I dagens diskussion om, hvad det vil sige at være dansk, bliver Grundtvig ofte inddraget. Hans digt, Folkeligheden, som han trykte i sit eget ugeblad, Danskeren, i slutningen af august 1848, citeres meget ofte. Det er i forkortet form optaget i Højskolesangbogen som nr. 83 med titel efter dets første linje, ”Folkeligt skal alt nu være”.
I udgangspunktet er det meningsløst at afæske en mand, der var født i 1783, svar på nutidens spørgsmål. Men Grundtvigs evne til at sætte essentielle spørgsmål på poetisk formel har på forunderlig vis ikke mistet sin styrke i dag. Det er grunden til, at så mange stadig griber fat i ham. Han har forsynet os med et fælles forråd af formuleringer, en digterisk skat, en rigdom af rim, et kar af aforismer, af hvilket vi stadig øser for at forstå, hvem vi er.
Digtet læses ofte som et manifest, men det er lige så meget et spørgsmål, som Grundtvig stillede i en urolig tid: ”Folk, hvad er vel Folk igrunden?/ Hvad betyder folkeligt?”
I februar måned samme år var der udbrudt revolution i Paris. Urolighederne havde hurtigt bredt sig til hele Europa, også til København og Kiel. Det førte til enevældens fald og ikke alene til en fri forfatning, men også en borgerkrig mellem Frederik VII’s danske og tyske undersåtter, en kamp om Slesvigs statsretlige tilhørsforhold. I denne krig meldte Grundtvigs to sønner, Johan og Svend, sig som frivillige på dansk side.
Det var Grundtvig kendeligt stolt over. Endnu i begyndelsen af 1848 påhvilede værnepligten kun medlemmer af bondestanden, og eftersom Johan og Svend var akademikere og sønner af en præst, var de ikke forpligtet til at springe soldat.
Grundtvigs spørgsmål var godt stillet. Han kunne før de fleste se, at folket som begreb ville blive omdrejningspunktet for den politiske udvikling, selv om han på dette tidspunkt ikke var tilhænger af frie forfatninger. Samtidig skete der en betydelig og hurtig forskydning i ordets betydning. ”Folk” havde i forvejen flere betydninger. Det var en social eller hierarkisk kategori i betydningen tjenerskab eller folkehold, altså undergivne. Det kunne også betyde mandskab i en lidt bredere betydning. Især med bibelsk reference (”Guds Folk”) kunne det også betyde en stamme eller en slægt.
Man kan læse Grundtvigs digt som en kokon, hvor ordets gamle betydninger har forpuppet sig. Afklaringen i form af sommerfuglens entydige skønhed havde og har dog endnu ikke indfundet sig. Men der er nogle fingerpeg. Grundtvig afviste klart folkelighedens sociale eller hierarkiske karakter. De gamle standskategorier, præst og adel, borger og bonde måtte forlades. Folket i betydningen stamme eller slægt talte mere til hans gemyt, og det kommer tydeligst til udtryk i den ofte citerede linje: ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”.
Det har fået nogle til at tage Grundtvig til indtægt for en biologisk forståelse af folkeligheden. Det kræver imidlertid, at man tager Grundtvig ud af kontekst. Grundtvig tænkte ikke i gener eller arvelighed i moderne biologisk forstand. For det første blev genetikken, som vi kender den, først til mange årtier senere. For det andet havde Grundtvig ikke høje tanker om naturvidenskab. Når slægten betød meget for ham, var det fordi han tænkte historisk. Kampen for danskheden var for ham ikke et avlsprogram.
I samme vers af digtet følger linjerne: ”Fælles Ord i Folke-Munde/ Det er Folkets Modersmaal,/ Som det klinger, som det gløder,/ Saa hos Danskere og hos Jøder”. Heri ligger der to væsentlige iagttagelser. For det første mente Grundtvig, at modersmålet var definerende for det nationale tilhørsforhold. Det stillede jøder og danskere lige. For det andet bliver det tydeligt, at Grundtvig med disse linjer erklærede, at jøder ikke var danskere. Man kan af den grund ikke kalde Grundtvig jødefjendsk. Han var en beundrer af det jødiske folk. Han gik ind for lige rettigheder til jøder og talte andetsteds godt om den jødiske forfatter Meïr Aaron Goldschmidt, men kaldte ham en gæst i Danmark, fordi han som jøde tilhørte et andet folk med et andet sprog. Goldschmidt var af anden byrd og blod og derfor ikke mindreværdig, men ikke desto mindre ikke dansk. Grundtvig var i den tanke væsentlig mere gammeltestamentlig end Goldschmidt.
I det næste vers følger så digtets mest berømte formulering: ”Til et Folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;” Midt i en borgerkrig og med sønnerne ved fronten er der næppe tvivl om, hvad Grundtvig mente med at have ild for fædrelandet. Det er ikke bare almindelig ildhu eller fyrighed, men viljen til at ofre sig for fædrelandet i konkret - blodig - forstand. Svend og Johan udmærkede sig i øvrigt begge i kamp og blev begge riddere af Dannebrog.
Ordene om, hvem der hører til et folk, følges nok så væsentligt af et par linjer om, hvad der sker, hvis man ikke lever op til de angivne kriterier: ”Resten selv som Dragedukker/ sig fra Folket udelukker,/ lyse selv sig ud af Æt/ nægte selv sig Indfødsret!” (Dragedukker er i folketroen skadevoldende væsener.) Det er afgørende, fordi Grundtvig hermed også sagde, at æt – som her skal forstås som det samme som byrd og blod – ganske vist forpligter, men diktere eller determinere gør den ikke. Man har altså ikke indfødsret i Danmark, blot på grund af fødsel eller afstamning. Der skal noget mere til.
En central metafor for historien var for Grundtvig ”Kjæden af Kjærminder”, som han blandt andet havde brugt i et hyldestdigt til Frederik VI i 1834. Denne kæde af kærlig erindring lænker os til historien, men er samtidig en skrøbelig blomsterkrans, hvis magt beror alene på følelsesmæssig binding. Påkaldelsen af æt, blod og byrd er derfor en formaning, en tilskyndelse, men ikke en umistelig rettighed eller uomgængelig skæbne. Det hænger igen sammen med Grundtvigs opgør med standstanken og dermed folket som social kategori. Uanset hvilken stand man er født ind i, bliver man først en del af folket, når man vælger at være det sådan som hans sønner havde gjort det.
I december 1849 blev Grundtvig valgt til Folketinget, og han blev den første formand for det, der i dag kendes som indfødsretsudvalget. På vegne af udvalget udtalte han i marts måned 1850 i Folketinget, da de første ansøgere om indfødsret skulle behandles: ”Indfødsretten […] udspringer nødvendig af Folkets Eiendoms-Ret og Arve-Ret til sit Fæderneland, som Det vel kan have gyldig Grund til at skiænke enkelte Udlændinger Deel i, men bør aldrig gjøre det uden med Hensyn paa sit eget Tarv.”
Den halve snes udlændinge, der ved den lejlighed fik dansk indfødsret, var netop kendetegnet ved, at de have udmærket sig ved patriotisk sindelag eller ved på anden måde at have bevist, at de havde for modersmålet øre og for fædrelandet ild.
(Kristeligt Dagblad 1. maj 2026)
