Af de skibe, der klarede overfarten fra de østpreussiske havne, kom nogle også til København, de første i begyndelsen af februar 1945, og i løbet af de følgende måneder kom i alt ca. en kvart million flygtninge til Danmark. Besættelsesmagten havde ansvaret for dem, og hundredvis af bygninger, især skoler blev beslaglagt for at skaffe dem tag over hovedet. Dødeligheden pga. sygdom og underernæring var meget høj. På kirkegårde landet over findes særlige afdelinger, hvor tusindvis af tyske flygtninge er stedt til hvile. Lægen og historikeren Kirsten Lylloff fremsatte for godt 20 år siden en hård kritik af de danske myndigheder og den danske lægestand for ikke at gøre mere for at hjælpe. Det diskuteres fortsat, om danskerne kunne have gjort mere i de første måneder, og om denne hjælp havde gjort en afgørende forskel.
Fra Vestre Kirkegård i Valby. De begravede er typisk små børn, ældre og soldater. Mange er anonyme. (eget foto) |
Hvorom alting er, overtog de danske myndigheder efter befrielsen den 5. maj ansvaret for flygtningene og dermed den enorme opgave at huse de mange mennesker. For de dengang fire millioner danskere betød tilstrømningen af flygtninge, at befolkningstallet steg med omtrent seks procent på ganske få måneder.
Folkestemningen var ikke flygtningene venligt stemt, og der var et udbredt ønske om at sende dem hjem igen så hurtigt som muligt. At sende dem hen, hvor de kom fra, var på forhånd udelukket, for der var simpelthen intet Tyskland længere øst for floderne Oder og Neisse.
De allierede besættelsesmagter i det resterende Tyskland modsatte sig at modtage endnu flere flygtninge. Alene i Slesvig-Holsten var godt en tredjedel af befolkningen nytilkomne fra andre steder i Tyskland.
Den danske stat valgte at samle og isolere flygtningene i store til dels nybyggede baraklejre over hele landet, så de beslaglagte bygninger kunne frigives til deres oprindelige brug. Den største var Oksbøllejren, der med sine 35.000 flygtninge de facto var Danmarks sjettestørste by på dette tidspunkt. Lejrene var bevogtede og blev omgivet af pigtråd, og det var den danske politik at forhindre enhver fraternisering mellem de tyske flygtninge og lokalbefolkningen. Tyskerne fik ikke lov til at arbejde eller færdes frit i det omgivende samfund. Til gengæld kom der styr på sundhedstilstanden og forplejningen. Lejrene fik et beskedent mål af selvstyre og selvorganisering, og lærere, præster og læger blandt flygtningene fik mulighed for at udøve deres gerning. I Oksbøl blev der sågar bygget en biograf.
Den indledende taknemmelighed over at få tag over hovedet og mad på bordet fortog sig blandt flygtningene, der ønskede at slippe ud af lejrene for at genoptage et normalt liv i Tyskland, og danskerne var såmænd mere end villige til at efterkomme ønsket, men det strandede fortsat på forhandlinger med ikke mindst briterne, hvis besættelseszone i Tyskland som nævnt havde rigeligt med flygtninge i forvejen. Men det lykkedes til sidst, og i 1949 kunne de sidste flygtninge sendes over grænsen.
I tysk efterkrigshistorie spiller de mere end 12 millioner Heimatvertriebene (hjemstavnsfordrevne) en stor rolle. En stor del af dem kom til det, der blev DDR, hvorfra mange flygtede videre vestpå, før grænsen mellem Øst- og Vesttyskland blev lukket i 1961. Det var ikke nogen konfliktfri proces at skaffe hjem og beskæftigelse til de nytilkomne. Men det lykkedes ikke mindst takket være det tyske Wirtschaftswunder, 1950ernes økonomiske mirakel at gøre dem til en del af den tyske vækst, og denne succes er en integreret del af den tyske selvfortælling i dag. I Danmark derimod er de tyske flygtninge forblevet en parentes i historien.
(Kristeligt Dagblad 12. april 2022. Redaktionen valgte en anden rubrik.)