Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen
af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den
straffes, ”der
offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående
religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. Begrundelsen for at
afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden.
Paragraffen har
kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet
straffet siden 1946. Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel
have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest
aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk
med, hvad der opfattes som helligt, har det imidlertid vist sig, at færre muslimer har
oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.
Statsadvokaten
i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en
videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af koranen. Det er altså
kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter § 140. Sagen har principiel
karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken
udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.
Gudsbespottelse
har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig
ikke ved Reformationen. Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den
opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i
anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.
Den
såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og
forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at
også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde
Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres
Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end
kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen –
50 år før religionsfriheden formelt blev indført.
Dette
princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven
af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort
det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen,
usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden. Det
strider ikke mod Grundloven, hvis § 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar
for domstolene”. Det vil sige, at
lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den
udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.
Religionsfriheden
har sin egen paragraf (§ 67), der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke
deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at
det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens § 67
siger i modsætning til § 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering. I
2016 blev udlændingeloven f.eks. ændret, så den specifikt giver regeringen
mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter
indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev
offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af,
at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden. Selvom forholdet mellem
religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen
i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens
forkyndelsesfriheden indskrænkes.
(Kristeligt
Dagblad 26. maj 2017. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)