Spørgsmålet om statsborgerskab har opnået politisk aktualitet både i Danmark og USA. Hvornår er man egentlig dansker henholdsvis amerikaner? I USA får et barn automatisk statsborgerskab, hvis det fødes i landet uanset at dets forældre ikke er statsborgere. Det kaldes som juridisk princip jus soli, altså en ret, der knytter sig til landet, også kaldet territorialprincippet. Det gælder i de fleste nord- og sydamerikanske stater. Det står i modsætning til jus sanguinis, der bogstaveligt betyder blodets ret, altså at statsborgerskab erhverves ved arv, også kaldet afstamningsprincippet. Det er det princip, der gælder i Europa. Man bliver dansk statsborger, hvis ens forældre er det. Det betyder også, at man kan opnå dobbelt statsborgerskab, hvis man f.eks. er født i et amerikansk land af danske forældre.
Dansk statsborgerskab tildeles i dag som udgangspunkt efter afstamningsprincippet,
men lovgivningen bruger stadig begrebet indfødsret, der er afledt af
territorialprincippet. Den første lov om indfødsret fejrede tidligere i år 250
års fødselsdag. Den handlede oprindeligt om en regulering af adgangen til
offentlige embeder, der herefter skulle være forbeholdt den danske konges
undersåtter. Politiske kræfter søgte at dæmpe indflydelsen fra tyske
embedsmænd. Holstenere kunne naturligvis ikke nægtes ansættelse, for de var
også den danske konges undersåtter, men Struensee ville som preusser have været
udelukket.
Indfødsretten blev en integreret del af Junigrundloven af
1849. Udlændinge, der gerne ville opnå dansk indfødsret uden at være født her,
kunne få det ved lov. Det stod og står stadig som et grundlovsfæstet princip.
Opnåelse af dansk statsborgerskab er altså ikke en ret, der kan opnås ad
juridisk vej, men et valg, der skal træffes af politikere.
Grundloven blev til, mens en krig blev udkæmpet om, hvem den
samme grundlov skulle omfatte, altså hvem der kunne anses for at være danske,
og hvem, der ikke kunne. Grundtvig skrev i den anledning sine berømte ord om,
hvem der hører til et folk: ”Til et Folk de alle høre,/ som sig regne selv
dertil,/ har for modersmålet øre,/ har for fædrelandet ild.” Til henholdsvis
territorial- og afstamningskriteriet føjede han dermed det personlige valg som
afgørende princip.
Man bliver ifølge Grundtvig ikke dansk blot fordi man er
født i landet eller fordi ens forældre er danske. Det kræver, at man behersker
sproget og har viljen til at kæmpe for sagen. Grundtvig var bestemt ikke ene om
at bidrage til denne diskussion, men hans ord er blevet stående, fordi de i
poetisk form kondenserer, hvad der også må være afgørende. Man er ikke dansk
bare på grund af sin fødsel. Det kræver aktive valg efter hvad man kan kalde
sindelagsprincippet.
Juridisk set forblev territorialprincippet også efter 1849
grundlaget for dansk indfødsret opnået ved fødsel. Imidlertid opstod der et
problem med indfødsretten i Slesvig efter 1864, da hertugdømmerne blev afstået
til Preussen. De dansksindede slesvigere fik mulighed for at fastholde deres
danske statsborgerskab som såkaldte optanter. Imidlertid gjaldt i Preussen afstamningsprincippet
Det vil sige, at børn af dansksindede slesvigere hverken blev danske eller
preussiske statsborgere. De blev i praksis statsløse, for ifølge preussisk lov
var de ikke preussere, og ifølge dansk lov var de ikke danskere.
Spørgsmålet blev afgjort ved en overenskomst i 1898. Den regulerede
forholdene for optanterne og deres børn, og indebar også, at reglerne om dansk
indfødsret blev grundlæggende ændret fra territorial- til
afstamningsprincippet. Det skete med Lov om Erhvervelse og Fortabelse af
Indfødsret af 19. marts 1898, der fastslog, at ægtefødte børn arvede deres
fars statsborgerskab uanset fødested.
Efter Genforeningen i 1920 udestod spørgsmålet om de
nationale mindretal på hver side af den nye grænse. Det forblev uafgjort i
mange år. Først i 1955 blev mindretallenes politiske og kulturelle rettigheder
reguleret ved gensidige erklæringer mellem København og Bonn,
Forbundsrepublikkens daværende hovedstad. Herunder sorterede det meget vigtige
spørgsmål om, hvem der kunne regnes til det tyske henholdsvis danske mindretal.
Her så man helt bort fra både fødesteds- og afstamningskriterier og valgte at
følge sindelagsprincippet, vel at mærke uden sindelagskontrol. Det var nok, at
man erklærede sig som henholdsvis dansksindet tysk statsborger eller tysksindet
dansk statsborger for at blive regnet som medlem af et mindretal.
Fødested, afstamning og sindelag præger stadig den nuværende
debat om statsborgerskab og danskhed. Mange mener for eksempel, at H.C.
Andersens ”I Danmark er jeg født” egentlig burde være vores nationalsang. Den
er som Grundtvigs ovenfor citerede linjer skrevet under indtryk af Den første
slesvigske Krig, 1848-50. Andersens digt angiver fødestedet som det afgørende
kriterium for at være dansk. Andersen kunne jo ikke forestille sig en
situation, da så stor en del af befolkningen er født uden for landets grænser,
hvad enten de er adopterede eller indvandrede. Også Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land”
hæfter sig som Andersen ved geografien, men hylder også enhver borger, ”som
virker, hvad han kan!” Grundtvig lægger ganske vist vægt på sindelaget, men
udelukker heller ikke afstamning som kriterium. Johannes Ewalds ”Kong
Christian” lægger stor vægt på den ild, som også Grundtvig omtaler, men
forbliver ret krigerisk. Under alle omstændigheder kan Ewalds, Oehlenschlägers,
Grundtvigs og Andersens digte alle findes i Højskolesangbogen sammen med mange
andre poetiske udtryk for, hvad det vil sige at være dansk. Hermed anbefalet
til gennemlæsning og gennemsyngning.
(Kristeligt Dagblad 11. april 2026. Redaktionen udelod enkelte formuleringer)
