Kvinder er både i over- og undertal på universiteterne

Der er en bemærkelsesværdig skæv kønsfordeling på universiteterne i Danmark. Faktisk er der to. Den første og tydeligste findes blandt de ansatte. Blot en tredjedel af det videnskabelige personale på universiteterne er kvinder, og andelen af kvinder er mindst på de øverste trin af det akademiske hierarki, idet kun hver femte professor er en kvinde. Den gode nyhed er, at det har ændret sig støt og roligt i de seneste 10 år til en mere ligelig fordeling, hurtigst blandt professorerne. På Københavns Universitet steg andelen af kvindelige professorer i perioden 2007-2015 fra 15,3 til 22,2 %. Det skete samtidig med en stor vækst i det samlede antal videnskabelige ansættelser, så denne beskedne relative stigning dækker over langt mere end en fordobling i antallet af kvindelige professorer.

En af hovedårsagerne til, at processen går så langsomt er, at personaleudskiftningen på universiteterne næsten udelukkende sker ved naturlig afgang i en høj alder, nu ikke mindst efter at 70-års-grænsen for ansættelse i det offentlige er afskaffet. Den nuværende sammensætning af personalet er altså for en betydelig dels vedkommende et resultat af beslutninger truffet for 20, 30 eller 40 år siden. Ja, forleden kunne man her i avisen læse portrættet af professor Kjeld Møllgård, som fejrer sit 50 års jubilæum som videnskabelig ansat på Københavns Universitet.

Det er et erkendt problem blandt alle ansvarlige, at ligestillingsmålet langt fra er nået, men det har bare vist sig vanskeligt at accelerere denne proces uden at gribe til midler, der er åbenlyst uretfærdige. Der er blevet gjort forsøg med direkte favorisering af kvinder, men som professor Hans Bonde har vist, er det ikke en farbar vej.

Ud fra den foreliggende statistik er det ikke bedømmelses- og ansættelsesprocedurerne på universiteterne, der hindrer kvinders adgang til videnskabelige stillinger. For det første er der markant færre kvindelige ansøgere. Det skyldes ikke, at der er et mindretal af kvindelige forskertalenter. Halvdelen af alle PhD-studerende er kvinder. Men der er altså en brist i systemet der gør, at kvinder ikke føler sig tilskyndet til at søge videre.

Til gengæld begunstiger systemet de kvinder, der faktisk gør det. I de tilfælde, hvor der til en videnskabelig stilling er både kvalificerede mandlige og kvindelige ansøgere har de kvindelige ansøgere en markant højere chance for at få stillingen. Af de 2205 stillinger med kvalificerede ansøgere af begge køn, som var opslået i perioden 2014-2016 var 33 % af ansøgerne kvinder, men de fik 45 % af stillingerne. Eller sagt med andre ord: Selv om de mandlige ansøgere er dobbelt så mange som de kvindelige, klarer kvinderne sig markant bedre i åben konkurrence. Den såkaldte rip-rap-rup-effekt er – ja, undskyld – en and.

Man kan sammenligne med den anden markante kønsskævhed på de videregående uddannelser, altså både professionshøjskoler og universiteter, nemlig blandt de studerende. Kvinders dominans blandt de studerende er en gammel tendens. I 1996 var 40 % af ansøgerne til de videregående uddannelser mænd. De netop offentliggjorte tal for ansøgerne til studiestart i september i år viser, at mændenes andel på 22 år er steget til 42 %. Det er jo også en slags udvikling.

Det interessante er, at de, der nidkært gør opmærksom på kønsskævheden blandt de ansatte på universiteterne, sjældent ofrer nogen opmærksomhed på kønsskævheden blandt de studerende. De synes tilsyneladende ikke, at det er et problem, at så relativt mange mænd fravælger en videregående uddannelse, mens det stadig opfattes som et problem, at så relativt mange kvinder fravælger en karriere på universiteterne.

(Kristeligt Dagblad den 4. aug. 2018)