Politiske meldinger om, at præster i den danske folkekirke skal tvinges til at vie homoseksuelle, er af teologer fra begge fløje blevet skarpt kritiseret som et brud med den særlige danske frihedsforståelse.
Samvittighedsfrihed er den frihed, som samfundet tilstår den enkelte til at handle efter sin samvittighed. Samvittigheden defineres traditionelt som den enkeltes ’samviden’ med en etisk/moralsk instans – f.eks. Gud – og som sådan er samvittigheden et kollektivt fænomen, men den er også en privat og for andre usynlig instans, der kan vejlede den enkelte i trods mod omgivelserne. Udtrykket samvittighedsfrihed optræder på dansk første gang hos Holberg i betydningen religionsfrihed, og som oftest anvendes udtrykket i forbindelse med religiøse forskrifters konflikt med samfundsordenen som sådan.
Samvittighedsfrihed er den frihed, som samfundet tilstår den enkelte til at handle efter sin samvittighed. Samvittigheden defineres traditionelt som den enkeltes ’samviden’ med en etisk/moralsk instans – f.eks. Gud – og som sådan er samvittigheden et kollektivt fænomen, men den er også en privat og for andre usynlig instans, der kan vejlede den enkelte i trods mod omgivelserne. Udtrykket samvittighedsfrihed optræder på dansk første gang hos Holberg i betydningen religionsfrihed, og som oftest anvendes udtrykket i forbindelse med religiøse forskrifters konflikt med samfundsordenen som sådan.
Hvis man handler efter sin samvittighed mod loven, er der
per definition tale om civil ulydighed. Historisk er samvittighedsfriheden typisk
blevet tilvejebragt ved lov efter at et problem er blevet bragt til
offentlighedens kendskab ved civil ulydighed. Mest kendt er antagelig
spørgsmålet om militærnægtere, der netop ofte afviser at opfylde deres
lovbefalede – i Danmark sågar grundlovsbefalede - værnepligt med henvisning til
samvittigheden. Hvad der oprindeligt var civil ulydighed og strafbart er nu i
mange lande gjort lovligt, i Tyskland endda defineret som en borgerlig
rettighed.
Et af de kendte hjemlige eksempler på den civile ulydighed
som grundlag for samvittighedsfrihed er baptisternes mission i Danmark fra
slutningen af 1830erne. Den enevældige lovgivning betragtede dåb og
konfirmation som en nødvendig forudsætning for at kunne blive betragtet som
fuldgyldig undersåt og retssubjekt, og der var dåbstvang med en kort tidsfrist
efter barnets fødsel. De første danske baptister var derfor i sagens natur
barnedøbt, mens deres børn igen i overensstemmelse med baptisternes dåbssyn
skulle vente til de selv blev voksne. I dette tilfælde greb baptisterne altså
til civil ulydighed. På den anden side var der uenighed blandt myndighederne
om, hvordan man skulle gribe sagen an, og især grundtvigianerne var imod
håndhævelsen af tvangsdåben, som i yderste konsekvens skulle finde sted som en
fogedsag.
Enden på historien blev som bekendt, at Grundloven i 1849
indførte religionsfrihed, og at baptisterne derfor fik frihed til at følge
deres samvittighed. Den borgerlige retsvirkning af dåb og konfirmation blev dog
først ophævet gradvist i de følgende årtier, og kirkelig vielse var stadig den
eneste mulighed for medlemmer af Folkekirken, der ønskede at indgå ægteskab. Den
borgerlige vielse blev indført i 1851 som en nødforanstaltning for så vidt en
af parterne stod uden for Folkekirken.
Det indebar foruden en manglende valgfrihed for brudeparrene
også, at præsterne var tvunget til at vie dem, der kom til dem. I et indlæg i
Kristeligt Dagblad 17. juni 1898 skrev ”H.J.”, at præsterne var tvunget til at
indrette sig efter, ”hvad de tilfældige Ægtefolk bestemte sig for, og havde
ikke selv nogen Valgfrihed efter deres egen Samvittighed, d.v.s. eftersom de
fandt deres egen Samvittighed bundet af Gud Ord eller ikke.” Da borgerlig
vielse blev indført som en mulighed for alle i 1923, var det altså ikke kun et
hensyn til borgernes valgfrihed, men også til præsternes samvittighedsfrihed.
Da nogle præster i 1990erne begynte at foretage, hvad der blev kaldt gudstjenestlige markeringer af registrerede partnerskaber, var der tale om en slags civil - eller tjenstlig - ulydighed, fordi de blev foretaget uden tilladelse, indtil kredsen af biskopper i 1997 åbnede for muligheden med den begrundelsen, at man i folkekirken bør indrømme hinanden samvittighedsfrihed i dette spørgsmål.