Den tyske borgerkrig

Det er i disse uger 150 år siden Den tyske Krig sluttede. Vi kender den også som den preussisk-østrigske krig efter dens hovedmodstandere. Anledningen var en strid mellem de sejrende magter i krigen 1864 om forvaltningen af de besatte hertugdømmer, Slesvig, der var under preussisk kontrol, og Holsten, der var administreret af Østrig. Den egentlige årsag til krigen var en kamp om magten over Det tyske Forbund.

Man kan – som f.eks. den tyske historiker Hilmar Sack har gjort det (Die Zeit 30. juni) – drage paralleller mellem de indre spændinger i Det tyske Forbund for 150 år siden og problemerne i EU i dag. Men historien gentager sig langt fra altid. Der er flere nyere eksempler på, at unioners dannelse og opløsning kan foregå fredeligt. Sovjetunionens opløsning er måske det bedste eksempel. DDR’s samtidige indlemmelse i Forbundsrepublikken er et andet.

Krigen i 1866 lignede den amerikanske borgerkrig, fordi den var en krig mellem stater, der var medlem af samme forbund. Men den tyske borgerkrig varede blot få uger, så den nåede ikke at blive lige så blodig som den amerikanske.

Det tyske Forbund var blevet dannet i 1815 efter det tysk-romerske kejserriges fald i 1806 under Napoleonskrigene og bestod af alle tyske stater eller fyrstendømmer, knap 40 i alt, herunder altså også Preussen og Østrig.

Østrig var allieret med de mellemstore tyske magter Hannover, Bayern og Sachsen. Preussen havde allieret sig med en række af de mindre tyske stater samt det nyligt samlede Italien. Krigen indledtes med, at preussiske tropper gik ind i Holsten i begyndelsen af juni. Det vigtigste slag fandt sted ved Königgrätz (Hradec Králové) i Bøhmen den 3. juli 1866, da godt 400.000 tropper stod over for hinanden. Da slaget var ovre, var 8000 dræbte og 14.000 sårede. Preussen sejrede, og dermed var krigen i praksis afgjort. Det sidste slag stod ved Uettingen i Bayern den 26. juli.

Den endelige fredsslutning i Prag er kendt i Danmark, fordi dens § 5 tilsagde Slesvigs befolkning retten til at stemme om deres nationale tilhørsforhold. Det slesvigske spørgsmål forbliver dog en fodnote til den verdenshistoriske begivenhed, der lagde grunden til et forenet Tyskland. Preussen annekterede i 1866 foruden de tidligere danske hertugdømmer også kongeriget Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt. Efter endnu en kort og sejrrig krig, denne gang mod Frankrig, forenedes Tyskland i det andet kejserrige i 1871 under preussisk førerskab.

Det indtil da vigtigste af de tyske lande, Østrig, var dog ikke med i samlingen. Østrig er historisk set den stenografiske forkortelse for et stort centraleuropæisk konglomerat af stater og fyrstendømmer under det habsburgske dynasti. Efter 1866 havde ungarerne held med at kræve større selvstændighed, og det habsburgske monarki blev til en personalunion, der i godt 50 år kendtes som Østrig-Ungarn. Denne union opløstes som et resultat af Første Verdenskrig. En østriger kuppede sig til magten i Tyskland i 1933 og sluttede det sammen med sit fødeland i 1938. Dette forenede Stortyskland opløstes i tre stater, Forbundsrepublikken, DDR og Østrig efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Netop tyskerne har holdt sig historiens lære efterrettelig. Det moderne Tyskland har belært af bitter erfaring forladt tanken om, at statens styrke og legitimitet skal bygges på militær magt. Tyskland står om nogen som garant for, at forholdet staterne imellem skal bygges på folkeretten, frivillighed og forhandlinger. At Tyskland har en økonomisk vægt at lægge bag sine ord, skal man kun beklage, for så vidt man foretrækker alternativet.

(Kristeligt Dagblad den 11. august 2016. Redaktionens rubrik var en anden)

Radiospredning

En af de politiske såkaldte sommerballoner har været forslaget om at skære i Danmarks Radios budget. Det har vakt den velkendte debat om DR’s funktion og rolle i medielandskabet og samfundet i det hele taget. Men hvorfor findes der overhovedet statsligt fjernsyn og radio – historisk set?

Radiokommunikation er en teknologi, der blev udviklet i årene omkring 1. Verdenskrig, i øvrigt med væsentlige bidrag af danske ingeniører som C.C. Lauritsen og Valdemar Poulsen. Radiokommunikationen har et begrænset frekvensområde til rådighed, så der måtte en regulering til, hvis man skulle undgå interferens, altså at flere nærliggende sendere transmitterede på samme frekvens. Ved international overenskomst (Berlin 1903 og 1906) blev de grundlæggende retningslinjer for den globale radiokommunikation fastlagt, og siden fulgte internationale aftaler om og national regulering af radiospredning eller radiofoni.

USA er – med forbehold – den væsentligste undtagelse fra den regel, at en moderne stat har en statslig radio- og TV-station. I blandt andet de skandinaviske lande blev radiospredning ikke alene statslig, men også monopoliseret. At staten blev en væsentlig aktør skyldes blandt andet, at der skulle investeres i en helt ny infrastruktur, et net af sende- og relæstationer.  Statsradiofonien, senere omdøbt til Danmarks Radio, blev oprettet i 1925. Nyhedsdækningen var – som man kunne læse her i avisen forleden i anledning af Radioavisens 90 års fødselsdag – imidlertid ikke statslig. Den blev varetaget uafhængigt af et samarbejde mellem de væsentligste aviser, heraf det daværende navn Pressens Radioavis.

Centraliseringen og monopoliseringen af radiospredning hænger tæt sammen med den moderne nationalstats konsolidering. Man forsøgte i kraft af programlægningen at tilvejebringe en ’danskhedskanon’, en fælles referenceramme, kulturelt og politisk, ikke ulig hvad man i dag kalder public service eller sammenhængskraft. TV-serien Matador var en af denne ambitions sene succeser. Monopoliseringen var imidlertid også en ensretning af et kulturforbrug, der optog en stor del af danskernes tid – flere timer om dagen - og den var aldrig uden modstand.  Den såkaldte Balalajkaundersøgelse fra 1929 blandt licensbetalerne viste, at lytterne var utilfredse med programudbuddet, der for store dele bestod af klassisk musik og foredrag. Danskerne ville hellere have underholdning (”balalajkamusik”) end finkultur. Diskussionen om programlægningen har stået på med uformindsket styrke stort set lige siden.

Med lovliggørelsen af parabolmodtagere og oprettelsen af TV2 i slutningen af 1980erne blev der åbnet for lovlige alternativer. Satellit-TV var revolutionerende, idet det gjorde det muligt langt friere at flytte sig geografisk uden at gøre det kulturelt.

Radiospredningens betydning kan man iagttage i tilfælde af statskup. Det er centralt for den, der med vold ønsker at overtage magten i en stat, at kontrollere massemedierne. Den dramatiske kamp om TV-tårnet i Vilnius i Litauen i 1991 er et nu klassisk eksempel. I dag har de statslige radio- og TV-kanaler i kraft af en generel liberalisering og udviklingen af nye teknologier for deling og spredning af informationer mistet meget af deres status og betydning. Det er derfor også vanskeligere at identificere den bygning, der skal besættes fysisk for at få kontrollen med informationskanalerne, hvad det nylige kupforsøg i Tyrkiet viste. Men kampen blev stadig vundet af den, der sikrede sig et greb om massemedierne, og det er et kendetegn for vor tids autoritære og totalitære styrer, at de søger at monopolisere informationsspredningen og kontrollere dens indhold.

(Kristeligt Dagblad 8. august 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik)