De frie grundskoler har slået sig noget i tøjret over at
skulle leve op til regeringens krav om, at de skal styrke elevernes
”demokratiske dannelse”. Det er ikke fordi friskolerne har noget imod demokrati
eller dannelse, men fordi kravet også indebærer et skærpet tilsyn. For hvordan
måler man egentlig, om en skole giver eleverne ”demokratisk dannelse”?
Problemet opstår ikke mindst, fordi kombinationen af to af de mest
omdiskuterede begreber i henholdsvis politik og pædagogik, nødvendigvis må
indebære en høj grad af usikkerhed om, hvad det i det hele taget går ud på?
Ser man på begrebet i historisk perspektiv kompliceres
spørgsmålet yderligere, for oprindeligt var de to begreber modsætninger. I
september 1887 berettede Vejle Avis under overskriften ”Demokratisk Dannelse”
om en venstremand, der angiveligt havde opført sig tølperagtigt ved en fest i
Thrige Skov. Det var midt under forfatningskampen, da den regeringsvenlige del
af pressen skældte ud på ”demokraterne” i Venstre. Overskriften var ironisk
ment, for avisen ønskede netop at demonstrere, at bønder savnede kultur og
dannelse, underforstået at de dermed også var uegnet til at sidde i regering.
Men dannelse var heller ikke dengang et entydigt begreb.
Mange i Venstre havde tegnet abonnement på Grundtvigs alternativ, den folkelige
dannelse, der gik ud på, at også bønder var i stand til at tilegne sig evnen
til at tage del i magten og det offentlige liv.
Da socialdemokraten Hartvig Frisch i 1928 skrev, at ”Kultur
er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om,
at nogle har mere kultur end andre. Over for dette kunne en gymnasielærer
dengang indvende, at hvis dannelsesbegrebet skulle give mening, kunne alting
ikke være lige godt. Dannelse måtte være aristokratisk, forbeholdt de få.
Socialdemokratiets strategi var ikke ulig grundtvigianernes
ønsket om en demokratisering af dannelsen. Den socialdemokratiske avis Aktuelt
skrev i en leder i oktober 1964 under overskriften ”Demokratisk dannelse”, at det
væsentlige måtte være ”den hjertets dannelse, der på tværs af alle klasseskel
gør usnobbethed og hensynsfuldhed i omgangen med andre mennesker til en
naturlig ting.”
Det demokratiske i dannelsen bestod altså dengang for
Socialdemokratiet i nedbrydning af klasseskel og en lige adgang til det gode,
som en uddannelse er.
Sammensætningen af demokrati og dannelse i et begreb har
fået en gevaldig opblomstring siden årtusindskiftet. Demokratisk dannelse anerkendes
som ”en central del af vores skolesystem og selvforståelse”, som Troels Borring
og Bjarne Lundager Jensen, henholdsvis formand og direktør for
Efterskoleforeningen skrev i en kronik her i avisen sidste år.
Men hvad betyder demokratisk
dannelse i dag? Udfordringerne ligger et andet sted end i 1880erne, 1930erne eller
1960erne. Regeringen ønsker med sit tiltag at kontrollere indholdet af
undervisningen i muslimske friskoler. Det er en juridisk udfordring, fordi
friskolernes vidtstrakte frihed er sikret af Grundlovens § 76. Det er også en
principiel udfordring, for som Bertel Haarder engang har sagt, er skolen ikke ”i sig
selv et demokratisk samfund. Det ville forudsætte, at eleverne bestemmer, og
det gør de jo ikke.”
(Kristeligt Dagblad 16. nov. 2016. Avisen havde valg en lidt anderledes rubrik.)