Folkeligheden

I dagens diskussion om, hvad det vil sige at være dansk, bliver Grundtvig ofte inddraget. Hans digt, Folkeligheden, som han trykte i sit eget ugeblad, Danskeren, i slutningen af august 1848, citeres meget ofte. Det er i forkortet form optaget i Højskolesangbogen som nr. 83 med titel efter dets første linje, ”Folkeligt skal alt nu være”.

I udgangspunktet er det meningsløst at afæske en mand, der var født i 1783, svar på nutidens spørgsmål. Men Grundtvigs evne til at sætte essentielle spørgsmål på poetisk formel har på forunderlig vis ikke mistet sin styrke i dag. Det er grunden til, at så mange stadig griber fat i ham. Han har forsynet os med et fælles forråd af formuleringer, en digterisk skat, en rigdom af rim, et kar af aforismer, af hvilket vi stadig øser for at forstå, hvem vi er.

Digtet læses ofte som et manifest, men det er lige så meget et spørgsmål, som Grundtvig stillede i en urolig tid: ”Folk, hvad er vel Folk igrunden?/ Hvad betyder folkeligt?”

I februar måned samme år var der udbrudt revolution i Paris. Urolighederne havde hurtigt bredt sig til hele Europa, også til København og Kiel. Det førte til enevældens fald og ikke alene til en fri forfatning, men også en borgerkrig mellem Frederik VII’s danske og tyske undersåtter, en kamp om Slesvigs statsretlige tilhørsforhold. I denne krig meldte Grundtvigs to sønner, Johan og Svend, sig som frivillige på dansk side.

Det var Grundtvig kendeligt stolt over. Endnu i begyndelsen af 1848 påhvilede værnepligten kun medlemmer af bondestanden, og eftersom Johan og Svend var akademikere og sønner af en præst, var de ikke forpligtet til at springe soldat.

Grundtvigs spørgsmål var godt stillet. Han kunne før de fleste se, at folket som begreb ville blive omdrejningspunktet for den politiske udvikling, selv om han på dette tidspunkt ikke var tilhænger af frie forfatninger. Samtidig skete der en betydelig og hurtig forskydning i ordets betydning. ”Folk” havde i forvejen flere betydninger. Det var en social eller hierarkisk kategori i betydningen tjenerskab eller folkehold, altså undergivne. Det kunne også betyde mandskab i en lidt bredere betydning. Især med bibelsk reference (”Guds Folk”) kunne det også betyde en stamme eller en slægt. 

Man kan læse Grundtvigs digt som en kokon, hvor ordets gamle betydninger har forpuppet sig. Afklaringen i form af sommerfuglens entydige skønhed havde og har dog endnu ikke indfundet sig. Men der er nogle fingerpeg. Grundtvig afviste klart folkelighedens sociale eller hierarkiske karakter. De gamle standskategorier, præst og adel, borger og bonde måtte forlades. Folket i betydningen stamme eller slægt talte mere til hans gemyt, og det kommer tydeligst til udtryk i den ofte citerede linje: ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”. 

Det har fået nogle til at tage Grundtvig til indtægt for en biologisk forståelse af folkeligheden. Det kræver imidlertid, at man tager Grundtvig ud af kontekst. Grundtvig tænkte ikke i gener eller arvelighed i moderne biologisk forstand. For det første blev genetikken, som vi kender den, først til mange årtier senere. For det andet havde Grundtvig ikke høje tanker om naturvidenskab. Når slægten betød meget for ham, var det fordi han tænkte historisk. Kampen for danskheden var for ham ikke et avlsprogram.

I samme vers af digtet følger linjerne: ”Fælles Ord i Folke-Munde/ Det er Folkets Modersmaal,/ Som det klinger, som det gløder,/ Saa hos Danskere og hos Jøder”. Heri ligger der to væsentlige iagttagelser. For det første mente Grundtvig, at modersmålet var definerende for det nationale tilhørsforhold. Det stillede jøder og danskere lige. For det andet bliver det tydeligt, at Grundtvig med disse linjer erklærede, at jøder ikke var danskere. Man kan af den grund ikke kalde Grundtvig jødefjendsk. Han var en beundrer af det jødiske folk. Han gik ind for lige rettigheder til jøder og talte andetsteds godt om den jødiske forfatter Meïr Aaron Goldschmidt, men kaldte ham en gæst i Danmark, fordi han som jøde tilhørte et andet folk med et andet sprog. Goldschmidt var af anden byrd og blod og derfor ikke mindreværdig, men ikke desto mindre ikke dansk. Grundtvig var i den tanke væsentlig mere gammeltestamentlig end Goldschmidt.

I det næste vers følger så digtets mest berømte formulering: ”Til et Folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;” Midt i en borgerkrig og med sønnerne ved fronten er der næppe tvivl om, hvad Grundtvig mente med at have ild for fædrelandet. Det er ikke bare almindelig ildhu eller fyrighed, men viljen til at ofre sig for fædrelandet i konkret - blodig - forstand. Svend og Johan udmærkede sig i øvrigt begge i kamp og blev begge riddere af Dannebrog.

Ordene om, hvem der hører til et folk, følges nok så væsentligt af et par linjer om, hvad der sker, hvis man ikke lever op til de angivne kriterier: ”Resten selv som Dragedukker/ sig fra Folket udelukker,/ lyse selv sig ud af Æt/ nægte selv sig Indfødsret!” (Dragedukker er i folketroen skadevoldende væsener.) Det er afgørende, fordi Grundtvig hermed også sagde, at æt – som her skal forstås som det samme som byrd og blod – ganske vist forpligter, men diktere eller determinere gør den ikke. Man har altså ikke indfødsret i Danmark, blot på grund af fødsel eller afstamning. Der skal noget mere til.

En central metafor for historien var for Grundtvig ”Kjæden af Kjærminder”, som han blandt andet havde brugt i et hyldestdigt til Frederik VI i 1834. Denne kæde af kærlig erindring lænker os til historien, men er samtidig en skrøbelig blomsterkrans, hvis magt beror alene på følelsesmæssig binding. Påkaldelsen af æt, blod og byrd er derfor en formaning, en tilskyndelse, men ikke en umistelig rettighed eller uomgængelig skæbne. Det hænger igen sammen med Grundtvigs opgør med standstanken og dermed folket som social kategori. Uanset hvilken stand man er født ind i, bliver man først en del af folket, når man vælger at være det sådan som hans sønner havde gjort det.

I december 1849 blev Grundtvig valgt til Folketinget, og han blev den første formand for det, der i dag kendes som indfødsretsudvalget. På vegne af udvalget udtalte han i marts måned 1850 i Folketinget, da de første ansøgere om indfødsret skulle behandles: ”Indfødsretten […] udspringer nødvendig af Folkets Eiendoms-Ret og Arve-Ret til sit Fæderneland, som Det vel kan have gyldig Grund til at skiænke enkelte Udlændinger Deel i, men bør aldrig gjøre det uden med Hensyn paa sit eget Tarv.”

Den halve snes udlændinge, der ved den lejlighed fik dansk indfødsret, var netop kendetegnet ved, at de have udmærket sig ved patriotisk sindelag eller ved på anden måde at have bevist, at de havde for modersmålet øre og for fædrelandet ild.

(Kristeligt Dagblad 1. maj 2026)

I Danmark er jeg født

 Spørgsmålet om statsborgerskab har opnået politisk aktualitet både i Danmark og USA. Hvornår er man egentlig dansker henholdsvis amerikaner? I USA får et barn automatisk statsborgerskab, hvis det fødes i landet uanset at dets forældre ikke er statsborgere. Det kaldes som juridisk princip jus soli, altså en ret, der knytter sig til landet, også kaldet territorialprincippet. Det gælder i de fleste nord- og sydamerikanske stater. Det står i modsætning til jus sanguinis, der bogstaveligt betyder blodets ret, altså at statsborgerskab erhverves ved arv, også kaldet afstamningsprincippet. Det er det princip, der gælder i Europa. Man bliver dansk statsborger, hvis ens forældre er det. Det betyder også, at man kan opnå dobbelt statsborgerskab, hvis man f.eks. er født i et amerikansk land af danske forældre.

Dansk statsborgerskab tildeles i dag som udgangspunkt efter afstamningsprincippet, men lovgivningen bruger stadig begrebet indfødsret, der er afledt af territorialprincippet. Den første lov om indfødsret fejrede tidligere i år 250 års fødselsdag. Den handlede oprindeligt om en regulering af adgangen til offentlige embeder, der herefter skulle være forbeholdt den danske konges undersåtter. Politiske kræfter søgte at dæmpe indflydelsen fra tyske embedsmænd. Holstenere kunne naturligvis ikke nægtes ansættelse, for de var også den danske konges undersåtter, men Struensee ville som preusser have været udelukket.

Indfødsretten blev en integreret del af Junigrundloven af 1849. Udlændinge, der gerne ville opnå dansk indfødsret uden at være født her, kunne få det ved lov. Det stod og står stadig som et grundlovsfæstet princip. Opnåelse af dansk statsborgerskab er altså ikke en ret, der kan opnås ad juridisk vej, men et valg, der skal træffes af politikere.

Grundloven blev til, mens en krig blev udkæmpet om, hvem den samme grundlov skulle omfatte, altså hvem der kunne anses for at være danske, og hvem, der ikke kunne. Grundtvig skrev i den anledning sine berømte ord om, hvem der hører til et folk: ”Til et Folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ har for modersmålet øre,/ har for fædrelandet ild.” Til henholdsvis territorial- og afstamningskriteriet føjede han dermed det personlige valg som afgørende princip.

Man bliver ifølge Grundtvig ikke dansk blot fordi man er født i landet eller fordi ens forældre er danske. Det kræver, at man behersker sproget og har viljen til at kæmpe for sagen. Grundtvig var bestemt ikke ene om at bidrage til denne diskussion, men hans ord er blevet stående, fordi de i poetisk form kondenserer, hvad der også må være afgørende. Man er ikke dansk bare på grund af sin fødsel. Det kræver aktive valg efter hvad man kan kalde sindelagsprincippet.

Juridisk set forblev territorialprincippet også efter 1849 grundlaget for dansk indfødsret opnået ved fødsel. Imidlertid opstod der et problem med indfødsretten i Slesvig efter 1864, da hertugdømmerne blev afstået til Preussen. De dansksindede slesvigere fik mulighed for at fastholde deres danske statsborgerskab som såkaldte optanter. Imidlertid gjaldt i Preussen afstamningsprincippet Det vil sige, at børn af dansksindede slesvigere hverken blev danske eller preussiske statsborgere. De blev i praksis statsløse, for ifølge preussisk lov var de ikke preussere, og ifølge dansk lov var de ikke danskere.

Spørgsmålet blev afgjort ved en overenskomst i 1898. Den regulerede forholdene for optanterne og deres børn, og indebar også, at reglerne om dansk indfødsret blev grundlæggende ændret fra territorial- til afstamningsprincippet. Det skete med Lov om Erhvervelse og Fortabelse af Indfødsret af 19. marts 1898, der fastslog, at ægtefødte børn arvede deres fars statsborgerskab uanset fødested.

Efter Genforeningen i 1920 udestod spørgsmålet om de nationale mindretal på hver side af den nye grænse. Det forblev uafgjort i mange år. Først i 1955 blev mindretallenes politiske og kulturelle rettigheder reguleret ved gensidige erklæringer mellem København og Bonn, Forbundsrepublikkens daværende hovedstad. Herunder sorterede det meget vigtige spørgsmål om, hvem der kunne regnes til det tyske henholdsvis danske mindretal. Her så man helt bort fra både fødesteds- og afstamningskriterier og valgte at følge sindelagsprincippet, vel at mærke uden sindelagskontrol. Det var nok, at man erklærede sig som henholdsvis dansksindet tysk statsborger eller tysksindet dansk statsborger for at blive regnet som medlem af et mindretal.

Fødested, afstamning og sindelag præger stadig den nuværende debat om statsborgerskab og danskhed. Mange mener for eksempel, at H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” egentlig burde være vores nationalsang. Den er som Grundtvigs ovenfor citerede linjer skrevet under indtryk af Den første slesvigske Krig, 1848-50. Andersens digt angiver fødestedet som det afgørende kriterium for at være dansk. Andersen kunne jo ikke forestille sig en situation, da så stor en del af befolkningen er født uden for landets grænser, hvad enten de er adopterede eller indvandrede.  Også Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” hæfter sig som Andersen ved geografien, men hylder også enhver borger, ”som virker, hvad han kan!” Grundtvig lægger ganske vist vægt på sindelaget, men udelukker heller ikke afstamning som kriterium. Johannes Ewalds ”Kong Christian” lægger stor vægt på den ild, som også Grundtvig omtaler, men forbliver ret krigerisk. Under alle omstændigheder kan Ewalds, Oehlenschlägers, Grundtvigs og Andersens digte alle findes i Højskolesangbogen sammen med mange andre poetiske udtryk for, hvad det vil sige at være dansk. Hermed anbefalet til gennemlæsning og gennemsyngning.

(Kristeligt Dagblad 11. april 2026. Redaktionen udelod enkelte formuleringer)

Amalienborgrunden

For første gang siden Dronning Margrethes abdikation skal der dannes en ny regering. Kongens rolle i regeringens dannelse er beskrevet i Grundlovens § 14: ”Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.” Det er en formulering, der har overlevet siden Junigrundloven fra 1849. Dengang skulle ordlyden tages mere bogstavelig. Ikke at kongen kunne vælge sine ministre uafhængigt af den politiske kontekst, men han havde faktisk den udøvende magt, således som det stadig står anført i den nugældende grundlovs § 3. Det betød, at kongen kunne vælge en regering, der ikke nød opbakning i Rigsdagen, hvad Christian IX, der blev konge i 1863, også gjorde i de første fire årtier af sin regeringstid.

Fra 1870erne arbejdede partiet Venstre for indførelsen af parlamentarisme, altså at regeringen skulle dannes ud fra det parlamentariske flertal, som Venstre tilfældigvis også sad inde med. Christian IX bøjede sig for det politiske pres i 1901 og udpegede den første Venstre-regering. Det kaldes ’Systemskiftet’, men det betød ikke, at parlamentarismen blev indført fra den ene dag til den anden. Både Frederik VIII, der var konge fra 1906 til 1912, og efterfølgeren Christian X forstod sig selv som politiske aktører med afgørende indflydelse på regeringsdannelsen. Den politiske kultur, der omgav dem, bekræftede dem i høj grad i denne tro. Det egentlige brud skete i påsken 1920, da Christian X udløste en forfatningskrise, idet han afskedigede regeringen Zahle uden at der var konstateret et flertal imod regeringen i Folketinget. Det er en af de mest omdiskuterede episoder i Danmarks historie. At den ikke førte til indførelsen af republik, skyldes i høj grad Thorvald Stauning, der etablerede en aldrig nedskrevet aftale mellem statsoverhoved og regeringschef. Den går ud på, at statsministeren står som garant for monarkiet, så længe monarken holder sig ude af politik. Det er den ordning, der består endnu i dag.

Parlamentarismen, der blev grundlovsfæstet i 1953, indebærer, at ingen regering kan sidde med et folketingsflertal imod sig. Det kræver efter et valg en sondering, som vi i et halvt hundrede år har kaldt en dronningerunde. Den ældste forekomst af begrebet er fra regeringsdannelsen i 1975, altså dronning Margrethes tidligste år som monark. Hvem der fandt på det, vides ikke, for interessant nok brugte man ikke begrebet ’kongerunde’ om den samme proces i Frederik IX’s tid.

Den er en sjælden gang blevet kaldt Amalienborgrunden. Selv om monarken i dag ikke har nogen politisk magt, spiller Amalienborgrunden stadig en vigtig rolle, for den giver regeringsdannelsen en scenografi og en koreografi. Den giver processen form, leder politikerne ud af Christiansborgs korridorer og opfordrer dem til i få ord at gøre deres synspunkt gældende om den kommende regeringsdannelse.

I praksis betyder det, at repræsentanter fra alle partier i rad og følge møder i audiens hos kongen på Amalienborg, hvor de fremsætter deres ønsker og krav, og kongen vil på det grundlag anvise, hvem der skal forestå forhandlingerne om en ny regering. Processen er ikke beskrevet i nogen særskilt lovgivning. Den er baseret på erfaring, sædvane og konduite. Kongen er rådgivet af sin kabinetssekretær, typisk en erfaren jurist med omfattende indsigt i statsforfatningsret, og det sker i tæt koordination med statsministeriets departementschef. Det politiske ansvar påhviler i overensstemmelse med princippet om ministeriel kontrasignatur den afgående statsminister, der i overgangen fungerer som leder af et forretningsministerium. Monarken har selvfølgelig ingen politisk indflydelse, men tilvejebringer i kraft af Amalienborgrunden en nødvendig platform for den afgørende proces, som regeringsdannelsen udgør. Det er ikke kun en formel opfyldelse af Grundlovens ordlyd. Den har historisk set vist sig at være et tjenligt instrument i det parlamentariske demokratis tjeneste.

(Kristeligt Dagblad 25. marts 2026)

Mindanao

Efter tabet af hertugdømmerne i 1864 stod Danmark tilbage som en forkrøblet europæisk småstat. Det eneste, der var tilbage af fordums storhed, var de nordatlantiske besiddelser og de vestindiske øer. Færøerne var integreret i kongeriget som et amt. Island havde allerede på dette tidspunkt en vis grad af politisk selvstændighed, der blev udbygget i de følgende årtier. Grønland og de vestindiske øer derimod var kolonier. Der foregår en diskussion om den økonomiske værdi for Danmark af disse kolonier, som er for omfattende til at blive refereret her. Dette købmandsregnskab er heller ikke lige så afgørende som den omstændighed, at man dengang betragtede fjerne landområder og de ’vilde’ folk, der beboede dem, som gyldige handelsobjekter.

USA købte Alaska af Rusland i 1867, hvilket i øvrigt gør USA til en tættere nabo til Rusland end Danmark er. Beringstrædet er væsentligt smallere end afstanden fra Bornholm til Kaliningrad. Allerede fra 1850erne havde der været tale om et muligt salg af de danske kolonier i Caribien til amerikanerne. Det blev fremsat også i 1867, men det strandede i den amerikanske kongres. I 1902 var det lige ved at gå igennem igen, men denne gang mislykkedes det på grund af modstand i Landstinget, den danske rigsdags daværende andetkammer.

I 1907 blev Maurice Francis Egan af præsident Theodore Roosevelt udnævnt til amerikansk ambassadør i København. Egan skrev den 20. september 1910 et brev til det amerikanske udenrigsministerium med et forslag, der indebar amerikansk overtagelse af både Grønland og De dansk vestindiske øer til gengæld for den filippinske ø Mindanao. Det var et temmelig ugenerøst tilbud, eftersom Mindanao på dette tidspunkt var genstand for flere forskellige parters krav. Amerikanerne havde få år før erobret Filippinerne – og Cuba – fra Spanien, så der var tale om omstridt territorium.

Men det var heller ikke tanken fra Egans side, at Danmark skulle forblive fjernøstlig koloniherre, for Danmark skulle ifølge hans forslag have retten til at mageskifte Mindanao med Nordslesvig. Tyskland havde i forvejen en række kolonier i Fjernøsten.

Fra amerikansk side var der nok tale om, at man hellere så en udvidelse af tysk indflydelse i en i forvejen uregerlig del af Stillehavet end en tysk overtagelse af nogle øer i USA's egen baghave. De dansk vestindiske øer lå lige i sejlruten til og fra den nyligt åbnede Panamakanal. Amerikanerne måtte imidlertid nøjes med lidt mindre end Egan havde håbet på. Resultatet af hans bestræbelser blev, at den amerikanske udenrigsminister Robert Lansing som en tillægsdeklaration til salget af de dansk vestindiske øer, underskrevet den 4. august 1916, ikke havde noget at indvende imod, at den danske regerings udstrakte sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland. Den erklæring er et væsentligt folkeretligt grundlag for det dansk-amerikanske mellemværende om Grønland – for så vidt amerikanerne stadig anerkender folkeretten. De vestindiske øers overdragelse til USA, kendt som ’transfer day’, fandt sted den 31. marts 1917. Mindre end en uge senere gik USA ind i 1. Verdenskrig. Godt halvandet år senere sluttede krigen med Tysklands nederlag, der muliggjorde Nordslesvigs forening med kongeriget, mens Grønland forblev under dansk overhøjhed.

(Kristeligt Dagblad 23. januar 2026. Redaktionen valgte en anden rubrik.)

Uterlighed på Fejø

Mens diskussionen om Thomas Bobergs beskrivelse af Fejø fortsætter, kan vi kaste blikket 100 år tilbage, da en anden forfatter, Achton Friis, beskrev øen. Han beskrev faktisk de fleste af de beboede danske småøer i trebindsværket ”De Danskes Øer”, der udkom i årene 1926-1928. Friis var uddannet kunstmaler og deltog i ”Danmarksekspeditionen” til Grønland 1906-08 som tegner. Han ønskede at tage på flere opdagelsesrejser til fjerne mål, men Jeppe Aakjær fik ham overbevist om, at det var en bedre idé at besejle de danske småøer. Det gjorde han så helt systematisk tre somre i træk. Værket vandt stor udbredelse og står endnu i mange hjem. Men det skal bestemt læses med de historiske briller på. Friis var barn af sin tid og for eksempel optaget af den fysiske antropologi, en biologiserende forståelse af menneskets natur. ”Menneskenes Typer, racemæssigt set, aflokker ham let Betragtninger”, som Kristeligt Dagblads anmelder skrev. De mange nærmest fotografiske portrætter, han tegnede af øboerne, har karakter af fysiognomiske studier.

I september 1922 kom Friis til Fejø i Smålandshavet, og han strøede om sig med vurderinger. Kirken er gammel og fin, men ”mishandlet med Restaureringer” og landskabet ”virker forstemmende på Sindet”. Øen havde dengang to kroer, der ifølge Friis var ivrigt besøgt af ungdommen, ”der her som andre Steder maaber i Biografteatrene eller gribes af Dansedelirium, naar blot en Grammofon spiller en Negermelodi – ganske som i vor fortrinlige, højt kultiverede Hovedstad.” Eftersætningen skal forstås ironisk.

Friis tegnede også et portræt af en ældre mand, en af øens ædle vilde, ”en ret utilgængelig og kantet Mand, tavs som Graven, men af en egen, stejl Skønhed, stræng som en nordamerikansk Indianer i sine Træk med den mærkelig tilbagefaldende, høje Pande og med det stolte, stille Smil. Jeg har set adskillige af denne Type her paa Øen.”

Friis noterede sig, at øens præst netop var blevet afhentet af sin provst og en politibetjent, fordi han var under anklage for sædelighedsforbrydelser. Det var nu ikke injurier fra Friis’ side, for præsten blev faktisk senere idømt 4 måneders fængsel for at have forgrebet sig på nogle konfirmander, et vidnesbyrd om, at sådanne sager faktisk blev taget alvorligt dengang.

Det følgende forår genoptog Friis sin ekspedition og besøgte blandt andet Agersø i Storebælt. Det siges, at man på øen endnu bærer nag mod ham, og det er der ikke noget at sige til, for han har ikke meget godt at sige om den og dens beboere. Kirken på Agersø brød han sig slet ikke om. Den var ham som et ”Tredjerangs-Biografteater.” Bønderne på øen havde ifølge Friis i indretningen af deres boliger mistet forbindelsen med den gamle almuekultur og erstattet den med uskønt ”tysk Fabriksarbejde”. I de fleste hjem fandtes der, ifølge Friis, ”saa godt som intet, der kan tilfredsstille de simpleste Krav til Skønhed.” Godt var det ifølge Friis dog, at øen for en menneskealder siden havde fået fast dampskibsforbindelse til Skælskør, for samkvemmet med omverdenen blev dermed øget, og det satte en stopper for den indavl, der ellers havde ført til degeneration på øen.

Johannes Larsen fulgtes med
Achton Friis på hans rejse i det
danske arkipelag. Her hans tegning
af en allé på Agersø. SMK

Det er ikke kun tiden, der er løbet fra Achton Friis. Hans grundindstilling må allerede i hans samtid have stødt folk fra sig. Han var selv fra en landsby på Djursland og ville tydeligvis gerne give indtryk af en rustik djærvhed, men han savnede solidariteten med de øboere, hvis verden han beskrev. Bøgerne er skrevet med flanørens lune og verve. Blikket kom imidlertid umiskendeligt udefra, og hans tekst kan kun være skrevet af en, der ikke havde tænkt sig at vende tilbage til hverken Agersø eller Fejø.

(skrevet til denne blog i december 2025)

Fordi kunstnerisk frihed

I disse uger fører en beboer på Fejø sag mod forfatteren Thomas Boberg ved retten i Nykøbing Falster, fordi fejøboen mener sig ufordelagtigt udstillet i Bobergs roman Insula. Sagsøger er ganske vist anonymiseret i romanen, men hans advokat anklager Boberg for at gøre brug af "bevidst ineffektiv pseudonymisering", som man kunne læse i avisen i lørdags. Boberg påberåber sig på sin side den poetiske licens: ”Hvis du ikke kan få lov til at skrive en syret, lyrisk roman, så kan vi lige så godt sløjfe det hele. Det er den kunstneriske ytringsfrihed, der er på spil. Intet mindre." 

I kunstbranchen opfattes den kunstneriske frihed generelt som trumf, og omstændighederne bekræfter kunstnerne i denne opfattelse. En ansat på Kunstakademiet er sluppet godt fra at stjæle et stykke inventar fra sin arbejdsplads – en buste af Frederik V – og smide det i Københavns havn, fordi kunstnerisk frihed. En elev fra samme akademi, Jens Haaning er tilsvarende sluppet ustraffet fra at stjæle en halv million kroner i kontanter fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg, fordi kunstnerisk frihed. Der er ikke noget at sige til, at Thomas Boberg tager en injuriesag med ro, når andre kunstnere med samme argument som hans har undgået straf for hærværk og tyveri.

Når disse konflikter handler om forholdet mellem kunsten og omverdenen, kan kunstnerne og de tilhørende institutioner forene sig i højstemte underskriftindsamlinger til fordel for den kunstneriske frihed imod omverdenens manglende forståelse for kunstneres juridiske immunitet.

Ikke sjældent opstår konflikten imidlertid mellem repræsentanter for kunstnerstanden selv, og så har vi for alvor balladen. Det gælder helt aktuelt forfatterne Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg, der skændes om, hvem der kan påberåbe sig ejendomsret til hvis historie.

De har begge udgivet velanmeldte romaner, som har det til fælles, at den kemiske fabrik Cheminova på Harboøre Tange udgør rammen om deres fortællinger. Mygind anklager Blæsbjerg for at have stjålet en historie, som hun fortalte ham, mens de havde en affære. Samtidig bruger hun netop denne affære som et element i sin egen roman. Det er en intim afsløring, der næppe har stemt Blæsbjerg venligt.

Den slags sager er ikke noget nyt. Nøgleromanen er en veletableret genre. For fire år siden rettede Leonora Christina Skov i en roman beskyldninger for seksuel chikane mod en unavngiven men letgenkendelig person fra den kreative branche. Der er mange flere eksempler. Litteraten Rikke Andersen Kraglund gennemgår i en artikel fra 2021, ”Karaktermord i 10’ernes danske skønlitteratur” i tidsskriftet Passage en række tilfælde. Dem er der ikke blevet færre af, eftersom stadig flere forfattere benytter sig af genren autofiktion, selvbiografier, der sejler under skønlitterært bekvemmelighedsflag.

I 2011 faldt der dom i Østre Landsret. En forfatter, der dengang kaldte sig Das Beckwerk blev frikendt for at have krænket en filminstruktørs privatliv ved at udstille ham i en roman. Filminstruktøren tog i øvrigt siden navneforandring og skabte blandt andet en dokumentarfilm, der var et åbenlyst partsindlæg i en anden litterær strid.

Das Beckwerk, der nu kalder sig Madam Nielsen, endte nogle år senere i en konflikt med ingen andre end Thomas Boberg. Boberg frygtede at ende som en figur i en roman af Nielsen. Måske som en forebyggende foranstaltning gjorde han i en af sine egne romaner Nielsen til en figur, der ikke tog sig ud til sin egen fordel, og det blev Nielsen naturligvis noget brøstholden over.

Dommen fra Østre Landsret tillader en forfatter at forvandle andre menneskers virkelighed til stof. Dermed kan en forfatter appellere til en endog ret skimlet nyfigenhed på en juridisk uangribelig måde, fordi kunstnerisk frihed. En forfatter kan trække på virkelighedens legitimitet uden at lade sig forpligte af det ansvar, der følger med at færdes i andre menneskers virkelighed og rapportere fra den, herunder afsløre intime detaljer og komme med beskyldninger om alt fra kritisabel adfærd til kriminelle handlinger, fordi kunstnerisk frihed. 

Nu må vi se, hvad retten i Nykøbing Falster kommer frem til. Der er i spørgsmål om anstødelighed og privatlivets fred løbet en del vand i åen siden 2011. Men man kunne jo også overveje, om ikke skønlitterære forfattere som Thomas Boberg bare skulle blive bedre til faktisk at opdigte ting? Altså skrive rigtig fiktion og ikke trække på denne trælsomme virkelighed, som vi andre færdes i. Så slap de jo for sager af denne karakter.

(Kristeligt Dagblad 25. nov. 2025. Forkortet af redaktionen og rubrikken ændret.)

Politisk vold

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fået hemmelig adresse. Årsagen er ikke blevet specificeret, men det sker lige efter en højlydt og aggressiv demonstration målrettet statsministeren lige ved hendes bopæl har fundet sted. Kommentatorer kalder truslen mod vore politikere en forråelse af den ellers så fredelige, danske, politiske kultur, et tema som også statsministeren tog op i sin tale ved Folketingets åbning.

Men der er fortilfælde, også af en temmelig grov karakter, ikke blot i Mellemkrigstiden, der for eksempel kan opvise hele to revolverattentater mod den mangeårige socialdemokratiske minister K.K. Steincke, foruden et betydeligt voldsberedskab blandt den politisk vakte ungdom. Det førte næsten rutinemæssigt til voldelige sammenstød mellem forskellige partiers ungdomsorganisationer i forbindelse med demonstrationer.

I nyere tid er de voldsomme optøjer i forbindelse med Verdensbankens møde i København i 1970 berømte. Slumstormerbevægelsen, der siden blev til BZ-bevægelsen, organiserede sig fra slutningen af 1970erne, og de opbyggede forbindelser til ligesindede ikke mindst i tyske storbyer. Politiets forsøg på at rydde besatte huse kunne udvikle sig til regulære gadekampe, mest i København og Aarhus. 

Natten til den 9. september 1986 blev overborgmester Egon Weidekamps (S) privatbolig på Tuborgvej i København oversprøjtet med maling, en rude blev knust, og gerningsmændene smed stinkbomber ind i rækkehuset, hvor fru Weidekamp var alene hjemme. Politiet kaldte det ualmindelig groft hærværk. Kristeligt Dagblads lederskribent kædede begivenheden sammen med en række terroraktioner, der i den seneste tid havde fundet sted i Stockholm, Paris, Køln, Istanbul og Karachi. Man formodede, at hærværket mod Weidekamps hjem var forøvet af unge fra BZ-bevægelsen, der var utilfredse med, at et hus, som de havde besat, stod for at skulle ryddes. Kristeligt Dagblads lederskribent stillede spørgsmålet, hvornår en aktion som denne ville ende med et dødeligt udfald? Det kunne måske ”åbne øjnene for, at den BZ-romantik, der så længe har haft mediernes overbærende interesse, har sine grundlæggende træk til fælles med den store verdens blodige terror.” Lederskribenten havde antagelig også mordet på Olof Palme tidligere samme år i tankerne.

I de seneste årtier er en del anslag mod danske lands- og lokalpolitikere kommet til offentlighedens kendskab. Intet tyder på, at de har forbindelse til international terrorisme. Ikke desto mindre ligner det et mønster, at så relativt mange føler, at politisk uenighed retfærdiggør voldelige angreb på politikere.

I oktober 1998 blev tre medlemmer af Ribe Amtsråd udsat for brandattentater. Amtsborgmester Laurits Tørnæs (V) måtte sågar reddes ud af sit hjem af brandvæsenet. I 2003 indtraf den nok mest kendte episode, da to aktivister kastede maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) på Christiansborg som protest mod regeringens udenrigspolitik. I juni 2005 blev integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) udsat for et brandattentat, der førte til, at hendes bil og carport udbrændte. En ukendt gruppe, der protesterede mod regeringens flygtninge- og asylpolitik, tog ansvaret. 

I december 2022 blev der smidt et kanonslag ind i borgmester i Rebild Kommune Jesper Greths (V) carport. I marts 2023 blev der begået hærværk mod en bil tilhørende gruppeformand for Venstre i Ballerup Kommunes byråd, Mikael Wandel. Både Greth og Wandel har mistanke om, at der var tale om politisk motiverede anslag. I august sidste år blev en polsk mand dømt for et voldeligt overfald på statsminister Mette Frederiksen. I maj i år blev en mand bevæbnet med en kniv og peberspray anholdt foran justitsminister Peder Hummelgaards (S) hjem. Den 14. november i år er en mand sigtet for chikane mod Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold (S).

(Kristeligt Dagblad 18. nov. 2025)