Den instituionelle hukommelses betydning

Kulturministerens valg af ny rigsarkivar har vakt en del opsigt blandt historikere. Det er første gang i langt over hundrede år, at stillingen er blevet besat med en ikke-historiker. Ministerens valg faldt på cand.scient.pol. Anne-Sofie Jensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Dermed får Danmark også sin første kvindelige rigsarkivar nogensinde. 

Indtil nu er rigsarkivarembedet typisk blevet besat med velmeriterede og fremtrædende historikere, og det har uden undtagelse været en slutstilling. Det er vist ikke en fornærmelse mod nogen at sige, at Anne-Sofie Jensen ikke er nogen fremtrædende historiker, og hun vil antagelig sin alder taget i betragtning efter en rum tid søge at udnytte sin erhvervede ledelseserfaring til at søge højere embeder.

Til gengæld har hun bevisligt omfattende erfaring inden for ledelse i det offentlige og er dermed et typisk eksempel på en tendens. Den kaldes gerne djøficering, fordi ledere ofte er medlemmer af juristerne og økonomernes fagforbund, DJØF. Men det er sådan set en uretfærdighed mod de gode jurister og økonomer, for det er hverken den juridiske eller økonomiske faglighed, der er problemet. Ja, nogle af de allerstørste skandaler i det offentlige og den private sektor i de seneste år skyldes antagelig fraværet af en egentlig juridisk og økonomisk faglighed.

Man kan med større rimelighed identificere fænomenet som horisontal rekruttering. Før i tiden var den almindeligste karrierevej på arbejdsmarkedet, at man begyndte på gulvet i en virksomhed eller institution og arbejdede sig opad med flid og evner. Det var en vertikal bevægelse. Det er i dag slet ikke så sjældent, som de fleste tror, at ansatte har tilbragt et helt arbejdsliv på den samme arbejdsplads. Men det er typisk dem, der ikke har bevæget sig opad i systemet. Hvis man i dag pensioneres fra en ledende stilling, hører det til de absolutte undtagelser, at karrieren begyndte på samme arbejdsplads.

Ledere rekrutteres i dag i høj grad på baggrund af deres ledelseserfaring, og i tilsvarende grad bliver ledelseskvalifikationer en del af lederes faglige identitet. Selv i traditionelle, vertikale organisationer som Folkekirken og Forsvaret, hvor ingen bliver biskop eller general uden først at have været sognepræst eller rekrut, bliver kravet om ledelesesfaglighed tydeligere.

Der kan siges meget godt om, at ledelse i sig selv professionaliseres, fordi det øger opmærksomheden på, at der er gode og dårlige måder at styre en organisation på. Men denne udvikling har også sin pris.

For det første fjerner det opmærksomheden på det, som er en given organisations eller virksomheds formål. Populært sagt: Hvis man ansætter en hammer, begynder alle problemer at ligne et søm. Hvis direktøren for et sygehus er en økonom, vil formålet med sygehuset have en tendens til at ligne et økonomisk facit. Hvis direktøren er en mediciner, vil der med større sandsynlighed blive navigeret efter lægeløftets pejlemærke.

Hvis lederens faglighed er ledelse i sig selv, vil lederens opmærksomhed være rettet mod ledelsesstrukturen snarere end opgaveløsningen. Det har været kritikken mod den norske rigsarkivar, der har skabt et meget klart organisationsdiagram med en tydelig arbejdsdeling mellem alle underdirektørerne, mens bunkerne af dokumenter, der mangler at blive arkiveret, vokser.

For det andet skaber det en kløft mellem ledelse og personale. Hvis generalen selv har været rekrut engang, vil han have en forståelse for, hvad en given ordre betyder for dem nederst i organisationen. Tilsvarende vil enhver menig soldat have en tillid til ledelsen, fordi ordren udstedes af nogen, der selv engang har modtaget ordrer af samme karakter.

For det tredje undergraver den horisontale rekruttering den institutionelle hukommelse. Hvis kontorchefen selv engang har været fuldmægtig i et tilsvarende kontor, vil der i organisationen oparbejdes en konkret og værdifuld pulje af erfaring for at identificere genveje, fejlkilder, faldgruber, forbindelser, løsninger osv. Hvis tilstrækkeligt mange ansatte forlader eller afskediges fra skattevæsenet, vil staten ikke længere være i stand til at inddrive skat på et sagligt og retfærdigt grundlag.

Man skal aldrig afvise kvaliteten af et frisk syn på tingene. Klods Hans nåede langt ved at improvisere. Men det er i realiteten typer som hans to brødre, der holder samfundet gående, fordi de kan huske.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018)

Fire misforståelser om digitalisering af den skriftlige kulturarv

Kulturminister Mette Bock skrev i avisen i torsdags om digitaliseringen af de i Rigsarkivet i København beroende vestindiske arkivalier, og ministeren anvendte derefter dette projekt som forklaringen på, at Rigsarkivets læsesalskapacitet over hele landet skæres ned.

Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen af den skriftlige kulturarv er kommet for at blive og har ført meget godt med sig. Imidlertid knytter der sig en række – som regel implicitte – misforståelser til digitaliseringen, hvoraf den ansvarlige minister gør sig skyldig i mindst en.

Misforståelse nr. 1: ”Digitaliseringen overflødiggør arkivernes læsesale.” Med det nuværende tempo vil det tage årtier, før alt materiale i arkiverne er digitaliseret. Det har været en stor hjælp for arkivernes største brugergruppe, slægtsforskerne, at f.eks. kirkebøgerne nu ligger på nettet, men det er ikke gyldig grund til at indskrænke åbningstider og adgang til arkiverne for f.eks. forskerne.

Misforståelse nr. 2: ”Digitalisering erstatter papirversionen af arkivalierne.” Selv digitaliseringer i den bedst mulige kvalitet indebærer et informationstab, fordi papirversionens fysiske kvaliteter i sig selv indeholder informationer. Noget andet er, at mange eksisterende digitaliseringsprojekter, f.eks. af de danske aviser eller de kommunale byggesagsarkiver, er langt fra at være i en bare tilfredsstillende kvalitet.

Misforståelse nr. 3: ”Digitalisering er det samme som formidling.” Det svarer til at tro, at man har formidlet dansk politisk historie ved at fotokopiere Folketingstidende. Også brugerne af digitale arkivalier har brug for rådgivning om den sammenhæng og kontekst, som dokumenterne indgår i. Denne rådgivning koster stadig penge, og så er vi ved

Misforståelse nr. 4: ”Digitalisering indebærer en besparelse på længere sigt.” Alle ved, at det koster at omsætte større mængder papirarkivalier til en digital form. Færre er klar over, at vedligeholdelsen af den digitale information indebærer betydelige og løbende driftsomkostninger. Ingen digital databærer har en kendt levetid på over ti år. Det er allerede vanskeligt nu at finde computere, der kan læse en CD-rom. Hvem har i dag udstyret til at aflæse en floppy-disc? Enhver digitalt lagret information skal omsættes til et nyt format med få års mellemrum. Til sammenligning har selv den dårligst kendte papirkvalitet en levetid, der er ti gange længere, for nu slet ikke at tale om syrefrit kvalitetspapir, der selv under ugunstige forhold snildt overlever århundreder.

Sammenlagt kan man sige, at digitalisering har medført en demokratisering af arkivadgangen, fordi mange flere mennesker nu bruger de materialer, som findes på statens arkiver og biblioteker. Men det har ikke overflødiggjort arkivernes og bibliotekernes forpligtelse til at bevare papirversionerne og sikre publikums og forskernes adgang til dem.

(Kristeligt Dagblad 14. marts 2017)