I USA udkæmpes i disse dage en strid om en rytterstatue af
sydstatsgeneralen Robert E. Lee i byen Charlottesville i Virginia. Lee er
almindeligt anerkendt som en af de dygtigste amerikanske officerer nogensinde.
Han var imidlertid også general i sydstatshæren under Den amerikanske
Borgerkrig (1861-1865), og det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at der kan
rejses et mindesmærke for den tabende part i en krig i det land, hvor krigen
blev udkæmpet. Men statuestriden handler ikke kun om selve krigen og mindet om
de soldater, der udkæmpede den. Statuen blev sat op i 1924 på samme tid som
mange andre mindesmærker blev rejst for dem, der kæmpede for sydstaternes
løsrivelse.
Intet mindesmærke handler kun om fortiden. Når man bringer
fortiden til stede i nutiden f.eks. i sydstatsgeneralens bronzestøbte skikkelse
er det en tilkendegivelse af et synspunkt. Derfor er mindesmærker sjælendt
uskyldige. Nogle mener, at det skal være tilladt at mindes en dygtig general.
Men de har vanskeligt ved at have deres synspunkt i fred.
Statuens modstandere mener, at statuen i virkeligheden er et monument over den raceadskillelses- og racediskriminationspolitik, der blev ført i det 20. århundredes første halvdel i de amerikanske sydstater. Denne fortolkning bekræftes af det forhold, at repræsentanter for white supremacy-bevægelsen ofte fører det gamle sydstatsflag som symbol.
Man kan sammenligne med mindesmærket over en anden
borgerkrig, nemlig den danske, H.W. Bissens statue af en løve til minde om de
faldne i Slaget ved Isted i 1850, det blodigste slag under Den første
slesvigske Krig. Istedløven blev opsat på Flensborg gamle kirkegård på årsdagen
for slaget 25. juli 1862. Den tysksindede del af byen var ikke begejstret, for
den blev opfattet som et monument over den danske sejr.
Knap to år efter under Den anden slesvigske Krig blev Flensborg
besat af preussiske og østrigske tropper, og byen blev vidne til scener, som
man siden har set så mange steder: en vred folkemængde, der angriber det
forhadte symbol på fjendens arrogance. Og så blev danskerne naturligvis vrede.
”I red Fastelavn ad Kirkegaards Port/og slog en Løve af Tønden – hvor stort”,
som digteren Carl Ploug spottende skrev om begivenheden.
I dette tilfælde forblev Bissens robuste løve dog nogenlunde
uskadt af pøbelens angreb. Til gengæld blev den af de preussiske myndigheder
transporteret til Berlin, hvor den blev opstillet først ved byens tøjhus og
siden i en kasernegård i Lichterfelde. Yderligere lod en privatmand foretage en
afstøbning af løven og opstillede den i 1874 i Wannsee til minde om den tyske
sejr over Danmark i 1864. Og der står den endnu.
Efter det tyske nederlag i 1945 blev den originale løve med amerikansk
hjælp transporteret til København, hvor den blev opstillet ved byens tøjhus.
Christian X holdt i den anledning en tale, i hvilken han holdt muligheden åben
for, at den kunne vende tilbage til sin oprindelige plads. Skønt der var
principiel velvilje fra dansk side trak det ud med at opfylde dette løfte, ikke
mindst fordi det var vanskeligt at skaffe tilslutning i Flensborgs bystyre.
Først efter lange forhandlinger kunne den nu restaurerede løve vende tilbage
til sin oprindelige plads i Flensborg i 2011. For at det kunne lade sig gøre
måtte de oprindelige triumferende indskrifter på statuens sokkel redigeres, så
de nu giver udtryk for ønsket om fredelig sameksistens mellem danske og tyske.
Den hjemvendte løve rummer imidlertid også sine gamle betydningslag og
forbliver et vidnesbyrd om, at fortiden er levende iblandt os.
(Kristeligt Dagblad 19. august 2017. Avisen rubrik var
en anden.)