Store Bededag

Store Bededag blev indført i 1686 som en sammenlægning af en række særlige bededage. Den enevældige konges væsentligste opgave var under ansvar over for Gud alene at beskytte den rette tro, og derfor stod det også i hans magt at ordne årets gang i søgne- og helligdage.

Det er ikke usædvanligt, at der er levn fra enevælden i vore dages samfund. Ved statsomvæltningen i 1849 blev langt fra alting lavet om. Vi fik et parlament og kongens magt blev beskåret, men en række institutioner og love forblev indledningsvis upåvirkede. En straffelov kom til i 1866. Retsplejen som sådan blev først reformeret i 1919. Højesteret fungerer dog fortsat efter principper, der blev fastlagt under enevælden. Og ret betydelige dele af Danske Lov fra 1683 gælder stadig. F.eks. pålægger den præster at prædike klart og forståeligt uden at prale med egen visdom og uden at skælde ud på navngivne personer, regler, som mange præster stadig holder sig efterrettelig.

1849 fungerede som en historisk ventil, der lod mange institutioner og love passere uændret fra før til efter. Det var – indtil nu – vel at mærke en irreversibel proces. Hvis først noget fra før 1849 blev lavet om, har der historisk set ikke været nogen vej tilbage. Hvis Store Bededag genindføres, ville det være første gang, at et fænomen fra enevælden, som egentlig var afskaffet, blev genindført. 

Folkekirken er i den sammenhæng noget ganske særligt, fordi Junigrundloven forudsætter, at Folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov. Det er ikke sket endnu. I begyndelsen af det 20. århundrede stod Venstrehøvdingen J.C. Christensen i spidsen for en modernisering af kirkens økonomi, så den ikke længere byggede på en afgift på landbruget, men blev tilpasset en moderne pengeøkonomi med egentlige medlemsbidrag. Der blev også indført menighedsråd, men det har trods mange forsøg ikke været muligt at tilvejebringe den i grundloven lovede fuldstændige ordning.

Grundloven giver som bekendt Folkekirken en særlig status, idet den understøttes af staten (§4). Det gør den ikke kun i økonomisk forstand, men også ved at gøre kirkens helligdage til officielle fridage. I 1904 blev den første moderne lukkelov indført, som forbød handel på søn- og helligdage. Det var ikke mindst et hensyn til butikspersonalets ret til fridage. Det var startskuddet til en stiltiende alliance mellem kirken og fagbevægelsen, der i kampen for ordnede forhold så at sige fulgte kirkeåret således, at dage som Store Bededag eller Pinsedag blev fridage og dermed arbejdernes højtider med frokost og snaps i kolonihaven og så videre. Hvis man bliver pålagt at arbejde på en helligdag, betragtes det som så meget af en ulempe, at det ifølge de fleste overenskomster udløser et generøst tillæg og/eller afspadsering.

Denne forbindelse til arbejdslivet gav helligdagene en stærk folkelig forankring. Det var derfor påfaldende, at det blev en socialdemokratisk statsminister, der stod i spidsen for afskaffelsen af Store Bededag. Reaktionen udeblev ikke. Man kan slippe afsted med at lave om på meget, men rør blot ikke ved min gamle jul, om man så kan sige.

Folketing og regering har formelt kompetencen til at afskaffe og genindføre Store Bededag. Det sker i kraft af en myndighed som troens vogter, der ironisk nok er nedarvet fra enevælden, fordi man endnu ikke har haft held med at ordne Folkekirkens forfatning ved lov.

Det giver imidlertid anledning til flere spørgsmål, som man antagelig også stiller sig selv på Slotsholmen i disse dage. Var det i Grundlovens forstand en understøttelse af Folkekirken at afskaffe Store Bededag? Var det fridagen og helligdagen, der blev afskaffet, eller blot fridagen? Kan regeringen og Folketinget overhovedet afskaffe endsige indføre en helligdag? Kan Folkekirken?

(Kristeligt Dagblad 16. okt. 2026)

Navneskik

Avisen har i en af sine sommerserier berettet om den idérigdom, som folk lægger for dagen, når de skal navngive deres børn, og hvordan udbuddet af personnavne er steget til en blomstrende mangfoldighed. Men der er også mange navne, der er gledet ud af brug. Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (f. 1783) bar fornavne, som stadig finder anvendelse i dag. Han var opkaldt efter sin faster, Frederikke Severine. I henhold til Danmarks Statistik er ingen pige blev kaldt Severine i de seneste 30 år. Til gengæld nyder både Severin og Frederikke fortsat popularitet.

Tidligere var det almindeligt at opkalde piger efter mandlige slægtninge og vice versa ved at lade det samme navn optræde i en henholdsvis feminin og maskulin udgave. En Frederikke kunne altså godt være opkaldt efter en Frederik og vice versa. Det samme gælder Sofus og Sofia, Julius og Julia, Martin og Martine, Nikolaj og Nikoline, August og Augusta, der er almindeligt brugte også i dag. Ingen bliver i dag dog kaldt Larsine, Jensine eller Hansine, og både Bent og Bente er gået helt af brug i de sidste årtier, selv om de stadig er udbredt i bedsteforældrenes generation. Og så tilsiger erfaringen, at de vender tilbage sammen med navne som Preben, Flemming, Henry, Yvonne, Sonja, Henning, Yrsa, Poul-Erik og May-Britt. Hvis Holger og Viggo kunne gøre så strålende et come-back, kan alt jo lade sig gøre.

Tidligere var det også almindeligt at navne var oversættelige. Hed man Vilhelm på dansk, oversattes det til Guillaume på fransk eller William på engelsk. Hans, Johan, Jes, Jens eller Johannes er Jean på fransk, Giovanni på italiensk eller John på engelsk. Derfor taler vi på dansk frejdigt om kong Ludvig den Fjortende, som på fransk kaldes Louis Quartorze. Men det har ændret sig, fordi der har udviklet sig en ny og ret interessant følsomhed for nationale forskelle. Så nu vil det være noget mindre nærliggende at kalde Mary for Marie eller Henri for Henrik.

1800-tallets navneskik er en guldgrube for den, der søger det særlige. En af de mest kendte danske arkitekter overhovedet hed Teophilus Hansen. Så vidt vides var han ret ene om det navn. Når han ikke er så kendt i Danmark, skyldes det, at hans hovedværker blev opført i Athen og Wien. Hans bror, der også var arkitekt, hed noget så driftssikkert som Christian.

Amandus forekom som fornavn i 1800-tallet, men det kendes i dag kun i sin feminine form Amanda. En god snes danske mænd hedder Amadeus, mens ingen kvinder længere hedder Amadea. Clement er tilsvarende stadig forekommende i modsætning til Clementia, der ganske vist heller aldrig var særlig udbredt. Meget sjældent var Katrinus. Der kan opstøves i hvert fald ét eksempel på, at en mand – en gårdejer fra Thy – bar det som mellemnavn.

Vender vi tilbage til Grundtvig, kan vi se, at hans tredje kones fornavn, Asta, i dag nyder stigende popularitet. Det kan man ikke sige om hendes mellemnavne, Adelheid og Tugendreich. En af Grundtvigs samtidige, den kongelige skuespiller og læge Johan Christian Ryge (1780-1842), blev kendt for at give sine mange børn særprægede navne. Han nummererede dem i tilgift efter romersk skik. Den tredje hed Victorine Mathilde Tertia og to af hendes søstre hed som henholdsvis nummer syv og otte Clothilde Natalie Septima og Christiane Frederikke Opheline Octavia. Han fik femten i alt. Stakkels Decimaquinta.

Ernst hørte også til de dele af tidligere tiders navnerepertoire, der er vendt tilbage. Det samme kan man ikke sige om Ernestine for nu slet ikke at tale om Bartholine. Der går en vedholdende anekdote om, at et forældrepar for hundrede år siden forgæves ønskede deres datter døbt Femsetrine, fordi dåbsdagen var femte søndag efter trinitatis (5. s.e. Trin.), men det er nok en and. Det minder om, at det fortræffelige pigenavn Trine er gået helt af brug blandt nyfødte. Det gælder også Stine, selv om mere end ti tusind danske kvinder bærer navnet. Det er hundrede gange mere udbredt end den mandlige parallel, Stinus. Til gengæld er navnet Linus væsentlig mere populært til nyfødte end Line.

(Kristeligt Dagblad 30. juli 2026. Avisens rubrik var længere)

Antiamerikanisme

Antiamerikanismen trives især blandt intellektuelle, mener lektor Hans Hauge og demonstrerer derefter en god portion anti-intellektualisme. Hauge er selv en klassisk intellektuel, der på baggrund af sit kendskab til engelsk litteratur gerne udtaler sig om meget andet end netop det.

Hauges utroværdighed begynder med, at han kun kan fremvise et eneste eksempel på det, han er imod, nemlig et indlæg af Troels Engberg-Pedersen. Det generer ham ikke, at kun få kendsgerninger bakker hans synspunkt op, samtidig med at han kritiserer andre for ikke have kendskab nok til sagerne.

Hauges eget argument for, at vi skal lære at elske USA, er, at amerikanerne er de eneste, der kan sikre verdensfreden. Det har han for så vidt ret i, men det er jo ingen begrundelse for ikke at diskutere, hvordan amerikanerne nu går og sikrer den.

Hauge mener, at vi senest efter den 11. september alle burde være omvendt til amerikanismen, men hvorfor nu egentlig det?

Vi skal skille tingene ad. Et er den naturlige sympati for amerikanerne, som vi deler, et andet er en vurdering af USA´s rolle i international politik. Dén ulykkelige dag gik vores tanker til New York, og vi føler med de efterladte, men selve terrorhandlingen er jo ikke i sig selv ligefrem et symbol på en vellykket sikkerhedspolitik fra amerikanernes side. Det sørgelige er, at selv den amerikanske diskussion om amerikansk politik i efteråret 2001 stort set forstummede. At kritisere Bush var at ligne med landsforræderi.

Det 20. århundrede har været præget af en påfaldende konstant udvidelse af USA´s militære råderum. Når amerikanerne én gang har etableret en base, forbliver de dér. Guantanamo på Cuba er et godt eksempel, og Thulebasen er et andet. I de seneste år er der føjet et par stykker til listen i Mellemøsten og Centralasien. Samtidig har de europæiske stormagter i samme takt opgivet deres baser kloden over.

USA´s magt vokser, og det kan mærkes i Europa, der ikke længere taler med samme vægt som hidtil.

Splittelsen ytrer sig i det praktiske samarbejde i NATO. Da danske F16-jagere skulle sættes ind i forbindelse med Kosovo-kampagnen, stod det klart, at under halvdelen af de danske fly var moderne nok til at indgå i en amerikansk ledet styrke. Det er et levende udtryk for den svigtende samordning under Atlantpagten.

Hvis man har fulgt lidt med i pressen, er det også klart, at USA handler meget egenrådigt i disse år. Hauge skriver, at landet jo har en tradition for isolationisme, og det burde man være klar over, men det ændrer jo ikke på det forhold, at isolationisme er uheldigt for den globale udvikling.

USA vil ikke underlægge sig internationale myndigheder og tager forbehold for stort set hvad som helst. Det er et klassisk eksempel på fodnotepolitik.

Uffe Ellemann-Jensen var i sin tid flov over at møde op i Washington med de danske forbehold i bagagen. Det havde han - set i bakspejlet - såmænd ingen grund til at være, for amerikanerne skammer sig ikke over at gøre det samme over for os i dag.

Hauge har et ret pragmatisk syn på krig, som jeg et stykke ad vejen deler: Krig virker. Det kan med andre ord være nødvendigt at gribe til våbenmagt. Det er dog væsentligt at påpege, at den nuværende situation ikke kan sammenlignes med Pearl Harbor. Angrebet havde ikke en karakter, der gjorde et militært svar til den eneste indlysende løsning. At udnævne konflikten til krig er amerikanernes definition. Normalt er terrorbekæmpelse som bekendt en politiopgave, og som sådan er den også blevet defineret i Europa.

Men en anden væsentlig - men skjult - præmis for Hauges argument deler jeg ikke, nemlig den, at USA´s øgede magt er et gode, fordi USA er vores ven. Det er rigtigt, at USA indtil nu har været vores ven og har vundet to verdenskrige for europæerne. Én ting kan man imidlertid lære af den historie, som Hauge påberåber sig, nemlig at alliancer skifter. USA´s fremtidige interesser er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Europas, og den dag amerikanerne finder det i USA´s interesse at bombe et mål inden for NATO, gør de det, og gerne fra stor højde, som de plejer. Det er et eksempel hentet fra mulighedernes yderste overdrev, men der er intet i USA´s nuværende alliancepolitik, der taler for, at vi blindt skal stole på landets loyalitet over for os.

Derfor er der ikke tale om »antiamerikanisme«, når danske politikere udtaler sig forbeholdent over for amerikansk udenrigspolitik. Det er såmænd bare et udtryk for, at Danmark stadig har ret til at føre en selvstændig udenrigspolitik i overensstemmelse med danske og europæiske interesser.

(Debatindlæg 10. sept. 2002, Kristeligt Dagblad)

Stiftsgrænser

 Der er opstået en diskussion om grænsedragningen mellem Roskilde og Lolland-Falsters Stift. Det sker samtidig med, at vi netop har fejret 1200-året for Ansgars mission og dermed for kristendommens ankomst til Danmark og Norden. Det giver anledning til at se på stiftsgrænserne historisk set.

Vi ved temmelig lidt om kirkens organisering i de første århundreder efter Ansgar. Norden var som missionsmark underlagt ærkebispesædet Hamborg-Bremen. Fra midten af 900-tallet kendes omtalen af biskopper fra Slesvig, Aarhus og Ribe, men bispedømmernes udstrækning og virke er dårligt dokumenteret.

 I 1022 omtales en biskop af Roskilde i en engelsk kilde. Sven Estridsen foretog i midten af 1000-tallet en egentlig organisering med en stiftsinddeling. Skåne blev skilt ud fra Roskilde. Kortvarigt var der to skånske stifter med hovedsæde i henholdsvis Lund og Dalby, men de blev samlet i Lund. De øvrige bispebyer var Odense, Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg og Vestervig for det nordjyske stift. Det fik siden hovedsæde i Børglum og fra 1554 i Aalborg.

Kong Svends organisering af kirken var også et forsøg på at løsrive sig fra Hamborg-Bremen, hvad der dog først lykkedes under Erik Ejegod i 1103, da Norden fik sit eget ærkesæde i Lund. 

Valdemar den Stores erobring af Rügen i 1167 betød, at øen blev underlagt Sjællands Stift, hvad den var i et par hundrede år. Efter tabet af Skånelandene i 1658 endte Bornholm med at forblive på den danske konges hænder, og det betød også, at Bornholm blev indlemmet i Sjællands Stift i 1662 på lundensernes bekostning.

I 1682 fik Lolland-Falster sin egen verdslige stiftsøvrighed, men var i gejstlige spørgsmål stadig underlagt biskoppen i Odense. I 1799 blev det dog besluttet, at næste gang bispestolen i Odense blev ledig, ”skal Lolland og Falster, saaledes som Samme nu har en egen Stiftamtmand, have sin egen Biskop”. I september 1803 døde biskop Tønne Bloch og i december fik domprovst i Roskilde Andreas Birch embedet som biskop over Lolland og Falster.

Fra Fogtmans Reskripter

Øerne Als og Ærø var på dette tidspunkt slesvigske, men sorterede i gejstlige spørgsmål, herunder skolevæsenet, også under Fyns Stift. Det førte imidlertid til administrative komplikationer, og løsningen blev i 1819 skabelsen af et selvstændigt ministift for Als og Ærø. Efter 1864 blev Ærø dansk og blev igen lagt ind under Fyns Stift, mens Als blev underlagt Slesvig.

Ribe Stift er historisk set det mest udstrakte af landets stifter og har siden Middelalderen fået justeret sine grænser adskillige gange. Det hænger ikke mindst sammen med, at det dækkede dele af både hertugdømmet Slesvig og kongeriget fra Limfjorden til Tønder. Ikke mindst under Reformationen, der blev indført tidligere i Slesvig end i kongeriget, havde det betydning, men også i de følgende århundreder påvirkede udviklingen i Slesvigs forhold til kongeriget Ribe Stifts funktion og grænser.

Ribe Stift måtte efter 1864 afstå dele af sine slesvigske sogne, og blev den gejstlige vogter af Kongeågrænsen. Genforeningen betød et af de største indgreb i stifternes arrondering. Det var den bevidste hensigt, at ingen stiftsgrænse skulle gå langs kongeågrænsen. Landsdelen blev delt på langs. Ribe Stift fik de nordvestlige dele af Slesvigs Stift, mens det østlige Nordslesvig blev til det nyoprettede Haderslev Stift, som også fik de fleste af de provstier i det daværende Vejle Amt, der indtil da havde hørt under Ribe Stift. Dertil kommer, at de danske kirker i Sydslesvig også sorterer under Haderslevs biskop. Ribe afstod derudover også fem provstier til Viborg Stift. Ved samme lejlighed blev Østhimmerland overført fra Viborg til Aalborg Stift.

Også i 1922 blev Københavns Stift udskilt fra Sjællands Stift. Sjællands biskop havde siden Reformationen haft sin Bispegård i København lige over for Vor Frue Kirke, der altså i 1922 også blev domkirke. I 1961 blev Helsingør stift udskilt af Københavns Stift, og Helsingør Stift er i dag Folkekirkens folkerigeste med cirka ti gange så mange medlemmer som Lolland-Falsters Stift.

Folkekirken fik endnu et stift i 1990, da Færøerne fik sin egen biskop, H.J. Joensen. I forbindelse med hans afgang i 2007, løsrev færingerne sig og dannede deres egen folkekirke. I 1993 blev Grønland et selvstændigt stift, der stadig udgør en del af den danske folkekirke, dog administrativt underlagt hjemmestyret. Historisk havde Færøerne og Grønland hørt til Sjællands og siden Københavns Stift. Fra 1993 til 2007 havde Folkekirken altså 12 stifter, nu 11.

I forbindelse med den kommunale strukturreform i 2007 skete der justeringer med det formål, at provstierne på grund af den kirkelige ligning bedst følger kommunegrænserne, der i øvrigt i mange tilfælde svarer til de historiske herreder. For stifternes vedkommende betød det, at 13 sønderjyske sogne skiftede fra Ribe til Haderslev Stift.

(Kristeligt Dagblad online 29. maj 2026)

Folkeligheden

I dagens diskussion om, hvad det vil sige at være dansk, bliver Grundtvig ofte inddraget. Hans digt, Folkeligheden, som han trykte i sit eget ugeblad, Danskeren, i slutningen af august 1848, citeres meget ofte. Det er i forkortet form optaget i Højskolesangbogen som nr. 83 med titel efter dets første linje, ”Folkeligt skal alt nu være”.

I udgangspunktet er det meningsløst at afæske en mand, der var født i 1783, svar på nutidens spørgsmål. Men Grundtvigs evne til at sætte essentielle spørgsmål på poetisk formel har på forunderlig vis ikke mistet sin styrke i dag. Det er grunden til, at så mange stadig griber fat i ham. Han har forsynet os med et fælles forråd af formuleringer, en digterisk skat, en rigdom af rim, et kar af aforismer, af hvilket vi stadig øser for at forstå, hvem vi er.

Digtet læses ofte som et manifest, men det er lige så meget et spørgsmål, som Grundtvig stillede i en urolig tid: ”Folk, hvad er vel Folk igrunden?/ Hvad betyder folkeligt?”

I februar måned samme år var der udbrudt revolution i Paris. Urolighederne havde hurtigt bredt sig til hele Europa, også til København og Kiel. Det førte til enevældens fald og ikke alene til en fri forfatning, men også en borgerkrig mellem Frederik VII’s danske og tyske undersåtter, en kamp om Slesvigs statsretlige tilhørsforhold. I denne krig meldte Grundtvigs to sønner, Johan og Svend, sig som frivillige på dansk side.

Det var Grundtvig kendeligt stolt over. Endnu i begyndelsen af 1848 påhvilede værnepligten kun medlemmer af bondestanden, og eftersom Johan og Svend var akademikere og sønner af en præst, var de ikke forpligtet til at springe soldat.

Grundtvigs spørgsmål var godt stillet. Han kunne før de fleste se, at folket som begreb ville blive omdrejningspunktet for den politiske udvikling, selv om han på dette tidspunkt ikke var tilhænger af frie forfatninger. Samtidig skete der en betydelig og hurtig forskydning i ordets betydning. ”Folk” havde i forvejen flere betydninger. Det var en social eller hierarkisk kategori i betydningen tjenerskab eller folkehold, altså undergivne. Det kunne også betyde mandskab i en lidt bredere betydning. Især med bibelsk reference (”Guds Folk”) kunne det også betyde en stamme eller en slægt. 

Man kan læse Grundtvigs digt som en kokon, hvor ordets gamle betydninger har forpuppet sig. Afklaringen i form af sommerfuglens entydige skønhed havde og har dog endnu ikke indfundet sig. Men der er nogle fingerpeg. Grundtvig afviste klart folkelighedens sociale eller hierarkiske karakter. De gamle standskategorier, præst og adel, borger og bonde måtte forlades. Folket i betydningen stamme eller slægt talte mere til hans gemyt, og det kommer tydeligst til udtryk i den ofte citerede linje: ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”. 

Det har fået nogle til at tage Grundtvig til indtægt for en biologisk forståelse af folkeligheden. Det kræver imidlertid, at man tager Grundtvig ud af kontekst. Grundtvig tænkte ikke i gener eller arvelighed i moderne biologisk forstand. For det første blev genetikken, som vi kender den, først til mange årtier senere. For det andet havde Grundtvig ikke høje tanker om naturvidenskab. Når slægten betød meget for ham, var det fordi han tænkte historisk. Kampen for danskheden var for ham ikke et avlsprogram.

I samme vers af digtet følger linjerne: ”Fælles Ord i Folke-Munde/ Det er Folkets Modersmaal,/ Som det klinger, som det gløder,/ Saa hos Danskere og hos Jøder”. Heri ligger der to væsentlige iagttagelser. For det første mente Grundtvig, at modersmålet var definerende for det nationale tilhørsforhold. Det stillede jøder og danskere lige. For det andet bliver det tydeligt, at Grundtvig med disse linjer erklærede, at jøder ikke var danskere. Man kan af den grund ikke kalde Grundtvig jødefjendsk. Han var en beundrer af det jødiske folk. Han gik ind for lige rettigheder til jøder og talte andetsteds godt om den jødiske forfatter Meïr Aaron Goldschmidt, men kaldte ham en gæst i Danmark, fordi han som jøde tilhørte et andet folk med et andet sprog. Goldschmidt var af anden byrd og blod og derfor ikke mindreværdig, men ikke desto mindre ikke dansk. Grundtvig var i den tanke væsentlig mere gammeltestamentlig end Goldschmidt.

I det næste vers følger så digtets mest berømte formulering: ”Til et Folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;” Midt i en borgerkrig og med sønnerne ved fronten er der næppe tvivl om, hvad Grundtvig mente med at have ild for fædrelandet. Det er ikke bare almindelig ildhu eller fyrighed, men viljen til at ofre sig for fædrelandet i konkret - blodig - forstand. Svend og Johan udmærkede sig i øvrigt begge i kamp og blev begge riddere af Dannebrog.

Ordene om, hvem der hører til et folk, følges nok så væsentligt af et par linjer om, hvad der sker, hvis man ikke lever op til de angivne kriterier: ”Resten selv som Dragedukker/ sig fra Folket udelukker,/ lyse selv sig ud af Æt/ nægte selv sig Indfødsret!” (Dragedukker er i folketroen skadevoldende væsener.) Det er afgørende, fordi Grundtvig hermed også sagde, at æt – som her skal forstås som det samme som byrd og blod – ganske vist forpligter, men diktere eller determinere gør den ikke. Man har altså ikke indfødsret i Danmark, blot på grund af fødsel eller afstamning. Der skal noget mere til.

En central metafor for historien var for Grundtvig ”Kjæden af Kjærminder”, som han blandt andet havde brugt i et hyldestdigt til Frederik VI i 1834. Denne kæde af kærlig erindring lænker os til historien, men er samtidig en skrøbelig blomsterkrans, hvis magt beror alene på følelsesmæssig binding. Påkaldelsen af æt, blod og byrd er derfor en formaning, en tilskyndelse, men ikke en umistelig rettighed eller uomgængelig skæbne. Det hænger igen sammen med Grundtvigs opgør med standstanken og dermed folket som social kategori. Uanset hvilken stand man er født ind i, bliver man først en del af folket, når man vælger at være det sådan som hans sønner havde gjort det.

I december 1849 blev Grundtvig valgt til Folketinget, og han blev den første formand for det, der i dag kendes som indfødsretsudvalget. På vegne af udvalget udtalte han i marts måned 1850 i Folketinget, da de første ansøgere om indfødsret skulle behandles: ”Indfødsretten […] udspringer nødvendig af Folkets Eiendoms-Ret og Arve-Ret til sit Fæderneland, som Det vel kan have gyldig Grund til at skiænke enkelte Udlændinger Deel i, men bør aldrig gjøre det uden med Hensyn paa sit eget Tarv.”

Den halve snes udlændinge, der ved den lejlighed fik dansk indfødsret, var netop kendetegnet ved, at de have udmærket sig ved patriotisk sindelag eller ved på anden måde at have bevist, at de havde for modersmålet øre og for fædrelandet ild.

(Kristeligt Dagblad 1. maj 2026)

I Danmark er jeg født

 Spørgsmålet om statsborgerskab har opnået politisk aktualitet både i Danmark og USA. Hvornår er man egentlig dansker henholdsvis amerikaner? I USA får et barn automatisk statsborgerskab, hvis det fødes i landet uanset at dets forældre ikke er statsborgere. Det kaldes som juridisk princip jus soli, altså en ret, der knytter sig til landet, også kaldet territorialprincippet. Det gælder i de fleste nord- og sydamerikanske stater. Det står i modsætning til jus sanguinis, der bogstaveligt betyder blodets ret, altså at statsborgerskab erhverves ved arv, også kaldet afstamningsprincippet. Det er det princip, der gælder i Europa. Man bliver dansk statsborger, hvis ens forældre er det. Det betyder også, at man kan opnå dobbelt statsborgerskab, hvis man f.eks. er født i et amerikansk land af danske forældre.

Dansk statsborgerskab tildeles i dag som udgangspunkt efter afstamningsprincippet, men lovgivningen bruger stadig begrebet indfødsret, der er afledt af territorialprincippet. Den første lov om indfødsret fejrede tidligere i år 250 års fødselsdag. Den handlede oprindeligt om en regulering af adgangen til offentlige embeder, der herefter skulle være forbeholdt den danske konges undersåtter. Politiske kræfter søgte at dæmpe indflydelsen fra tyske embedsmænd. Holstenere kunne naturligvis ikke nægtes ansættelse, for de var også den danske konges undersåtter, men Struensee ville som preusser have været udelukket.

Indfødsretten blev en integreret del af Junigrundloven af 1849. Udlændinge, der gerne ville opnå dansk indfødsret uden at være født her, kunne få det ved lov. Det stod og står stadig som et grundlovsfæstet princip. Opnåelse af dansk statsborgerskab er altså ikke en ret, der kan opnås ad juridisk vej, men et valg, der skal træffes af politikere.

Grundloven blev til, mens en krig blev udkæmpet om, hvem den samme grundlov skulle omfatte, altså hvem der kunne anses for at være danske, og hvem, der ikke kunne. Grundtvig skrev i den anledning sine berømte ord om, hvem der hører til et folk: ”Til et Folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ har for modersmålet øre,/ har for fædrelandet ild.” Til henholdsvis territorial- og afstamningskriteriet føjede han dermed det personlige valg som afgørende princip.

Man bliver ifølge Grundtvig ikke dansk blot fordi man er født i landet eller fordi ens forældre er danske. Det kræver, at man behersker sproget og har viljen til at kæmpe for sagen. Grundtvig var bestemt ikke ene om at bidrage til denne diskussion, men hans ord er blevet stående, fordi de i poetisk form kondenserer, hvad der også må være afgørende. Man er ikke dansk bare på grund af sin fødsel. Det kræver aktive valg efter hvad man kan kalde sindelagsprincippet.

Juridisk set forblev territorialprincippet også efter 1849 grundlaget for dansk indfødsret opnået ved fødsel. Imidlertid opstod der et problem med indfødsretten i Slesvig efter 1864, da hertugdømmerne blev afstået til Preussen. De dansksindede slesvigere fik mulighed for at fastholde deres danske statsborgerskab som såkaldte optanter. Imidlertid gjaldt i Preussen afstamningsprincippet Det vil sige, at børn af dansksindede slesvigere hverken blev danske eller preussiske statsborgere. De blev i praksis statsløse, for ifølge preussisk lov var de ikke preussere, og ifølge dansk lov var de ikke danskere.

Spørgsmålet blev afgjort ved en overenskomst i 1898. Den regulerede forholdene for optanterne og deres børn, og indebar også, at reglerne om dansk indfødsret blev grundlæggende ændret fra territorial- til afstamningsprincippet. Det skete med Lov om Erhvervelse og Fortabelse af Indfødsret af 19. marts 1898, der fastslog, at ægtefødte børn arvede deres fars statsborgerskab uanset fødested.

Efter Genforeningen i 1920 udestod spørgsmålet om de nationale mindretal på hver side af den nye grænse. Det forblev uafgjort i mange år. Først i 1955 blev mindretallenes politiske og kulturelle rettigheder reguleret ved gensidige erklæringer mellem København og Bonn, Forbundsrepublikkens daværende hovedstad. Herunder sorterede det meget vigtige spørgsmål om, hvem der kunne regnes til det tyske henholdsvis danske mindretal. Her så man helt bort fra både fødesteds- og afstamningskriterier og valgte at følge sindelagsprincippet, vel at mærke uden sindelagskontrol. Det var nok, at man erklærede sig som henholdsvis dansksindet tysk statsborger eller tysksindet dansk statsborger for at blive regnet som medlem af et mindretal.

Fødested, afstamning og sindelag præger stadig den nuværende debat om statsborgerskab og danskhed. Mange mener for eksempel, at H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” egentlig burde være vores nationalsang. Den er som Grundtvigs ovenfor citerede linjer skrevet under indtryk af Den første slesvigske Krig, 1848-50. Andersens digt angiver fødestedet som det afgørende kriterium for at være dansk. Andersen kunne jo ikke forestille sig en situation, da så stor en del af befolkningen er født uden for landets grænser, hvad enten de er adopterede eller indvandrede.  Også Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” hæfter sig som Andersen ved geografien, men hylder også enhver borger, ”som virker, hvad han kan!” Grundtvig lægger ganske vist vægt på sindelaget, men udelukker heller ikke afstamning som kriterium. Johannes Ewalds ”Kong Christian” lægger stor vægt på den ild, som også Grundtvig omtaler, men forbliver ret krigerisk. Under alle omstændigheder kan Ewalds, Oehlenschlägers, Grundtvigs og Andersens digte alle findes i Højskolesangbogen sammen med mange andre poetiske udtryk for, hvad det vil sige at være dansk. Hermed anbefalet til gennemlæsning og gennemsyngning.

(Kristeligt Dagblad 11. april 2026. Redaktionen udelod enkelte formuleringer)

Amalienborgrunden

For første gang siden Dronning Margrethes abdikation skal der dannes en ny regering. Kongens rolle i regeringens dannelse er beskrevet i Grundlovens § 14: ”Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.” Det er en formulering, der har overlevet siden Junigrundloven fra 1849. Dengang skulle ordlyden tages mere bogstavelig. Ikke at kongen kunne vælge sine ministre uafhængigt af den politiske kontekst, men han havde faktisk den udøvende magt, således som det stadig står anført i den nugældende grundlovs § 3. Det betød, at kongen kunne vælge en regering, der ikke nød opbakning i Rigsdagen, hvad Christian IX, der blev konge i 1863, også gjorde i de første fire årtier af sin regeringstid.

Fra 1870erne arbejdede partiet Venstre for indførelsen af parlamentarisme, altså at regeringen skulle dannes ud fra det parlamentariske flertal, som Venstre tilfældigvis også sad inde med. Christian IX bøjede sig for det politiske pres i 1901 og udpegede den første Venstre-regering. Det kaldes ’Systemskiftet’, men det betød ikke, at parlamentarismen blev indført fra den ene dag til den anden. Både Frederik VIII, der var konge fra 1906 til 1912, og efterfølgeren Christian X forstod sig selv som politiske aktører med afgørende indflydelse på regeringsdannelsen. Den politiske kultur, der omgav dem, bekræftede dem i høj grad i denne tro. Det egentlige brud skete i påsken 1920, da Christian X udløste en forfatningskrise, idet han afskedigede regeringen Zahle uden at der var konstateret et flertal imod regeringen i Folketinget. Det er en af de mest omdiskuterede episoder i Danmarks historie. At den ikke førte til indførelsen af republik, skyldes i høj grad Thorvald Stauning, der etablerede en aldrig nedskrevet aftale mellem statsoverhoved og regeringschef. Den går ud på, at statsministeren står som garant for monarkiet, så længe monarken holder sig ude af politik. Det er den ordning, der består endnu i dag.

Parlamentarismen, der blev grundlovsfæstet i 1953, indebærer, at ingen regering kan sidde med et folketingsflertal imod sig. Det kræver efter et valg en sondering, som vi i et halvt hundrede år har kaldt en dronningerunde. Den ældste forekomst af begrebet er fra regeringsdannelsen i 1975, altså dronning Margrethes tidligste år som monark. Hvem der fandt på det, vides ikke, for interessant nok brugte man ikke begrebet ’kongerunde’ om den samme proces i Frederik IX’s tid.

Den er en sjælden gang blevet kaldt Amalienborgrunden. Selv om monarken i dag ikke har nogen politisk magt, spiller Amalienborgrunden stadig en vigtig rolle, for den giver regeringsdannelsen en scenografi og en koreografi. Den giver processen form, leder politikerne ud af Christiansborgs korridorer og opfordrer dem til i få ord at gøre deres synspunkt gældende om den kommende regeringsdannelse.

I praksis betyder det, at repræsentanter fra alle partier i rad og følge møder i audiens hos kongen på Amalienborg, hvor de fremsætter deres ønsker og krav, og kongen vil på det grundlag anvise, hvem der skal forestå forhandlingerne om en ny regering. Processen er ikke beskrevet i nogen særskilt lovgivning. Den er baseret på erfaring, sædvane og konduite. Kongen er rådgivet af sin kabinetssekretær, typisk en erfaren jurist med omfattende indsigt i statsforfatningsret, og det sker i tæt koordination med statsministeriets departementschef. Det politiske ansvar påhviler i overensstemmelse med princippet om ministeriel kontrasignatur den afgående statsminister, der i overgangen fungerer som leder af et forretningsministerium. Monarken har selvfølgelig ingen politisk indflydelse, men tilvejebringer i kraft af Amalienborgrunden en nødvendig platform for den afgørende proces, som regeringsdannelsen udgør. Det er ikke kun en formel opfyldelse af Grundlovens ordlyd. Den har historisk set vist sig at være et tjenligt instrument i det parlamentariske demokratis tjeneste.

(Kristeligt Dagblad 25. marts 2026)