I højden at blive det tjener os bedst

Den 3. oktober 1969 indviedes i Østberlin det 365 meter høje TV-tårn, som står endnu og altså kan fejre sin 50 års fødselsdag. Det blev bygget for at fejre DDR’s 20-årige beståen, og selv Kristeligt Dagblad, der bestemt ikke var nogen tilhænger af det ukristelige østtyske regime, kaldte bygningsværket ”imponerende”, selv om tårnets formål var at ”drive propaganda for DDR.” Det var ikke uden en vis tilfredshed, at avisen kunne tilføje: ”Men Vorherre har også sin måde at drive propaganda på. Når solen skinner, danner dens stråler det dejligste lysende kors på kuglen.”

TV-tårnet på Alexanderplatz i Berlin hører til en række af tårne verden over, der på denne tid blev opført som prestigeprojekter. Fra 1889 og næsten 70 år frem var Eiffeltårnet den højeste menneskeskabte konstruktion i verden. Men i 1958 blev der i Tokyo opført et TV-tårn, som var endnu højere, og det satte gang i et verdensomspændende kapløb om at besidde det højeste tårn, ikke mindst i Central- og Østeuropa. TV-tårnet i Vilnius i Litauen, opført 1981, indskrev sig i historien, da sovjetiske tropper her skød og dræbte flere demonstranter i januar 1991. Tårnet indtager nu en plads som litauisk frihedsmonument.

Opførelsen af fjernsynstårnet i Berlin i 1969 skal især ses i lyset af den tysk-tyske rivalisering. Østtyskerne ønskede at hævde sig økonomisk og teknisk. Et TV-tårn repræsenterer kontrol med både materie og ånd, en teknologisk evne til at bygge højt og en vilje til at gøre sin indflydelse gældende gennem den funktion, som tårnet har, nemlig statslig TV-spredning. Det østtyske tårn, der stadig er Tysklands højeste, overgik dengang to nyopførte tårne i Hamborg og München i Vesttyskland.

Fjernsyn var et grænseoverskridende fænomen. Det havde særlig betydning for tysk fjernsyn, fordi tysk var det eneste sprog, der blev talt som første- eller andetsprog i både NATO og Warszawa-pagten. Store dele af det sydøstlige Danmark kunne se østtysk TV, der i øvrigt også fra den 3. oktober 1969 havde to kanaler. Programmet for østtysk TV blev aftrykt i danske aviser, herunder Kristeligt Dagblad.

Mange østtyskere så til gengæld også vesttysk TV, hvor de kunne følge med i en samfunds- og forbrugsudvikling, der stod i en stadig større afstand til en oplevet østtysk hverdag. Det bidrog til utilfredsheden og udlængslen i øst. I enkelte egne kunne man dog ikke modtage vestfjernsyn, f.eks. i og omkring Dresden, som folkeviddet døbte ”Tal der Ahnungslosen”, de uvidendes dal.

Tilsynekomsten af de rent kommercielle TV-stationer i Europa i 1980erne undergravede de statslige TV-monopoler i både øst og vest. Samtidig skiftede fjernsyn karakter fra at være et grænseoverskridende til at blive et egentligt internationalt fænomen. De nye kanaler undergravede også funktionen og symbolværdien af de store TV-tårne, fordi de nye TV-kanaler sendte via satellitter. Det krævede særlige parabolantenner at modtage dem. Disse antenner blev udbredt også i DDR. Overalt forsøgte de gamle statslige monopoler at bevare kontrollen med TV-spredningen. I Danmark var det oven i købet forbudt for private at opsætte parabolantenner, hvad det faktisk ikke var i DDR. Det danske forbud blev først ophævet samtidig med Murens fald og Tysklands genforening.

I dag betyder kontrollen med informationsspredningen stadig meget for både autoritære og demokratiske stater. Det indebærer også ønsket om kontrol med den teknologi, der tjener til udbredelsen af information. Den ser meget anderledes ud end i 1969, så det er en helt anden historie. Men fjernsynstårnet i Berlin kan passende tjene som en 365 meter høj påmindelse om, hvor meget informationsteknologi betyder.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2019)

Monarkiernes fald for 100 år siden

Da Muren faldt i 1989 forekom det umiddelbart indlysende at gøre dagen til nationaldag for et forenet Tyskland. Når det ikke blev tilfældet, skyldes det, at den 9. november er en belastet dag i tysk historie. Først og fremmest er det årsdagen for Krystalnatten i 1938, den nat og dag, da den nazistiske anti-semitisme brød ud i en landsdækkende hærværksbølge mod jøder og jødisk ejendom. Det er i år 80 siden. Krystalnatten selv fandt sted på 20-årsdagen for en anden skelsættende begivenhed i tysk historie, den sidste tyske kejsers abdikation den 9. november 1918. Det var ikke mindst amerikanerne, der stillede krav om hans afgang.

Den tyske kejsers østrigske kollega havde takket af få dage før. Krigen kostede i det hele taget mange konger og kejsere jobbet. På få år blev republikken den normale statsform. Mange så det som et skridt mod større retfærdighed. Der var også revolutionære optøjer, og nogle drømte om at videreføre den russiske revolution i Tyskland. Forsøgene blev slået ned med hård hånd.

Det tyske kejserrige var blevet skabt i 1871 med Preussen som drivende kraft efter tre lynkrige mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Det var i store træk en efterfølger til Det tyske Forbund, der blev stiftet i 1815 med blandt andre den danske konge som medlem i hans egenskab af hertug af Holsten. Dette forbund var selv en efterfølger til det første tyske kejserrige, der efter tusinde års beståen var gået under i Napoleonskrigenes malstrøm i 1806. Det er også forklaringen på, at Hitler kaldte sit rige det tredje – og regnede med, at det ville bestå i tusind år.

Det andet tyske kejserrige var en union af en god snes statsdannelser, der for størstedelen selv var monarkier. Også de ophørte med at eksistere i 1918, og deres kronede hoveder holdt med at fungere. Den danske konge på dette tidspunkt, Christian X, måtte tage imod dele af sin svigerfamilie, der var flygtet fra storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin.

Kejserriget havde en fælles, valgt rigsdag og en ikke-parlamentarisk regering i Berlin, men var i øvrigt føderalt og decentralt opbygget. Der var f.eks. ingen tysk enhedshær. Soldaterne tjente i de enkelte tyske staters hære. Derfor var de mange danske slesvigere, der kæmpede i 1. Verdenskrig oftest i preussisk tjeneste. Kun marinen var kejserlig og dermed fællestysk.

Den tyske kejser Wilhelm II var et forfængeligt og konservativt menneske, der troede på det personlige regentskab. Han bliver ofte kritiseret for at have afskediget Otto von Bismarck som kansler, altså regeringsleder, kort efter sin tiltrædelse i 1888. Bismarck har ikke noget godt navn herhjemme, fordi han var arkitekten bag den preussisk-østrigske sejr og altså også det danske nederlag i 1864. Efter 1871 forstod den erfarne diplomat Bismarck imidlertid at holde Tyskland ude af stormagtskonflikter og dermed opretholde den europæiske fred. Denne stabilitet satte Wilhelm II over styr, da han afskedigede Bismarck.

Tyskland begyndte en oprustning af ikke mindst flåden. I 1895 åbnede Kielerkanalen, officielt opkaldt efter kejserens farfar, der også hed Wilhelm, og dermed kunne tyske krigsskibe bevæge sig fra Nordsøen gennem Holsten til Østersøen uafhængigt af de indre danske farvande. Det forrykkede magtbalancen i Nordeuropa. Det var derfor en meget stor spænding, der udløstes ved krigsudbruddet i 1914. Kejserens magt var ikke så stor, som han gerne selv ville tro, så det var i lige så høj grad hans selviscenesættelse, der gav bagslag i 1918. Han havde givet den som generalissimus, og så måtte han også tage den fulde konsekvens af det militære nederlag. Han drog i eksil i Nederlandene, hvor han plejede sine fritidssysler til sin død i 1941.

Relief fra Kaiser-Friederich-Gedächtniskirche i Berlin forestillende 

Wilhelm I, Friedrich III og Wilhelm II, der modtager forskellige tegn på

hyldest og hengivenhed. Året 1888 var det såkaldte Dreikaiserjahr,

da Wilhelm I døde og hans søn kun godt tre måneder senere. (Eget foto)

Historikernes vurdering af betydningen af den 9. november 1918 afhænger i høj grad af, hvordan de ser på det andet tyske kejserrige. Nogle ser i kejsertidens standsbevidsthed og Untertanentum (undersåtlig autoritetstro) kimen til Hitlers diktatur. Andre fremhæver, at kejserens højtidelige selviscenesættelse blot var facadedekorationer på en moderne samfundsbygning, der fulgte den almindelige, europæiske udvikling. Churchill mente ligefrem mange år senere, at Hitler aldrig ville være kommet til magten, hvis monarkiet var bevaret i en eller anden form i Tyskland. Under alle omstændigheder ville det på grund af Krystalnatten aldrig komme på tale at bruge denne skæbnesvangre dato som nationaldag, så man valgte en anden løsning, årsdagen for optagelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken den 3. oktober 1990, som nu er Tag der deutschen Einheit.

(Kristeligt Dagblad den 8. nov. 2018. Enkelte variationer i forhold til den trykte version)