Afviklingen af de europæiske diktaturer

Hvis man regner hele Østblokken med, levede omtrent halvdelen af europæerne i begyndelsen af 1974 i et diktatur eller det, der ligner. Men så skete der noget. Den 24. juli 2024 er 50-året for det græske militærdiktaturs fald. Det står midt imellem to andre vigtige 50-års jubilæer i moderne europæisk historie. Det ene var Nellikerevolutionen i Portugal i april, og næste år er det 50 år siden general Franco i Spanien døde. Det var tre tildragelser i en lang række af begivenheder, som vi til sammen kan kalde afviklingen af de europæiske diktaturer. Det begyndte med Nazitysklands nederlag i 1945 og kulminerede med Murens fald 44 år senere.

1974 er ellers ikke et år, der i almindelighed bevares i venlig erindring.  Oliekrisen eksponerede den vestlige økonomis afhængighed af energi fra Mellemøsten. Set fra 2024 er det interessant at iagttage, at det førte til et ønske om at indgå aftale med alternative leverandører. Der var bare ikke så mange at vælge imellem. Udvindingen af olie og gas i Nordsøen var kun i sin vorden, de el-producerende vindmøller ligeså. Paris underskrev en aftale med Moskva om levering af sovjetisk naturgas. Også det statsejede, danske energiselskab, DONG, fik en aftale igennem om levering af i alt 130.000 tons fyrings- og fuelolie fra Sovjetunionen. 

Afslutning af det græske militærdiktatur skete som et resultat af en krig. Den 20. juli 1974 landede tyrkiske tropper på Cypern. Forud var gået en lang konflikt mellem øens græske flertalsbefolkning og det tyrkisktalende mindretal. Den tyrkiske invasion fulgte på en mistanke om, at militærjuntaen i Athen ville indlemme Cypern i den græske stat. Det førte på græsk side til, at dele af det græske militær pressede militærjuntaen til at vige pladsen for en civil regering.

Afviklingen af diktaturerne i Portugal, Spanien og Grækenland fulgte forskellige spor, men de var hver især led i en proces mod en stadig stærkere konsolidering af den demokratiske retsstat som norm i Europa. 

I Vesttyskland var forbundskansler Willy Brandt gået forrest i en økonomisk tilnærmelse til Sovjetunionen. Hans ”Ostpolitik” var bygget på et princip om ”Wandel durch Handel”, forandring gennem handel. Logikken lå fra et tysk perspektiv på den åbne hånd. Skabelsen af EF/EU byggede simpelthen på det princip, at økonomisk integration skaber fredeligt samarbejde. Det var et princip, der i 1974 var blevet bekræftet af erfaring. Vesttyskland var på færre end 30 år forvandlet fra et ruineret diktatur til en velstående og demokratisk stat takket være den økonomiske og politiske integration med de tidligere fjender, først og fremmest Frankrig.

Den 1. oktober 1973 åbnede den første direkte gasrørledning fra Sovjetunionen til Vesttyskland og i kraft af et forstærket samarbejde de følgende år blev Sovjetunionen og siden Rusland Tysklands væsentligste leverandør af fossil energi. Imens fortsatte den økonomiske og politiske integrationsproces i Vesteuropa.

I 1981 blev Grækenland medlem af EF (EU) og i 1986 Spanien og Portugal. Den nyligt afdøde norske historiker Geir Lundestad har anvendt begrebet ’Empire by Invitation’ om USA’s allianceopbygning efter 2. Verdenskrig. Det begreb kan også anvendes om EU’s rolle i europæisk historie i de seneste 50 år. 

Senere i år skal vi markere, at det er 35 år siden, at Muren faldt. Millioner af europæere kunne pludselig se en fremtid i møde, som de ikke havde turdet drømme om. For dem af os, der kan huske det bevægede år 1989, er den væsentligste erfaring fra dengang nok, at en kolossal og pludselig forandring til det bedre kan indtræffe uden blodsudgydelser. Uden at forklejne den jugoslaviske borgerkrigs eller den uløste cypriotiske konflikts betydning, kan man sige, at det første tiår efter Murens fald bekræftede den erfaring.

EU blev den platform, der gjorde udviklingen mulig. På et topmøde i København i 1993 blev der vedtaget en række demokratiske, retsstatslige og økonomiske kriterier for de lande, der ønsker at finde optagelse i unionen. Det har især for tidligere østbloklande været retningsgivende for deres politiske udvikling, hvis de ønskede en andel i de muligheder, som et medlemskab af EU indebærer. For en halv snes af disse lande blev det ønske opfyldt ved et topmøde også i København i december 2002, da østudvidelsen af EU blev vedtaget.

Selv om kritikken af EF og siden EU stikker dybt i medlemslandene, var og er det tydeligt, at det set udefra er attraktivt at blive medlem af klubben. Det gælder ikke kun de lande, der for tiden ansøger om optagelse, men også de mange migranter, der legalt eller illegalt søger mod Europa. Det er imidlertid også klart, at forestillingen om Europa som et fredeligt, politisk og økonomisk fællesskab har nået en grænse. Rusland har sammen med sine nærmeste allierede skrevet sig selv ud af den europæiske ligning og har valgt ufredens og ufrihedens vej. Det betyder set fra et dansk og europæisk synspunkt, at fredsdividenden fra 1989 nu må omsættes i øgede udgifter til forsvaret. Ungdommen må i langt større omfang indkaldes til kampberedskab, og vi må – igen – se os om efter alternative energikilder.

(Kristeligt Dagblad 10. juli 2024. Teksten er rettet, så året for Francos død nu rettelig er angivet til 1975)

Døden er fjenden

På banegården i Roskilde hænger der skilte med et telefonnummer til dem, der er selvmordstruede. Når man ringer til det, er det ikke fordi der skal være nogen i den anden ende, der hjælper en med at tage sig selv af dage. Der skal være en, der kan overbevise om, at livet er værd at bevare trods alt. Det kendetegner Danmark som et civiliseret samfund, at vi holder livet helligt. Døden er fjenden. Derfor bruger vi ressourcer på at bekæmpe selvmord.

Hvis vi indfører hjælp til selvmord, betyder det, at vi skal til at opstille kalkuler for, hvornår et liv ikke længere er værd at leve, og hvornår et menneske er myndigt nok til selv at afgøre, om det skal leve. Det vil opløse den absolutte grænse mellem liv og død. Døden vil ikke længere være fjenden, men en mulighed. Det betyder, at der skal opstilles et katalog af lidelser, der er gyldig grund til at komme herfra. Der skal være en bobestyrer, der afvejer debet og kredit for at afgøre om dette liv har værdi nok til ikke at blive opretholdt eller om det skal erklæres konkurs. Livet bliver ikke længere et formål i sig selv, fordi døden bliver et accepteret middel til at løse et problem.

Det er let – kun alt for let – at sætte sig ind i den overvejelse, at et forpint menneske vil have bedre af ikke længere at være i live. Hvis det samme menneske har et ønske om ikke at ligge nogen til last, kan der jo hurtigt opstå enighed om, at det er lettere, billigere og mere hensigtsmæssigt for alle, hvis dette menneske tager imod tilbuddet om at begå selvmord. Så kan vi af lutter hensyn og godhed komme til at betragte døden som en bekvem udvej. Der er en verserende sag, hvor en mand har slået sin kone ihjel – af medlidenhed siger han. Det må være op til domstolene at afgøre den sag. Det kan ikke overlades til den enkeltes samvittighed, for drab forbliver drab. Der skal i lovgivningen ikke kunne findes understøttelse til den tanke, at det er tilladeligt at tage livet af et andet menneske.

(Læserbrev i Weekendavisen 5. juli 2024)