Om tre år skal vi fejre 100-året for Genforeningen eller
Slesvigs deling. Der er al mulig grund til at højtideligholde dette jubilæum.
Det var bestemt ikke første gang en grænse blev flyttet, og den forudgående
folkeafstemning var ikke enestående. Grænsedragningen i 1920 forblev i 20 år
anfægtet af Tyskland. Paradoksalt nok var den tyske erklæring den 9. april 1940
i forbindelse med Værnemagtens overskridelse af samme grænse også en forsikring
om samme grænses ukrænkelighed.
Tvivl om grænsen udtrykkes i dag næsten udelukkende fra
dansk side. Det gælder f.eks. formanden for Folketingets udenrigspolitiske udvalg,
Søren Espersen (DF), der for nylig udtalte: ”Vi vil da gerne have Danmark til Ejderen, hvorfor skulle
vi ikke ville det. Det er da et håb og en drøm.” (KD 24. feb. 2017)
Udtalelsen vakte berettiget opsigt i Tyskland, for her har
man forholdt sig til, at forholdene i Grænselandet har været reguleret af de
aftaler, der blev indgået i 1955 mellem København og den daværende
forbundstyske hovedstad Bonn om den gensidige anerkendelse af
mindretalsrettigheder på hver side af Kruså-grænsen. Den væsentligste grund til
stolthed over Genforeningen er, at historien om det dansk-tyske grænseland er
et forbillede for mange tilsvarende regioner i Europa, fordi det er lykkedes at
skabe en platform for fredelig sameksistens, hvor der tidligere har været
væbnet konflikt.
En af disse konflikter var krigen i 1864, der indebar at
hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg gik tabt for den danske krone. Det
er i hvert fald den korte version af historien. Den nye grænsedragning, der var
et resultat af det danske nederlag i 1864 blev fastlagt ved en fredskonference
i Wien i oktober 1864.
Ikke hele Slesvig blev afstået. Som kompensation for de
såkaldte kongerigske enklaver vest for Tønder i Slesvig blev otte sogne syd for
Kolding og hele Ærø tillagt kongeriget Danmark. I verdslige spørgsmål tilhørte
Ærø Slesvig. Det vil sige, at ærøboerne delte valuta, lovgivning, skatter og
afgifter, domstole og meget mere med det slesvigske fastland. I kirkelige
spørgsmål tilhørte Ærø Fyens Stift, om end Ærø og Als en kort overgang efter
1815 til sammen udgjorde et eget stift.
Ærø var en af rigets tættest befolkede øer
og var centrum for handel og skibsfart i hele det 19. århundrede. Fuldbyrdelsen af freden i Wien tog nogle år. I 1864 var
forvaltningen af Slesvig og Holsten delt mellem sejrherrerne Preussen og
Østrig. Østrigs deltagelse i krigen var betinget af, at Østrig ikke havde nogen
interesse i en ensidig preussisk ekspansion på den jyske halvø. Østrig havde
ikke noget udestående med Danmark i sig selv.
Modsætningsforholdet mellem
Østrig og Preussen udviklede sig til en kort krig i 1866, som Preussen vandt.
Derefter rømmede Østrig hertugdømmerne, som blev annekteret af Preussen – med
undtagelse altså af de dele, der i henhold til Wienerfreden tilfaldt kongeriget
Danmark.
I disse dage for 150 år siden, den 1. april 1867, var indlemmelsen fuldbyrdet
idet kongerigets lovgivning fra den dato gjaldt i de otte indlemmede sogne og
på Ærø – med overgangsordninger.
(Kristeligt Dagblad den 12. april 2017)