Døden er fjenden

På banegården i Roskilde hænger der skilte med et telefonnummer til dem, der er selvmordstruede. Når man ringer til det, er det ikke fordi der skal være nogen i den anden ende, der hjælper en med at tage sig selv af dage. Der skal være en, der kan overbevise om, at livet er værd at bevare trods alt. Det kendetegner Danmark som et civiliseret samfund, at vi holder livet helligt. Døden er fjenden. Derfor bruger vi ressourcer på at bekæmpe selvmord.

Hvis vi indfører hjælp til selvmord, betyder det, at vi skal til at opstille kalkuler for, hvornår et liv ikke længere er værd at leve, og hvornår et menneske er myndigt nok til selv at afgøre, om det skal leve. Det vil opløse den absolutte grænse mellem liv og død. Døden vil ikke længere være fjenden, men en mulighed. Det betyder, at der skal opstilles et katalog af lidelser, der er gyldig grund til at komme herfra. Der skal være en bobestyrer, der afvejer debet og kredit for at afgøre om dette liv har værdi nok til ikke at blive opretholdt eller om det skal erklæres konkurs. Livet bliver ikke længere et formål i sig selv, fordi døden bliver et accepteret middel til at løse et problem.

Det er let – kun alt for let – at sætte sig ind i den overvejelse, at et forpint menneske vil have bedre af ikke længere at være i live. Hvis det samme menneske har et ønske om ikke at ligge nogen til last, kan der jo hurtigt opstå enighed om, at det er lettere, billigere og mere hensigtsmæssigt for alle, hvis dette menneske tager imod tilbuddet om at begå selvmord. Så kan vi af lutter hensyn og godhed komme til at betragte døden som en bekvem udvej. Der er en verserende sag, hvor en mand har slået sin kone ihjel – af medlidenhed siger han. Det må være op til domstolene at afgøre den sag. Det kan ikke overlades til den enkeltes samvittighed, for drab forbliver drab. Der skal i lovgivningen ikke kunne findes understøttelse til den tanke, at det er tilladeligt at tage livet af et andet menneske.

(Læserbrev i Weekendavisen 5. juli 2024)