings mor, Margrethe Sambiria eller Sprænghest kaldet, havde de facto regeret på sin umyndige søns vegne. Det samme havde prins Olufs mor, dronning Margrethe, i dag kendt som Den Første, selv om hun aldrig selv officielt førte titel af monark.

Begge de første margrether var enker, så det lader spørgsmålet om deres ægtefællers status ude af betragtning. Lidt anderledes forholder det sig med den danske prins Jørgen, som i 1683 ægtede den engelske prinsesse Anne, der siden blev regerende dronning. Jørgen, eller George, som han hedder på engelsk, opnåede høje stillinger, men aldrig status af konge. Han døde i 1708, seks år før sin hustru, og ægteskabet forblev uden overlevende børn, hvorfor den britiske trone ved hendes død overgik til den hannoveranske linje, hvis mest berømte ætling var dronning Victoria. Hun overlevede også sin mand, der få år inden sin død officielt fik status af Prince Consort, på dansk prinsgemal, men reelt havde væsentlig mere politisk indflydelse end som så.

Der findes et interessant eksempel på, at en regerende dronnings enkemand faktisk har arvet sin ægtefælles funktion, nemlig i Portugal, hvor dronning Maria II (1819-1853) i sit andet ægteskab med prins Ferdinand af Saxen-Coburg-und-Gotha fødte en søn, hvorpå hun døde. Prins Ferdinand fik derpå på vegne af sin umyndige søn titel af regerende konge de jure uxoris, altså i kraft af sit ægteskab.

Et kongehus kan ikke så let undslippe urgamle kønsroller, fordi dets legitimitet beror netop på slægtslinjernes længde og institutionens ælde. På den anden side må det tilpasse sig værdier, som borgerne kan identificere sig med, for eksempel ligestilling, der netop består i en løsrivelse fra de bånd, som traditionen og slægten lægger på den enkelte.

Hvad skal man ud fra den paradoksale forudsætning så kalde ægtefællen til en moderne monark? Den danske prinsgemal fik ved sit ægteskab med tronfølgeren titlen Prins af Danmark. Prinsgemal som officiel titel fik han først i 2005. Eftersom hans svigermor blev tiltalt Deres Majestæt på linje med sin mand, og eftersom det er forudset, at hans svigerdatter vil få samme titulatur, kan man godt forstå, at han selv forundres over, at han skal nøjes med at være kongelig højhed. På den anden side har den kønslige ligestilling i Danmark netop haft den effekt, at kvinder ikke længere har en titel, der er en funktion af deres mands stilling. Man vil i dag næppe finde en kvinde, der som Maude Varnæs som en selvfølge lod sig titulere ”fru Bankdirektør”. Derfor kan man ikke i ligestillingens navn kræve, at en kvindelig monarks ægtefælle kaldes konge. Hvis man skal gøre det i traditionens navn, må man til lande som Portugal for at finde fortilfælde i nyere tid.

(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2015. Anledningen var, at prins Henrik endnu engang var citeret for at være utilfreds med sin status. Efter at jeg fik et par henvendelser er en sætning slettet, der udnævnte det portugisiske eksempel som sjældent. Det viser sig, at det ikke var helt så ualmindeligt i tidlig moderne tid, at mænd gift med queen consorts fik titel af konge, nogle endda funktion af konge. De yngste eksempler er fra Portugal.)

Nej, Dronningen har ikke foretaget et kursskifte

Berlingske Tidende har fået et interview med Dronningen i anledning af hendes fødselsdag, hvor hun udtaler sig i anledning af terroranslaget i København tidligere på året. Avisen præsenterer det som om Dronningen hermed har skiftet kurs og siger noget ganske nyt f.eks. med udtalelser som

”Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes, de skal være. Vi må ikke gå og trykke med det og holde det tilbage. Hvis man holder ting tilbage, bliver de værre.”

eller

”Ja, vi skal tage imod, men vi skal også fortælle, hvad vi forventer. For det er vores samfund, de kommer til. Vi skal gøre plads til dem, men de skal forstå, hvor de er kommet hen i verden. Det ene sted er ikke det samme som det andet på kloden. Vi er et gammelt samfund, som gerne tager os af folk, som trænger til at blive taget sig af, men vi vil også gerne have, at de forstår, hvor de er kommet hen. Det, tror jeg, er meget væsentligt.”

Det er sandt, at Dronningen har ændret kurs i sine udtalelser om indvandring og de grundlæggende værdier i samfundet, men dette kursskifte er snarere foretaget for flere år siden. Den berømte udtalelse om de ”dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen 1984 har Dronningen selv i et interview med Annelise Bistrup fra 2005 kaldt ”rablende naiv”.

Dronningen tog allerede spørgsmålet om Danmarks forhold til udlandet og udlændinge op i nogle af sine første nytårstaler og har gjort det regelmæssigt lige siden. Som regel sker det i en afbalancering af to synspunkter, kravet om åbenhed og imødekommenhed på den ene side og nødvendigheden af at holde fast på egne værdier og traditioner på den anden. Men det er klart, at også for Dronningen betød terroranslaget i New York 2001 et tidehverv. Hun har siden fastholdt den åbne imødekommenhed som en nødvendig forudsætning for samhørigheden mellem mennesker, men derpå altid understreget, at der gives værdier, på hvilke der ikke kan gives køb som i nytårstalen 2001:

”Vi må stå fast på de værdier, som vi i generationer har bygget vort samfund på, og imødegå de holdninger, som vi ikke kan dele.”

Denne opfattelse udbyggede Dronningen i 2006 efter karikaturkrisen, hvor danske repræsentationer i flere lande blev udsat for angreb:

”Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv.  Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb.”

Dermed har Dronningen siden årtusindskiftet fulgt den generelle tendens i den offentlige opinion og ikke mindst den linje, der er blevet lagt af skiftende regeringer. Det er klart, at når terroren rykker helt tæt på i den by, hvor statsoverhovedet selv residerer, vil det også indebære nogle accentforskydninger, men substansen i hendes udtalelser har ikke ændret sig siden årtusindskiftet.

(Kristeligt Dagblad den 14. april 2015)

En tradition bliver til over tid

Modtagelsen af Dronningens nytårstale kan godt give det indtryk, at Hendes Majestæt med omtalen af de syriske flygtninge har overskredet en grænse for det tilladelige, fordi hun hermed leverede et politisk budskab eller tog stilling i en verserende politisk konflikt mellem regering og opposition på førstnævntes side.

Det står ikke nedskrevet nogen steder – heller ikke i Grundloven, som mange synes at tro – at Dronningen skal være apolitisk. Regentens stilling til det politiske er en praksis, der langsomt har udviklet sig i løbet af det 20. århundrede, og denne praksis fandt i virkeligheden først sit nuværende leje et stykke inde i Frederik IX’s embedstid. Dens første princip er politisk neutralitet. Dens andet princip er loyalitet mod den siddende regering.

Denne udvikling afspejler sig også i regentens nytårstaler. Nogle af de tidligste kendte taler stammer fra Frederik VIII’s dage, da kongen endnu blev regnet som en selvstændig aktør. En mere fast form fik talen under Christian X, og den blev en egentlig national institution efter den første radiotransmission ved årsskiftet 1940-1941. Christian X havde en delvist uafhængig dagsorden under besættelsen, men i netop nytårstalerne slog det klart igennem, at Statsministeriet var medforfatter til teksten. Det blev tydeligere under Frederik IX, der jævnligt tog fat på temaer fra den indenrigspolitiske og især den udenrigspolitiske dagsorden. Kongen understregede gang på gang behovet for at indgå i et internationalt samarbejde i Europa, FN, NATO og Norden.

Den indvandring til Danmark, der var begyndt at tage fart ved Margrethe II’s tiltrædelse, blev hurtigt genstand for hendes nytårstaler. I 1976 gik hendes nytårsønsker til ”de mange, der har fundet hertil, men for hvem Danmark er et fremmed land, gid også de må føle, at de er en del af det danske samfund.” Siden dengang har de danskes forhold til det fremmede været et ofte gentaget tema i nytårstalerne. Berømtest er ordene fra 1984 om de ”dumsmarte bemærkninger”, en vending som Dronningen dog selv sidenhen har lagt afstand til. I 2006 talte Dronningen som så ofte før varmt om de værdier, som det danske samfund bygger på, og ramte med sine ord lige ned i den dagsorden, som var sat at karikaturkrisen samme år.

2007 rettede Dronningen en hilsen ”til alle de mange, som gennem den seneste menneskealder har slået sig ned i Danmark. Jeg ønsker for dem alle, at hvert nyt år, de oplever her blandt os, trods alle vanskeligheder, må bringe dem videre, så at de kan se sig selv og deres efterkommere som en del af det danske samfund.”

Andre temaer fra den aktuelle politiske dagsorden har også fundet vej til nytårstalerne. Det gælder f.eks. kommunalreformen i 2005, og i 2011 opfordrede Dronningen til, at unge mennesker skulle udvise større fleksibilitet og mobilitet for at blive uddannet og finde beskæftigelse.

Som alle andre af Dronningens embedshandlinger holdes nytårstalen ifølge statsforfatningsskikken i overensstemmelse med princippet om ministeriet kontrasignatur. Det vil sige, at ordlyden er godkendt i Statsministeriet. Dronningens personlige præg på talen er umiskendeligt, især i sprogdragten, men den er altid blevet holdt på grænsen til det politiske, det vil sige tæt på det aktuelle og vedkommende. Alternativet ville være en tale af lutter tomme ligegyldigheder.

(Kristeligt Dagblad 7. januar 2015)