Fagforeningerne og helligdagslovgivningen

Bestemmelser om at der skal være en dag i ugen, hvor visse aktiviteter ikke tillades, går tilbage til Moselovene. Men det er i ældre dansk lovgivning ikke helligdagen selv, der er beskyttet, men den gudstjeneste, som hører til dagen.

I Danske Lov fra 1683 forbydes det under bødestraf at arbejde, sælge varer eller foretage udskænkning i kirketiden. Denne bestemmelse hang sammen med, at der var tvungen kirkegang, og menigheden måtte altså ikke distraheres fra denne pligt. Den tvungne kirkegang, der aldrig var blevet overholdt eller håndhævet med synderlig nidkærhed, blev afskaffet i 1845 ved ”Forordning angaaende Søn- og Hellig-Dagenes vedbørlige Helligholdelse”. Hovedformålet med denne lov var stadig at forbyde unødvendigt arbejde søndag formiddag, så alle, ”der have Myndighed over en Andens Person give deres Læredrenge, Tyende eller andre Underordnede Tid og Leilighed til flittig at kunne besøge Gudstjenesten”. Det betød også, at ”Kjøben og Sælgen saavel paa Gader og andre offentlige Steder, som i de Handlendes og andre Næringsbrugeres Boutiker” ikke kunne finde sted i kirketiden. Dog var salg af enkelte fødevarer tilladt indtil kl. 9, men ingen udskænkning, forlystelse eller i det hele taget støjende adfærd måtte finde sted. Allerede i 1845 gjaldt der dog også et hensyn til dagen som fridag i det hele taget, fordi det var formålet ”at bruge Søn- og Helligdagene i Overensstemmelse med deres velgjørende Øiemed, at give Menneskene den Hvile fra deres Hverdagsarbeide, hvortil de trænge, og hendrage Sindet til Gud og hans hellige Ord, og at de saaledes flittigen og med christeligt Sind ville samles i Herrens Huus.”

Kræmmersjæle har altid følt sig fristet til at tjene en skilling ved at overtræde loven. I december 1896 skrev en forarget læser til Kristeligt Dagblad og gjorde opmærksom på, at Københavns hovedkirke forbrød sig mod helligdagsloven, idet ”der hidtil har fundet den forargelige Uskik Sted i Frue Kirke paa de store Helligdage og Juleaften, at man falbyder Teksten til Litaniet, som synges i Kirken, ved denne Indgangsdør”. Indtægten tilfaldt kirkens kantor.

I 1904 blev der vedtaget en lukkelov, der overhovedet forbød butikker at holde åbent på søn- og helligdage. Den var imidlertid ikke tænkt som en helligdagslovgivning. Hensynet bag den lov gjaldt personalets ret til fritid. Den blev revideret i 1908 til også at omfatte butikkers åbningstider på hverdage.

Helligdags- og lukkeloven blev revideret både i 1922 og 1936. I 1963 blev der indført en bestemmelse, der direkte forbød forstyrrelse af gudstjenesten. Det var en liberalisering i den forstand, at profane aktiviteter – 1845-loven forbød f.eks. jagt i kirketiden – nu principielt var tilladte, så længe de ikke greb direkte ind i gudstjenesten. Denne lov fastholdt dog forbud mod offentlige forlystelser på enkelte helligdage, Juledag, Pinsedag, Langfredag og Påskedag. Siden er lukkeloven blev revideret adskillige gange, og dispensationerne er blevet stadig flere. Den nugældende lov er fra 2005, revideret i 2012. Gudstjenesten er i dag beskyttet af forsamlingsfriheden og de mere generelle bestemmelser om den offentlige orden.

Der har altid været stærk modstand mod helligdagsbestemmelser fra liberale politikere, mens kirkelige og i nogen grad også politisk konservative kredse har forsvaret dem. Det kirkelige argument er imidlertid i dag sjældent den beskyttelse af gudstjenesten, som var begrundelsen i ældre lovgivning, men typisk mere generelt hensynet til den betydning som en fælles hviledag har, en slags funktionalistisk tolkning af det tredje bud. Den mest effektive beskyttelse af søndagen som hvile- og helligdag er dog kommet fra decideret kirkefremmede kredse, nemlig fagforeningerne, der i forlængelse af ideen fra 1904 har haft magten til at gøre arbejdskraften på helligdage så dyr, at det kun for de færreste arbejdspladser kan betale sig at holde åbent om søndagen.

(Kristeligt Dagblad 15. jan. 2019)