Diskussionen om indførelsen af republik er taget op igen af
Zenia Stampe. Spørgsmålet er, om republikken som statsform er bedre end
monarkiet? Måler man på hovedkriterierne for et retfærdigt og godt samfund, har
republikkerne ikke en særlig god statistik over de sidste 100 år. De stater,
der har begået det 20. århundredes med afstand største forbrydelser mod
menneskeheden, var alle republikker: Maos Kina, Nazityskland og Sovjetunionen. Desuden
kan det seneste århundrede udvise en meget lang række af republikanske
militærdiktaturer i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Europa, som heller
ikke pynter i den moralske statistik. Der findes også prominente eksempler på
totalitære monarkier som Mussolinis Italien, Japan frem til 1945 eller nutidens
Saudi-Arabien, men hovedindtrykket er, at republikken statistisk set ikke har
noget at prale af.
Ser man på Europa inden for den seneste generation har vi
været vidner til diktaturernes fald i Portugal, Spanien og Grækenland i
1970erne og til Warszawapagtens sammenbrud i 1989-91. Det har været en
enestående demokratisk og fredelig udvikling, som vil blive stående som en
verdenshistorisk landvinding. Det meste af Europa – med republikkerne Rusland
og Hviderusland som væsentlige undtagelser – er i dag demokratiske retsstater. De
lande, der i dag bedst lever op til kravene om demokratisk medbestemmelse,
lighed for loven, velfærd og fravær af korruption er ofte monarkier. Syv ud af
de ti højest rangerende på Transparency Internationals liste over de mindst
korrupte lande er monarkier.
Det skyldes ikke, at den monarkiske statsform i sig selv
skaber retfærdighed, velstand eller folkelig medbestemmelse, men det er en klar
indikation af det forhold, at monarkiet som statsform ikke er nogen hindring
for udviklingen af et retfærdigt, demokratisk og velstående samfund – snarere
tværtimod. Så længe retsplejen er uafhængig, lovgivningen vedtages af en repræsentativ
forsamling sammensat ved hjælp af frie og lige valg, og regeringsmagten udgår
fra denne forsamling, er der tale om et parlamentarisk demokrati. Om valget af
statsoverhoved foretages ved – typisk indirekte – afstemning eller ved genetisk
lodtrækning, er underordnet i demokratisk henseende. Statsoverhovederne i moderne
konstitutionelle monarkier og parlamentariske republikker har samme funktion.
Med hensyn til lighed for loven, adskiller det ikke Dronning
Margrethe fra andre statsoverhoveder, monarkiske såvel som republikanske, at
hun nyder retlig immunitet. Et fungerende statsoverhoved kan typisk ikke
retsforfølges uanset statsformen.
Med hensyn til omkostningerne og dermed indirekte til
velfærden, er det naturligvis ikke billigt at forsyne statsoverhovedet med det ceremoniel
i form af militære musikkorps, sikkerhed, transport, tyende og bolig, der hører
embedet til, men det adskiller ikke præsidenten fra monarken. Det for tiden
dyreste statsoverhovedembede i Europa er det franske.
Med hensyn til den demokratiske legitimitet har monarkierne
naturligvis et teoretisk problem, men i praksis nyder de europæiske monarker en
væsentlig større folkelig opbakning end deres ikke-monarkiske kollegaer.
Når Zenia Stampe derfor ønsker at afskaffe monarkiet, er der tale om symbolpolitik. Så længe der ikke udgår nogen trussel fra monarkiet mod demokratiet, retssikkerheden eller velfærden, findes der ingen saglig grund til at afskaffe denne statsform.
(Kristeligt Dagblad 21. april 2015. Avisen havde valgt en lidt anden rubrik. En fejl i antallet af monarkier på TIs liste er rettet. Det er kun syv lande i top ti, der er monarkier. Det er dog otte i top 11.)