Oslo er en overskuelig by. Det skyldes ikke kun, at den er
mindre målt i befolkningstal end både Stockholm og København. Den har for den
udefrakommende den indlysende fordel, at den er disponeret ud fra eet samlende
princip, et stort og bredt generøst beplantet hovedstrøg, der løber fra
Stortingsbygningen i den ene ende til Kongeslottet i gåafstand derfra i den
anden ende. Det giver byen et naturligt centrum, hvorudfra man som besøgende
let kan orientere sig. Teknisk set består strøget af to gader, hvoraf den
kendteste kaldes Karl Johan. Her foregår også de vigtigste demonstrationer,
fejringer og parader, ikke mindst den 17. maj. Det er den norske nationaldag, fejringen af
den første frie, norske grundlov i 1814.
17. maj samler nordmændene på en helt anden måde end
Grundlovsdag gør det i Danmark. Det skyldes, at der aldrig har hersket enighed
om, hvad det egentlig er, vi i Danmark fejrer den 5. juni. Den langtrukne
politiske kamp fra 1870 til 1901 var en strid om, hvordan man skulle forstå
grundloven. Konservative kræfter gennemførte en revision af Grundloven, som
blev skrevet under af Christian IX i 1866. Partiet Venstre derimod krævede den
grundlov genindført, som Frederik VII havde underskrevet i 1849, fordi de
mente, at den var i større overensstemmelse med deres politiske idealer.
Hovedsageligt på foranledning af venstrefolk blev der i perioden 1870-1900
rejst mere end fyrre monumenter til ære for ”Grundlovens Giver”, som Frederik
VII blev kaldt. Men de konservative stiftede aldrig fred med Grundlovsdag som
nationaldag. I 1912 blev Valdemarsdag indført som en slags alternativ
nationaldag. Den 15. juni er også den officielle årsdag for Genforeningen 1920,
og selv om den blev afskaffet som officiel fridag i 1948, står den stadig som
en konkurrent til Grundlovsdagen tidligere på måneden.
I Norge står 17. maj helt anderledes uanfægtet som national
samlingsdag og som årsdagen for grundlæggelsen af et selvstændigt, demokratisk
Norge. Den norske forfatningen blev vedtaget af en valgt forsamling, samlet hos
jernværksejer Carsten Anker i Eidsvoll umiddelbart nord for Oslo i 1814.
Eidsvollforfatningen bygger på forestillingen om, at en selvstændig stats
suverænitet ikke uddrages fra kongen, men fra folket. Derfor fejrer nordmændene
hvert år på deres grundlovsdag sig selv, det norske folk, som grundlovens
giver.
Baggrunden for at det kunne lade sig gøre at give Norge en
fri forfatning var opløsningen af den union, der havde bestået mellem Danmark
og Norge i mere end 400 år. Frederik VI havde allieret sig med Frankrig og
måtte betale en hård pris for denne alliance ved afslutningen af
Napoleonskrigene. Ved en fredsslutning i Kiel i januar 1814 måtte Norge afstås
til Sverige, bortset fra de norske bilande, Grønland, Island og Færøerne.
Frederik VI skrev til sin fætter, prins Christian Frederik, hvem han året før
havde gjort til statholder i Norge, at han måtte følge fredsbetingelserne.
Planen var som sagt, at Norge skulle overgå til Sverige. Men statholderen
øjnede en mulighed for selv at gribe magten i Norge. Norge havde ganske vist
været under dansk styre siden 1380, men var i statsretlig forstand altid blevet
betragtet som et selvstændigt kongerige med egen lovgivning i personalunion med
Danmark, og man kunne også tolke situationen i 1814 således, at den norske
trone var blevet ledig. Men han opdagede, at nordmændene havde den opfattelse,
at suveræniteten nu var folkets, og prins Christian Frederik indkaldte derfor
folkets repræsentanter til en grundlovgivende rigsforsamling. Da grundloven var
vedtaget, besluttede forsamlingen at vælge prins Christian Frederik til konge.
Eidsvollforsamlingen byggede altså ganske vist på folkesuverænitetsprincippet,
men man beholdt monarkiet som styreform, eller rettere det indskrænkede monarki,
som var betegnelsen.
Kronologien er som altid interessant. Rækkefølgen af
begivenhederne er afgørende. Valget af kongen fandt først sted efter
vedtagelsen af grundloven. Men 17. maj er ikke årsdagen for vedtagelsen af
Grundloven, men for valget af kongen. Grundloven blev vedtaget den 16. maj, dateret
dagen efter og forsynet med de sidste underskrifter den 18. Den 17. maj rettede
Eidsvollmændene henvendelse til prins Christian Frederik om at blive konge,
idet de erklærede, at den suveræne magt var delt, således at folkets
repræsentanter beholdt den lovgivende, mens kongen fik den udøvende magt.
Der var tale om et åbenlyst brud på fredsbetingelserne fra
Kiel at udråbe et selvstændigt, konstitutionelt norsk monarki. Sverige truede i
efteråret 1814 med krig, og sagen endte med, at kong Christian Frederik trak
sig og rejste tilbage til Danmark. Norge blev imidlertid ikke blot opslugt af
Sverige. Store dele af den selvstændighed, der var blevet vundet i foråret,
blev bevaret. Norge indgik i en personalunion med Sverige, beholdt sin grundlov
i let revideret form, sit parlament, Stortinget, egen lovgivning og egen hær.
Kun regenten og udenrigspolitikken havde de to lande til fælles, men det
indebar altså også, at den svenske konge, fra 1818 til 1844 den Karl Johan, der
lagde navn til gaden, i henhold til Eidsvollforfatningen havde forsædet i den
norske regering, hvilket førte til flere konflikter. Det var på dette tidspunkt nordmændene
begyndte at fejre Eidsvollforfatningen som et symbol på deres selvstændighed,
men de nedtonede kraftigt dens monarkiske element, for monarken, altså den
svenske konge, kunne ikke bruges som nationalt norsk fikspunkt.
Eidsvollfejringerne blev udgangspunkt for den bevægelse, der
søgte fuld norsk selvstændighed. I 1905 var Norge og Sverige tæt på en
indbyrdes krig, men konflikten blev løst i mindelighed, og det selvstændige
Norge stod nu foran valget mellem at blive selvstændig som republik eller som
monarki. Stærke kræfter arbejdede for indførelsen af republik, men som i 1814
var hensynet til stormagterne afgørende, og noget tyder på, at det især var
briternes synspunkt, der blev udslagsgivende for valget af monarki som styreform.
Det ville have været indlysende at vælge en svensk prins, men valget faldt på
den danske prins Carl, gift med den britiske prinsesse Maude. Han blev kronet
som Haakon VII. På dette tidspunkt var parlamentarismen for længst indført i
Norge. Kongen ikke havde nogen reel politisk indflydelse tilbage, og
folkesuverænitetsprincippet var derfor for alvor gennemført, men der skete det
forunderlige, at den genrejste norske kongestol, som man poetisk sagde,
alligevel indtog en helt central plads for den unge stat. Haakon VII og hans
efterfølgere på den norske trone blev centrale nationale symboler, der blev en
del af den norske selvfejring den 17. maj. På denne dag står forfatningspatrioter
og nationalister, fortalerne for norsk selvstændighed, norsk demokrati og
norske royalister arm i arm og synger Norges pris. Det har haft betydning for
den enestående sammenhængskraft, der er opbygget i Norge indadtil, men også for
Norges forhold til omverdenen. Grundlovsbegejstringen har været brugt som
instrument imod Norges deltagelse i den europæiske union, for det norske folks
suverænitet, hævdes det, er skabt i kraft af først opløsningen af unionen med
Danmark i 1814 og siden af opløsningen af unionen med Sverige i 1905. Hvis man
vil sælge ideen om internationalt samarbejde i Norge, skal man antagelig søge
at undgå enhver henvisning til begrebet union.
Den norske grundlov er den næstældste grundlov i funktion i
verden i dag. Den er skrevet på dansk, for det var forvaltningssproget i Norge
dengang. Den har ændret ordlyd flere gange siden 1814. Det pudsige er, at
ændringerne biver indført i et sprog, der er tilnærmet originalens, hvilket gør
den norske grundlov til antagelig den eneste, der ikke er udfærdiget på et
sprog, der er blandt de officielle i det land, for hvilket grundloven gælder.
Den norske grundlov ligner den danske mere end blot
sprogligt. Styreformen er den samme, indskrænket monarkisk. Den norske grundlov
var et forbillede, da den danske blev forhandlet på plads. Det er ikke
overraskende, for når vi siger, at enevælden blev afskaffet i 1849, gælder det
kun den danske del af riget. Enevælden var allerede blevet afskaffet 35 år tidligere
i den norske del. Det var klart, at man måtte se nordpå for at få inspiration.
Men vi skal også have fulgt op på prins Christian Frederik. Interessant
nok vendte han ikke blot tilbage til Danmark, han forblev også i tronfølgen.
Frederik VI havde faktisk truet med at nægte ham adgang til tronen, hvis han
fremturede med sin norske selvstændighedskrav, men samtidig havde Frederik VI
også over for sin norske statholder og fætter udtrykt ønske om at nordmændene
måtte bevare en så stor grad af selvstændighed, som det var muligt under den
svenske krone. Dette ønske blev opfyldt. Nordmændene kan med rette fejre 2014
som 200-årsjubilæet for norsk selvstændighed.
I Norge findes ingen statue af ”grundlovens giver” – endnu.
Prins Christian Frederik betragtes i bedste fald i Norge som fødselshjælper for
forfatningen. I Danmark spiller han næsten samme rolle. Da han vendte tilbage
til Danmark i 1814, blev han ikke blot taget til nåde af sin fætter. Noget
tyder på, at der var større samstemmighed mellem de to, end man skulle tro.
Prinsen satte sig på den danske trone i 1839 som Christian VIII. Da han døde i
1848, pålagde han sin søn, Frederik VII, at tilvejebringe en arving til tronen og
finde en løsning på det konstitutionelle problem. Frederik VII fik ingen
legitime børn, og han blev i martsdagene 1848 løbet over ende af den
københavnske befolkning under ledelse af de nationalliberale. Frederik VII var
i praksis lige så lidt eller lige så meget Junigrundlovens giver som hans far
var Eidsvollforfatningens giver. Man kan endda hævde, at udfaldet af
begivenhederne i 1814 i væsentligt omfang var et resultat af, at prins
Christian Frederik var en kompetent, politisk aktør. Det samme kan næppe siges
om hans søn.
Hvis
nordmændene er stolte af Eidsvollforfatningen, må de også anerkende, at den
ikke var blevet til noget uden prins Christian Frederik. Denne udlægning af
historien er også baggrunden for, at der i forbindelse med fejringen af
200-året for Eidsvoll i år afsløres en statue af prins Christian Frederik på
den fornemme plads foran Stortinget i Oslo, hvorfra han kan skue mod det
kongeslot, der ikke blev hans. Afsløringen vil blive foretaget af Dronning
Margrethe, men ikke på den 17. maj, som ville have været den mest indlysende
dag, nemlig årsdagen for hans valg til norsk konge. Det sker heller ikke på den
19. maj, årsdagen for hans accept af valget, men på den 18. Nu skal man heller
ikke hænge sig for meget i kronologi, men blot glæde sig over, at Norge nu
endelig – om end kun delvist og modstræbende - anerkender, at de ikke kun tog,
men også fik en grundlov.
(Essay i Kristeligt Dagblad 12. maj 2014. Bladet havde valgt overskriften "Hele det norske folk er grundlovens giver", hvilket unægtelig rammer lidt ved siden af artiklens pointe)